Digteren som urban legend

Yayha Hassan: Yayha Hassan (Gyldendal, 2013).

Yahya Hassan er blevet en del af en mediedramaturgi, hvor han fremstilles som frygtløs indvandrerstemme fra ghettoen, fortabt søn og lidende digter.

»Ham kender jeg godt han er Israel den lille rotte« / »Jeg vidste ikke der var en abe fra zoologisk have der var stukket af. Du lyder som en der burde lukkes bag et bur foreviget …. Abe abe abe« / »Fucking bøsse!« / »som sendt fra himlen!« »Frisk gjort! Så kan det være at det belyser mere, hvad der enligt sker, så flere kan spærre øjenene op og give mere fremgang til DF.. Det vil snart være på tide at få ryttet op« / »Han er både modig og klog. Det er sigende, at hans optræden, hans beskrivelser og hans digte af visse besvares med trusler om død og vold. Det er noget af en tilståelelse« /»Bliv ved, brug din ytringsfrihed«

Det hele startede lørdag den 5. oktober, hvor Politiken bragte artiklen Jeg er fucking vred på mine forældres generation«. I artiklen forklarer den 18-årige digter fra Aarhus V, Yahya Hassan, hvordan han er en del af »den forældreløse generation« – en generation, der ikke er blevet svigtet af »samfundet«, men af forældrene.

Han beskriver »råddenskaben (…) som er overalt i ghettoerne«. Tæskene og skinhelligheden. Hvordan »den muslimske underklasse er hyklerisk modsat den ‘kristne’«.

Interviewet blev trykt i anledning af digtsamlingen Yahya Hassan, som udkom 12 dage efter, på forlaget Gyldendal.

Yayha Hassan: Yayha Hassan (Gyldendal, 2013).
Yayha Hassan: Yayha Hassan (Gyldendal, 2013).

Den artikulerede vrede, fungerer i tilfældet Yahya Hassan som en litterær drivkraft. Den har antændt en notorisk politisk hot potato: den danske indvandrerdebat.

Hvor debatten førhen i høj grad lå i hænderne på Dansk Folkeparti og den resterende højrefløj, har den imidlertid bredt sig ud over det politiske landskab.

»Israel den lille rotte«

I programmet Deadline udspurgte tv-værten Martin Krasnik Yahya Hassan, på samme måde som han plejer at udspørge de danske politikere. Han krævede svar og konstruktive løsninger. Han talte til politikeren og ikke digteren Yahya Hassan.

Interviewet blev sendt mandag aften den 7. oktober og skabte mere efterfølgende debat på programmets facebookside end den legendariske tv-duel mellem Krasnik og Lars Hedegaard.

Seerinteressen var overvældende, og de sociale medier blev bombarderet med hujende tilråb og rasende dødstrusler.

Alle har tilsyneladende en mening om Yahya Hassan.

De danske medier har oversat en 169 siders digtsamling, som vidner om en kompleks virkelighed,  til mytiske stereotyper. Yahya Hassan er blevet en del af en mediedramaturgi, hvor han fremstilles som frygtløs indvandrerstemme fra ghettoen, fortabt søn og lidende digter.

Han er blevet en del af et mediespil, hvor rollerne er fastlagte.

Myten om kæleperkeren

Den islamkritiske hjemmeside Sappho hævder, at »det politiske korrekte segment forsøger at tæmme Yahya Hassan«. Her fremlægges hans udtalelser som en kritik af først og fremmest religionen islam, indvandrerforældrerne og stort set alle stemmer på venstrefløjen.

De forskellige offentlige stemmer konstruerer forskellige udgaver af Yahya Hassan. Myterne er en måde at tøjle ham på, en måde hvorpå han kan placeres.

Myterne bruges også til at fremme politiske mærkesager. Dansk Folkepartis Marie Krarup griber eksempelvis muligheden til at tage de unge perkere i forsvar. I Berlingske retter hun en bøn til offentligheden: »Giv 2. generationsindvandrerne en ordentlig chance!«

Bønnen formes som et angreb rettet mod »de samme kræfter, der har splittet Danmark og skabt ghettoer og integrationsproblemer de sidste mange år, – de politisk korrekte fra Det Radikale Venstre og naive utopister fra kultur, kirke og erhvervsliv«.

D.16. oktober proklamerer Yahya Hassan i tv2news, at Marie Krarup er nazist, at han ikke vil være en »højrefløjs kæleperker«.

En druknende mand

Journalisten Tinne Hjersing Knudsen beskriver Yahya Hassans digtoplæsning i Politikens hus således:

»A4-papirene med digte på er alt, der fanger hans blik (…) Han vender ryggen til dem og ligner en mand, der er ved at drukne. Han tager sin jakke og forsvinder hurtigt ud af døren uden på noget tidspunkt at vende kroppen mod salen, der højlydt hylder ham.«

Hvis man ser videoklippet, fremstår beskrivelsen som et mediespin. Men det fænger. Så der spindes videre på myten af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen. Han opsummerer mødet med Yahya Hassans digte som sit  »livs hidtil mest voldsomme litteraturoplevelser« og tilføjer: »stroferne blev udtalt i rytmiske stød, øjnene var åbne, tranceblikket så ikke udad, men indad, vreden var altdominerende.«

Et medlem af Politikens lederkollegium konkluderer: »Det afgørende er, at hans kunst åbner sluserne til en helt ny kanal i den offentlige diskussion, som vi må forholde os til. At hans digte sætter problemer under debat.« 

Medierne som dukkeførere

Med Yahya Hassan har en digtsamling placeret sig i midten af den offentlige debat. Offentligheden har ladet sig ophidse af, at litteraturen igen fremstår som farlig.

Dog kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt deltagerne i debatten bekymrer sig om det litterære udtryk – eller om de snarere bruger Yahya Hassan som forhåndenværende medium i en kamp om absolutte sandheder.

Hvorvidt Yahya Hassans vrede kan ændre en dagsorden, eller om den blot bekræfter eksisterende forestillinger, står stadig hen i det uvisse.

Selv siger Yahya Hassan om sine støtter: »Jeg ved ikke, om de inderst inde er racister, eller om de kan lide mine digte.«

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.