Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirtutgaver i året

Den globale verdens nye tænkere

KOMMENTAR. Franske Le Nouveau Magazine Littéraire kårer verdens mest betydningsfulde intellektuelle. Det er en opgørelse fuld af interessante valg.

Når man skal opstille en liste over verdens 35 største nulevende tænkere, melder der sig straks en række vanskelige spørgsmål. Først: Hvad er overhovedet en tænker? Eller måske bedre: en intellektuel? Og hvordan afgør man omfanget af deres bidrag til verden? Dernæst: Er det som europæer overhovedet muligt at se bort fra sit vestlige udgangspunkt, når man skal lave en sådan opgørelse, der nødvendigvis må inkludere nogle af Den tredje verdens foregangsmænd og -kvinder?

Det franske månedsblad Le Nouveau Magazine Littéraire indrømmer da også, at de langt fra sidder inde med alle svarene. I det nye januarnummer skriver journalist Patrice Bollon i sin introduktion til listen, at en sådan samtidskanon utvivlsomt har afstedkommet en række subjektive og arbitrære afgørelser: »Vi har forsøgt at komme fri af vores ›eurocentrisme‹ i disse opgørelser, som normalt begrænser sig til citeringen af vesterlændinge. At bryde med dette er ikke let.«

Vil man diskutere retningen, som verden har taget i det 21. århundrede, er der imidlertid ingen vej udenom. Magasinet har selvfølgelig inkluderet flere afrikanske og arabiske stemmer (men overraskende nok ingen sydamerikanske), selvom disse stemmer først nu er ved at indtage en plads på tankens intellektuelle skakbræt, som Bollon skriver.

Det er imidlertid ikke det eneste ved listen, som har voldet magasinet hovedbrud. Også begrebet »intellektuel« er vanskeligt at definere, tilstår Bollon. Det er vagt og involverer potentielt set et utal af forskellige typer: alt fra politiske aktivister til eksistensfilosoffer. For at forhindre yderligere forvirring har Le Nouveau Magazine Littéraire valgt at udelukke alle forfattere. Det er til trods for, som Bollon skriver, at Michel Houellebecq i Tyskland regnes for en af sin tids største sociologer, mens Haruki Murakami i Japan anses for en af landets største intellektuelle. Men det efterlader også et andet spørgsmål: Behøver alle intellektuelle at have skrevet betydningsfulde bøger for at kunne få plads på listen? Det giver Bollon ikke noget klart svar på. Og dog: Næsten sidst på den unummererede liste finder man kontroversielt nok Steve Bannon, Donald Trumps tidligere toprådgiver.

For nemmere at kunne retfærdigøre de svære valg har Le Nouveau Magazine Littéraire besluttet at inddele de 35 intellektuelle i seks kategorier: de fundamentale tænkere (som tilvejebringer nye begreber og perspektiver på den menneskelige forestillingsverden), samfundskritikere, pionerer, meningsdannere, alarmister samt en kategori, som indeholder et miks af aktivister, ideologer og publicister. Der er ikke vandtætte skodder mellem disse kategorier; de er mest af alt til for at skabe klarhed over de forskellige tænkeres arbejde og handlemåder, fortæller Bollon.

Det, som måske falder først i øjnene ved Le Nouveau Magazine Littéraires liste, er fraværet af nogle af den europæiske offentligheds superstjerner. Hverken Slavoj Žižek, Francis Fukuyama eller Jürgen Habermas er repræsenteret her. Heller ikke den aktivistiske franske nyfilosof Bernard-Henri Lévy figurerer på listen. Noget man ikke kan undgå at læse som et signal om, at disse tænkere allerede tilhører verden af i går.

I det hele taget er der meget, som tyder på, at Le Nouveau Magazine Littéraire har forsøgt at lade være med at skele til den angelsaksiske verdens største mediefilosoffer. Hverken den amerikanske meningsdanner Mark Lilla eller den canadiske youtube-helt Jordan Peterson er med her. Heller ikke en ambitiøs og til tider polemisk essayist som indiske Pankaj Mishra har tilsyneladende tilvejebragt nok intellektuelt tankegods til at blive lukket ind i franskmændenes varme.

I stedet ser magasinet ud til at ville prioritere tænkere, der som en anden avantgarde formår at inspirere en intellektuel elite verden over. Alene det, at man på listens første side finder den amerikanske etikfilosof Joan Tronto og ghanesiske Kwasi Wiredu (som blandt andet står bag begrebet »konceptuel afkolonisering«) vidner om, at Le Nouveau Magazine Littéraire også har været interesseret i at overraske, måske endda provokere sine faste læsere. Man skal således hen på listens femte side, før franskmændene kan forsikre sig om, at den gamle filosofiverden stadig står: Her får franske Bruno Latour og hans tænkning omkring den antropocæne tidsalder en fyldig introduktion.

Faktisk virker det til, at Le Nouveau Magazine Littéraire ikke bare har villet kortlægge, men også har ønsket at komme med et offensivt bud på, hvem og hvilke tanker, der bør have plads i den intellektuelle sfære. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke på forhånd var bekendt med indiske Sanjay Subrahmanyams materielle historieskrivning eller marokkanske Taha Abderrahmans indflydelsesrige arbejde med at forme en modernitetsfortælling baseret på islam og de arabiske traditioners værdier og principper. Og jeg kunne nævne flere endnu, herunder den schweiziske teolog Pierre Gisel.

Når det kommer til de såkaldte samfundskritikere har Le Nouveau Magazine Littéraire imidlertid valgt at spille ud med en række sikre vestlige kort: Amerikanske David Graeber tillægges stor værdi for sit antropologiske arbejde og sin toneangivende rolle i forbindelse med Occupy Wall Street; Judith Butler kaldes »en stjerne i den postmoderne tænkning«, mens tyske Axel Honneths anerkendelsesteorier samt Hartmus Rosas idéer om modernitetens accelerationsprocesser også vies godt med spalteplads. Her er der med al tydelighed ikke bare tale om samfundsrevsere, som nu har fundet den største ølkasse at kravle op på. Kategorien udgøres snarere af folk, som helliger deres intellektuelle arbejde til at reflektere dybtgående over det vestlige samfunds sygdomstegn.

På en helt anden kant finder man de såkaldt pionerer eller futurister (les défricheurs). Det gælder blandt andre amerikanske Raymond Kurzweil og hans positive indstilling til informationsteknologiens udvikling; Jeremy Rifkin og hans begreb om »den tredje industrielle revolution«; Donna Haraways cyberfeminisme samt den i øjeblikket allestedsværende Yuval Noah Harari og hans overvejelser om kunstig intelligens.

Nogen vil på dette tidspunkt nok begynde undre sig: Hvor er den altoverskyggende venstrefløjsøkonom Thomas Piketty? Og bare rolig, han er selvfølgelig på listen i den kategori, der bedst lader sig oversætte til vækkelsestænkere eller alarmister (les lanceurs d’alerte), sammen med australske Peter Singer, tyske Harald Welser, amerikanske Robert J. Gordon og selvfølgelig klimaforkæmperen Naomi Klein.

Som man kan se, har Le Nouveau Magazine Littéraire en forkærlighed for venstreorienterede eller socialliberale tænkere. Ikke desto mindre er der også blevet plads til et par af højrefløjens foregangsmænd. Foruden Steve Bannon finder man den britiske nykonservative tænker Roger Scruton på listen. De indtager begge en plads mellem den franske maoist Alain Badiou og den belgiske populismetænker Chantal Mouffe i den kategori, der blander ideologer, aktivister og publicister.

I det store hele virker det til, at Le Nouveau Magazine Littéraire har valgt at fokusere på det akutte nu og de ideologiske og filosofiske strømninger, som påvirker os mest i dette øjeblik. Men der er bestemt også udvælgelser, der ser ud til at pege ind i en ny epoke.

Blandt aktivisterne, ideologerne og publicisterne finder man således også kineseren Zhao Tingyang, som argumenterer for en ny global politisk filosofi, baseret på den gamle kinesiske filosofiske lære, kaldt tianxia.

Tingyangs idéer placerer sig som et fredeligt modbillede til Thomas Hobbes’ tanker om de evigt konkurrerede civilisationer og indebærer kort sagt, at der blandt verdens befolkninger findes en universel vilje til integration og harmoni. For som den gamle konfucianisme bebuder: Menneskets væren er kun defineret i relation til andre, aldrig ud fra menneskets individuelle eksistens. Og med det forsøger Tingyan at tegne et alternativt koncept for verdensindretningen baseret på blød magt, i skarp kontrast til Trump-æraens brutale magtforståelse.

Hvis den vestlige politiske opfattelse i dag er kendetegnet – endda flere steder på venstrefløjen – ved et »os« og et »dem« (eller som Trump siger: vindere eller tabere) kan morgendagen altså meget vel blive vækkelsespunktet for en ny besindelse på global samhørighed, i et andet og østasiatisk-domineret verdenssystem. Ja, hvem ved? Det gør formentlig kineserene. Det siges jo, at vi alle en dag bliver som dem.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no