OVERSAT. Baudrillard, Žižek og Badiou går for at være radikale i vor tid. Alligevel frygter de det, som forstyrrer den guddommelige orden. Et uddrag af Argonauterne.
[Det enlige og det lesbiske moderskab] kan ses som [en] af de mest voldsomme former for afvisning af det symbolske … ligesom det er en af de mest glødende guddommeliggørelser af moderlig kraft – og alt dette kan ikke undgå at destabilisere hele den juridiske og moralske orden, uden dog at skabe et alternativ til den.
– Julia Kristeva
Eftersom en tredjedel af alle amerikanske familier for øjeblikket har en enlig mor som familiens overhoved (i statistikken nævnes der intet om to mødre eller andre former for familier – hvis der er én i huset, der bliver kaldt for mor, og der ingen far er, kategoriseres ens husstand som »enlig mor«) – skulle man tro, at den symbolske orden efterhånden havde fået lidt flere ridser i lakken. Men Kristeva er ikke den eneste, der tyer til overdrivelse. Hvis man vil have en lidt mere vildledende behandling af emnet, anbefaler jeg Jean Baudrillards »Den endelige løsning – kloning hinsides det menneskelige og ikke-menneskelige«, hvor Baudrillard argumenterer for, at fertilitetsbehandlinger (inseminering med donorsæd, rugemødre, IVF osv.) samt brugen af prævention indvarsler menneskeracens selvmord, for så vidt som disse ting adskiller reproduktion fra sex og dermed forvandler os fra »dødelige, kønnede væsener« til en umulig udødeligheds klonlignende budbringere. Den såkaldt kunstige befrugtning er ifølge Baudrillard forbundet med »Afskaffelsen af alt det der er »menneskeligt, alt for menneskeligt« i os: vores begær, vores svagheder, vores neuroser, vores drømme, vores handicap, vores vira, vores vanvid, vores ubevidsthed, og selv vores seksualitet [ … ] alle de ting, der gør os til unikke levende væsener.«
Ærligt talt bliver jeg mere pinligt berørt end rasende, når jeg ser Baudrillard, Žižek, Badiou og andre af tidens højt respekterede filosoffer prædike om, hvordan vi kan redde os selv fra den truende køkkenpipette (ingen bruger for øvrigt en pipette; en injektionssprøjte er det yndede redskab), som risikerer at udslette menneskeheden, for på den måde at beskytte dette truede »kønnede væsens« skæbne. Og tag ikke fejl: Med kønnet væsen mener de én ud af to muligheder. Her er det Žižek, der beskriver, hvad for en seksualitet der passer til en »ond« verden: »I december 2006 besluttede myndighederne i New York City, at retten til at vælge sit køn (og til således om nødvendigt at få en kønsskifteoperation) er en af de grundlæggende menneskerettigheder – på den måde bliver den ultimative Forskel, den »transcendentale« forskel, der er grundlaget for selve den menneskelige identitet, forvandlet til noget, der kan manipuleres med … »Masturbate-a-thon« er dette transkønnede subjekts ideelle form for seksuelle aktivitet.«
Det transkønnede subjekt er fatalt fremmedgjort over for den transcendentale forskel, der er grundlaget for menneskelig identitet, og er derfor knap nok menneskeligt, dømt, som det er, til evig »idiotisk masturbatorisk nydelse« i stedet for den »sande kærlighed«, der gør os menneskelige. For som Žižek siger – i en hyldest til Badiou – »det er kærligheden, mødet mellem de To, der »transsubstantierer« den idiotiske masturbatoriske nydelse til en reel begivenhed.« Det er den slags stemmer, der går for at være radikale i vor tid. Lad dem bare hygge sig med deres kærlighed, deres reelle begivenhed.
Maggie Nelsons Argonauterne er netop udkommet på dansk i Betty Frank Simonsen og Nete Harsbergs oversættelse på forlaget Rosinante.
