Fortællingen kunne lige så godt stamme fra et af middelalderens heltekvad: I januar rejste en af Italiens stærke mænd med sit hof til den polske hovedstad på en klar mission. Med sig i tasken havde han et tilbud, som den kristne lov- og retfærdighedsregering ikke kunne afslå: Ti punkter, ti bud, som skal udgøre køreplanen for uddrivelsen af Europas liberale djævle. »En kontrakt med klare forpligtelser,« sagde han, og fortsatte på moderne italiensk: »La pacchia è finita.« Festen er forbi.
Hvad Matteo Salvini mente, var ingen i tvivl om: De hårdhændede metoder, som han den seneste tid har taget i brug mod mafiakarteller og den korrupte elite i Rom, skal nu anvendes i Bruxelles. Væk med parlamentets teknokrater, bureaukrater, og hvad de ellers hedder. Tiden er inde til en ny pagt, et nyt Europa, »et europæisk forår«, uden ulovlig migration, uden islamificering og med langt større sikkerhed for den kristne kultur og dens folk. »Dette er en drøm, som Europas finans- og bankverden har stjålet fra os,« sagde han.
Alt dette er ingen overraskelse for dem, som har fulgt med i international politik. Der er længe blev hvisket i Europas kroge om en sammensvejsning af en ny højreradikal superblok, der kan overtage magten i Bruxelles efter det næste europaparlamentsvalg. Metoden: Ved at få det til at handle så vidt muligt om migration. Med Marine Le Pens National samling (Rassemblement National), Det østrigske frihedsparti og Salvinis Lega er hjørnestenene for det nye parlamentssamarbejde allerede lagt. Om lidt er de klar til at byde de andre højrenationalister velkommen i klubben: Ungarns Viktor Orbán og Polens Jarosław Kaczyński har allerede fået en invitation.
Det, som længe er blevet betragtet som en skrækvision for det gamle Europa, kan med andre ord snart være en realitet. Det er kun et spørgsmål om tid, siger populisterne, før arbejdsfællesskabet er formaliseret. »Vi er enige om 90 procent af problemerne, de resterende 10 procent beholder vi bare for sjov«, sagde den italienske indenrigsminister i Warszawa.
Den udløsende faktor kender de fleste. Selv om Brexit endnu mangler at blive effektueret, har det britiske nej givet anledning til denne nykonservative omrokering. Det polske regeringsparti (PiS) har længe siddet i parlamentsgruppe med de britiske Tories, Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne samt belgiske Vlaams Belang. Med Storbritanniens udmeldelse vil gruppen være mærkbart svækket efter det nye europavalg, og Kaczyńskis folk er derfor på jagt efter nye kampfæller, som vil støtte op om hans kristenkonservative kontrarevolution. Spørgsmålet er, hvor det vil bringe de skandinaviske broderpartier hen? Mod højre? Ingen ved det. Sikkert heller ikke dem selv.
Er der nogen, som til gengæld ser en klar vej ind i fremtiden, er det Ungarns Viktor Orbán. Hovedarkitekten bag det såkaldt illiberale regime har længe truet EU’s fællesregler med sin udfordring af magtens tredeling og med sin kamp mod alle de kosmopolitiske kryb, der bevæger sig inden og uden for hans grænser. Selv ser han sig som en politisk arvtager til den tidligere tyske kansler Helmut Kohl: Han fastholder troen på et stærkt og levedygtigt samarbejde i unionen angående spørgsmål om national sikkerhed. Samtidig er det let at pege på, hvad der forener ham med Europas nye højrefløj: Kampen mod islam, globalisering, mainstreammediernes fake news, gendergalskaben og selvfølgelig menneskerettighedsapostlene.
I 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste, bebudede han, at »æraen for de universelle menneskerettigheder er forbi«. I dag er der ingen tegn på, at han mener, han tog fejl. Bølgen af flygtninge og islamistisk terror, finanskrise, globaliseringskrise og de faretruende sociale forskelle viste med ét, hvor svækkede de europæiske stater var. I hans analyse sprængte alle disse kriser de nationale grænser, uden at der var nogen transnational orden til at tage hånd om de udefrakommende trusler.
I Orbáns verden findes der derfor kun én løsning, én mulig vej ud af dette anarkistiske mørke: Et opgør med grænseløshedens Europa. Men kampen vindes ikke kun ved hjælp af national selvbeskyttelse og tilbagetog til den autoritære stat. Orbán har længe forsøgt at trække de europæiske konservative i sin retning ved at operere i fjendens lejr. I Europas hovedstæder har man dog endelig fået øjnene op for hans metoder. Indtil for nylig kunne man overalt i Ungarns gader finde plakater, der portrætterede kommisionsformand Jean-Claude Juncker og finansmanden George Soros som folkets fjender. Beskeden fra formanden for den europæiske konservative parlamentsgruppe, Manfred Weber, var derefter klar: »Viktor Orbán har alvorligt skadet EPP.« Forleden besluttede parlamentsgruppen at suspendere den ungarske leders parti, og det store spørgsmål er nu, hvad Europas længst siddende statsoverhoved har tænkt sig at gøre. Vil han gå til højre, til flokken med Salvini, Le Pen og østrigske Heinz-Christian Strache? I så fald ved man godt, hvad de vil sige: Sikke en triumf!
Man tager hurtigt fejl, hvis man tror, at højrefløjens foregangsmænd er de rene landsbytosser. De har uden tvivl formået at sætte deres yderligtgående verdenssyn i system. Som venstrefløjen klager de over bankernes diktatur, over kapitalverdenens nedskydning af alle kinesiske mure. De afskyer de liberale som bare pesten, og retter deres retoriske skyts mod USA, som regnes for arnestedet til næsten alt ondt. Det var USA, som opfandt globaliseringen og har fået alt standsmæssigt og bestående til at fordampe. Det var USA, som med deres bombetogt i Mellemøsten satte gang i flygtningestrømmen og islamificeringen af Europa.
Der findes i hjertet af denne verdensforståelse en tanke, som nok aldrig mister sin aura for dem, som ønsker at tro på den: Den vestlige kapitalisme fungerer kun, fordi folket er blevet inficeret med liberalismens hyperindividualisme og tomme løfter om et multikulturelt samfund med homoægteskaber og amerikanske diversitetsidealer. Hele vejen fra Putins Rusland til langt ind i tyske Alternative für Deutschland opfatter man således multikulturalismen som kapitalismens trojanske hest. Med løftet om frihed og retfærdighed til den enkelte, er den trængt ind i folkets indre og har destrueret alle »naturlige« værdier.
Ingen andre steder i Europa ser man denne angst for det fremmede og identitetstabet så tydeligt som i Polen. Regeringspartiet PiS har for længst erkendt dette og gentagne gange forsøgt at udnytte landets politiske splittelse til at drive sin agenda frem.
For nylig fremlagde Warszawas liberale borgmester Rafal Trzaskowski en 12-punkter lang LGBTQ+-rettighedserklæring i håbet om at bringe mere seksualvejledning og tolerance ind i undervisningen på byens skoler. På PiS’ partikonference slog Jaroslaw Kaczynski hårdt tilbage og åbnede den næste kulturkamp: »Dette er et attentat på familien og et attentat udført på den værst tænkelige måde, fordi det grundlæggende angriber vores børn.« Landets magtfulde romersk-katolske kirke kunne ikke være mere enig: For dem er LGBTQ+-kampen en »direkte udfordring af forældres ret til at opdrage deres børn i deres egen tro«.
Det er nemt at se, hvor dette forsvar for traditionelle polske værdier stammer fra. Det kommer fra en idé- og tankeverden, hvor multikulturalismens håb om tolerance og fred regnes for ren og skær utopi – den gør ikke andet end at skabe kunstige forskelle og ødelægge ethvert naturligt sammenhold.
Også det ser man i stigende grad i Italien. Med Salvini i spidsen har landet fået en brutal bibelforkynder, som til offentlige forsamlinger kaster om sig med rosenkranse. I hans land regnes »kunstig befrugtning og andre rædsler« fortsat for en kriminalitet, mens det for par af samme køn stadig er umuligt at adoptere børn. »Vi vil forsvare den naturlige familie grundlagt på foreningen mellem mand og kvinde. Jeg vil udøve den magt, det kræver,« har han sagt til La Nuova Bussola Quotidiana.
Hvordan han vil bære sig ad med dette, har de fleste allerede fået at se. Salvini ignorerer alle de beskeder, som kommer fra Vatikanet, når de drejer sig om behandlingen af migranter. For Lega-lederen vil helst undgå en direkte konfrontation med paven og insisterer på, at hans politik er i fuldkommen overensstemmelse med kirkens tro: »Bibelen siger, at nationer skal byde fremmede velkommen inden for det muliges rammer. I Italien har vi nået grænserne for det mulige. Vi anvender Bibelen til at åbne Italiens døre for kvinder og børn, der kommer her lovligt med fly, men vi vil ikke have flere mænd i gummistøvler.«
Det er tydeligt, hvordan de såkaldt bibelske værdier bruges til at skabe et forløsende alternativ til senmodernitetens kapitalisme. Også i Ungarn praler Orbán med at have givet sit land myterne og frelserfortællingen tilbage. Sagt på en anden måde: Den kristne nationalistiske enhedskultur udgør her redningen for de, som søger ly for den nye verdensstorm. I den finder de den fælles bevidsthed, som styrker den kollektive ånd.
Det interessante er, at dette ikke længere bare anses for en nødvendighed i de højreorienteredes rækker. Selv på venstrefløjen og i liberale kredse har man efter Donald Trumps præsidentsejr fået sans for nykonservatismens mytesprog og forsøgt at finde en variant, der kan styrke befolkningens bånd. Multikulturalismen regnes stadig for en kæmpe bedrift. Men de vestlige samfund har også brug for noget at samles om, en kamp for international solidaritet og universelle normer, som skal forpligte alle grupper i samfundet. Ellers kan kvinders og indvandreres rettigheder meget snart være en saga blot.
En af dem er selvfølgelig Frankrigs præsident, som ind i mellem taler om sin nations »dybe understrøm og skæbnefølelse« og kaster om sig med henvisninger til den franske litteratur og filosofi. I et brev publiceret i en lang række internationale aviser slog Emmanuel Macron for nylig til lyd for en »europæisk renæssance«, og at politikerne bør slå ring om Europa for at forsøge at beskytte de værdier, der forener befolkningerne: Frihed for mennesker, pluralisme og nyskabelse.
Nationalisterne, siger han, har nemlig misforstået det hele; det er en »fælde«, når de hævder at forsvare en fælles identitet ved at trække sig tilbage fra EU. Står det til Macron, er den europæiske civilisation det, der forener, frigør og beskytter: »Vi befinder os på et afgørende tidspunkt for vores kontinent. Et øjeblik, hvor vi sammen, politisk og kulturelt, skal genopfinde vores civilisations form i en verden i forandring.«
Udfordringen er, ifølge Macron, at EU er i en rædderlig forfatning, ødelagt og lammet, stort set blottet for ethvert perspektiv. Derfor er det også på høje tid, at den gamle kerne finder sammen om et program for fremtiden. Står det til Macron er EU nødt til at bringe mere orden i migrationen, reparere klimaet, afkræve flere skatter af de store multinationale selskaber og bringe techvirksomhedernes overherredømme til ende. Tidligere har han endda talt om en storstilet demokratisering af eurosamarbejdet og en beskyttelse af dens arbejdere (mindsteløn og fælles beskatning), så Europas befolkninger fremover vil undgå social dumping – og de folkeflytninger som følger deraf. Der er derfor ingen vej udenom: Schengensamarbejdet skal ikke bare tilgodese de rige, siger han. Mens han ser ud til at glemme den politik, han fører hjemme i Paris.
Macrons store problem er, at han længe er blevet holdt ud i strakt arm af sine tyske venner. Angela Merkel har indtil videre været tøvende, i værste fald afvisende over for sin franske alliancepartners mange tiltag. Særligt demokratiseringen af eurosamarbejdet (med en fælles traktat for finanspagten og bankunionen) og opbyggelsen af et socialt skjold kan han godt glemme alt om, fordi det vil stække tyskerne økonomisk og magtpolitisk. Heller ikke Merkels CDU-arvtager Annegret Kramp-Karrenbauer ser anderledes på sagen: I Die Welt skrev hun for nylig, at »europæisk centralisering, europæisk statsskabelse, fællesskabsbasering af gæld, europæisering af sociale systemer og minimumslønninger vil være den forkerte tilgang«.
AKK, som hun kaldes i folkemunde, vil gerne gøre mere for Europa på forsknings-, miljø-, migrant- og forsvarsområdet. Men Monsieur le President må forstå, at Europa ikke kommer før nationalstaten. Det er beskeden fra Berlin.
Det er på ingen måder let at være Macron i denne hektiske tid, og dog virker han mere ivrig og optimistisk end nogensinde før. På hjemmebane slås han fortsat med De Gule Veste og farer land og rige rundt for at binde nationen sammen med sin »store debat«. På udebane kæmper han med at overbevise tyskerne om sine planer, der skal få Europas højrepopulister til at falde i knæ.
Det er ikke underligt, at italienerne er begyndt at bruge Macron som syndebuk for alt det, som står i vejen for opbyggelsen af deres næste hundredsårsrige. Selv tager han modstanden med stolt, oprejst pande: »De ser mig som deres vigtigste fjende, og de har ret.«
Den politiske samtale over den fransk-italienske grænse har den seneste tid nærmet sig noget, der minder om en katastrofe. Den franske præsident har flere gange kaldt sydens populister for »pesten«. For nylig slog Femstjernebevægelsens leder Luigi de Maio tilbage: Frankrigs fortid som kolonimagt gør landet direkte ansvarlig for den afrikanske masseflugt til Europa og de titusindvis af døde på bunden af Middelhavet, sagde han. Han ønskede samtidig De Gule Veste al held og lykke i kampen mod den forhenværende Rothschild-investeringsrådgiver, mens Salvini bakkede sin makker op: »Macron er en forfærdelig præsident!« Kort efter kaldte Frankrig sin ambassadør hjem fra Rom og forseglede dermed den diplomatiske krise.
Der tegner sig efterhånden et klart mønster i europæisk politik: Når de italienske initiativtagere farer frem mod de liberale fjender, følger de andre yderligtgående højrekræfter hurtigt trop. For nylig erklærede Orbán ligeledes krig mod den franske præsident. Det er ikke noget personligt, siger han, »det er et spørgsmål om vores lands fremtid. Hvis det Macron ønsker med hensyn til migration bliver til virkelighed, ville det være dårligt nyt for Ungarn. Derfor må jeg bekæmpe ham.« Salvini, til gengæld, han er »en helt«.
Mange vil sikkert mene, at der ikke er meget nyt under Europas sol. Højrenationalisterne arbejder fortsat på at nedbryde unionen indefra og gøre den kristne stat til det eneste værdifulde i en verden fuld af pigtråd og hegn. Kun forholdet til Ruslands Putin har de for alvor svært ved at enes om. På venstrefløjen tegner sig en dyb kløft. Nogle tager sig til takke med EU’s beståen og de små fremskridt, der sker, når for eksempel banker og techvirksomheder bliver ekstra beskattet. Anderledes forholder det sig for kræfter som franske Jean-Luc Mélenchon, tyske Sahra Wagenknecht og danske Pernille Skipper – for dem er unionen fortsat et neoliberalt monstrum, der aldrig vil blive klassekampens sande arena. Imens forsøger centrumpartierne at forsikre hinanden om, at det hele nok skal gå. Men efterhånden kan de kun være sikre på én eneste ting: Efter valget i slutningen af maj vil der være færre europæere i Europaparlamentet end nogensinde før.
