KOMMENTAR. I årevis er franske og danske borgerlige gledet længere ud på højrekanten. Er vildfarelsen ved at være forbi?
Illustration: Andreas Töpfer[dropcap]E[/dropcap]t gravmæle blev tidligere denne måned rejst i den franske avis Libération. Chefredaktør Laurent Joffrin lagde således ikke fingre imellem, da han konstaterede, at det franske republikanske partis afbankning i Europaparlamentsvalget ikke bare var et »historisk nederlag« for de konservative, den var også et nederlag for hele den konservative tænkning. Bare 8,5 procent af stemmerne blev det til for det ofte så statsbærende parti, som tidligere har haft både præsidenterne Jacques Chirac og Nicolas Sarkozy som ledere.
Det er ingen hemmelighed, at gaullisterne, som de også kaldes, har befundet sig i en alvorlig krise siden præsidentvalget i 2017. Dengang skyldtes det korruptionsskandalerne omkring topkandidaten François Fillon. I dag ser partiet ud til at være overflødig i kampen mellem præsident Emmanuel Macron og nationalisten Marine Le Pen – ikke mindst fordi de konservative langt hen ad vejen har overtaget Rassemblement Nationals (tidligere Front National) idéer og retorik.
Som Joffrin skriver i sin avis, har man i flere år kunnet se en sværm af konservative skribenter og publicister indtage tv- og radiostudier som en flok krager på en pløjemark, »overfløjet af den kloge, akademiske ørn, Alain Finkielkraut«. Men alle disse Figaro-intellektuelle (Eric Zemmour, Ivan Rioufol, Elizabeth Levy, Alexander Devecchio med flere), må nu give fortabt, mener Joffrin. Der er ikke ret mange blandt de borgerlige vælgere, som for alvor tror på deres antimoderne tænkning. Eller som Joffrin udtrykker det: »Folk går ikke længere i trance, når vi taler om deres ›kristne rødder‹. I dag er den traditionelle borgerlige familie i mindre grad optaget af læse bøger end af at mærke på deres pengepung. De klassiske borgerlige vælgere tilhører ikke længere republikanerne. De holder med Macron.«
Årsagen til det historiske nederlag skal ifølge Libérations chefredaktør findes i det faktum, at de konservative har fortolket de borgerlige vælgeres længsler forkert. I et forsøg på at dæmme op for Marine Le Pen, har de borgerlige politikere og meningsdannere forsøgt at imitere hende og reducere den politiske debat til emner som tradition, autoritet, identitet og kristen arv. Som en samling gammelkatolske præster har højrefløjens debattører prøvet at skrue tiden tilbage til perioden før maj 68. De har tordnet mod islam, samfundets dekadence, globalisme, start-upisme og alt det moderne himmelråberi om politisk korrekthed, multikulturalisme og gender theory. Sandheden er, at disse meningsdannere har en »ubetydelig eller ingen indflydelse« på den egentlige politiske debat, lyder dommen fra Joffrin. De har tabt, når det kommer til at overbevise de borgerlige vælgere.
I Danmark har vi været vidner til stort set den samme udvikling for de meningsdannere på højrefløjen, som har ført sig frem med den mest reaktionære retorik. De borgerlige havde ellers svært ved at få armene ned, efter at Anders Fogh Rasmussen havde indledt sit opgør med smagsdommerne. Endelig blev der skabt en borgerlige meningsorden, lød det jublende fra det konservativt-liberale kor.
Kort fortalt skete den store omstilling, da Muhammedkrisen gjorde befolkningen klar på, at nu kunne der siges hvad som helst. Mikael Jalving fik lov at åbne sin mund på vid gab ved siden af fanatikeren Morten Uhrskov i Jyllands-Posten, mens Henrik Day Poulsen, Marie Høgh, Mads Holger, Kasper Støvring og Sørine Godtfredsen på skift forsøgte at udvide ytringsrummet i Berlingskes højreorienterede blogunivers. Der var ingen tvivl: Det var igen blevet legitimt at tale stolt om fædrelandet og nationens suverænitet, eller at kritisere Vestens nihilisme og Danmarks folkefjender – særligt dem som vokser indefra. Det var lyden af den nye hårdtslående borgerlighed. Fantasien om at gøre Danmark til et krigsførende nation vandt indpas i vælgermassen, og på uddannelsesområdet introducerede man et resultat- og måletyranni, som samtidig blev overført til den endnu mere succesrige og dehumaniserende udlændingepolitik.
I de fleste af de 18 år, der er gået siden »det lille systemskifte«, er der blevet ført en metapolitisk kamp med den ambition at sprede idéer, holdninger og værdier i samfundet, som på lang sigt skulle skabe en dybere politisk forandring. Dansk Folkepartis Jesper Langballe og Søren Krarup udstak retningen i samarbejde med Fogh-regeringen, men langsomt glemte flere borgerlige stemmer sig selv og gik ind i en selvradikaliseringsproces: Værdikampen begyndte med kulturkanonen og kritik af udlændingeloven, men endte i burkaforbud, ghettopakker, tvivl om EU og FN’s konventioner, hovedstads- og elitebashing samt håbet om en rundbarbering af Danmarks Radio. Drømmen om at indtage og påvirke de internationale og nationale institutioner med borgerlig politik, blev langsomt byttet ud med den yderligtgående idé om at distancere sig fra eller delegitimere flere af de samme institutioner – med EU og medierne som de fremmeste eksempler.
Heldigvis kan man nu på den anden side af det seneste folketingsvalg konstatere, at højrepopulismens indvirkning på den borgerlige politik aldrig mønstrede den vælgeropbakning, som mange havde troet. Ingen gør i dag korsets tegn og falder i svimer over nationalstatens kollektive overbevisninger. Frigørelsen som idé har ikke mistet sin opbakning, og den danske befolkning er ikke blevet mindre globalt orienteret, på trods af at både Venstre, de Konservative og Liberal Alliance i en periode indtil for nylig udtrykte en begrænset international entusiasme. Tværtimod. I dag griner de fleste, når Dansk Folkeparti lufter deres begejstring for Viktor Orbán, Putin og andre af verdensscenens stærke mænd. Alene partiets drøm om et dansk EU-exit er der i dag forsvindende opbakning til. Faktisk viser hele fadæsen omkring den borgerlige fløjs forsøg på nedlæggelsen af Radio 24syv, hvordan partierne indtil for nylig overvurderede deres tag i vælgermassen. De blå troede, de var i gang med at vinde værdikampen med deres nyfundne højreidéer, men i grunden havde de allerede tabt, ikke mindst fordi de havde ladt højrepopulismen vokse i deres egen baghave. De borgerliges egne smagsdommerne mistede mere og mere orienteringen. De glemte simpelthen modet til at forsvare deres oprindelige idealer.
Der er nu tydelige tegn på, at den borgerlige selvransagelse begyndte lidt efter tvillingeulykken Brexit og Trump. Berlingskes blogunivers er efter Pierre Collignons ansættelse som debatredaktør efterhånden kommet til en slags borgerlig fornuft efter flere års lefleri for højrepopulismen og den radikale nationalisme (blandt andet har man opsagt Kasper Støvrings klumme). Både i Venstre og Det Konservative Folkeparti har man det seneste halvandet år rømmet sig og taler nu igen om Danmarks internationale stemme, om at det europæiske fællesskab er truet, og at det ikke hjælper at vende verden ryggen og bygge mure. Sagt på en anden måde ser vi så småt en tilbagevenden til gamle borgerlige mærkesager, internationalt samarbejde og frihandel, mens man afskærmer sig fra den mest yderligtgående højrefløj i form af fremmedfjendske Pernille Vermunds Nye Borgerlige og den racismedømte Rasmus Paludans Stram kurs.
Derfor er det også tydeligt, at Dansk Folkepartis store succes ved valget for fire år siden ikke så meget var et udtryk for en generel folkelig begejstring for populismens sag; snarere var den et symptom på krisen i det politiske system – og i de borgerlige rækker i særdeleshed. Skillelinjerne mellem partierne i blå blok er blevet synlige igen. Socialdemokratiet har givetvis overtaget Dansk Folkepartis største mærkesag, så der nu er bred opbakning til den hårde udlændingepolitik. Men det er ikke af den grund givet, at folket ønsker, at tiden skal skrues tilbage, og at de reaktionære værdier har vundet danskernes sind. Snarere omvendt: Højrepopulismens opblomstring er så småt ved at være forbi. Med deres opråb om klimatosser, kamp mod medierne og hele deres antimoderne tænkning har nationalisterne formået at bære brænde til deres eget bål.
Efter valget har Dansk Folkeparti meddelt vælgerne, at de er klar til at skærpe den kulturkonservative profil, og allerede nu viser de hvor langt, de er villige til at gå for de mest konspiratoriske, højreradikale fantasier om muslimsk magtovertagelse. Partittoppens nye brug af udtrykket »den store udskiftning« om den demografiske udvikling afspejler dette. Derfor er det heller ikke svært at se, hvor det hele ender, hvis det fortsætter på denne måde. Splittelsen i blå blok er formentlig kun lige begyndt.
