Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Den spekulative tanke bereder en vej ud

KOMMENTAR. Naturen ødelægges, og folk rammes af økosorg. Det virker som det absolutte topmål af antropocentrisme at vægtlægge, hvor synd det er for mennesket.

Økosorg
Visse tekster er som en urskov, de har deres egen logik. Illustration: Andreas Töpfer

De færreste af os kunne ane, hvordan 2020 skulle udvikle sig, da vi skålede det nye år ind. Den pandemi, vi står midt i, er uden tvivl en massiv udfordring for os alle. Verden er blevet underlig: Nye regler introduceres med korte intervaller, og det sociale rum forvandles fra den ene dag til den anden af diverse labile foranstaltninger.

I oktober havde jeg en massiv allergisk reaktion på antibiotika, som strakte sig over nogle uger. Jeg var søvnløs, mens kroppens histaminer lavede min hud om til et prikkende, stikkende fyrværkeri, hvor røde og blå plamager kom og gik som skyer på et stresset vejrkort. Mine to aloe vera-potteplanter blev langsomt rippet for sine geleagtige blækspruttearme. Køkkenbordet var fuld af pilleglas, men intet kunne lindre den kløende hud som denne underlige, klistrede masse inde i aloe vera-plantens blade.

Mine daglige gåture på den nærliggende kirkegård begyndte at flyde ud, som det også skete under forårets lockdown. Jeg gik ikke længere på stierne, jeg sad ikke civiliseret på bænkene, jeg krydsede ind og ud af de tættest bevoksede steder. Jeg blev stående længe foran et træ – ja, længere end længe, jeg blev stående en time og så på træet, indtil det blev til noget andet end et træ. Jeg blev stående, indtil jeg ikke længere belærte træet om, hvad det var, indtil træet begyndte at bevæge sig ud af alle kendte kategorier og blev til noget radikalt underligt, noget langt mere magtfuldt end mig. Jeg bød det ikke længere på alle mine klicheagtige fordomme om et dumt træ, som står og ser nydeligt ud en kølig efterårsdag; træet begyndte endelig at fortælle mig, hvad det var. Det var noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig. 

At føle sig ét med naturen
Knut Ivar Bjørlykhaug og Arne Johan Vetlesen (red.): Det går til helvete. Eller? Om kjærlighet, sorg og raseri i natur- og klimakrisens tid (Dinamo Forlag, 2020)

I juni udkom Det går til helvete. Eller? Om kjærlighet, sorg og raseri i natur- og klimakrisens tid på det lille forlag Dinamo, som har hjemme på Fornebu, en tekstsamling redigeret af ph.d-studerende Knut Ivar Bjørlykhaug i samarbejde med filosofiprofessor ved Universitetet i Oslo, 60 års jubilar Arne Johan Vetlesen. Det interessante ord »økosorg« kom på bane i forbindelse med udgivelsen. Jeg ved ikke, hvad økosorg er; det er ikke en sorgform, som populærkulturen interesserer sig særligt for. Vi sørger helst over andre mennesker, sorg over dyr og planter bliver gerne lidt cheesy. Naturen kan byde på rædsel i diverse skrækindjagende film, men at føle sig ét med naturen giver mig ikke så mange andre billeder end Poul Reichardt i rollen som den veltilfredse vagabond i den danske komedie Vagabonderne på Bakkegaarden (1958):

Du grønne skov! Du glade lærke!
Åh gudskelov, at jeg kan mærke:
Alt dette er ven med mig!
Har du det som jeg?
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle hjerter, der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og fløjte til en stær
Så har du fundet ud af noget, som er meget værd


Vi kan ikke være sikre på at skoven, lærken, kronhjorten og stærene egentlig er venner med os, men vi vælger at forestille os det, og dette bånd begynder at gøre ondt, nu hvor disse venner er igang med at forlade os i stor stil. 

Det altafgørende bånd til planterne

I den amerikanske Netflix-serie Away (Andrew Hinderaker, 2020) spiller Hillary Swank lederen af et internationalt mandskab på ekspedition til Mars. Serien bevæger sig i et langsomt tempo og fokuserer på det emotionelle samspil mandskabet imellem og relationerne til deres kære, hvis liv fortsætter nede på jorden. Mange af de bedste elementer fra Star Trek går igen her, hvor Mars-rejsen bliver udforsket som eksistentiel og filosofisk størrelse. 

Rumbotanikeren Kwesi i serien Away (2020). Foto: PA/Netflix

I episode 6 og 7 bliver vi bedre kendt med rumbotanikeren Kwesi, hvis job det er at passe på en medbragt have, som med tiden skal udplantes på Mars. Kwesi er født i Ghana og siden adopteret af en britisk-jødisk familie. Hans adoptivfar var botaniker, og omsorgen for planter blev en måde, hvorpå Kwesi kunne takle at blive »omplantet« ind i en ny familie og til det britiske samfund. Kwesis historie handler også om troens betydning, men vi kan vælge at se den som en ikke-sentimental fortælling om menneskers bånd til planteverdenen.

På Mars-ekspeditionen opstår der en vandkrise, og vand må rationeres. Kwesis projekt bliver dræbt i et enkelt ordskifte med rumskibets leder: »I’m sorry, the garden consumes a considerable amount of our water supply.« Kwesi svarer servilt: »I understand, commander« og i løbet af en uge kan han se sine planter visne og blive til intet. Imidlertid strækkes disse scener ualmindeligt langt. Mandskabet samles i Kwesis laboratorium, som var de til en begravelse. I en drømmelignende sekvens befinder lederen sig alene i laboratoriet og oplever et ekstatisk regnvejr bryde løs. Båndet til planterne bliver fremstillet som eksistentielt altafgørende. 

Natuglerne er forsvundet

Af Bjørlykhaug og Vetlesen kan man forvente alvor, og denne forventning indfries, selvom publikationen fremstår med en uafklaret identitet: delvis essaysamling, delvis akademisk antologi. Man skulle ønske, at redaktørerne havde været skrappere og skaffet de akademiske krumspring af vejen. Det nytter ikke at forsøge at gemme de svage tekster (med selvglade referencer til »min afhandling«) inde i midten af bogen, og tro at det fungerer. Del 1 står stærkest med mere essayistiske tekster, hvor skribenterne tager udgangspunkt i egen erfaring.

Redaktørerne selv leverer habile tekster, for eksempel tager Vetlesen udgangspunkt i en oplevelse af at vågne om natten og bemærke, at natuglerne han plejede at lytte til er borte. At området, han bor i, ikke er uglernes hjem længere, gør noget ved ham. En følelse af hjemløshed opstår uden uglernes nærvær. Bjørlykhaug bidrager med en personlig tekst om dyb depression, og Rose-Marie Bank skriver om et liv med kronisk sygdom, og om hvordan et engagement i havens dyre- og planteliv udviklede sig til et helende samarbejde. Næsten alle skribenter har de centrale referencer på plads: Rachel Carson, Alta-sagen, urfolkskundskab, Arne Næss, Greta Thunberg. Lidt krydderi fra mere postmoderne orienterede tænkere som Donna Haraway og Timothy Morton bliver der også plads til. Bogen byder på gode anslag, men bliver aldrig rigtig til en helhedslig kommunikation. 

Sværest bliver det at sætte sig ind i nogle af skribenternes følelsessociologiske udgangspunkt. Er det sådan, vi skal definere økosorg? Som et psykisk problem vi skal drage omsorg for, nu hvor vi har ødelagt verden? Det virker som det absolutte topmål af antropocentrisme at vægtlægge, hvor synd det er for mennesket, at det nu skal lide af klimaangst og økosorg. Kommer det stakkels menneske i terapi, regner vi med, at hun er lidt ude af balance, men kan hentes ind til en genkendelig virkelighed igen. Men hvad skal vi gøre, når det netop er de vante kategorier, som vi klynger os til, der gør, at vi ikke kan åbne os for den radikale forandring, som skal til? 

Hvornår falder vanetænkningen i grus?

Dødt sprog og stivnede kategorier kommer ofte i vejen for at sige noget meningsfuldt om menneskets relation til naturen under en akut klimakrise. Konflikten står mellem normalisering og naturalisering versus underliggøring. 

Hvor mange videoklip skal vi se af vaskebjørne, som danser rundt til latterliggørende cirkusmusik? Hvor mange nuttede katte? Hvor længe skal jeg stå på kirkegården og tale træet til rette, byde det på alle mine perverse følelser, klichéer, påstande og forudfattede meninger? Træet må stå frem med sin radikale anderledeshed. Det er bare at slå de eksistentielle cymbaler sammen, så al menneskelig behagelighed og komfortabel vanetænkning kan falde i grus. Hvad er et træ? Gå hen og spørg træet. Lyt til komponisten Jóhann Jóhannssons Arrival-lydspor (2016) og se for dig det skæve blomsterfrø af et rumskib, som svæver et stykke over jorden uden at invitere nogen ind. 

Dermed bliver det også problematisk, når diverse pragmatikere, senest professor i nordisk litteratur Sissel Furuseth i Bøygen #2/2020, lader sig provokere af det komplicerede sprog, som for eksempel Timothy Morton benytter. Hun oplever, at hun kommer på konfliktkurs med hele sin baggrund, når hun konfronteres med den spekulative tanke:  

Som økokritisk orientert litteraturviter med bakgrunn fra norsk landbruk kjenner jeg ofte på et sterkt indre opprør når jeg leser spekulativ filosofi om natur og miljø. Dette er blitt litt av en identitetskrise for meg. For hvem er jeg egentlig når jeg leser og skriver om natur? Skal jeg være solidarisk med mine universitetskolleger eller med mine foreldre? Det synes å være umulig å føre et språk som begge parter forstår.

Den spekulative tanke bereder en vej ud

Det er muligt, at Furuseth ikke har fået fat i Mortons mest vellykkede tekster, men min egen oplevelse ligner ikke hendes efter at have læst Dark Ecology: For a Logic of Future Coexistence (Columbia University Press, 2016). At vente foran teksten er som at vente foran træet, man må give og give. Af og til er det ikke værd at investere, andre gange bliver teksten pludselig til et underlig landskab, en omfattende struktur, som ændrer på magtforholdet dig og den imellem. Visse tekster er som en urskov, de har deres egen logik. De kan true med at skille dig fra alt du kender, alt du er vokset op med at tro på. 

Dette gælder ikke bare spekulative tekster som Mortons, det peger også mod det bizarre sus omkring den såkaldte virkelighedslitteratur. Den enorme trang til, at romankunsten skal byde på en genkendelig verden gør at vi forveksler virkeligheden – den som er underlig og uforudsigelig – med de tryghedsskabende påstande, som vi har pakket os selv ind i, som var det tusind lag af plastik. Det er ikke altid, man bare kan rive det irriterende julepynt af en tekst, og så fremstår den tilgængelig og forståelig. Der findes masser af dårlige skribenter og elendige tekster – også om klima – men den spekulative tanke er ikke per definition ude på at posere indhyllet i sin egen uforståelighed. Det er underliggøringen, der er pointen. Greb fra kunsten og poesien skal tage os ud af de vante perspektiver, fordi det er der vi kan møde naturen igen – udenfor de fastlåste kategorier. 

Susanne Christensen

Susanne Christensen

Susanne Christensen er kritiker i Kunstkritikk og fast skribent i Vagant.