Den sidste ellevilde googlefest på Jorden

Foto: Per Morten Abrahamsen

ANMELDELSE. 22 år efter den første bog har Pablo Llambías skrevet en stærk efterfølger. Zombierådhus er en sammensat monstertekst.

Hvordan kommer undergangen til at se ud? Nogle af os har nok en fornemmelse af, at flertallet ikke kommer til at reagere, med mindre den viser sig som en dramatisk begivenhed. Den glidebane, vi er på, kan de fleste distrahere sig fra med hverdagens gøremål. Vi klamrer os til dagligdagen, hvor børn uden fremtid skal passes, hvor huse, som alligevel kommer til at ligge under vand, skal fikses op, og hvor kroppe, som snart skal forkulle, trænger til forbedring. Det er nemt nok at afskrive de irriterende kunstnere og kritikere oppe i deres udsigtstårn som alarmister. Deres dystopier kan heldigvis omformuleres i det såkaldte kulturliv. De entusiastiske artikler om forårets nye trend »dystopisk science fiction« bruser frem i kulturaviserne, og litterære agenter står klar til at omfavne den på årets bogmesser.

Pablo Llambías, en af Danmarks underligste forfattere, har netop skrevet en sådan bog. Her skurrer tragedie og komik ofte grueligt mod hinanden, og rammer netop derfor plet med sin generelle undergangsnormalisering. Ingen skingre katastrofestemmer her, men vi er alligevel på besøg i en så gennemført spooky samtidsruin af det danske velfærdssamfund, at selv de mange kreative påfund hensætter denne læser i en tilstand af panikangst.

Llambías’ idérige forfatterskab tog sin begyndelse i 1996 med Hun har en altan. Rådhus fra 1997 blev et slags gennembrud: Bogen blev diskuteret vidt og bredt og nu – 22 år senere – har den fået en stærk efterfølger, der understreger projektet som unikt i sine analyser så vel som i sin æstetiske form. Fra begyndelsen formede forfatterens bøger sig som konceptuelle hybridværker, der vipper på en produktivt uafklaret måde mellem novelle, kortprosa og roman, og det gør Zombierådhus sandelig også.

Den oprindelige Rådhus var forfatterens afgangsprojekt fra det københavnske kunstakademi og inkluderede brudstykker fra researchrejser rundt til landets på det tidspunkt 275 rådhuse. Her spørges borgmestre og øvrige ansatte om, hvorfor der står en skulptur uden for bygningen. Altså et både håndfast og komisk greb med det formål at undersøge kunstens stilling i samfundet, og det var da også meget få af de adspurgte, som egentlig vidste noget som helst om disse – på det tidspunkt – obligatoriske kunstværker, som synes at have overlevet som brudstykker af 70’ernes kunstoptimisme. Kunsten kunne revolutionere samfundet, tænkte man, og de gamle autoritære rytterstatuer blev erstattet af kunstværker uden for de huse, hvor de folkevalgte politikere brugte dagene på at diskutere hvilken form samfundet skulle have, hvilke værdier og drømme, som skulle forme hverdagslivet, og skulpturerne skulle stå derude foran vinduerne og minde de folkevalgte om folkets utopiske samfundsdrømme. Ingen kunne på det tidspunkt forudse hvilken postpolitisk antioplysningstid, som ventede forude.

Med Rådhus fulgte et appendiks med fotografier af alle landets rådhuse. Siden 1997 er der blevet radikalt færre rådhuse på grund af kommunesammenlægninger, og det billedmateriale, som danner grunden for Zombierådhus, er taget fra Google Street View. De mennesker, som tilfældigvis findes på disse billeder i det øjeblik, Googlemanden kører forbi, er blevet til romanpersoner i de 98 tekster, som udgør Zombierådhus. Lyder det kompliceret? Der er for det meste kommet en ganske let og legende bog ud af dette, hvor hver tekst starter som beskrivelser og siden kører af sporet og udvikler deres egen stil og genrepræg.

Men hvad er det egentlig, som beskrives? Det giver mening, hvis man tænker på Joseph Beuys’ begreb om en social skulptur. Således bliver bogen til en række indblik i de fælles byrum, hvor en skulptur skulle have stået, hvor kunsten skulle have trådt i funktion som værdiskabende på samfundsniveau, men hvor der nu foregår alt slags gøgl, tragikomik og terror. Her er en klovn, som optræder, her er en pølsevogn, en morsom zombiefest, en skrækkelig skoleskydning, her er højtlæsning, et massagekursus som bliver til gruppesex, et reality show, som hedder »Hvem bliver spist?«, og foran Morsø Rådhus står en skulptur med navnet »Et dårligt menneske«, som alle spytter på. Tanken bag den middelalderlige gabestok er ikke overraskende blevet reaktualiseret. Zombierådhus deler sine analyser med litteraturkritiker i Information Tue Andersen Nexø i Vidnesbyrd fra velfærdsstaten (Arena Monografi, 2016). Begge bøger interesserer sig for forholdet mellem litteratur og samfund, og beskriver et Danmark, som er gået igennem voldsomme forandringer mod individualisme, privatisering, kommercialisering og digitalisering. Spøgelsesstemningen er påtrængende og kunne lige så vel passe på et postindustrielt England: There is no society, there is no alternative, there is no future, men hos Llambías findes trods alt en heterogen gruppe af potentielle frelsere.

Den ekstreme individualisme fører til, at man i Aarhus er i gang med et projekt ved navn X-Shield Aarhus, et slags stjernekrigsprogram, som skal sikre beboere i bymidten. Lyngby-Taarbæk kommune skal indstille en borger til et internationalt arkprojekt, og på Langeland Rådhus har vicekommunaldirektøren sin egen lille flygtningepolitik. Der er imidlertid nogle figurer, som drager på tværs af de fleste tekster, og det er her science fiction-elementet bliver tydeligt. Et bestiarium af astronauter, som de kaldes på bagsiden af bogen, en sammensat gruppe af dyr, mennesker og genstande ved navn John-den-lille-hund, egernet, vektorregning, mennesket med en forfatter i maven, dådyr, ixodes ricinus, hest, hval, og dig og mig – no less. De er en slags tidsrejsende interventionister, der rejser som et karnevalsoptog gennem disse døde Google Street View-fotografier af en afsjælet verden.

Ved læsningen trækkes man voldsomt mellem sorg og latter, og de to sidder sammen på yderst ubehagelige måder, men der er god plads til at lade tankerne vandre, og det er måske det, jeg så godt kan lide. Zombierådhus er en sammensat monstertekst, som spiser af den første version af Rådhus, af de danske kommuners netsider, af kristne myter og af citater fra film og anden litteratur. In other words, det er en ellevild googlefest, måske den sidste fest på Jorden, som vi kender den.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.