Jeg har heldigvis vænnet mig af med følelsen af, at jeg må læse den nye roman af Michel Houellebecq. Derimod går det ikke så godt med Bret Easton Ellis. Da jeg for nogle år siden genlæste Ellis’ debutroman Less than Zero(1985) i forbindelse med udgivelsen af Imperial Bedrooms (2010), som besøger den samme tid og den samme vennegruppe, måtte jeg konstatere, at den, med sin dystre kulturkritik, faktisk fortjener sin position som en postmoderne klassiker.
Ellis og jeg er generationsfæller. Som han selv siger, tilhører han muligvis boomer-generationen – der er skiftende teorier om hvor skellet går – men han har altid identificeret sig med Generation X. Jeg er fem år yngre og er absolut Gen X, men kærligheden til 80’ernes neonoplyste og pastelfarvede ikonografi og til vintage MTV har vi definitivt til fælles. Da Less than Zero udkom i 1985, var Ellis 21 år gammel. Sammen med Jay McInerney blev han hyldet som en forfatter med unik indsigt i tidens ånd, i hvordan de unge havde det netop nu, og det var ingen solstrålefortælling. Ellis blev sendt på en endeløs forfatterturné, hvor det flød med kokain. Han har beskrevet sig selv i denne periode som en zombie, som forsøgte at takle stress og angst ved hjælp af stoffer og endeløs fest.
Zombieagtig følelsesløshed er et gennemgående tema i romanerne. Igen og igen, især fra og med den gotiske horrorroman Lunar Park (2005), sås der usikkerhed om hvad, der er fiktion, og hvad, der er selvbiografi. For altid vil Ellis blive husket for romanen American Psycho (1991) om seriemorderen Patrick Bateman, som hærger i New Yorks børsmæglermiljø på Wall Street. Hvor kommer al denne grusomme vold fra? Ellis har erklæret sig som stor fan af Stephen King, og vi genkender hele horror-arsenalet fra King, men Ellis går længere ind i kulturkritikken. Hvor visionær er ikke American Psycho set med viden om Wall Street-krakket i 2008, hvor råddenskaben for alvor blev synlig? I Lunar Park peges der også på personlige inspirationskilder til figuren Bateman, nemlig Ellis’ egen alkoholiserede og voldelige far.
Med The Shards er Ellis tilbage i den tid og det miljø, hvor Less than Zero blev skrevet. Der er virkelig noget der, han ikke kan slippe eller som ikke vil slippe ham. Ja, det er Bret selv(!), vi følger i det gyldne uskyldens år 1981. Han er 17 år gammel og elev på den prestigefyldte privatskole Buckley i Los Angeles. Det er historien om hans privilegerede vennekreds, og det frygtelige, som skal rive dem fra hinanden. Kommer blodet til at flyde i stride strømme? Det kan man absolut regne med.
The Shards er skrevet radikalt anderledes end Less than Zero. Der, hvor debuten er et mesterværk i minimalisme og creepy show, don’t tell-teknik, er The Shards mildt sagt overvægtig med sine næsten 600 sider. Man læser og læser og ledes konstant videre via endeløs suspense, tusind hints og mange forskellige bud på, hvor volden egentlig kommer fra. Forelskelsen i 1981-æstetikken leder os ud i lange og ofte frapperende, cinematiske beskrivelser af stiliserede poolparties og unge rastløse mennesker, som kører sine luksusbiler gennem Los Angeles-natten. Man får også mange sider med eksplicitte sexbeskrivelser, der er mindst lige så detaljerede som beskrivelserne af MTV-videoer fra det aktuelle år. Intet af dette burde overraske nogen.
De musikvideoer, som Ellis dvæler ved, er de teatralske, kvasisurrealistiske, som beskriver tilstande af angst, vanvid og skønhed.
De af os, som troede vi ville hade Los Angeles, men alligevel lod os begejstre, vil få nok billeder at svømme væk i. Selv bliver jeg ør af de smukke beskrivelser af tidens stil. Ja, hvad hed de egentlig i Danmark, de store kulørte hårbånd, som holdt sammen på en tot hår øverst på pigernes hoveder? I Amerika blev de kaldt »scrunchies«, og som Ellis skriver, var kortere frisurer ofte fønnet tilbage i bølger: Feathered hair er udtrykket, han bruger, og jeg ved præcis, hvad han mener. Han beskriver perfekt den preppy stil med poloskjorter og sejlersko.
Forestil dig personen, du var lun på i 1981 med feathered hair, pastelfarvet poloskjorte med kraven oppe og sorte Wayfarer-solbriller. Så vi sådan ud i en forstad til København? Absolut, de amerikanske drømmefabrikker eksporterede tidsånd og tilhørende merch. Vi havde imidlertid ingen luksusbiler og nul kokain og valium, selvom enkelte sikkert røg en joint. Vi drak øl, som de gode danskere vi var, og glamour var billig glitter købt i indkøbscenteret og smurt ud på huden.
De musikvideoer, som Ellis dvæler ved, er de teatralske, kvasisurrealistiske, som beskriver tilstande af angst, vanvid og skønhed. Der er sikkert nogle falske græske søjler, flyvende duer, tomme tågefyldte gader i fjerne europæiske byer, hvidmalede pantomimeansigter, paranoid festangst og skygger fra persienner og urbane stålhegn. Popstjerner som Kim Wilde, Midge Ure og Neil Finn kunne stirre ind i kameralinsen og udtrykke depression, angst og vrede. Længere borte var ikke punken og nihilismen, selv i den glitrende ende af popkulturen.
Ellis beskriver sin vennekreds som de mest indflydelsesrige på Buckley. Brets nærmeste venner Thom og Susan er skolens ideelle par, som alle antager skal spille rollerne som prom queen og prom king. Når der bliver taget billeder af dem til et poolparty behøver de ikke posere, for de poserer allerede. Poseringen er essentielt indbygget i deres adfærd; de ved at de er de udvalgte, og altid bliver iagttaget med misundelse. Med hensyn til Bret, har skuespillet en ekstra dimension, for han geråder i biseksuel forvirring og er forelsket i både Thom og Susan, samtidig med at han har en pigekæreste og flere hemmelige mandlige elskere. Er det måske på tide at føle sig en smule stresset?
Det er skolesamfundets undertrykkende idealiseringer af, hvad det vil sige at have et vellykket liv, Ellis egentlig skriver om. Hvor mange film handler ikke om det amerikanske high school-helvede? Musicalen Grease var en 50’er revival-film, som kom ud lige før overgangen til 80’erne, og her står grupper og typer stærkt mod hinanden: vinderne og taberne. The Breakfast Club (1985) lader fem repræsentative typer mødes under specielle omstændigheder, eftersom de er blevet straffet med eftersidning. De bliver venner mod alle formodninger; nørden, den gotiske weirdo, bøllen, promdronningen og sportsfanatikeren. I Stephen King-filmatiseringen Carrie (1976) ender den mobbede outsider-pige med at tage grusom hævn over normaliteten. De dopede surfertabere, som findes i The Shards repræsenteret ved Matt Kellner, levede i undergrunden længe indtil, at de i 90’erne muterede til super-loser-stjernen Kurt Cobain.
Bret er smart, kunstnerisk, han gennemskuer spillet og spiller selv godt. På mange måder medvirker han med sin hemmeligholdte queerness til at holde sammen på idealforestillingerne. Han gosher over Thom og Susan, han sladrer med dem og er fortrolig med Susan, som aner hans seksuelle tvetydighed. Vi skal faktisk flere hundrede sider ind, før vi nærmer os et seriøst set-up. Den fremmede, som kommer til byen, Robert Mallory, skal sætte tingene i bevægelse. Spillet, der udvikler sig mellem Bret og Robert, er for mig romanens kerne. Bret, som holder sin egentlige identitet skjult, primært sit homoseksuelle begær, gennemskuer øjeblikkeligt Robert, fordi han også spiller et spil med mange masker.
Ellis har været stærkt kritisk til de seneste hashtagbevægelser. For mig at se er han en flammende kulturkritiker i alle retninger.
Noget er ikke helt ok med Robert. Dermed bliver det egentlige tema i romanen, hvad der sker med mennesker, som konstant må skjule sin identitet og sande tilstand. Både det kunstneriske blik, følelsen af ophøjet æstetisk ligegyldighed, plus det skæbnesvangre skyggespil med Robert, den fremmede, opleves som direkte konsekvenser af Brets undertrykte identitet. Alt må være hemmeligt, altid føles angsten, altid iagttager man det sociale spil, altid føler man skyld og skam. Men hvor Bret skjuler sit homoseksuelle begær, gemmer Robert på helt andre drifter. De to klistrer magnetisk til hinanden på grund af en følelse af genkendelse. Herfra kan det bare gå direkte til helvede.
Jeg lo godt, da jeg så den amerikanske akademiker og filosof Steven Shaviros kommentar om Ellis’ nye roman i sociale medier. Han glædede sig til at læse The Shards, skrev han, på trods af forfatterens »neocon turn in the culture wars« – ha ha, seriøst? Jeg ved ikke hvad denne udtalelse bygger på, måske på sagprosaudgivelsen White (2019)? Ellis har været stærkt kritisk til de seneste hashtagbevægelser. For mig at se er han en flammende kulturkritiker i alle retninger, og jeg tror ikke, han vil holde sig tilbage, hvis han mener, at venstreorienterede aktører går for langt i deres iver efter at rense verden for umoralske væsner.
Et af de aspekter, som sætter Bret, romanfiguren, i direkte forbindelse med morderiske impulser er relationen til medstudenten Matt Kellner, den hashrygende surfer. Matt doesn’t matter, og det er grunden til at hans krop er tilgængelig for flere typer brug og misbrug. Hvor vittige er ikke navnene »Kellner« og »Schaffer«, som forekommer i romanen. De som kan en smule tysk ved, at »kellner« betyder tjener og »schaffer« kan betyde en som skaffer sig ting, en som fikser, måske en som skaber stjerner, en som lykkedes med sine manipulationer. De fra lidt mindre privilligerede baggrunde som Matt og sportshelten Ryan er forskellige gradbøjninger af Bret og Robert. Matt er totalt ligeglad, hvorimod Ryan gemmer på et klassehad, spiller det rådne dobbeltspil og glæder sig til at kunne være sig selv efter skoletiden. Bret og Robert er på hver deres måde unikke, og de farligste players.
Både som horrorforfatter og som kulturkritiker gør Bret Easton Ellis i The Shards, som han altid har gjort. Romanen vil med sikkerhed ødelægge din søvn og gøre dig ganske urolig.
Kagge forlag har udgivet The Shards i norsk oversættelse af Henning Kolstad med titlen Skår.
