Den romantiske oprører

KOMMENTAR. Debutanten Simon Strauss har skrevet en popsang af en roman på Heideggers og Ernst Jüngers sprog. Det er en uhyggelig blanding.

Hvem er Simon Strauss, denne überromantiske forfatter og teaterredaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung, som i en alder af 29 længes mod en fremtid, der ligner fortiden; som tilsyneladende er angst for livets flydende overgange og drømmer om voldsommere og vildere tider; som nu med næsten et programskrift af en bog, en essayistisk debutroman med titlen Sieben Nächte (Syv nætter), står anklaget for at levere brændstof til det fremadstormende nye højre?

Han er – som navnet antyder – søn af Botho Strauss, den kontroversielle kulturkonservative digter og dramatiker, som i 1993 skrev det opsigtsvækkende essay »Anschwellender Bocksgesang« (Tiltagende bukkesang), der gik som en mejsel ned gennem det genforenede Tyskland med sin opfordring til befolkningen om at slås »indadtil for det, som er vores«. I mødet med de fremmede skulle man »spørge sig selv, om den tolerance, man udviser, er ægte og selvstændig, eller om den skyldes det forkrampede tyske selvhad«. Hvis den tyske kultur skulle ende med at gå under, ville det være tyskernes egen skyld.

Mens Strauss den ældre blev angrebet på alle leder og kanter og hurtigt blev en paria i mange kredse, ser Strauss den yngre ud til at have mere held med sig: I den venstreliberale avis Die Zeit mener kulturkritikeren Florian Illies, der tidligere har skrevet om kunstens uskyldige 90’er-ironikere, at Sieben Nächte kan blive »bogen for den kommende generation«. Imens ser Volker Weidermann, litteraturredaktør i Der Spiegel, »en lidenskabelig, frygtløs, traditionsberuset, fremtidssøgende kamp mod uklarheden« i Strauss’ roman, som han mener er »et manifest for mere mod på patos, for sensualitet, åbenhed, entusiasme, opposition, strid og tårer«.

Sieben Nächte er en bog om en mand i slut-20’erne, som står på tærsklen til et voksenliv med familie, job og karriere. En sen aften sidder han lænet ind over sit skrivebord. Regnen slår mod ruden, og han frygter med bankende hjerte for, hvad der skal ske – »den som bliver i bekvemligheden, mister længslen, tilskyndelsen«. Han er bange for senere at kunne se tilbage på et gråt, udflydende liv. »For at jeg vil miste følelserne, at jeg tillægger mig vaner. For den tørre sikkerhed, knæfaldet for det konventionelle.« Derfor skal han hver nat og indtil den lyse morgen – nærmest som i en faustisk pagt – gennemleve og skrive om de syv dødssynder. Men det er alt sammen tilsyneladende kun for at genopstå: »Det skal være det første og sidste åndedræt. En opvarmning til det store show lige før slutningen.« Aldrig har overgangen til 30-årsalderen lydt så meget som Vesterlandets undergang.

Og sådan bliver det. Vi følger S, som han hedder, gennem dette slutspil, hvor han udlever sine inderste fantasier. Men de syv kapitler – der er helliget hver sin dødssynd – er lige så meget en anledning for Strauss’ romanfortæller til at forbande det bestående, det pæne og velordnede, samfundets konsumerisme, konformisme og postmoderne ironi.

Faktisk er der stort set ikke det, som undslipper Strauss’ kulturkritik: Morgengymnastik, vand uden kulsyre, ægteskabskontrakter. Ifølge Strauss’ hovedperson er vi blevet så optagede af fornuften og altings nytteværdi, at vi helt har glemt at tænke på andet end vores egne behov. »Jeg har ingen tillid til nogen,« betror fortælleren læseren. »Jeg kender ikke engang mine naboer.« Og når samfundet er så fragmenteret, forstår man, kan der ikke længere udrettes noget stort. Kun den borgerlige tilværelses blødgørende normer ser ud til at holde samfundet på plads. Det er ikke for ingenting, skriver Strauss, at Bartlebys bevingede modstandsord »I would prefer not to« – som ofte er blevet citeret af de venstreradikale filosoffer Slavoj Žižek og Giorgio Agamben – har vundet frem i denne tid. Selv venstrefløjens »hemmelige« kampråb er sunket ned i slaphed og individualisme. Dette er Strauss’ kulturkritik, når den er mest interessant.

Men er det overhovedet muligt at forestille sig, at tingene vil forandre sig fundamentalt?, synes romanen at spørge. Her er Strauss fuldkommen ublu, også selvom han lægger nogle af de mest radikale synspunkter i munden på andre personer end protagonisten. Som ofte hos litteraturens højromantiske helte optræder der en mystisk determinisme som udslag af deres frygt for normaltilstanden. I kapitlet om dovenskab føler han, at »en vigtig« person taler til ham gennem tv-skærmen, nærmest som fra det hinsidige:

De fremmede er en fare. En fare for alle, som tror, at deres liv vil fortsætte som før. (…) Men de fremmede nærmer sig. De vil udfordre, begrænse, forvandle og forandre os. Mange af dem er syge af oplevelsen, er blevet smittet med den farlige virus Mindet. De, som nu bor iblandt os, i vores samfund og byer, tager brusebad, spiser og græder her, de, der begår fejl og raser, har en rigtig skæbne, ikke bare et falskt liv. De er i gammel forstand henkastet. Hvis vi tillader dem og os at blive hjemme og trække i gardinerne – hver for sig, uden modstykke – vil det gå galt.

Der er ingen grund til at tro, at Strauss ikke ved, hvad han gør. Sieben Nächte er hele tiden på grænsen til at være overgjort og overtydelig, men dens nerve ligger også i den hyperbolske og helt åbenlyse famlen mod en idé- og følelsesverden, som er mere fyldig end noget håndfast politisk program. Strauss’ bog er fuld af disse dystre, elegiske passager, faktisk er den én stor manifestation af drømme og skæbnetvang, længsler og håb. Den er som en popsang skrevet på en blanding af Heideggers og Jüngers tysk, skrevet for at føre de unge drenge og piger med ind i kampen: »Vi mangler ilden. Modet. Vi, de evige toere.« Den forbinder ungdomsromantik med den tyske overleverings mørke sider for at finde frem til en kontrarevolution, der skal etablere en ny traditionsbevidst kultur fra højre. Strauss’ bog frygter ikke klichéen, og den er ikke bange for at fetichere angsten og outsiderrollen. For at hjerte rimer på verdenssmerte, og for at undergangen er en renselse for menneskets sjæl.

Betyder det så, at Sieben Nächte er en fascistisk roman, som Die Zeit spurgte i januar? Nej, for den appellerer ikke til, at staten og folket sættes højere end det enkelte menneske. Den gør sig ingen tanker om at knytte mennesket til blodet og jorden. Faktisk er den alt for modsætningsfuld – det ser man også i dens forhold til utopier: Først efterlyses de, så forkastes de. Hvis Strauss drømmer om noget, er det alene idéernes verden, de kulturelle myter og Goethe. Kun sjældent koncentrerer han sig om den hverdag, som er fælles for de fleste.

Men det betyder ikke, at bogen kan sige sig fri for at forsøge at genrejse nogle af de idéer, som var med til at fodre det fascistiske monster. Ganske vist prøvede skribenten Alan Grabovac i avisen TAZ (08.01.18) at sætte Simon Strauss i ledtog med Alternative für Deutschland ved at henvise til nogle tilfældige møder, han skulle have haft med den højreekstreme publicist Götz Kubitschek, der flere gange har talt til Pegidas demonstrationer. Men det ligner mest af alt et billigt forsøg på at karaktermyrde forfatteren. Nej, ønsker man at kritisere Strauss og hans indtog på den tyske litterære scene, er der rigeligt at tage fat på alene i Sieben Nächte.

Det kan egentlig siges helt kort: Historien og den gamle tyske fælleskultur, det er der, hvor Strauss finder det abstrakte grundlag for det sande liv. Det er det, som besjæler den for ham tomme tilværelse. Tager man romanens søgen alvorligt, synes den at udpege to veje, som fører frem til fortidens staldvarme: Man kan forsøge at skrive om de »strålende lysninger« i skoven, hvis man vil væk fra dette »dystre datarige, hvor ingen ved, hvordan man skal begynde«. Det er heideggersk for at sige, at man må skrive om de store idéer. Eller man kan tillade sig selv at være vred igen: »Egentlig er vrede, ja, en følelse fra en anden tid.« For som der også står i romanen: »Den vrede person er blevet en syg person. En radikal, der bringer befolkningens trøstende sindstilstand i fare.«

For Strauss er vreden imidlertid ikke ressentimentets vrede; den udgøres ikke af de undertryktes revanchering over for undertrykkerne, som har været drivkraften i mange af i historiens store frigørelsesbevægelser. »Hvis man tænker for meget på lighed i begyndelsen, mister man modet til at handle«, skriver han. Strauss’ forestilling om vreden svarer mere til den idé, som den tidligere Peter Sloterdijk-assistent (og nu AfD-politiker) Marc Jongen har taget fra sin gamle underviser og dernæst perverteret: For både Strauss og Jongen handler den sande vrede om heltedåd, om at gå imod strømmen. Det er sådan man fører modstandskamp, bare på sin egen uhyggelige måde. Hvordan ser man det? Til sidst i romanen kommer Strauss med et overraskende eksempel: Da forfatteren Stefan Zweig – på en PEN-konference i Brasilien i 1940 – blev opfordret af et stort hold journalister til at deltage i en skriftlig protest mod Hitlers Tyskland, nægtede han. Han, jøden, der var drevet ud af sit eget hjemland, svarede: »Mine herrer, jeg kan ikke skrive imod noget, uden at være for noget.«

Ingen kan med sikkerhed sige, hvorfor Zweig svarede, som han gjorde. Frygtede han for repressalierne; for hvad der ville ske med ham og hans familie? Ikke hvis det står til Simon Strauss. I stedet var det tilsyneladende Zweigs hensigt at sige, at modstanden var ubrugelig, når nu han befandt sig i et miljø af ligesindede. »I en situation, hvor alle på den ene side er enige, giver kaldet på modstand ingen mening, og det har ingen effekt«, skriver Strauss. »Kun hvor man er i mindretal, og de andres slogans lyder højere, er modstanden en heroisk handling.«

Dette er ikke bare uheldigt, men mildest talt foruroligende læsning. Her påstår Strauss, at lige præcis han, som ikke vil protestere mod Hitlers Tyskland, har forstået, hvad der er den sande heroiske handling; at netop han har gennemskuet, hvad der er det sande mod. Her er der grund til at stoppe op, for dette kan kun skrives af en mand – og her gælder det Strauss – som er så forblændet af idéernes verden, at han er villig til at glemme historien og de millioner af jøder, som måtte lade livet under Andens Verdenskrig, for at han selv kan fremdyrke noget, som minder om en idealistisk modposition. Her må man tænke på, at disse mennesker døde, netop fordi der var for få, som havde modet til at tale dette morderiske systems forbrydelser imod. Det er uklart, hvad der fik Zweig til at udtale sig, som han gjorde, men det er også meget sandsynligt, at hans ord var udtryk for lige præcis det modsatte af heroisme: At han, som tusindvis af tyskere, forståeligt nok frygtede for sit eget og sine nærmestes liv, hvis han konfronterede nazisterne med deres gruefulde ugerninger.

Derfor kommer Strauss’ bog heller ikke under falsk deklaration. Den er, som den selv siger i åbningskapitlet, en kamp mod fornuften og en fuldtonet hengivelse til følelserne: »Suveræn er den, som har den stærkeste fantasi, ikke den skarpeste ratio.« Man kan grine meget af Strauss og Sieben Nächtes længsel mod en mere romantisk og patetisk verden. Men den er også mange steder et stærkt medrivende diktat til tidernes skiften, et overvældende yderstandpunkt imod det bestående samfunds konsensus, og netop af den grund en ubehageligt indtrængende roman.

Teksten vil også blive publiceret i Vagant 1-2/2018, som udkommer medio juli.
Læs også Gina Tandbergs norske oversættelse af åbningen på Sieben Nächte.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Facebook

Twitter