Den nationale neurose

KOMMENTAR. I 12 år har Angela Merkel fremstået som afpolitiseringens mester. Men varer det ved?

Inden det tyske valg udtrykte forfatteren Frank Witzel sig med stor bekymring i Der Spiegel: »Fortiden nærmer sig fra fremtiden. Det er den store katastrofe. Rædslen, som vi frygter, ligger allerede bag os. Og alene fordi vi kender den så godt, er vi kun endnu mere bange.«

Nu er det blevet en realitet: For første gang siden Anden Verdenskrig er et højrepopulistisk parti repræsenteret i den tyske forbundsdag. Ved søndagens valg fik Alternative für Deutschland (AfD) 12.6 procent af stemmerne – hvoraf langt størstedelen kommer fra det gamle Østtyskland. I forbundsregionen Sachsen, som i årtier har været en bastion for Angela Merkels CDU, blev det højreradikale parti størst.

At AfD stormede ind i Bundestag var ingen overraskelse. Udviklingen har stået på længe. Først kom finans- og eurokrisen, hvor tyske banker lånte penge ud til betalingen af græske gældsposter. Siden kom den såkaldte flygtningekrise. Det EU-kritiske AfD er utvivlsomt en reaktion på kanslerens 12-årige regeringsførelse. Men da hun på valgaftenen trådte frem foran sine partimedlemmer, reagerede hun på det nye parti med vanlig pragmatisme:

Naturligvis er der en udfordring, som truer os for fremtiden, og det er den, at AfD er kommet ind i parlamentet. Vi kommer til at skulle vinde de, som stemte på AfD, tilbage ved at løse deres problemer, ved at tage deres bekymringer alvorligt – deres frygt i nogle sammenhænge – men også ved at føre god politik.

Mens andre partiers spidskandidater samme aften anvendte lejligheden til at udtrykke den største fordømmelse af AfD’s indtræden i Forbundsdagen, forsøgte Merkel at gøre det, som hun altid har gjort: At afvæbne sine nærmeste parlamentariske modstandere. Asyllovgivningen er allerede blevet strammet flere gange i de seneste par år, og for tiden står 226.000 afviste asylansøgere til at blive sendt ud af landet. Talen søndag aften var endnu et signal om, at Merkel ikke er færdig med at forsøge at dæmpe indtrykket af de politiske uenigheder, som ellers er vokset i de senere år.

Aftenpostens udenrigspolitiske kommentator, Frank Rossavik, kunne for nylig referere til en frisk YouGov-måling, som viser, at vælgerhavet i en række centrale spørgsmål er i stærkt oprør mod Merkels politik. Mens kansleren hævder, at islam er en del af Tyskland, svarer 70 procent af befolkningen det modsatte. Herudover kunne Rossavik også fremhæve en nylig måling foretaget af Konrad Adenauer-Stiftung, der fortæller, at 42 procent af tyskerne ofte frygter fremtiden. Og det er på trods af den udsædvanlige politiske stabilitet, den lave arbejdsløshed og det økonomiske overskud, som landet har skabt. Til gengæld er uligheden voksende: De rigeste 10 procent ejer 60 procent af landets værdier.

Den tysk-ungarske aviskommentator Peter Rásonyi mener, at valgresultatet kan tolkes meget enkelt: Kanslerens »strygejernslignende krav på rigtigheden af ​​hendes beslutninger« hjælper hende ikke med at genvinde disse vælgeres tillid. Det handler om bekymringen for hele den føderale politik, skriver han. 40 procent af vælgerne i de nye bundesrepubliker gav søndag et af ​​de to protestpartier, AfD og Die Linke, deres stemme – mere end dobbelt så mange som i det tidligere Vesten. 30 år efter Berlinmurens fald er strukturproblemerne i Forbundsrepublikken Tyskland endnu ikke blevet løst.

Med disse politiske, sociale og økonomiske forskelle i tankerne, kan det virke underligt, at Angela Merkel nu på 13. år kan blive ved med at samle så mange vælgere bag sig. Men kansleren er uden tvivl den politiker, som tyskerne har mest tillid til. Ifølge en måling foretaget af Tagesschau mener hele 75 procent af vælgerne, at Merkel er den mest ledelsesstærke kandidat. Hun formår at føre landet sikkert gennem en tid, hvor højrepopulismen virker som en trussel mod et Tyskland, der ser det som en af sine vigtigste opgaver at sikre ro og stabilitet i Europa.

I en tekst i Neue Zürcher Zeitung fra før valget mener filosoffen Peter Sloterdijk imidlertid, at Merkels succes ikke så meget skyldes hendes førte politik, men nærmere den ikke-politik, hun fører:

Til Merkel-æraens socialpsykologiske resultater hører, at hun har uddrevet hele den tyske vælgerbefolknings sans for det »interessante« – eller det progressive, som man måske ville have kaldt det før i tiden.

I Tyskland har der af klare historiske grunde været en solid opbakning til den konsensusbårne politik og ansvarlighedsretorik, man ser i parlamentet. »Aldrig igen«, sagde tyskerne til hinanden efter krigen. Men ifølge Sloterdijk har Merkel formået at udbrede sit slogan »ingen eksperimenter«, så det indtil for ganske nylig har udraderet ethvert mulighedsrum i tysk politik. Merkel synes at være den første statsleder i historien, der har stillet kedsomheden som politisk kraft i sin tjeneste, mener han:

Man har kaldt Merkels regeringsstil for et letargokrati for at beskrive den langsomhed og profilløshed, der kendetegner hendes politiske reflekser. Letargokratisk er vitterlig også hendes insisterende brug af kedsomhedsvåbnet, ved hjælp af hvilket hun har instrueret en betragtelig del af befolkningen i ikke længere at interessere sig for politiske anliggender. Dette formål tjener også den kalkulerende upåfaldenhed ved hendes sprog, som bandlyser enhver antydning af interessanthed fra den politiske sfære, for slet ikke tale om overdrivelsens ånd. Merkels optræden, hendes gestik, hendes garderobe, hendes frisure osv. er dele af en ubetydelighedens retorik. Hun smiler til dem, der er letsindige nok til at undervurdere hende.

Ifølge Sloterdijk personificerer Angela Merkel simpelthen en søgen efter kompromiset mellem de tyske interesser og hensynet til naboerne. Dette er hendes store lykketræf, mener han. Hun er anti-Berlusconi, anti-Putin, anti-Erdogan, anti-Kaczynski, anti-Orban, anti-Trump i én og samme person. Men det er også på den baggrund, siger Sloterdijk, at Merkel indtager en væsentlig position i historien om »politikkens afpolitisering«. Helst tier hun de mest prekære spørgsmål ihjel eller overtager andre partiers hjertesager. Nogle eksempler: Atomkraftværkernes fremtid efter Fukushima-katastrofen, homoægteskaber eller minimumslønninger, som socialdemokraterne fik igennem trods stærk modstand fra CDU, men som Merkel nu støtter til fulde. I kraft af sin såkaldte storkoalition med Socialdemokratiet er det lykkedes hende at bedøve hele det tyske politiske centrum. Og derfor er hun også årsagen til, at der nu på yderfløjene, og særligt til højre i det politiske landskab, opstår nye alternativer.

Filosoffen Heiner Mühlmann beskrev sidste år i Neue Zürcher Zeitung (05.05.16), hvordan Merkels fremgangsmåde hele tiden har været et forsøg på at undgå, at andre vælgergrupper end hendes egen bliver mobiliseret. I årevis har kansleren forsøgt at nedtone de diskussionsemner, som ellers ville optage vælgerbefolkningen. Og det er farligt, hævder Mühlmann. Under en sådan »politisk udsættelse« skabes et vakuum, i hvilket andre kræfter hurtigere end forventet kan trænge ind. Og det er dette, vi nu ser resultatet af i tysk politik.

Der er altså tale om mere end bare politiske krusninger på overfladen. Merkel har de forgående år skabt en tidsboble, hvor sågar selve tænkningen synes at være blevet demobiliseret. For at sige det med Mühlmanns ord: Tyskland har befundet sig i en forsinkelsestid. Og i slutningen af ​​denne udsættelse opstår der en kaoshorisont, hævder han, bag hvilken en ny type bæredygtighedskatastrofe lurer. I den vil ikke kun CO2-gasser og det stigende havniveau være blandt de materielle substrater af en kaotisk udvikling, men også vi mennesker selv. Pludselig springer boblen, og de hidtidige handlemuligheder virker ikke længere. Simpelthen fordi tænkningen er gået i stå.

Tak til Adam Paulsen for oversættelse af citater fra Peter Sloterdijks tekst.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.