Digterrepublikken

INTRODUKTION. I april 1919, for præcis 100 år siden, udråbte en gruppe tyske digtere, intellektuelle og anarkister den bayerske rådsrepublik. Eksperimentet holdt en måned. Hovedpersonen Ernst Toller fortæller i En ungdom i Tyskland om de voldsomme begivenheder i foråret 1919.

Ernst Toller er ikke et navn, der huskes af særlig mange i dag, og værre står det til med hans forfatterskab, der for hovedpartens vedkommende for længst er gået i glemmebogen. I mellemkrigstiden var Toller derimod ikke til at komme udenom. I 1920’erne, da hans berømmelse var på sit højeste, var han ikke alene den mest spillede samtidsdramatiker på de tyske scener, men også kendt langt uden for Tysklands grænser som en kompromisløs intellektuel, der med en rastløs energi engagerede sig i kampen mod fascisme, militarisme og nationalisme. Toller hørte til de få klarsynede intellektuelle, der tidligt forstod, hvor farlig nazismen kunne blive for det tyske demokrati, og han var en af de første til at advare mod de gamle partiers tyrkertro på, at Hitler hurtigt ville falde til føje, hvis blot man gav ham regeringsansvaret. »Nazisterne vil vel acceptere at komme til magten på demokratisk vis, men under ingen omstændigheder give den fra sig igen på demokratiets befaling«, lød hans præcise analyse allerede i 1930. Tollers navn stod af samme grund højt på listen over de intellektuelle, som nazisterne ville til livs, hans bøger var blandt dem, der blev brændt under autodafeen i maj 1933, og han var en af de første, der fik frataget sit tyske statsborgerskab.

Efter hans selvmord på et hotelværelse i New York i foråret 1939 falmede hans stjerne hurtigt. Det kan der gives flere forklaringer på, men vigtigst er, at en stor del af hans dramatik – Toller var først og fremmest dramatiker – er præget af en salvelsesfuld menneskehedspatos, som hurtigt kom til at virke utidssvarende. Denne tilbøjelighed til højstemte proklameringer bemærkede også den jævnaldrende Bertolt Brecht, der i sin ungdom anmeldte litteratur og teater i en lokalavis for Augsburg. Om Tollers debut skrev han: »Digtet avis, i bedste fald. Flade visioner, glemmes med det samme. Tyndt kosmos. Mennesket som objekt, proklamationer frem for mennesker. Det abstraherede menneske, menneskeheden som singularis.« Det er en ondskabsfuld, men også ret præcis karakteristik af Die Wandlung (1919), og når netop Brecht havde et så skarpt blik for stykkets svagheder, var det selvfølgelig, fordi han selv havde en rem af huden. Ligesom Toller var Brecht i sine unge år præget af ekspressionismen, men han lagde den hurtigere bag sig, og selv i sine tidlige stykker forstod han bedre end Toller at dosere den ekstatiske forkyndelsestrang.

Så meget desto større grund er der til at minde om, at Toller også er forfatter til erindringsbogen En ungdom i Tyskland (1933), der regnes for et af de vigtigste vidnesbyrd om de revolutionære omvæltninger, der fandt sted i Tyskland i kølvandet på nederlaget i Første Verdenskrig. En ungdom i Tyskland blev skrevet i månederne umiddelbart efter Hitlers magtovertagelse og skildrer de første tredive år af forfatterens liv, fra barndommen i den østpreussiske provinsby Samotchin i det nuværende Polen over tiden som krigsfrivillig på vestfronten i Første Verdenskrig til revolutionen i november 1918, hvor Toller var med på barrikaderne først i Berlin og siden i München. Det er en nervepirrende historie, over lange stræk fortalt i en desperat og næsten stakåndet tone, som taler sit eget tydelige sprog om de indre og ydre dæmoner, der drev forfatteren.

Bogens centrale kapitler er viet beskrivelsen af Tollers engagement i den bayerske rådsrepublik i foråret 1919. Toller havde allerede i begyndelsen af 1918, da protesterne mod krigen begyndte at tage form, sluttet sig til den karismatiske filosof, anarkist og pacifist Kurt Eisner, der ledede antikrigsdemonstrationerne i München, og da Eisner i november 1918 blev valgt til provisorisk ministerpræsident i Bayern af de revolutionære soldater- og arbejderråd, blev Toller en af hans nærmeste fortrolige. Eisners uforsonlige kritik af det tyske kejserriges politiske og militære elite, som han holdt eneansvarlig for verdenskrigen, skaffede ham mange fjender på halsen, og den 21. februar 1919 blev han skudt ned på åben gade i München, da han var på vej til den konstituerende landdagssamling for at indgive sin afskedsbegæring og dermed bane vej for en parlamentarisk valgt regering.

Knap var nyheden om Eisners død nået frem til landdagen, før en rasende Eisner-tilhænger styrtede ind i landdagssalen med trukket pistol og skød vildt omkring sig. SPD’s leder og Eisner-modstander Erhard Auer, som var hans hovedmål, blev hårdt såret, landdagen opløste sig selv. En gruppe Eisner-tilhængere, der omfattede bl.a. Toller, filosoffen Gustav Landauer og digteren Erich Mühsam, besluttede sig for at tage sagen i egen hånd, og i begyndelsen af april 1919 udråbtes den bayerske rådsrepublik, støttet af de uafhængige socialdemokrater i USPD, Det bayerske bondeforbund og flertallet af de revolutionære soldater-, arbejder- og bonderåd. Heroverfor stod den parlamentarisk valgte leder af SPD og designerede ministerpræsident Johannes Hoffmann, der på sin side kunne mønstre opbakning fra flertallet i den opløste landdag, samt kommunisterne under ledelse af de to Moskvatro hardlinere Max Levien og Eugene Leviné, der blot ventede på en gunstig lejlighed til at gennemtvinge en rådsrepublik efter sovjetrussisk forbillede. Digterrepublikken blev altså fra første stund bekæmpet fra både højre og venstre, fra begge lejre endda med støtte udefra. Bedre blev situationen ikke af, at de fleste af rådsrepublikkens kernetropper var politiske dilettanter og fantaster uden den mindste sans for de machiavelliske sider af magtspillet.

Allerede to uger efter proklamationen af republikken så kommunisterne en mulighed for at komme til fadet, styrtede den første rådsrepublik, der hånligt blev omtalt som »skinrådsrepublikken«, og udråbte en ny kommunistisk rådsrepublik. I et forsøg på at afbøde det værste stillede Toller sig som en af de få centrale personer fra den første rådsrepublik til disposition for den anden rådsrepublik. Men de kontrarevolutionære kræfter var allerede sat i bevægelse. Fra Berlin havde SPD’s rigsværnsminister Gustav Noske beordret regeringstropper til Bayern, og hertil kom de mange frikorps, som på foranledning af Johannes Hoffmanns modregering i Bamberg var blevet dannet alene med det formål at nedkæmpe rådsrepublikken. Der var kort sagt lagt op til en finale med samme besætning som under de forudgående begivenheder i Berlin, hvor frikorpsfolk og regeringstropper nogle uger forinden havde foranstaltet et blodbad på Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs Spartakusgruppe, også her orkestreret af blodhunden Noske.

I dagene omkring 1. maj fulgte det endelige slag om München. At rådsrepublikken ville lide et forsmædeligt nederlag, var ingen iagttagere i tvivl om. Mens angriberne rådede over 30.000 mand, der fordelte sig på 15.000 rigsregeringstropper og det samme antal frikorpsmænd, kunne den røde hær kun mønstre et sted mellem 9000 og 10.000 mand, der ikke var i nærheden af at være lige så godt organiseret eller udrustet som deres modstandere. I den ekstremt brutaliserede postkrigskultur blev der gjort kort proces med fjenden – så meget desto mere som de selvbestaltede paramilitære frikorps bestod af utilpassede, forråede landsknægttyper, der ikke var underlagt nogen som helst militær eller civil myndighed. Mange blev henrettet ved nakkeskud eller dømt til døden ved summariske standretter, deriblandt Landauer og Leviné. Toller slap med livet i behold ved at gøre sig usynlig i de første uger efter erobringen af München. Både eftersøgningen af ham og den efterfølgende højforræderiproces blev fulgt opmærksomt af både lokale og landsdækkende aviser. Takket være Hugo Haases forsvar og en række prominente karaktervidner – deriblandt Thomas Mann og Max Weber – slap han med fem års fæstningsarrest. Tiden i fængslet i Niederschönenfeld blev brugt på at skrive. Da Toller blev løsladt, var han en berømthed, hvis stykker spillede for fulde huse i ind- og udland.

Hvilke følger fik det rådsrepublikanske eksperiment, og er der nogen forbindelse mellem begivenhederne i München i foråret 1919 og de efterfølgende begivenheder i »bevægelsens hovedstad«, som nazisterne døbte Bayerns hovedstad? I Tollers øjne er der ingen tvivl om, at de revolutionære omvæltninger i Tyskland efter Første Verdenskrig, der kulminerede med den bayerske rådsrepublik, er uløseligt forbundet med det, der siden skete: »Den, der vil forstå sammenbruddet i 1933, må have kendskab til begivenhederne i Tyskland i årene 1918 og 1919.« Set fra Tollers perspektiv i maj 1933, hvor disse ord er skrevet, var det mere end noget andet følgerne af den fejlslagne revolution, der banede vejen for nazismen og Hitlers magtovertagelse. Uden at frikende sig selv eller de øvrige involverede retter han en hård anklage mod især Socialdemokratiet, hvis ledere i stedet for at støtte revolutionen valgte at alliere sig med dens fjender, der samtidig var republikkens fjender. Om det så er en rimelig kritik, kan naturligvis diskuteres, men det er vel at mærke ikke en analyse, Toller står alene med. Efter 1945 er den bl.a. blevet fremført af Sebastian Haffner, der i sin berømte bog om den »forrådte« revolution (Die deutsche Revolution 1918/19, 1969) ligeledes hævdede, at den socialdemokratiske regering under Friedrich Ebert på grund af en mere eller mindre indbildt frygt for en »bolsjevisering af Tyskland« havde gjort kort og blodig proces med revolutionen og dermed lagt kimen til Hitlers magtovertagelse. »Endnu i dag« – lyder Haffners polemiske sammenfatning, der punkt for punkt understøtter Toller – »findes der mange, der afviser revolutionen i 1918 som en skamplet på den nationale historie. Men revolutionen er ingen skamplet. Den var – især efter fire års sult og blodsudgydelse – en bedrift. En skamplet er derimod det forræderi, der blev forøvet mod den.«

Tæt forbundet med denne analyse er to yderligere forhold. For det første er der næppe tvivl om, at Hoffmann i sin iver efter at komme til magten fik fremmanet kræfter, han ikke kunne kontrollere. Nok blev frikorpsene afvæbnet og nedlagt i efteråret 1919, om end det ikke så meget skete på rigsregeringens foranledning som efter pres fra sejrsmagterne, der ville sikre sig, at Tyskland som foreskrevet i Versaillestraktaten forblev demilitariseret. Men dels fortsatte flere af dem som selvstændige enheder i det foreløbige rigsværn under andre navne, dels gødede de i allerhøjeste grad jorden for de mange grupperinger, der fulgte efter. Flere af de frikorps, der så dagens lys i foråret 1919, fungerede således som protonazistiske celler, deriblandt Frikorps Epp, som Hoffmann lod opstille til nedkæmpelsen af rådsrepublikken, og som blandt sine medlemmer talte senere topnazister som Ernst Röhm, Rudolf Hess og Hans Frank.

For det andet er det tydeligt, at den politiske radikalisering hurtigt blev ledsaget af en stadig mere skinger antisemitisme. Eisner, Mühsam, Landauer, Toller, Levien og Leviné var alle jøder, og dette forhold blev meget hurtigt en del af historien om det rådsrepublikanske eksperiment. Et af de samtidige vidner, der så det klarest, var romanisten Victor Klemperer, der på dette tidspunkt boede i München og virkede som korrespondent for en avis i Leipzig. Klemperer, der som nationalt sindet jøde havde et veludviklet sensorium for sammenhængen mellem politisk radikalisme og antisemitisme, fornemmede hurtigt, hvordan stemningen i befolkningen vendte. Blot to dage efter proklamationen af den første rådsrepublik noterede han: »Jeg vil ikke profetere, men jeg tror: den kommende mand hedder Levien, den nuværende: Landauer, den næstfølgende: Epp.« Det var desværre en meget præcis forudsigelse.

Læs også uddraget af Ernst Tollers En ungdom i Tyskland.