– Feminisme er et barokt laboratorium for eksperimenter, eufori og larm, siger Ida Marie Hede.
Køns- og ligestillingsdebatterne buldrer af sted på de sociale medier og i avisernes debatsektioner, men blandt de danske forfattere synes der at være en vis modstand mod at skrive »feministisk litteratur« – man vil tilsyneladende nødigt stereotypificeres eller sættes i bås med 70’ernes kvindelitteratur. Hvor det ikke er vanskeligt at komme i tanke om en hel generation af svenske radikalfeminister som Athena Farrokzhad, Hanna Hallgren, Sara Stridsberg og Jenny Tunedal, virker feministerne i dansk litteratur mere lavmælte. Er der noget skamfuldt forbundet med at få »feministstemplet« som dansk forfatter anno 2014 – eller er det en myte, at feminismen halter bagud i dansk litteratur?
I Vagants danskerlejr har praktikanterne Ida Dybdahl og Sara Hornum Inanloo brugt juleferien på et kontor i Kvindernes Bygning i København for at undersøge, hvordan det står til med femismen i dansk litteratur. Sidste uge bragte vi et interview med Mette Moestrup. Denne gang har vi talt med Ida Marie Hede om hipstervibes, feministisk indignation og kroppen som maskine.
Ida Marie Hede (f. 1980) er mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og dimitterede fra Forfatterskolen i 2008. Efterefølgende debuterede hun med tekstsamlingen Seancer (Anblik, 2010), og er netop udkommet med romanen Det kemiske bryllup (Gyldendal, 2013) samt Kollektive læseformer (After Hand, 2013), et performanceforedrag i bogform i samarbejde med Amalie Smith. Til april udkommer hun med Inferno på forlaget Arena, en genskrivning af Strindbergs roman af samme navn.
– I en artikel bragt i Information i 2010 påpeger du, at betegnelsen »feminist« ikke er fyldestgørende for dig og din forfattergeneration. Du uddyber det med, at sådan nogle mærkater kan være hæmmende: »Når noget kategoriseres, bliver det neutraliseret og uskadeliggjort.« Ser du stadig sådan på det?
– På det tidspunkt reagerede jeg ud fra en irritation over behovet for at skrue forskellige kvindelige tekstpraksisser ind i en særlig position. Idéen om feminisme bliver – utroligt nok – stadig forstået gennem en række utidssvarende forestillinger. Og samtidig omgives feminismen af en hipstervibe, der heller ikke altid gør så meget godt.
– En hipstervibe?
– Jeg mener måden, feminisme kan bruges til at iscenesætte en identitet eller en praksis på, men hvor det kritiske potentiale virker fraværende eller sekundært. Blandt andet bølgen med »blå« feminisme virker sådan på mig. Den liberalistiske feminist bruger begrebet som en glitrende lak.
– Men sådan er der vel en del politiske mærkesager, der bliver udnyttet. Som når stort set alle virksomheder, selv bilproducenterne, for tiden kan slippe af sted med at markedsføre sig selv som »grønne«?
– Ja, men så mister mærkesagen eller begrebet noget af sin kraft. En kategori som feminisme kan i værste fald virke umyndiggørende for et værk eller en tekst. Men ja, det kan andre kategorier i lige så høj grad – landmandslitteratur, queer, politisk litteratur, såvel som prosa og andre genrebetegnelser. Der findes en række unuancerede forestillinger om, hvad de her kategorier rummer. Lever værket op til de her forestillinger, eller gør det ikke? Sådan dømmes der, men uden plads til først at diskutere forestillingens præmisser.
– Men handler det så ikke netop om at gøre begrebet produktivt eller virksomt igen, hvis det er en sag, du identificerer dig med? At fremvise dets potentiale?
– Jo, i øjeblikket tænker jeg, at det er nødvendigt at starte med at kalde sig feminist, for så at udfolde begrebet, frem for at undvige det. Jeg skriver absolut fra et sted, der er feministisk influeret. Jeg har været interesseret i feminismen i et utal af afskygninger, siden jeg var teenager. I kunst, der er blevet til i feministisk ladede rum. I kvindefigurer som Diamanda Galas, Tracy Emin og Ada Lovelace. Jeg tænker bare ikke på det som en ideologisk position. Feminismen er hele tiden til forhandling. Jeg har et behov for at udvide repertoiret for, hvad feminisme kan være, og det forsøger jeg på i mine tekster.
– Du snakker om kunst, der er blevet til i »feministisk ladede rum«. Hvad optegner sådan et rum?
– Feminisme er først og fremmest stadig et indignationens rum, vreden er præmissen for at skabe et rum, hvor man kan få lov at være. Et rum, hvor man ikke jordes eller brydes ned. Hvor kvinden, med sin historisk undertrykte og i dag stadig groft misbrugte krop, har sin hjerne med sig igennem alt det usle, hun gennemgår. Jeg er tiltrukket af feminismen som uforudsigelig, angrebslysten, åbnende. Hvis det feministiske ikke åbner op, skaber brud, på én gang yder omsorg og viser kløer, har det vel ikke nogen mening?
– Du taler om historisk undertrykkelse og misbrug af kvindekroppen. Tidligere nævnte du, at du ikke ser feminisme som en ideologisk position, men din forståelse af begrebet fremstår alligevel tæt forbundet med magtforhold og kvindens status?
– Mine tanker om en affektiv og undersøgende feminisme står i kontrast til tanken om feminisme som ideologisk og positioneret. Måske er det derfor, jeg skriver, og ikke er polemiker. Jeg er ikke så interesseret i den feminisme, der diskuterer fordelingen af magt og status, hvor der allerede er en overflod af begge. Snarere i det mikropolitiske, hvor magten ikke er umiddelbart genkendelig. Feminisme er for mig forbundet med forestillingen om eller kampen for tankemæssig frihed og med en overskridelse af grænser, der skaber nye forbindelser mellem kroppe og miljøer. Mere end noget andet er feminisme for mig et sted, hvor tanken kan ekspandere. Et rum for idéer, der altid er kropsligt forankrede. Hvor afsindige, spekulative, eller banale, de end måtte være. Et sprog, der måske ikke er velkomment. Og som ikke mimer magtens sprog. Feminisme er et barokt laboratorium for eksperimenter, eufori og larm.
– Hvilke muligheder ligger der i den feministiske indignation, du taler om? Hvordan kan man bruge vrede som litterær drivkraft?
– I den feministiske indignation ser jeg en mulighed for at afgive kontrollen. Det monstrøse, det grimme og grumme, det irrationelle, det vakkelvorne, det råbende og klagende og hvinende og galoperende og irriterende og afprøvende, dét er til, og det kan rummes, det bliver ikke slået ned. Indignationen retter sig mod en undertrykkelse, der er kropslig, men også usynlig, mental.
– I debutdigtsamlingen Seancer skriver du blandt andet om Kate Fox, der er en af 1800-tallets berømte spiritualister. Ligger der et feministisk potentiale i at gå i dialog med historiske kvindeskikkelser?
– Det feministiske er et element i min tekstpraksis, men spundet ind i mange andre vidensområder. Jeg tror ikke, det nogensinde står alene. Nogle af teksterne i Seancer er inspireret af idéen om, at teknologiske nybrud åbner rum, som marginaliserede kvinder kan træde ind i. Morsekoden blev efterlignet af Kate, den unge spiritualist i pigekammeret, og forvandlet til en samtale med ånderne. Omstillingsdamen fik i 1950-erne sin karriere på grund af telefonen. Senere lukkede rummet sig igen. En form for temporær empowerment. Sproget er idéernes lim, og når jeg skriver, bliver en intim detalje tit forbundet til et makroskopisk blik på verden. De møder mellem det nære og det abstrakte, tænker jeg, har en feministisk grundtone, den måde, en hudcelle på en kvindekrop står i relation til atmosfæren og det geopolitiske på.
– I både Seancer og Det kemiske bryllup knytter du motiver som teknologi, reproduktion og kvindekrop sammen. Umiddelbart tilfører dit fokus på hormoner, graviditet og begær det makroskopiske perspektiv et biologisk og meget kropsligt aspekt?
– Den kvindelige figur i Det kemiske bryllup er ikke et organisk menneske, men datter af en højttalers rumlen. Kroppen er teknologisk og kulturelt – popkulturelt – inficeret, som kroppe jo er. Herfra fabulerer bogens tekster over herkomst, slægt, kroppen som maskine – ikke mindst reproduktionsmaskine – og længselsfulde sammenfletninger af kultur, natur og imagination. Ved generelt at kredse om kvinder, hvis hormoner og kropslige begær pulserer midt i teknologiske landvindinger, og om teknologien og derved kulturen som en altid allerede tilstedeværende genmasse i kvindens krop, prøver jeg at tænke forbindelser mellem områder, der ikke normalt tænkes sammen.
– Kan man i tråd med den historiske feminisme tale om en feministisk tradition inden for dansk litteratur?
– Jeg mener ikke, at der er en entydig feministisk kanon i Danmark. Kirsten Thorups Baby er potentielt en bog, der kunne inspirere, men jeg ved ikke, hvor meget den læses. For nylig blev Hinsides af Helga Johansen fra 1890 genudgivet på forlaget Gladiator. Her skildres en kvindes indlæggelse på psykiatrisk hospital. Fortællingen er utrolig eksistentielt vild og rå og formår også at sige en del om, hvad det betyder at være kvinde i tidens samfund. Bogen taler ikke om kvindefrigørelse, som hos for eksempel Suzanne Brøgger, men gør op med autoriteter og magtsystemer gennem groteske billeder og en stemme, der siger alt ligeud.
– Hvordan vil du karakterisere den feministiske røst i dansk litteratur anno 2014? Er der stadig stemmer, der »siger alt ligeud«, eller bliver der talt mere lavmælt om feministiske emner?
– Jeg oplever ikke en modstand mod det feministiske, men måske en værgen sig ved en alt for fastlagt identitet som feminist? I Danmark er den politiske radikalitet ofte så beskeden. Generelt tror jeg, at mange kvinder – og mænd – er tilbageholdne. De tør ikke kalde sig feminister, hvis de ikke aktivt gør en forskel, arbejder for kvinders rettigheder. Den varsomhed med betegnelsen findes. Idéen om, at der ligger for stort et ansvar her, og kan man leve op til det? Men igen, for mig er det slet ikke, hvad feminisme behøver at være – det er så meget mere.
– Og alt det her »meget mere«, som feminismen kan være – hvilke muligheder rummer det? Hvordan ser fremtiden ud for den feministiske litteratur?
– Jeg er stadig interesseret i, hvad der fremover kan ske af vilde ting. Det kunne blive vildere. Jeg tænker på, om litteraturen kan tage den videre? Tænk på, hvordan en tidligere subversiv performanceform som burlesque i dag finder sted i trygge, hippe mainstream-rammer. Blød velour, flot læbestift, lækre numser. Eller den uhæmmede glæde ved Fifty Shades of Grey, beviset på en generel accept af kvindens førhen skandaløse seksuelle aktiviteter. Men hvad ville der ske med samfundet, hvis begæret blev sluppet fri i en ucensureret primal tilstand – affektivt, monstrøst, rørende, transformativt, forstyrrende eller uforudsigeligt?
Digtet »HOPPERNE, TÆMME-PIGERNE OG DOLLYERNE« fra Det kemiske bryllup (Gyldendal, 2013)
I århundreder har CITY OF PREPRODUCTION AND HYSTERIA været beboet af bizarre, feminine slægter. Landsbyens grundlæggere: et anti-aristokrati.
Hopperne, Tæmme-pigerne og Dollyerne.
Tre slægter af trængsel og fordærv.
Tre slægter af kvindeligt kammeratskab.
Tre slægter af starletter, bosat på den samme plet jord i generationer,
siden middelalderen, bondeopstandene.
Siden tiden før hekseafbrændingernes wuush.
Hopperne, Tæmme-pigerne og Dollyerne er surrogatmødre. De sælger
deres krop, deres livmødre. De har systemer for salget, variationer;
kroppen sælges aldrig for en nat, snarere over måneder, år.
Kvinderne er eksklusive.
De græmmer sig ikke, kroppen opfatter de dels som et materiale, der kan bruges til at gøre godt, dels som et kreatur, der kan slagtes.
De tænker på eskimoernes partering af en sæl: knoglemarven bruges til suppekogning, knoglerne til øreringe, skindet til tæpper og sko, tarmene til snore og liner, mulerne til skåle, kødet til aftensmad, hjertet til ritualer, øjnene til spillekugler, næseborene til små æsker.
Hopperne, Tæmme-pigerne og Dollyerne flyder gennem dagene i et afventende liv; arbejdet har endnu ikke indfundet sig. De bevæger sig med en lethed. De sysler under de hestehår, der hænger i loftet, bundet om skæftet på monstrøse sværd. Solen reflekteres i sværdenes ægge og bager deres hud brun.
Hopperne, Tæmme-pigerne og Dollyerne lever skjult.
De forsøger at overleve.
De lever på forestillinger om en udefrakommende magt: ikke en hær eller en foged. Snarere en abstrakt magt: en fjern kikkert, der fra metropolernes ærgerrige skyskrabere ser dem an.
De tror på, at der har været en historisk tid, hvor kvinder ikke på samme måde reflekterede over at undslippe noget udefra: en romantisk æra.
Der har været samfund af kvinder, mænd og børn: kvinder og mænd og børn i marken, stalden, på torvet, plagede af bylder, knuder, tæring, med røven i vandskorpen og hænderne i vejret. En tid med selvbestemmelse, kvinderne i grupper, ikke overvågede. Intimitet, et slags råderum.
Et rum med kvinder, mænd og børn i færd med at udvikle, opfinde, improvisere, udbasunere, konstruere, sammensætte.
En arkitektur af skygger og hjørner; en slags forbundet væren, pakket ind i tæpper; nøgne uden græmmelse. Den alkymistiske lære, placebo-effekten. Urter, latterbrøl, ru hænder mod hud og lænder.
Det enkle: det ikke at ligge udstrakt i en flad seng gennemboret af veers surferbølger, betragtet af olympiske øjne.
Beordret, skubbet frem.
Det ikke at blive adskilt fra de nærmeste.
Det at abortere en slimet masse med en anden kvindes hænder som skål, blod i søer under fødderne.
At give sig hen til det usynlige, at tale uforståelige ord, men ikke at være fremmed.
Hopperne, Tæmme-pigerne og Dollyerne er fremmede.
Gjort fremmede af en romantisk forestilling om, hvad tiden udhvisker; gjort fremmede af den måde, de betragter sig selv på.
Den paranoia, der bor i dem.
De tror, de bliver frie ved at lade kroppen arbejde som det rene stykke biologi, den er.
Hvordan kan de ellers sætte sig du over idéen om kvinden som avlsdyr; som civilisationens maskine. Kvinden, der føder for sine egne forestillinger om linearitet, skønhed, nytte og kropslig underkastelse.
Hvordan kan de sætte sig ud over idéen om både manden og kvinden som uvildige repræsentanter for den distancerede liberale eufori, byens flommefede og liderlige og hæsblæsende forventninger.
I den kunstige landsby har de villet en fælles isolation.
De forestiller sig at øjne hviler på dem, at de lever på lånt tid. Fra visse vinkler ses de ikke. Deres nærhed kan ikke fungere andre steder end her, den måde, de er lyksaligt indfiltret i hinanden på.
Hopperne, Tæmme-pigerne og Dollyerne tror sig kun opfyldt af livet i kraft af kroppens ekstremiteter.
De ser sig selv som de eneste virkelige.
Virkelige i stiletter.
Virkelige i integritet.
Virkelige i konsekvens.
Virkelige i ynde.
Virkelige i brazilian waxing.
Virkelige i massager.
Virkelige i dovne mælkedrikkende søndage.
Virkelige i spleen.
Virkelige i abstraktioner.
Virkelige i inseminationer.
Virkelige i fatamorganaer.
Virkelige i blodsudgydelser.
Virkelige i samfundstjenester.
Virkelige i flossede sammenføjninger.
Virkelige i revnede, bristede understel.
Virkelige i sprukne mellemkød.
Virkelige i sengeliggende måneder.
Virkelige i streger på væggene.
Virkelige i hormonelle tilstande.
Virkelige i vandtunge ankler.
Virkelige i fedtbekæmpelse.
Virkelige i tårestænkede busseronner.
Virkelige i omtågede eftermiddage.
Virkelige i kærlighedshungrede fagter.
Virkelige i ulige liv.
Virkelige i solidaritet og kindkys.
Virkelige i kloroform, belladonnadråber.
Virkelige i nærdødsoplevelser.
Virkelige i gamle kniplinger, krasse som uld.
Virkelige i blodtransfusioner.
