MUSIKK. Der er plads til at drømme i Pacific Northwest.

Villavejenes haver vokser vildt i juli måned, brombærbuskene står allerede fulde af bær og de store Douglas-fyrretræer strækker sig mod himlen som venligtsindede, mørkklædte præster. Udenfor Downtown har Portlands gader en drømmeagtig kvalitet. I 1990’erne fik nabobyen Seattle et imageboost da »grunge« blev et internationalt opreklameret fænomen med lokale bands som Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden. I komedieserien Portlandia af Fred Armisen og Carrie Brownstein (blandt andet kendt fra rockbandet Sleater-Kinney) står Fred og Carrie på god fod med Portlands legesyge borgmester. De skal hjælpe ham med at brande byen. Portland fremstilles som en lomme i tiden hvor den »alternative« ånd fra 90’erne har overlevet. Om det er rigtigt, skal jeg ikke udtale mig om efter et relativt kort besøg, men den folkelige kreativitet, gør-det-selv-ånden og passionen for en økologisk livsstil er i hvert fald temmelig tydelig i gadebilledet.

En af de første nætter jeg sover i mit fine Airbnb-rum (»Ganesha Light Room i indisk stil«) er der pludselig en større folkemængde i gaden udenfor. Den buldrende livemusik lyder som Mogwai. Et lille firkantet betonhus som tidligere har været en blomsterbutik er nu et kunstnerkollektiv med det fantasifulde navn Art Base. De ydre vægge er dekoreret med graffiti og sættes hårdt på prøve denne aften med et massivt lydtryk indefra. En af de følgende dage stoppes jeg i min daglige cykelrute over Steel Bridge til Downtown af en demonstration. Et politisk krav? Nej og ja, der er ølfestival i byen, og dette er de lokale mikrobryggeriers march. En strøm af vinkende og smilende mennesker passerer forbi; mange bærer gyldent og gult og et par stykker er endda udklædt som ølfad. Imidlertid, de to fænomener som springer mest i øjnene på mine ture rundt i byen er typiske for mange amerikanske byer: Hjemløse holder til langs havepromenaden og voldsomt overvægtige kæmper sig ind og ud af de lokale skinnebusser ved navn MAX.

Rock 'n' Roll Camp for Girls. Foto: Susanne Christensen

Rock ‘n’ Roll Camp for Girls. Foto: Susanne Christensen

Jeg er i Portland fordi jeg har meldt mig som frivillig på Rock ‘n’ Roll Camp for Girls, som åbnede sin første sommerskole i 2001. Nogle af de kvindelige musikere man associerer med Riot Grrrl-bevægelsen (som Kathleen Hanna og Carrie Brownstein) institutionaliserede deres politik i uafhængige pladeselskaber, kanaliserede energi ind i diverse sociale organisationer og var med til at realisere idéen om pigernes rocklejr. Siden har konceptet spredt sig til mange amerikanske byer og kan nu betegnes som en international rockcampbevægelse med feministiske fortegn. I de skandinaviske lande findes tilsvarende sommerkurser: Popkollo i Sverige og LOUD – jentenes bandleir udenfor Fredrikstad, i tillæg til AKKS-kurser (Aktive Kvinners Kultursenter) i de større norske byer.

På Rock ‘n’ Roll Camp for Girls skal pigerne, som enten hører til gruppen Electric Youth (8–12 år) eller Teen Spirit (13–17 år), i løbet af en uge danne et band med andre lejrdeltagere, skrive en sang sammen, øve på instrumenter, de måske aldrig har haft i hænderne før, og om lørdagen gå på scenen til en offentlig afslutningskoncert et sted i byen. Sammen med et stort antal frivillige svirrer 60 hujende, hylende, dansende, syngende, rasende – og af og til nervøse, skælvende – piger omkring os den uge, kurset varer. Det handler om at spille musik, men den populære lejr springer også direkte ud af 90’ernes tredjebølgefeministiske aktivisme, som stod stærkt i Pacific Northwest: Rockmusikkens udagerende positurer og kraft sættes i værk som et feministisk frigørelsesinstrument i en periode af pigers liv, hvor de er under stort indre og ydre pres. Det lyder jo som en slags kunstterapi? Eller er det simpelthen venstreorienteret indoktrinering?

Det er svært at sige hvad »venstreside« betyder i Amerika, men amerikanske feminister af forskellig politisk observans har et vågent øje for »rockfrigørelse« og den mytologi som følger med. Frigørelse er så mange ting, på en rockcamp marcherer ingen i takt og råber paroler, det er et tilbud til dem som mistrives eller føler sig marginaliserede, »pæne« piger og queer- og transidentificerede, om at benytte rockens indbyggede ideologiske værktøjer (»at udtrykke sig selv«) på en måde som gør det muligt at overleve, finde en passende livsstil og givende fællesskaber med vitale kræfter.

Førstebølgefeminismen, det 19. og tidlige 20. århundredes rettighedsbevægelser, ser vi ofte som ensbetydende med suffragetternes kamp for kvinders stemmeret. Andenbølgefeminismens zenit udfoldede sig i tidsrummet mellem 1960’erne og 1980’erne, og dennes dattergeneration, hvis stemmer blev typiske for 1990’erne, kaldes traditionelt trediebølgefeminister. Faktisk var det forfatteren Alice Walkers datter Rebecca som i essayet »Becoming the Third Wave« (1992) konkluderede: »I am not a postfeminism feminist. I am the Third Wave.« Denne enkle retorik skabte en fremtid og et håb i de tidlige 90’ere, men hvordan føles det i dag når tredjebølgefeminismens højdepunkt igen og igen placeres i fortiden? Lisa Jervis, redaktøren for det Riot Grrrl-inspirerede internetmagasin Bitch, formulerede i 2004 en solid kritik af bølgemetaforen:

We’ve reached the end of the wave terminology’s usefulness. What was at first a handy-dandy way to refer to feminism’s history and its present and future potential with a single metaphor has become shorthand that invites intellectual laziness, an escape hatch from the hard work of distinguishing between core beliefs and a cultural moment.

Dorothy Sue Cobble, Linda Gordon og Astrid Henrys Feminism Unfinished: A Short, Surprising History of American Women’s Movements (Liveright, 2014) stiller sig kritisk til bølgemetaforen. Forfatterne undersøger feministisk politik i de såkaldte nedgangstider (»bølgedalene«) og konkluderer med at feministisk arbejde har været og er en kontinuerlig kraft. Cobble, Gordon og Henry knuser myter og ryster os fri af cementerede måder at fortælle feminismernes historie på. De definerer feminisme som sociale bevægelser uden én entydig agenda som har udtrykt skiftende svar på tidens aktuelle udfordringer. I 90’erne påvirkes feminismen også af generelle postmoderne tendenser; hårde juridisk-politiske kernesager oversættes på godt og ondt til stiludtryk i mere luftige, kulturelle sfærer. I stedet for at argumentere begynder vi at posere. Eller argumenterne bliver til raseripositurer, et salgbart look. Amerikanske mainstreammedier var for eksempel hurtige til at reducere Riot Grrrl-bevægelsen til et modefænomen: En flok vrede piger med rottehaler, baretter, korte skotskternede nederdele, fiskenetstrømper og militærstøvler.

Foto: Susanne Christensen

Foto: Susanne Christensen

Riot Grrrl-bevægelsen, med rødder i Pacific Northwest, reformulerede mødregenerationsens politiske sager, men udøvede også en kropsliggjort, stilbevidst politik, for eksempel i koncertsalen, med det formål at skabe plads til pigekroppe og pigespecifikke udtryk og erfaringer. Både mor- og dattergenerationen dannede såkaldte consciousness raising groups; trygge rum for personlige bekendelser piger og kvinder imellem. I sådanne rum kan en politisk platform baseret på fælles erfaringer langsomt blive til. Bevidstgørende aktiviteter og kropsliggjort politik er også del af rocklejrbevægelsens filosofi. Hvis vi dropper bølgemetaforen bliver det tydeligt at den flerstemmige, udogmatiske og intersektionelle feminisme som var typisk for 90’erne næppe hører fortiden til, snarere danner den klangbunden i samtidens feminismer med bedre plads til alle køn og hudfarver.

Jeg sporer ingen synderlig interesse i Riot Grrrl hos deltagerne på dette års Rock ‘n’ Roll Camp for Girls, men »mine« piger nikker med hovederne og synger med når Joan Jetts »I Love Rock ‘n’ Roll« kommer på. Hvad de normalt lytter til er uklart, udover at hyperaktive Cora elsker et pop punk band ved navn Fall Out Boy. Sommerlejren afholdes i en kristen skoles lokaler i Southwest Portland. I receptionen blinker en række blanke elguitarer i mange farver. Efter velkomsten og nogle indledende øvelser er det tid for band formation, muligvis ugens mest afgørende øjeblik. Også de frivillige er i spil; bandet skal finde hinanden, og vi skal finde vores band. Papirlapper med musikgenrer hænges op på væggene i det store fællesrum. Jeg har udset mig »punk« og det har nogle af de ældre piger også. Vi taler om vores yndlingsbands og -sange og håber at der opstår gnister. Jeg vælger det lokale pigepunkband Neo Boys fra 80’erne, og på denne skønne dag er min yndlingssang åbenbart »Hot Chocolate Boy« med Beat Happening. Selv jeg er overrasket. Noget er allerede ved at udkrystallisere sig i gruppen. Cora, Benny, Hannah, Savy og Olivia er rutinerede campers, og de ved hvad de vil; de vil spille sammen. En stor magnet har trukket dem tæt sammen i en cirkel. De har ikke brug for os, de har ikke brug for band managers. Min co-manager Erin og jeg bliver alligevel ved med at trippe omkring dem i det forfængelige håb, at de på en eller anden måde vil sætte pris på os.

Banddannelse er nervepirrende. En pige som tilhører Electric Youth, men som er stor af sin alder, har sat sig alene, væk fra sit band. De svirrer omkring hende, men hun vil være for sig selv. Til mig siger hun at hun har ondt i maven. Hun har mange små plastre på armene. Jeg beder hende hive fat i os frivillige i genkendelige T-shirts hvis hun får brug for hjælp. Workshops går i gang, i dag om høreværn og selvforsvar. Pigerne opfordres til at udstøde et krigsråb når de slår mod sækken, men ingen af dem har lyde i sig i dag. En spinkel mørkhudet pige slår på sækken med mindre kraft end et sommerfuglevingeslag. Jeg lægger mærke til hende i løbet af ugen; hendes kropssprog er påfaldende passivt og ansigtet er blankt og udtryksløst. Erin og jeg har fået Leona koblet på som band coach, vi mødes i øvelokalet og præsenterer os. What’s your pronouns? Jeg har været gennem dette på voluntørmødet og siger at jeg foretrækker she/her. Okay, jeg er ciskønnet, why not. Mit sociale køn flugter med mit biologiske køn i dagens anledning. Vores yderst kompetente trommeslager har det ikke sådan, Benny med det grønne hår foretrækker he/his.

Foto: Susanne Christensen

Foto: Susanne Christensen

Cora er fuld af energi i dag, og gruppen begynder sangskrivningsprocessen med en lang liste over alle de ting som gør dem vrede. Cora og fodboldpigen Hannah har valgt basguitar, og Savy med de lilla hårextentions og Olivia sidder med hver sin guitar. Listen bliver lang og idiosynkratisk, hverdagsklager blandes med større politiske emner. De første sten lægges også i en arkitektonisk plan for en sang med høj sværhedsgrad og raffinement. Det er svært ikke at holde af de her 13-årige piger, men jeg slår mig til tåls med at det nok bliver en ugengældt afstandsforelskelse. Pigernes dragning mod hinanden og edge mod omgivelserne er helt efter planen. De er nådesløse, dirrende usikre, men stadig hårde som diamanter. Under den fælles morgensamling myldrer Electric Youth rundt som i en myretue, Teen Spirit forholder sig mere skeptisk. Alle synger med på lejrens temasang:

Girls should be heard, girls should be seen

Take up space and make a zine

At rock camp!

We’ll beat out fills and learn to shred

We’ll even show you how to bang your head

At rock camp!

I frokostpausen spiller lokale bands eller DJs, og Electric Youth kan slet ikke sidde stille, de hopper og danser som en flok maniske lopper. En pige har set mit kamera, hun får de andre med op på scenen og foran bandet laver de arm waves, de har små kulørte rævehaler på og ryster dem i spotlyset. Denne pige er konstant opmærksomhedssøgende, hun ser målbevidst ind i kameralinsen. Jeg ler og fotograferer, ganske overrasket over hendes stærke vilje til at være og blive set. »Mit« band har valgt et navn, men indtil videre er det hemmeligt for os band managers. De kalder sig FAV, men vil ikke afsløre hvad bogstaverne står for.

Hverken de eller jeg har tålmodighed med zineworkshoppen. Papir og penne deles ud sammen med en bunke zines fra 90’erne, men hvorfor lave et zine i dag? Hvorfor ikke lave en blog? Findes der andre slags zines end disse forældede angry grrrl zines som er fulde af tekst? Benny rækker hånden op og ønsker sig mere humoristiske zines fulde af billeder. Min gruppe bliver dvask, fuld af modstand; de begynder at tegne på deres hænder. Bedre går det i workshoppen hvor de skal lave et bandlogo. Erin og jeg får endelig at vide hvad FAV står for: Failed At Victory, how cool is that. Jeg ved ikke hvor mange i bandet som er queeridentificerede, men flokken er klart lejrens dystre rebeller. Deres logo er stavet med forrevne bogstaver under en knust kongekrone. Disse piger (og Benny) er straight outta Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. Deres sangtekst er klassisk punkrock:

You have all these stupid rules about things that don’t affect you

For instance, why do you care about the color of my hair?

And the lengths of my skirts, your disapproval really hurts,

Or the sex of my date who you already hate

I’m done with being part of your machine

Society can’t judge me on who I want to be

I know who I am and that’s ok

I’ll come out I’m not afraid

Det er muligt at koncepterne for pigernes rocklejr er ved at stivne en smule efter 14 år. Trætheden er imidlertid forståelig, sommeren 2015 er det Beth Wooten og en solid kerne af kvinder med kompetance både når det gælder instrumenthåndtering og praktisk pædagogik som styrer lejren, og dette team skal holde energien oppe tre sommeruger med hver 60 kids og kun en uge til at puste ud imellem hvert hold. FAV bygger langsomt og sikkert sin sang op; Leona er deres helt, hun har til forskel fra Erin og jeg forstand på instrumeter og kan give dem praktisk viden, dermed blir hun noget andet end en slags tante i periferien. I den bagende sol uden for de airconditionerede skolelokaler silkscreener de deres logo på T-shirts som siden hænger til tørre og vifter i den dovne vind. Næste dag folder de sig ud i T-shirt transformation class. De kedelige T-shirt-standarder er ikke et format de blindt bør acceptere, der er mange måder hvorpå man kan omskabe kommercielt producerede beklædningsgenstande og tilføre et personligt præg. Da deres T-shirts er klare tager vi nogle vilde bandfotos.

Foto: Susanne Christensen

Foto: Susanne Christensen

En anden workshop som plager mig lidt er Women in Music History. Personen som præsenterer har et temmelig snævert angloamerikansk perspektiv. De få europæere som nævnes kan tælles på en hånd: Heavy Metal-bandet Girlschool, Chrissie Hynde fra The Pretenders, X-Ray Spex og Siouxsie Sioux. Jeg drømmer om en workshop som er mere praktisk rettet med fokus på musik som nemt kan kopieres. FAV er fuld af talent, blandt andet er Savy en lovende guitarist, sanger og sangskriver, men de har ikke så meget erfaring med samspil. FAVs sang er kompleks, ambitiøs og morsom, men den er ikke enkel nok til at sætte samspillet i fokus, the coming together. Hvis vi havde skippet Girlschool kunne vi have talt om enkeltheden og glæden ved at få samspillet til at fungere. Hvad gjorde for eksempel Portlands Neo Boys, Olympias Beat Happening og Bratmobile, de fabelagtige hip hop-pionerer ESG, Tracey Thorns Marine Girls og schweiziske Kleenex?

FAV har arbejdet og øvet på deres sang hele ugen. Fredag finder en workshop sted om image and identity. Det er den eneste workshop som direkte opfordrer til »problemsamtale« og der kommer meget på bordet mens vi sidder i en cirkel udenfor i solen. En pige taler om sin ADHD-diagnose, en anden beskriver konflikter med faren og et dramatisk forsøg på flugt hjemmefra gennem et vindue. En pige har en veninde som er blevet misbrugt, hun udtrykker raseri og frustration. Workshoplederen får pigerne til at tænke over mulige løsninger, steder man kan ringe til hvis der opstår uoverskuelige problemer og hvordan de kan støtte hinanden. Snart står alle bands på scenen i det store rum og øver deres sange igennem. Der laves lister over hvilket slags udstyr hver musiker har brug for i morgen når det virkelig gælder på scenen i Alberta Rose Theatre.

Foto: Susanne Christensen

Foto: Susanne Christensen

Om lørdagen er teatret stuvende fuldt af begejstrede familliemedlemmer, venner og bekendte, rocklejrmedarbejdere og rocklejrstøtter. Nerverne er på højkant, flere bands har indøvet rockpositurer, nogle piger får malet blå læbestift og blå lyn på kinderne. Olivia som tidligere på ugen virkede indadvendt og stille har foldet sig ud og er blevet en central kraft i FAV sammen med Savy. Olivia er udklædt i banankostume, og det er hendes job at fyre en rap af midt i sangen baseret på listen over ting som gør dem vrede. De klarer sig godt, er morsomme, kompetente og coole. Benny hamrer på trommerne og skruer tempoet op. Tidligere på ugen tog jeg et billede af ham sammen med en pige han synes godt om. Da jeg sender ham billedet svarer han kort: Du er en god fotograf! Jeg er lykkelig, der er intet som en vred teenagers anerkendelse.

Læs mere i Vagant 3/2015 og i Rock ‘n’ Roll Camp for Girls: How to Start a Band, Write Songs, Record an Album and Rock Out redigeret af Marisa Anderson, Chronicle Books 2008.

Susanne Christensen

Facebook

Twitter