ANMELDELSE. Therese Tungen skriver om det utæmmede i mennesket.
Døden eller bevidstheden om døden er til stede overalt i Therese Tungens skønlitterære debut, Ein gong var dei ulvar. Personerne i de seks noveller er alle sammen utilpasse i deres kroppe, enten lidt ved siden af sig selv eller ude af kontrol: de har kvalme, deres hænder handler ufrivilligt. De er styret af en natur, som ligger uden for deres rationelle rækkevidde, på en måde som kan minde om Roskva Koritzinskys makabre noveller om råddenskab og kropsligt ubehag. Teksterne nærmer sig det vilde i mennesket, det som trænger sig på, når de faste rammer forsvinder. Som Tor i samlingens første novelle, »Flaumen«, forklarer datteren, da han vil slippe naboens indespærrede hunde fri, så de kan løbe til fjelds: »Hundar er eigentleg ville, sa han. Ein gong var dei ulvar. Dei vil klare seg heilt fint.«
»Flaumen« udspiller sig et sted nord for Hamar, det kunne være i Gudbrandsdalen, hvor forfatteren selv er fra. En oversvømmelse har lagt området øde, og Tor og hans datter er de eneste tilbage i bygden. I nærheden glammer naboens efterladte hunde, den nabo hvis slægt har ligget i strid med Tors i generationer. Tor har bygget sit hus højt, men i løbet af de få dage, som novellen udspiller sig, udvikler stormen sig til en uundgåelig katastrofe: Omkring dem raser fjeldsiderne ned, floden går over sine bredder, fuglene falder ud af himlen og ligger rådnende i mudderet. Igennem stormen kan far og datter høre lyden af helikopterne, som er kommet for at hente de sidste i sikkerhed, så forsvinder også de. Tor lover datteren at sætte naboens hunde fri, men da den alkoholiserede alenefar tager jagtgeværet under armen for at gøre det af med dyrene på anden vis, venter der ham et grotesk scenarie i naboens sammenfaldne hus.
De seks noveller i Ein gong var dei ulvar er omtrent 40 sider hver, den sidste lidt længere. Teksterne trækker på elementer fra forskellige genrer, den første er en slags science fiction fra en nær fremtid hvor småbygder, som den Tor og datteren bor i, udraderes til fordel for energiudvinding: »Nå som oljeverksemda var i ferd med å fasast ut, bygde dei kraftverk over heile landet.« I novellen »Dyr som pustar« undergår en kvinde en uhyggelig forvandling, den dag hun bliver fyret fra sit arbejde. Der er noget overnaturligt på færde, hendes hormonelle krop opfører sig mærkeligt. Lange sorte hår begynder at vokse frem fra huden, som om arbejdsgiverens ord – »språket er noko som er med på å forme verkelegheita« – er på vej til at blive sande: Hun forvandles til et rovdyr, arbejdsmarkedet er survival of the fittest. »Slutten på ein karriere« har karakter af en thriller og krydsklipper spændingsoptrappende imellem en kvindelig tv-vært og den lejemorder, som sidder og venter i en bil uden for hendes hjem i Oslo. Her skaber det dyriske i mennesket en helt absurd situation, når den kølige lejemorder kæmper med diarré: »Eg må drite, har ikkje noko val.« Kroppen vil ikke altid lystre tanken.
Fælles for novellerne er den trykkende stemning, som præger personernes omverden; en ulmende følelse af forestående undergang, en urovækkende venten på noget – på forandring, forløsning. Ofte regner det i teksterne, eller tordner. Detaljerne er sparsomme men præcise, de lyser bedrøveligt på siderne: et hjemmelavet lykønskningskort, et par alt for store hvide shorts, rødternede gardiner, en pistol. Det er som om der er sket et skred et sted i Tungens tekstunivers tilbage til noget før-civilisatorisk, hvor helt andre instinkter gælder: overlevelse. Ein gong var dei ulvar handler også om ansvar, om forsøget på »å vere eit godt menneske«, om omsorg og nærhed eller manglen på samme. Forældre er ikke altid nogen man kan stole på til at tage de rigtige valg. Selvom der sker meget voldsomt i »Flaumen«, er det dette fremmedgjorte forhold imellem Tor og datteren, som er mest fortvivlende. I »Ungane« er tre børn alene i en lejlighed, deres mor har forladt dem for at rejse bort en uge. Det er juleaften. Fortælleren, en 12-årig dreng, tager sig af sine mindre, sultne søskende så godt han kan. Strømmen og varmen er gået, måske fordi regningerne ikke er betalt, én efter én dør fiskene i deres bowle. Det, de frygter allermest, er at blive meldt til Børneværnet, som en diskret parallel til Ingvild H. Rishøis novelle »Søsken« fra Vinternoveller (2014) hvor tre børn flygter fra myndighederne til en hytte i Valdres. I begge noveller bliver en af de yngre søskende syge og den ældste, fortælleren, må søge hjælp hos en venlig fremmed.
Den novelle i Tungens debutsamling, som gør størst indtryk, er den tredje og måske mindst dramatiske, »Det går bra med dei aller fleste«. Sproget her er afvæbnende roligt. Anna holder småbrug på sin fars gamle gård og to gedekid skal kastreres. Hun gruer sig for at dyrlægen skal komme og udføre ugerningen, hun er ikke sikker på, at han vil gøre det ordentligt. Når hun konfronterer ham med hans forældede metode, er det med en stemme »som skalv ørlite for den minste ting og tok frå henne all autoritet«. Anna er egentlig sygemeldt, men passer fortsat sine dyr, som både hendes mand og dyrlægen patroniserende kalder for hendes »hobbyprosjekt«. De ler af hende, når hun tager sit arbejde alvorligt. Men for Anna handler driften ikke om status og størrelse, for hende handler den om reel omsorg for de dyr, hun har i sin varetægt. Som en underliggende uro fremskriver Tungen en seksuel spænding i teksten, samtidig med at personerne står i et magtforhold, som Anna – en kvinde i hvad der åbenbart er mændenes verden – ikke kan unddrage sig: »Han la handa på skuldra hennar da ho gjekk ut døra, og den høgspente kroppen hennar rykte til. Ho smilte, det gjorde ho rett som det var, anten ho var blid eller nervøs, og ho hata seg sjølv for desse smila, som gjorde alt ufarleg, tok bort all skuld, la skulda over på henne.« Novellen slutter med en tvetydig scene som på én gang rummer tryghed og ømhed og fuldstændig mangel på forståelse. Her er en nærhed, men også en dyb afgrund imellem Anna og hendes mand.
Det er en grim verden, som manes frem i Tungens debutsamling. En verden, hvor den kvindelige tv-vært ikke kan udføre sit arbejde uden at blive overstrømmet af voldelige og misogyne beskeder på de sociale medier: »Jeg skal skjære av hodet ditt og voldta det.« Det er en verden, hvor personerne aldrig når ind til hinanden, men er brutalt overladt til sig selv. Samlingens sidste novelle, »Seksten«, bringer en lille forsoning. Novellen følger femtenårige Ingrid dagen og aftenen inden hendes fødselsdag. Det er tung og døsig sommerferie i den lille bygd i Gudbrandsdalen: »Ho gjorde ikkje anna enn å vente.« De erfaringer, Ingrid gør sig i løbet af denne dag og aften – hjertesorg, at blive holdt uden for det sociale fællesskab og at miste kontrollen over kroppen til en flaske hjemmebrændt – er alle sammen voldsomme, men trods alt mere uskyldige end begivenhederne i de foregående noveller. Hverdagsrealismen er rå og sårbar. Novellen lader til at udspille sig nogle årtier tilbage, fraværet af mobiltelefoner i de unges hænder bidrager til en følelse af uskyld. Der sker noget fint her, mod al forventning. Med »Seksten« slutter Ein gong var dei ulvar med en enkelt håbeful tone slået an i alt det dystre. En lille lykke blafrer her til sidst i bogen; en ung piges hjerte.
