KOMMENTAR. En række nye bøger dokumenterer oprøret under Putins styre fra 2000 og til i dag.
Hvordan sniger man en elektrisk guitar ind i en kirke, som har metaldetektorer ved indgangen? Det er ikke nemt, og det gik ikke særlig godt den 21. februar 2012, hvor Katja Samutsevitj forsøgte sig med netop dette. De andre unge kvinder i protest- og performancebandet Pussy Riot kom lidt nærmere realiseringen af de oprindelige planer. Nadja Tolokonnikova og kvinden i grønne gamacher, Maria Aljokhina, kom gennem afspærringerne op til det lille podie i Moskvas guldkuplede Frelseren Kristus-Katedral. Her blev der hoppet, bokset og knælet frenetisk i nogle få minutter, mens de fremførte deres punkbøn: »Jomfru Maria, Guds moder, driv Putin væk! Jomfru Maria, Guds moder, bliv feminist, vi beder dig!« Nadja og Maria, begge i begyndelsen af 20’erne, slap bort nogle dage, men da de blev fanget og retssagen gennemført, var straffen hård: To minutters performance, to år i fængsel for hooliganisme og krænkede religiøse følelser.
Et fængselsophold har næppe altid den intenderede virkning, og i dette tilfælde førte det – som vi kan læse i Aljokhinas poetiske selvbiografi fra fængselsopholdet, der nu foreligger i engelsk oversættelse – til radikalisering af den politiske fanges projekt. Pussy Riots protest, oprindeligt en reaktion på den valgsvindel, som førte til Putins tredje præsidentperiode, en påpegning af lyssky alliancer mellem stat og kirke og kvindekroppens manglende rettigheder, blev under fængselsopholdet styret i en anden retning, nemlig mod en målrettet kritik af et faldefærdigt fængselssystem, hvor tiden har stået stille siden sovjetdagene. I Riot Days taler en ressourcestærk, rebelsk stemme, Marias. Vi hører om dagene før pågribelsen, hvordan Nadja og Maria flytter fra lejlighed til lejlighed, har skypesamtaler med nyhedskanalen Al Jazeera på cafétoiletter, diskuterer med ældre dissidenter og overvejer deres muligheder: Skal de flygte ud af landet? Svaret bliver et klart nej, og Marias beretning gestalter tydeligt, hvilken stærk, veluddannet og intellektuel kvinde som det russiske retsvæsen er utaktisk nok til at sende ind i det komplet forældede fængselssystem. Hun indskriver selvbevidst Pussy Riot i dissidenternes historie:
When Pussy Riot performed at Lobnoye Mesto, we unfurled a violet flag: the Venus mirror symbol, a clenched fist in the center. There were eight of us, like the eight dissidents in 1968.
Citater af yndlingspoeten Osip Mandelstam og mange andre forfattere og dissidenter krydrer teksten, som har en poetisk form: Rytmisk og fortættet, afbrudt af citater i kursiv, hendes lille søns tegninger og noget, som må kaldes underskrifter snarere end overskrifter; ord fra teksten som trækkes frem som tænksomme ekkoer snarere end beskrivelser af, hvad vi skal læse om på de følgende sider. Den mest intense del bliver »the slow and steady making of a rebel«, beskrivelserne af hendes stædige kamp for rettigheder i fængslet. Det er muligt, at Pussy Riots performances rundt om i Moskvas bybillede var kulørte og kortvarige og spillede bolden over til begærlige internationale medier via YouTube, men oprørskheden går ind i et langsommere og sejere træk under fængselsopholdet. Maria er en politisk fange og følges derfor af en egen vagt, og de øvrige indsatte straffes for at snakke med hende. Hun går via systemet og skriver klager og smugler også kritiske artikler ud, handlinger som ikke synes at strejfe de mindre ressourcerige medfanger, og hun sultestrejker i tilspidsede situationer. En række små, men vigtige sejre vindes: varme sjaler til fangerne, telefoner, så de kan ringe til deres familier, og langt senere afsløringer af korrupte fangevogtere. Efter Marias løsladelse under Putins PR-strategiske juleamnesti i december 2013 fører dette til en stribe fyringer. Men hendes handlinger medfører ikke kun forbedringer. Om sin tid i Bereznik-fængslet i Uralbjergene skriver hun:
There are over a thousand women prisoners. They’ve all been deprived of telephone calls for a month. They were told: shut Alyokhina up and you can use the phone again. Some were deprived of the chance to see their families; some were denied early release. The price of this war, the war I declared on the jailers, has become too great. I feel the tears of the prisoners every day.
Det havde været interessant med flere portrætter af de øvrige indsatte i Riot Days, men det er muligvis problematisk at videregive den slags informationer. Vi hører imidlertid om kvinder, som har dræbt deres mænd efter at have tålt alkoholdrevet vold og misbrug i årevis, og om stærke alliancer mellem Maria og andre politiske fanger, som trods alt lykkedes med at kommunikere. Det er en opløftende beretning om troen på ordets magt og på den langsigtede stædighed, som skal til for at skabe forandring. Maria og Nadja er blevet internationale mediefavoritter, og de har udgivet bøger og arbejdet med en sprængfarlig cocktail af musik og billede, der bærer idéer over grænser, men der har været mindre opmærksomhed på deres arbejde med Zona Prava, en NGO som fokuserer på fængselsrettigheder. Nogle af de, som har inviteret dem til Vesten, for eksempel den Oslobaserede kunstaktivistiske tænketank First Supper Symposium, har heldigvis løftet deres målrettede arbejde for fængselsreformer frem.
For hardcore-læseren er der flere perfekte reading companions til Aljokhinas Riot Days. Den berlinbaserede akademiker Mischa Gabowitschs Protest in Putin’s Russia (Polity Press 2017) er en revideret engelsksproglig udgave af Putin kaputt!? Russlands neue Protestkultur (Suhrkamp Verlag 2013); det første studie af sin slags. Efter at Aljokhina og hendes veninder slog til, er den boghylde blevet ganske omfattende. I afsnittet om Pussy Riot fremfører Gabowitsch en pointe som Maria og Nadja nok er ganske enige i, og som belyser effekten af, at de vestlige medier er tilbøjelige til at iscenesætte personlig karisma uden at gå hele vejen i en mere krævende undersøgelse af de spektakulære hændelsers foranledning:
The lavish attention to the Pussy Riot affair was in large part an effect of the protest wave. Yet inadvertently, that attention did not translate into increased international interest in the large protests; indeed, it had almost the opposite effect.
Pussy Riots medlemmer har forsøgt at påpege, at de var del af en omfattende protestbevægelse – i øvrigt samme år som Occupy-bevægelsen tog fart verden over – og de har fremhævet en hændelse som Millionernes march på Bolotnaya-pladsen i Moskva i maj 2012, der resulterede i op mod 30 politiske fanger, hvoraf mange stadig sidder fængslet uden at vies vestlige mediers interesse. Den teoretisk orienterede Gabowitsch skriver levende og interessant om de russiske protestbevægelser, men der er en anden udgivelse, som gør pakken perfekt: den Moskva-baserede grafiker Victoria Lomaskos strålende Other Russias, som i Amerika er udgivet af det New York-baserede tidsskrift n+1, og i Europa af Penguin Books (2017). Other Russias kan kaldes grafisk journalistik og gør noget, som ingen fotoreportage kan. Russiske menneskeskæbner portrætteres, og Lomasko synes at tegne, mens hun går i demonstrationstog, og mens hun konverserer. Det dokumentariske arbejde har samtidig et stærkt ekspressivt element. Hun fortæller historier om mennesker i nød, som lider under et korrupt retssystem og propagandistiske medier. Hun dokumenterer liv i samfundets yderkanter, gerne skjulte kvindeliv hvor man lever af prostitution eller har en afvigende seksuel orientering. Ofte udstråler Lomaskos menneskeansigter endeløs træthed og tragik, men også en ukuelig humor og modstandskraft. Over de Picasso-agtige ansigter svæver talebobler med kyrilliske bogstaver. Tegningerne følges af journalistiske prosastykker, som beskriver omstændighederne. Hun besøger et ungdomsfængsel, en landsbyskole, retssale, demonstrationsoptog og en queerfilmfestival i Skt. Petersburg, som forsøges gennemført under stærkt pres fra russisk-ortodokse aktivister og trusler om vold fra højreekstreme grupperinger. Aljokhina, Gabowitsch og Lomasko dokumenterer på hver deres måde den samme svære tid under Putins styre fra 2000 og frem, hvor Rusland fik en ny, boblende protestkultur.
