Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirtutgaver i året

En sensation for Proust-læsere

KOMMENTAR. Til efteråret udkommer et bind ukendte tekster, ført i pennen af det 20. århundredes største franske forfatter.

Måske var det den franske forfatter Anatole France, som forstod den unge Marcel Proust bedst.

I 1896 debuterede forfatteren til På sporet af den tabte tid med Glæder og dage, en samling noveller og digte, som lader læseren blive kendt med en række mindeværdige overklassekarakterer i fin de siècle-Paris.

I forordet til bogen skrev France: »Marcel Proust (…) udmærker sig ved at fremkalde de mest elegante smerter og kunstige lidelser, der er lige så grumme som dem, naturen har givet os med en moderlig fortabelse. Jeg indrømmer, at disse sammensatte lidelser, disse smerter er opdaget af et menneskeligt geni.«

I dag – 123 år efter at Glæder og dage udkom – er det igen blevet tid til at tale om Prousts »moderlige fortabelse«. Den franske litterære verden kan berette om en sensation: Ni noveller, som aldrig kom med i hans debutværk, er fundet og udkommer den 9. oktober med den kryptiske titel »Le Mystérieux Correspondant et autres nouvelles inédites« (Den mystiske korrespondent og andre efterladte noveller).

Bogen bliver udgivet af det lille forlag Éditions de Fallois, stiftet af Proust-eksperten Bernard de Fallois, som døde i januar sidste år. De Fallois var manden, som i 1950’erne udgav Prousts essay »Contre Saint-Beauve« og det efterladte romanfragment »Jean Santeuil«, der i dag opfattes som hans stilmæssige opvarmning til På sporet af den tabte tid. Nu viser det sig, at De Fallois også lå inde med denne upublicerede prosa – og lod den forblive en hemmelighed i alle årene.

Hvad er der så at hente her? Og hvorfor indgik de ni noveller aldrig i Prousts debutværk? Ifølge bogens redaktør, Luc Fraisse, er der ingen, højst nogle nære venner, som har kendt til teksterne. Ingen steder, heller ikke i Prousts egne breve, er de nævnt. De udkommer nu i deres uredigerede manuskriptform, og mange af dem bygger videre på de »sammensatte lidelser«, som Anatole France var inde på i forordet til Glæder og dage. Det vil sige: erfaringerne som homoseksuel. Som bogens redaktør fortæller til franske medier, »adresserer de nye tekster dette emne«, og dette var formentlig også årsagen til, at Proust i sidste ende sorterede dem fra: Han ville helst, med redaktørens ord, undgå for »meget ballade« om det ømtålelige emne. Konklusionen virker sandsynlig, når man tænker på, hvordan Proust selv præsenterer tidens borgerlige kønsmoral i første bind af På sporet af den tabte tid.

Alligevel er der ikke meget, som taler for, at disse efterladte noveller, kommer til at give alverdens Proust-læsere et nyt syn på hans forfatterskab. Temaet er kun alt for kendt hos Proust-folket, og de nye teksters udforskning af motiver om kærlighed og sex kan højst blive en tilføjelse til det, som alle ved: At det 20. århundredes største franske forfatter var homoseksuel, og at han var bevidst om det fra puberteten.

Efter sigende drejer det sig om en række korte noveller, næsten skitser, som i de fleste tilfælde adlyder genrens love: De sætter en scene, der sker et omslag, inden det sidste store fald indtræffer. I nogle af dem finder man en fri æstetisk og filosofisk meditation over kunst, for eksempel Beethovens 8. symfoni, mens andre indeholder mere eksperimenterende fortællerformer med et rigt udfoldende tilbageblik, hans store adelsmærke.

Alt er nu lagt til at rette for en ny fordybelse i den franske forfatters spæde begyndelse.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no