Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Brexitgeneralen

KOMMENTAR. Først Brexit, så det ydre rum. Boris Johnsons nye chefstrateg har store planer for menneskeheden.

Dominic Cummings
Dominic Cummings er Boris Johnsons nye særlige rådgiver. Foto: Hannah McKain
Se godt på denne mand. Hans krøllede skjorte, dyre jagtvest og anspændte, excentriske blik. Hvem er han? En af verdenshistoriens mest visionære idealister eller bare en skruppelløs opportunist?

Hans navn er Dominic McKenzie Cummings, han er 47 år gammel, og uden ham ville der ikke have været noget Brexit. Han var manden, som organiserede Leave-kampagnen, brød loven med hjælp fra Cambridge Analytica og fandt på det geniale slogan »Take back control«. Nu er han udpeget til special adviser for den nye premierminister Boris Johnson, og hans job er at fuldføre det, han satte i gang: At få Storbritannien ud af EU så hurtigt som muligt. Suspenderingen af det britiske parlament var Cummings’ idé, hans første af formentlig flere manøvrer.

Har man set Todd Haynes film Brexit: The Uncivil War (2019), hvor han spilles af Benedict Cumberbatch, har man allerede et godt billede af denne besatte mand. Hans mål er at hacke det politiske system og fjerne samlingen af fine jakkesætsmennesker, man finder i det britiske parlaments korridorer. På sin omfattende blog skriver han om at forbyde politiske partier, revolutionere uddannelsessystemet og forberede de mest talentfulde elever, fra de er 15 år gamle, til at blive landets politiske ledere. I stedet for et korrupt, nepotistisk partisystem, har Storbritannien brug for et fåmandsvælde af mennesker med den højeste IQ. Platon har ikke levet forgæves.

Det er let at forstå, hvorfor underhusets politikere ikke har særligt høje tanker om Cummings. Tidligere premierminister David Cameron har engang kaldt ham en »karrierepsykopat«, mens Remain-kampagnens leder Craig Oliver har udtalt, at »han ikke er nogen Messias. Han er bare et fucking røvhul.« Cummings’ tidligere medarbejdere beskriver hans ledelsesstil som det rene terrorregime. De siger, at han ikke skyr nogen midler, så længe han opnår sine mål. Tim Bale, forfatteren til en bog om det konservative partis moderne historie, er måske den, som har givet det mest interessante signalement af manden: »Her er en, som virkelig går ind for det, han tror på. Han mener, han faktisk kan forandre samfundet. Han gør det hverken for at opnå ære eller nogen særlig status.«

Det er oplagt, hvorfor flere medier har fundet på at sammenligne Cummings med Steve Bannon, Donald Trumps forhenværende chefstrateg. De er begge tiltrukket af idéen om at styre kaos, kuldkaste Vestens herskende orden og danne en ny verdens infrastruktur af digital teknologi og algoritmer. Men herefter hører parallellerne også op. Cummings er ikke nogen ultranationalist, som arbejder hårdt på at politisere den nationale identitet og indføre en stærkere kulturel ensretning. »Take back control« var ikke kun et udtryk for Nigel Farage og UKIPs guldalderfantasier og angst for etnisk udskiftning. Sloganet handlede om suverænitet i langt bredere forstand. Faktisk ønsker Downing Street nr. 10’s nye mastermind sig en fremtid hinsides politiske højre-venstre-skel, en verden styret af videnskab, rationalisme og et teknokratisk aristokrati.

Hvor har han hentet disse idéer fra? Det er ikke til at sige helt præcist. Sine unge år tilbragte han ligesom Boris Johnson med at studere historie i Oxford. Men guderne skal vide, at han senere i sit liv også har brugt masser af tid på at læse bøger af Dostojevskij, Tolstoj og Otto von Bismarck, udforske detaljer i Sun Tzus militære strategier (»krig uden kamp«) samt fordøje komplekse teorier om moderne økonomi, evolutionær biologi, fysik, psykologi, you name it. Alt det kan man finde ud af på hans blog.

Cummings’ idéer er vildere, end de fleste ville være i stand til at forestille sig. Han lyder næsten som en moderne udgave af Nietzsche, når han mener, at vi bør frigøre os fra historien, fravriste os stort set alle nedarvede forestillinger, strømline institutionerne og opdatere dem i takt med teknologiens udvikling. Vesten og dens politikere er blevet dovne og dekadente, de er groet fast i politiske normer, som snart hører fortiden til.

Cummings er ikke imod samhandel eller verdenssamarbejde. FN og EU er bare komplet dysfunktionelle. I hans verden er de to instanser helt ude af stand til at møde udfordringen fra kinesernes autoritære model, omstille sig til digitaliseringen og tackle de farer, han ser vente: overbefolkning, atomkrig og klimaforandringer.

Hvad skal der ske? Står det til Cummings vil automatisering og globalisering præge menneskeheden langt ude i horisonten. Det er derfor blevet tid til at omfavne disse fænomener, vende dem til briternes og Vestens fordel og bygge en ny fager verden med de bedste eksperter inden for adfærdsgenetik, datalogi, kvantemekanik, kybernetik, matematik, økonomi, fysik og kognitiv videnskab. Han ser for sig en helt ny industri, post Brexit, som vil have langtidsværdi for næsten alle Vestens borgere: månebaser, droner, kunstig intelligens. Han er inspireret af folkene på Apollo-programmet samt internettets opfindere, og mener at Amazon-ejer Jeff Bezos og små praktisk orienterede teknologiske institutioner kan være med til at opfinde fremtiden. Hånd i hånd med kapitalismen og videnskaben skal vi gå ind i den mørke nat. På den anden side venter det nye menneske.

Ved indgangen til 21. århundrede bekymrede man sig i vestlige medier over de nye særlige rådgivere og spindoktorers indflydelse. I dag, 20 år senere, er de politiske strateger i færd med at styre meget mere end mediedækningen. De er de nye ideologer, som forsøger at tegne retningen for det 21. århundrede, mens de undslår sig næsten al demokratisk kontrol. Intet tyder på, at Cummings nærer nogen særlig interesse for retsstatens demokratiske principper, endnu mindre for den sociale ulighed – den skal bare fixes gennem en ny uddannelsespolitik. Mange taler i disse dage om et statskup i Storbritannien, men egentlig blev kuppet allerede indledt for tre år siden ved Brexit-afstemningen af denne mand, som burde kaldes landets skyggestatsminister. I spotlyset foran ham står – kan man frygte – en nyttig idiot.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Abonnér på Vagant!Og få bladet sendt rett hjem til deg

Prisene gjelder for ett års abonnement, fire utgaver, og inkluderer porto. 

Les mer