Det etniske spøgelse

DEBAT. Både i litteratur og politik forfalder Sofi Oksanen til myterne om Rusland.

Den russiske attenhundredtalsdigter Fjodor Tjutevs ord om, at Rusland ikke kan forstås med almindelig menneskeforstand, men kun med hjertet – underforstået, at der i Rusland hersker en særlig østkirkelig åndelighed, der gør, at russerne ikke tænker og handler rationelt – har altid irriteret mig, fordi jeg har ment og stadig mener, at det er noget nationalistisk nonsens. Når forestillingen er så sejlivet, er det fordi, den tager næring af en meget lang tradition for at se den store nabo som »det andet«, og af russiske nationalister, der i sagens natur har insisteret på, at Rusland er noget andet og mere end Europa. De har anerkendt, at de europæiske lande har været teknologisk mere veludviklede og rigere, men til gengæld har de ment, at den russiske kultur er dybere og mere autentisk. En af dem er forfatteren Fjodor Dostojevskij. I en berømt tale i anledning af nationaldigteren Pushkins død i 1880, kom han ind på den russiske kulturs særlige frelserrolle:

For en ekte russer er Europas skjebne like dyrebar som Russlands skjebne, nettopp fordi vår bestemmelse er å tjene og fremme enhetsideen på jorden – ikke ved sverdet, men ved den broderlige kjærlighets makt. Hvis De ser på vår historie etter Peter den stores reformverk, vil de tydelig nok finne spor av den tanke jeg her har fremført, av denne min drøm – i vårt forhold til Europas nasjoner, ja til og med i vår utenrikspolitikk. For hva har vel Russland i disse to århundrer gjort annet enn å tjene Europa, kanskje i langt høyere grad enn seg selv? Og jeg tror ikke at dette har skjedd på grunn av våre politikeres talentløshet. Å, Europas folk vet ikke engang hvor dyrebare de er for oss! Og en gang – det er min faste overbevisning – vil det russiske menneske forstå at det å være ekte russer, det betyr å bringe endelig forsoning i de europeiske motsetninger, å vise Europas lengsel veien tilbake til den allmenneskelige, altforenende russiske sjel, å ta våre brødre med kjærlighet inn i vårt hjerte og til syvende og sist kanskje uttale de endelige ord om den store almene harmoni og broderlig forening etter den lov som er gitt oss ved Kristi evangelium! Jeg vet godt at disse begeistrede ord kan synes overdrevne og forhastede. Det kan nok være, men jeg angrer ikke på at jeg har uttalt dem. (Fjodor Dostojevskij: »Puskjin – En skisse. Tale holdt i ›Den russiske diktnings venner‹, 8. juni 1880« i: En forfatters dagbok – et utvalg, oversættelse ved Geir Kjetsaa, Gyldendal Norsk Forlag, 1980.)

Naboen var i kraft af sin størrelse, mangel på ordentlige veje, transportmidler, bløde senge og sin lukkethed relativt utilgængeligt for europæerne, og utilgængeligheden gav eventyrere rige muligheder for at bygge videre på myterne om den uudgrundelige russiske sjæl og dermed gøre sig selv interessante for det vestlige publikum. Den udbredte forestilling om, at Rusland står uden for den almindelige historiske udvikling og holdes fast af dybe historiske rødder, der forhindrer dannelsen af privat ejendomsret, markedsøkonomi og demokrati, er fra samme boldgade. Begynder Rusland at nærme sig Vesten, er der blot tale om overfladiske udsving eller konjunkturer, der kun kan eksistere en vis tid, før de går til grunde i den russiske tradition. Og det vel at mærke uden at sætte sig nævneværdige varige spor.

Den borgerlige revolution i februar 1917 blev anført af liberale mænd, der var af den opfattelse, at hvis russerne blev befriet for tsarens undertrykkelse i form af hemmeligt politi, politisk censur og kirkens tugt, ville de rejse sig, rette ryggen og træde frem som ansvarsbevidste borgere. Til deres store fortrydelse skete dette ikke. I stedet bredte anarkiet sig, og efterhånden begyndte frihedens, lighedens og broderskabets mænd atter at begrænse friheden. Det gav de kræfter vind i sejlene, der råbte op om, at de liberale blot var de gamle magthavere i ny forklædning, og at de måtte styrtes for at få indført det man kaldte den virkelige frihed.

Jeg taler om Lenin og bolsjevikkerne, men den frihed, de stod for, viste sig at have mere til fælles med Ivan den Grusommes blodige enevælde end med noget andet. Et andet eksempel på myten om Ruslands særlige udviklingsvej er historien om Jeltsins borgerlige revolution fra begyndelsen af halvfemserne. Her var atter tale om en liberalistisk ingrediens, der, hvis vi skal følge den nævnte grundopfattelse, ikke passede til den russiske ret. Jeltsin havde en økonomiminister, der erklærede, at det fine ved kapitalismen er, at den bygger sig selv, og at staten ikke behøvede at blande sig. Dette indebar altså en hundrede og firs graders kursændring fra sovjettiden, og Jeltsin fortalte de lokale ledere, at demokratiet skulle udvikles nedefra – at de kunne »tage så meget frihed de kunne æde«. Historien gentog sig. Kaos bredte sig, og en ny stærk mand måtte stille sig i spidsen for at redde Rusland. Putin fik trojkaen tvunget tilbage på det russiske spor – styrkede statens rolle, begrænsede ytringsfriheden og borgernes frihed – og der har den siden befundet sig. Den slags myter er underholdende og kan forekomme lærde, men på trods af en vis forklaringskraft skjuler de mere, end de afslører.

Den finsk-estiske forfatterinde, Sofi Oksanen, har fået vældig vind i sejlene ved at fastholde og udbygge myten om det særligt russiske. Hun har skrevet tre romaner, der udspiller sig i hendes to fædrelande i sovjettiden, under Anden Verdenskrig og efter Sovjetunionens sammenbrud. Den norske digter Jo Eggen har i en debatartikel i Vagant 1/2014 kaldt hendes romaner Stalins køer (2003) og Da duerne forsvandt (2013) anti-sovjetiske og historieforfalskende. Jeg mener, at betegnelsen antirussisk er mere på sin plads, og i stedet for historieforfalskende ville jeg vælge det mildere: historieforenklende. Forfatterinden har formuleret sine grundsynspunkter om, at Rusland af natur er diktatorisk, voldeligt og imperialistisk mere direkte i to taler i 2014. Den ene blev holdt på Bogmessen i Frankfurt og den anden i det tjekkiske parlament. Det er ikke hvem som helst, der får adgang til de to talerstole – disse optrædender vidner om Oksanens berømmelse og betydning. Hun ligger i førergruppen i det felt, der vil fortolke og forklare Putinismen og den aktuelle russiske politik med «russiskheden».

Jeg besøgte Estland to gange i slutningen af 1980’erne, da landet endnu var en del af Sovjetunionen, og derfor kun kunne nås gennem Moskva eller med den stolte færge Georg Oz, der gik mellem de to hovedstæder Helsingfors i Finland og Tallinn i Estland. Årsagen til mit besøg var den opmærksomhed, som Estland sammen med de to andre baltiske sovjetrepublikker Letland og Litauen havde fået med de stadig mere højlydte, folkelige krav om national selvstændighed. Begge gange blev jeg slået af den antipati mod Rusland og russerne, som herskede. Sovjetstyret,
der jo i sin grænseløse brutalitet gik lige så hårdt ud over russerne som over esterne, blev i den grad identificeret med Rusland og russiskheden. En estisk ven forsøgte at forklare det med, at sådan ville danskerne sikkert også have forholdt sig til tyskerne, hvis de havde vundet krigen og var blevet hængende i Danmark, og der havde han nok en pointe. En anden yngre ester, som jeg lærte at kende og fik et fortroligt forhold til, fortalte mig en dag, at han aldrig ville have giftet sig med sin russiske kone, hvis han havde vidst, hvad russerne havde gjort mod esterne. Da min kone og jeg en søndag eftermiddag besøgte et kunstmuseum i en af Estlands større byer, blev vi efter et kvarters tid tiltalt af en ældre kvinde, der havde solgt os adgangskortene ved indgangen, og som i nogen tid havde fulgt efter os. I er jo ikke russere, sagde hun på russisk. Da jeg spurgte, hvordan hun kunne vide det, svarede hun: »I ligner jo mennesker.«

Den russisk-jødiske kulturforsker, Jurij Lotman, der var professor ved universitet i Tartu i sovjetrepublikken Estland, skrev engang, at de baltiske republikker på grund af deres nærhed til Norden og de erfaringer med markedsøkonomi og demokrati, de gjorde sig i mellemkrigstiden, efter deres genindlemmelse i Sovjetunionen i 1944 kom til at virke som et semantisk transmissionsbælte mellem Vesten og Moskva. Førstehåndskendskabet til begrebet »pribyl« (russisk for profit) betød for eksempel, at balterne kunne forklare Moskva, at det ikke blot var et ord for udbytning af arbejderklassen, men også et virksomt begreb til måling af produktivitet. I tresserne begyndte man følgelig at operere med »profit« inden for rammerne af planøkonomien. Det lykkedes på ingen måde, men det viser, at den sproglige og bevidsthedsmæssige mekanisme, som Lotman havde identificeret, var på plads.

I tiden efter Sovjetunionens sammenbrud er balterne sammen med folk fra andre postsocialistiske stater i Øst- og Centraleuropa i et vist omfang kommet til at fungere som oversættere «den anden vej». Deres førstehåndskend- skab til Moskva og deres sproglige kompetence gjorde
dem til værdifulde kilder; men selv når der er tale om gode kilder, må man ikke glemme kildekritikken, og det var man i mange tilfælde for tilbøjelige til, når det gjaldt disse «nye europæere». Den store sympati, de blev omfattet af, og som trak næring fra den kollektive dårlige samvittighed Vesten havde over at have svigtet dem efter Anden Verdenskrig ved at overlade dem til Stalin, trak i samme retning.

Sofi Oksanen, derimod, benægtede i sin tale i det tjekkiske parlament, at balterne skulle have påvirket meningsdannelsen i EU og i NATO. Deres advarsler var, sagde hun, blevet opfattet som udtryk for en »traumatiseret patients paranoia«. For mig at se forholder det sig nærmest omvendt, men under alle omstændigheder er der forskelle i annammelsen af de baltiske perspektiver landene imellem. I USA og Storbritannien har man været mest tilbøjelige til at lytte til kritikken af Moskva. I Tyskland mindst. Danmark ligger tættest på Tyskland. Efter undertvingelsen af Tjetjenien, den russisk-georgiske krig, den russiske indlemmelse af Krim og krigen i det østlige Ukraine, er lydhørheden imidlertid generelt blevet større, og det er den bølge, Sofi Oksanen ridder på. Det bliver analysen imidlertid ikke mere rigtig af, og stigmatiseringen af Rusland og russerne som primitive, voldelige og imperialistiske, tjener kun til at uddybe skellet og øge faren for konfrontation. Litteraturen og videnskabens rolle burde snarere være at fremme forståelsen og samtalen.

Jo Eggens bedømmelse af Oksanens romaner som antisovjetiske bygger først og fremmest på, at hun efter hans opfattelse udpensler de sovjetiske forbrydelser, mens hun går let hen over nazisternes og herunder esternes villige medvirken til jagten på og nedslagtningen af de jøder og kommunister, der ikke nåede at flygte til Sovjetunionen. Eggen skriver:

Det pseudohistoriske kostymedramaet Da duene forsvant med sine «personar» og deres «tanker og kjensler» skriver ikke fram historia, men skjuler «feil» historie bak tilsynelatende avsløringer basert på velkjente antisovjetiske klisjeer. Det romanen lar forsvinne, skjedde i Estland sommeren og høsten 1941, mens den tyske invasjonshæren erobra og begynte å okkupere landet. Eller, slik de store estiske avisene ville sett det: Estland blei befridd fra sovjetmakta og «hørte igjen til Europa». Under Omakaitse-geriljaens seiersparade i Tartu 29. juli 1941 het det at Hitler var Europas redningsmann fra bolsjevismen. Da var den første estiske konsentrasjonsleiren oppretta. De første henrettelsene av estiske kommunister og jødiske menn hadde allerede funni sted. Sommeren og høsten 1941 blir så å si alle de estiske kommunistene og jødene som ikke var blitt evakuert av Den røde hær inn på sovjetkontrollert område, henretta ved skyting. For jødenes del gjaldt denne «særbehandlinga» også kvinner og barn, psykisk utviklingshemma og gamle og demente. Det er estere som utfører både arrestasjonene (politiet) og henrettelsene (Omakaitse-geriljaen).  (Jo Eggen, »Et strålende mesterverk«, Vagant 1/2014)

Oksanen stiller sig med andre ord med begge ben i den lejr, der anså nazisternes besættelse som en befrielse fra den sovjetiske besættelse. Sådan opfattede størstedelen af den estiske befolkning det også, og det kan Eggen ikke lave om på. Da en særlig international kommission (1998), der blev ledet af den finske diplomat Max Jakobson, skulle undersøge krigsforbrydelser i Estland, diskuterede man hvilke forbrydelser, kommisionen først skulle tage fat på og lod esterne forstå, at det skulle være de sovjetiske, men et flertal i kommissionen, hvor der ikke var nogen estiske medlemmer, mente at det skulle være de nazistiske, og derved blev det sådan.

Hvad angår Oksanens beskrivelser af den sovjetiske hverdag med al dens brutalitet, sult og mangel er de i og for sig ikke antisovjetiske, for sådan fungerede systemet, men det er forenklet og ensidigt i den forstand, at hun ikke får med, at russerne og esterne selv under disse vilkår på trods af omstændighederne får skabt sig en menneskelig tilværelse. Kernen i min kritik af Oksanens billede af Rusland og russerne er, at hun (blot) kolporterer myterne: Russerne kommer i horder (de russiske kvinder, der rejste til Estland i sovjettiden og købte alle varerne foran næsen på de estiske kvinder); russerne er mindre intelligente og dovne (de tror på propagandaen og misligholder deres landbrug. Russerne er desuden generelt mere voldelige end andre folkeslag. Russiske kvinder bliver hurtigt tykke og grimme, når de bliver gift, og så har de hår ikke alene på læggene, men også på lårene. Mange har sågar overskæg – og de er løse på tråden. Når der høres russiske kvindestemmer på gaden efter mørkets frembrud, er der tale om ludere:

Jeg kunne genkende de prostituerede på gaderne i Kallio, som man genkender gamle bekendte, inden jeg havde hørt så meget som et ord russisk, nogle gange endda før jeg så dem, det var nok, at jeg kunne høre deres langsomme luderskridt, deres dvælende høje hæle (…). Dette noget. Måske var det håret. Det var for langt til at tilhøre en korthåret finsk kvinde på den alder. Eller også var det det spirende overskæg. (Sofi Oksanen, Stalins køer, oversættelse ved Birgita Bonde Hansen, 2003)

Også her kunne man indvende, jamen sådan opfattede esterne altså russerne, og fortællerens stemme er jo som bekendt ikke altid den samme som forfatterens. Men den for mig at se kedelige tilbøjelighed til at erstatte analysen og argumentet med etnisk funderede påstande – »Sådan er de russere« – gentages og forstærkes i forfatterens kommentarer til den aktuelle politiske udvikling i Rusland.

Lad mig give nogle eksempler fra Oksanens tale i det tjekkiske parlament. Her slog forfatteren til lyd for, at Putin blot er et værktøj i de russiske oligarkers og sikkerhedstjenestens hænder, og at han fra begyndelsen var hyret til at føre krig mod Vestens værdier og tankesæt. Hele den russiske demokratiseringsproces har fra første færd været en paradeforestilling, der kun havde til formål at vinde den vestlige opinion for Rusland og give lederne et pusterum til at opruste og militarisere staten. Denne proces er ifølge Oksanen ved at være fuldbragt. Siden 2005 har Rusland ført en aggressiv og udspekuleret propagandakrig i Vesten. Den er udtænkt og udført af KGB, der har skiftet den videnskabelige socialisme ud med den videnskabelige nationalisme. Et af de bedste beviser på KGB’s magt over de vestlige sind er, at den russiske annektering af Krim og besættelsen af det vestlige Ukraine kom som en overraskelse for selv ruslandsspecialisterne, hvoraf der er mange i Vesten og ikke mindst i Finland, understreger forfatteren med slet skjult sarkasme. Ifølge hende burde de have kunnet se, at drivkraften i russisk politik er territorial ekspansion og imperialisme. Den kunne, fortsætter hun, være stoppet, hvis Vesten havde fordømt KGB på linje med Gestapo og Al-Qaeda. Så ville de nemlig ikke havde siddet på magten i dag.

Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at diskutere Oksanens analyse, fordi den næsten udelukkende består af påstande og myter, som der ikke leveres det mindste gran af belæg for. Hendes opfattelser er imidlertid udbredt, og jeg vover den påstand, at de litterære udmærkelser nok så meget bygger på forfatterens politiske engagement, som værkernes litterære kvaliteter.

Februarrevolutionens endeligt i 1917 kan og bør ikke alene forklares med »russiskheden«; den skyldes særligt den økonomiske, moralske og politiske krise, som Ruslands deltagelse i den Første Verdenskrig fremkaldte. Rusland havde fra omkring 1880 indledt en industrialiseringsproces og en modernisering af samfundsforholdene der, hvis krigen ikke var kommet, kunne have bragt landet på niveau med andre europæiske stater. Rusland satte med Februarrevolutionen gang i den bølge af demokratisering, der fulgte Verdenskrigen, men det var også her, demokratiet først kom til kort. Det gjorde det også sidenhen i de andre nye demokratier, og derfor kan man tale om en fælles europæisk proces og ikke blot om en russisk Sonderweg.

I stedet for at fortolke samfundstilstanden som udtryk for russernes iboende mangel på evne til at indrette en markedsøkonomi og et demokratisk system, ville man få mere ud af at se på de meget betydelige barrierer, der udgjordes af sovjettidens omfattende ødelæggelser af økonomi, kultur og moral.

Putin formåede ikke bare at holde sammen på Rusland, men også at få skabt forhold, der sikrede økonomisk vækst og udvikling af de politiske institutioner i et omfang, der bevirkede at Rusland blev inviteret inden for i det gode selskab i G8 og siden også i WTO. Russerne kunne med andre ord fint fungere i en kapitalistisk økonomi og internationalt samarbejde. Middelstanden voksede til en størrelse, der var hidtil uset i russisk historie, den almindelige velfærd havde aldrig været større, og den politiske ledelse nød almindelig opbakning i befolkningen. Jeg kan ikke forestille mig, at
alt dette blev sat i værk blot for at føre Vesten bag lyset og for at en ny klike skulle kunne etablere en diktatorisk magt i Rusland.

Men noget gik galt. Jeg tror, forklaringen skal søges på det udenrigspolitiske felt. Vesten har med USA i spidsen haft alt for travlt med at nyordne Europa efter Sovjetunionens fald, uden for alvor at inddrage Rusland i denne nyordning. NATO, der blev oprettet som et forsvar mod den sovjetiske trussel, blev ikke nedlagt ved Sovjetunionens opløsning, og russiske politikere så med rette eller med urette alliancen som vendt mod Rusland. Russiske indsigelser blev heller ikke taget alvorligt – som Putins direkte angreb på den »unipolære verdensorden« i 2007. I Moskva havde man for- stået det som, at Vesten ikke ville gå længere i udviklingen af sin indflydelsessfære end til de baltiske stater og til de tidligere socialistiske stater i Øst- og Central Europa, der jo er blevet medlemmer af EU og af NATO. Da det så begyndte at rumle i Georgien og siden i Ukraine, greb Moskva til våben, og det burde Vesten måske have forudset. Advarsler have der været nok af.

Summa summarum: Der er tungtvejende geopolitiske forklaringer på den nuværende krise mellem Vesten og Rusland. Det er opløftende i den forstand, at Rusland ikke er en ideologi eller en religion, eller en særlig civilisation, men et land, hvis interesser er dybt forankret i et økonomisk og politisk samarbejde med Europa, og hvis ledere man kan forhandle med. Under den nuværende krise mellem Rusland og Vesten, har de russiske nationalister fået større klangbund i befolkningen, og personer som Alexander Dugin, der tidligere blev betragtet som en kuriositet, er kommet til hæder og værdighed med sin stærkt antivestlige retorik. Det er beklageligt, og han skal naturligvis siges imod. Det samme gælder Oksanens mytemageri.

Jo Eggen har kaldt Oksanen for antisovjetisk. Det er for mig nærmest en æresbetegnelse, for hvem kunne dog gå ind for sådan et umenneskeligt system? Jeg finder langt mere grund til at antaste hendes russofobiske tilbøjeligheder. Dem er der stor lydhørhed for i brede kredse uden for Rusland, men det bliver de ikke mere rigtige af. De har gode vækstbetingelser i den aktuelle krise mellem Rusland og Vesten, men de tjener blot til at uddybe krisen og bringer intet klarsyn.

Erik Kulavig er lektor ved Institut for Historie, leder af Center for Koldkrigsstudier, Syddansk Universitet, Odense.

Tidligere publiceret i Vagant 3/2015

Erik Kulavig

Facebook

Twitter