Den der ler sidst …

Om klovnen Sarko og alle de andre artister.

Tidligere publisert i Vagant 4/2008.

Alain Badiou:
De quoi Sarkozy est-il le nom?
lignes, 2007

Yasmina Reza:
L’aube le soir ou la nuit
Flammarion Albin Michel, 2007

Nicolas Sarkozy er en klovn. Ikke på grund af hans politik. Selvom der er nok at være uenig i, er den ikke så markant at den kan kvalificere så stærke udtryk. Nej, det der gør Sarkozy til en klovn – ikke en hvid klovn, vel at mærke, men en klassisk trist klovn med eller uden rød næse – er hans læber. Hans fyldige læber, der synes at bevæge sig frit rundt i et ansigt de er alt for store til; et ansigt hvor der ligesom er alt for meget hud, hængende øjenbryn, kødfulde kinder; og alt sammen placeret på en mand der tydeligvis er for lille og helt uden format til at bære det. Sådan ser en klovn ud. En trist, tragisk klovn, der falder på halen og selv får de lagkager i ansigtet, som han havde udset sig andre som mål for.

Sådan en karakteristik er ganske respektløs over for en statsmand fra en af verdens, trods alt, førende stormagter. Ikke desto mindre ligger den nær mange af de hånlige beskrivelser, den franske præsident har været udsat for i dette forår. Fra at have vundet en sikker og overbevisende valgsejr sidste år, har Sarkozy sat nye rekorder som den mest upopulære siddende præsident nogen sinde, ikke mindst med henvisning til hans fremtoning og hans manerer, som da han for nylig afviste en tilhører der ved en landbrugsmesse ikke ville tage hans hånd, med det siden berømte udråb: »Casse-toi alors, pauvre con!«, der i oversættelse betyder noget i stil med: »Pis af, idiot.« Sådan noget sætter franskmændene ikke pris på. De er vant til veluddannede politikere fra det bedre borgerskab. Enarker uddannet på den prestigefyldte École Normale d’Administration. I modsætning til Sarko, der forsøgte sig med en uddannelse på Sciences Po, der fungerer som adgangsvej til ENA, men tidligt måtte opgive på grund af manglende evner. Så de fortryder, gør de, at de valgte en lille utiltalende mand med gummiansigt til præsident, uagtet at de fleste utvivlsomt er ganske enige i den politik han fører. Den eneste formildende omstændighed er at Sarko, tre måneder efter skilsmissen fra hustruen Cecilia, giftede sig med supermodellen og sangeren Carla Bruni der er både køn at se på og fornuftig at høre på. Hvis hun kan forelske sig i ham, må der alligevel være noget ved ham, synes rationalet at være.

Men selv om Sarkozy lige nu ikke står franskmændenes hjerter nærmest, er det utvivlsomt endnu alt, alt for tidligt at afskrive ham. Han har igennem hele sin karriere, for at bruge en politisk kliché, vist sig som en terrier der ufortrødent fortsætter trods modstand og forhindringer, og chancerne er gode for at han til næste valg netop klemmer sig op over de 50% ligesom hans amerikanske modstykke George W. Bush. Der synes at være noget i tiden der producerer politikere, der lader kritik og dårlige meningsmålinger prelle af, vel at mærke ikke til fordel for en visionær politik, men tværtimod til fordel for den rene bekræftelse af deres eget ego. Vi elsker, som vi altid har gjort det, at kritisere vores ledere, men hvor denne kritik tidligere gav ledere der forsøgte at stå fast og stå imod, i realiteten eller som ren positur, ser vi nu ledere der i stedet svælger i rollen som objekter for andres hån, som klovne med andre ord, der agerer skydeskive for publikums latter, men som vel at mærke selv har situationen under kontrol og publikum i deres hule hånd.

Sarkozy er således helt uden tvivl et symptom, uden at det står helt klart hvad det er han er et symptom på. Og måske derfor har det sidste år ikke alene budt på kritik og forhånelse, men også på en række analyser der på forskellige måder forsøger at komme bag om fænomenet Sarko. To af de mest interessante, der begge har levet deres liv højt placeret på bestsellerlisterne, angriber præsidenten på vidt forskellige, men gensidigt oplysende måder. Tidens konge blandt de radikale filosoffers, Alain Badiou (f. 1937), analyserer, som det fremgår af titlen, i essayet De quoi Sarkozy est-il le nom?Sarkozy som et rent symptom på en underliggende strømning, som et egennavn der betegner og personificerer en tendens i tiden. Sarkozy er ifølge Badiou et symptom på frygten og den politiske apati i et kriseramt Frankrig, der sammenlignes med Frankrig under den lidt for samarbejdsvillige Vichyregering i 2. Verdenskrig. Dengang var det maréchal Petain der nød godt af franskmændenes angst for krigen, i dag er det Sarkozy der nyder godt af et fransk folk lammet af frygt, nu for indvandrere, terror og stigende globalisering. Resultatet er, nu som dengang, en regering der ikke opstiller idealer, men tværtimod alene søger at tækkes. Essayet er både en svidende karikatur af l’homme aux rats – rottemanden Sarkozy der som Freuds patient for alt i verden søger at undgå at træffe nogen beslutninger overhovedet, paralyseret af frygt – og en aktualisering af Badious mere principielle filosofiske og politiske forfatterskab i forlængelse af hans overvejelser over forholdet mellem individ og samfund i specielt L’éthique, essai sur la conscience du mal (1993), Abrégé de métapolitique (1998) og det sene hovedværk Logiques des mondes (2006).

Billedet af Sarkozy er derimod noget mere positivt i Yasmina Rezas (f. 1960)L’aube, le soir ou la nuit, der er resultatet af et års observationsarbejde hvor Reza har fået lov at følge Sarkozy i hans arbejde som indenrigsminister og i kampagneperioden frem til valget. Yasmina Reza er først og fremmest kendt som dramatiker, blandt andet for stykket Art (1995), der blev en international succes og vandt talrige priser, men hun har også de to romanerHammerklavier (1997) og Une Désolation (2001) bag sig. Det var således lidt af en overraskelse at Sarkozy indlod sig på projektet, og resultatet, der ikke er en traditionel reportage, men bærer undertitlen roman, var ventet med stor spænding. Rezas roman er et forsøg på at skildre mennesket Sarkozy, men vel at mærke også her i en symptomatisk forstand, nemlig som individ formet og farvet af de magtspil og det magtapparat han er placeret i. Et spaltet menneske, der spiller det politiske spil bedre end nogen, men som samtidig har meget svært ved at finde sin plads i verden, »De er utvivlsomt rovdyr i deres egen arena, men udenfor er de tamme,«1 skriver Reza om politikerne i bogens indledende afsnit og understreger således romanens fokus på dobbeltheden: det er privatmanden Sarkozy der skrives om, men privatmanden Sarkozy i sin funktion som offentlig person.

De begivenheder der skildres, og de begivenheder Reza har fået lov til at følge, er i sagens natur hovedsageligt offentlige begivenheder og beskrivelser af livet bag scenen med kampagnemedarbejderne og de politiske konsulenter. Privatlivet med konen Cécilia lades, som det mange steder er blevet kommenteret, bemærkelsesværdigt uberørt. Med god grund viste det sig, da Nicolas og Cécilia få måneder efter valget lod sig skille. Bogens efterskrift rummer en tak til Cécilia, og i bagklogskabens lys står en række scener i bogen tydeligt frem som symptomer på det forestående, som en beskrivelse af en togtur hvor Sarko utålmodigt venter på et telefonopkald som aldrig kommer, et telefonopkald fra Cécilia naturligvis. Cécilias fravær fra bogen er utvivlsomt resultatet af en aftale som Reza overholder, indgået mellem hende og Sarkozy, men fraværet er også på sin vis typisk for bogens metode: En række af bogens temaer er først blevet rigtig tilgængelige for læserne i månederne efter bogens udgivelse, efterhånden som de spor der er lagt ud i romanen, materialiserer sig i den politiske offentlighed efterhånden som privatmennesket Sarkozy former præsidentrollen på godt og ondt.

Et naturligt spørgsmål er her hvilken af de to metoder der er bedst egnet til at forstå fænomenet Sarkozy: Filosoffens teoretiske blik, der forstår præsidenten som en tom plads, der gennemløbes af historiske tendenser; eller romanforfatterens indlevende beskrivelse af mennesket i system, der åbner for en reel forståelse af en præsident, som mange ikke føler den store sympati for. Det er imidlertid et spørgsmål vi hurtigt kan lægge på hylden, fordi Badiou explicit ikke prøver at forstå Sarkozy, hverken som menneske eller historisk fænomen. Badious bog er langt fra et portræt af Sarkozy, ja, den er ikke engang hverken et portræt eller en kritik af det politiske spil Sarkozy må tænkes at være en brik i. Politik, af den slags Sarkozy bedriver, den slags der indebærer politikere, valg, traktater og menneskerettigheder, er nemlig ifølge Badiou slet ikke politisk, men tværtimod alene et udtryk for statsmagtens legitimering af sig selv, manifesteret gennem valghandlingen. Politik, og valgkamp i særdeleshed, giver således ikke mulighed for at skabe ændringer i samfundet, men er tværtimod ideologiske skinmanøvrer der kun tjener til at fjerne fokus fra de dele af samfundet der kunne danne subjekt for en egentlig politisk begivenhed, nemlig præcis de dele af samfundet der er ekskluderet fra valghandlingen i form af i første række illegale indvandrere der lever og arbejder i Frankrig, men ikke har stemmeret, og i anden række de milliarder der lever under vestlig dominans i den tredje verden uden skygge af mulighed for politisk indflydelse på de processer der direkte eller indirekte styrer deres liv og sundhed.

Løsningen ligger for Badiou om ikke lige for, så dog klart foran os: Opgaven er at skyde det politiske cirkus bort og i stedet insistere på at kigge efter bevægelser der foretager en egentlig politisk handling, kigge efter det Badiou gennem hele sit forfatterskab har betegnet begivenheden, den radikalt uventede skabelse af det politiske der på en ny vis trækker det hidtil usete ind i vores syns- og handlingsfelt. Begivenheden er hos Badiou så radikal at vi ikke kan foregribe den, men vi kan så at sige berede grunden for den ved at åbne vores øjne for de dele af verden vi ikke ser. De quoi Sarkozy est-il le nom?er således ikke i første række en beskrivelse af tingenes tilstand, men tværtimod en intervention der forsøger at fremsætte den aksiomatiske sætning: »Der er kun én verden« som paradigme for vores politiske væren. Og alene ved at fastholde denne enkle sætning som ufravigelig, begår vi ifølge Badiou en politisk handling der langt overgår enhver deltagelse i både politiske debatter og valghandlinger: »At bekræfte: ’Der er kun én verden’ er således et princip for handling. Og dette princip gælder også ligheden af eksistenser på ethvert sted i denne ene verden.«2 Ligheden har universel værdi på tværs af alle geografiske og sociale skel, og hvis vi holder os denne enkle sandhed for øje er vejen for virkelig politisk forandring åben. Ikke nødvendigvis fordi vi dermed indstifter en reel lighed, men fordi den rene udsigelse af denne sætning trodser den frygtens konsensus som Sarkozy er navnet på. At fastholde ligheden som aksiomatisk princip for politisk handling negerer petainismen, som Badiou beskriver som den franske reaktions historiske form, dens transcendentale, og holder et mulighedsrum åbent, som ifølge Badiou skaber intet mindre end muligheden for en ny kommunistisk tænkning. Og dermed bliver det også klart at Sarkozy i Badious læsning ikke er symptom på en historisk udvikling, men derimodtypisk for en ahistorisk figur, nemlig den reaktionære som ontologisk, politisk og logisk kategori. Sarkozy er ikke en person, han er heller ikke bare et udtryk for den tid han lever i, men en negering af det politiske som sådan.

Set i det lys er det imidlertid bemærkelsesværdigt hvor meget plads Badiou bruger på at tale om personen Sarkozy. Badious behandling af præsidenten er alt anden en respektfuld, ikke bare med henvisninger til rotter, men også med nedladende beskrivelser som »en ophidset strisser« og, med henvisning til Sarkozys beskedne højde, »en meget lille Napoleon«.3 Beskrivelser der er med til at gøre De quoi Sarkozy est-il le nom? til en meget underholdende bog, og som utvivlsomt også har bidraget til at gøre den til en bestseller, men også beskrivelser der sætter spørgsmålstegn ved Badious egentlige ærinde. For hvis formålet er at bortlede opmærksomheden fra det politiske cirkus til fordel for den virkeligt politiske arena, burde dette fokus på personen og personaen Sarkozy vel ikke være nødvendigt?

Hvis man studerer receptionen af Badious bog i Frankrig bliver det da også hurtigt klart at den umiddelbare reaktion, naturligvis som den er formet af mediernes selektionskriterier, ikke peger i retning af en større forståelse og opmærksomhed overfor samfundets udstødte. Fokus er tværtimod helt klart på oppositionen mellem den venstreintellektuelle Badiou og statsmanden Sarkozy. Og det er vel at mærke en særdeles velkendt opposition, der ikke tjener til andet end at bekræfte Sarkozys position. Sat på spidsen kan man sige at Badious bog, der bærer Sarkozys navn i store typer på forsiden, ikke tjener til andet end at styrke præsidentens brand som én der er i opposition til den venstredrejede elites tankespind, en handlingens mand.

Betragter man receptionen på Rezas portræt, tegner der sig derimod et langt mere kompliceret mønster: Før bogens udgivelse var den ventet med stor længsel, som et vidnesbyrd om den mand alle gerne ville vide noget om i tiden efter valget hvor bogen udkom. Da bogen så endelig kom, vel at mærke uden stor lancering, var det derfor forventeligt at den blev modtaget med en vis skuffelse. Der bliver ikke afsløret nogle store hemmeligheder om Sarkozy, og bogens prosa er mere mediterende end den er handlingsmættet. Og først senere begyndte bogens beskrivelser at bundfælde sig i den offentlige debat. Bogen lod sig med andre ord ikke umiddelbart passe ind i de kendte skabeloner, og der synes at være om ikke et decideret modstandspotentiale i Rezas bog, så et rum for forhandling mellem to positioner: politikerens og forfatterens. Reza tematiserer selv denne kamp. Hendes projekt beskrives bogen igennem som en duel der skal afgøre styrkeforholdet mellem hende som forfatter og statsmanden Sarkozy, eller som det formuleres i bogens indledning: »Forfatterne har det til fælles med tyrannerne at de deler verden efter behag.«4 Kampen foregår på to forbundne niveauer: der dystes på evnen til at fortælle og evnen til at forføre. Reza vinder den sidste duel ved hjælp af beskidte kneb idet hun flere steder har indrømmet at hendes interesse i Sarkozy i virkeligheden skyldes et ønske om at forstå den socialistiske politiker Dominique Strauss-Kahn, nu formand for Verdensbanken, som hun i den periode hvor bogen blev til, havde et forhold til.

Men på fortællesiden af ligningen er Sarkozy faktisk tæt på at vinde hende over. Det sker med en tale leveret kort før valget, her citeret fra Reza: »Ja, jeg er barn af en immigrant. Ja, jeg er søn af en ungarer og barnebarn af en græker født i Thessaloniki… Ja, jeg er en Franskmand af blandet blod som mener at man er fransk målt i forhold til den kærlighed man bærer til Frankrig, målt i forhold til den tilknytning man bærer til dets universelle værdier.«5 Sådan lyder Sarkozys ord, og de taler til Reza fordi hun også selv er datter af en immigrant, og fordi hun også selv gennem sin opvækst har følt franskheden som en inklusiv og bekræftende mulighed i sit liv. Passagen er interessant, ikke bare fordi den gør indtryk på Reza, men også fordi Sarkozys retorik netop her ligger så tæt op af Badious vision om en forenet verden. Sarkozy præsenterer franskheden som netop det universale der kan inkludere de ekskluderede Badiou anråber. Men ligheden er naturligvis kun overfladisk. Sarkozys tale er netop kun henvendt til de der har fransk statsborgerskab, eller har mulighed for at få det, og er således en rent ideologisk konstruktion der tjener til at skjule de reelt ekskluderede i det franske samfund, de papirløse, der ingen mulighed har for at få del i de universelle franske værdier. Sarkozys ord er en farce der mimer og spotter Badiou og hans ligesindedes fremstillinger. Badious konfrontatoriske taktik formår imidlertid aldrig at komme bag om denne retorik, men spiller tværtimod Sarkozys spil – træder i klovnens udlagte bananskræl om man vil.

Hvilken af de to beskrivelser der har den største modstandskraft lader sig naturligvis ikke afgøre af denne korte analyse. Rezas fokus er det politiske billede her og nu; Badious mål er at holde muligheden for politisk tænkning åben for kommende begivenheder, at holde den kommunistiske hypotese i live. Ikke desto mindre synes det som om Badious brede historiske pensel lader ham træde lidt let hen over den politiske virkelighed vi befinder os i og ikke mindst over de retoriske og måske ligefrem politiske træk reaktionære kræfter som Sarkozy næsten ubemærket kan få lov at lave. Politikere af Sarkozys type, vi tør næsten ikke nævne Sarah Palin i denne sammenhæng, er simpelthen om ikke for intelligente så i hvert fald for snu til at blive ramt at denne type direkte konfrontation. Reza præsenterer et måske lidt kedeligt, man alligevel tankevækkende og til tider endda overraskende billede af en mand der nok er mest spændende at iagttage som symptom. Løsningen på klovnens problem kunne derfor måske ligge i en mere diskret afdækning af deres retoriske manøvrer der piller glansen af – eller måske skal vi bare vente på en virkelig begivenhed.

Om Alain Badiou

Alain Badiou fejres af Slavoj Žižek som vor tids største filosof og har gennem en årrække besat den højeste filosofiske lærestol i Frankrig som professor ved École Normale Supérieure. Samtidig kritiseres han fra flere lejre for sin højstemte alvor. Peter Osborne har således udråbt Badiou som den filosofiske neoklassicismes førstetænker (og det er ikke en kompliment!) og direkte adspurgt om sin holdning til Badiou svarer hans kollega på Université Paris VIII gennem 20 år, Jacques Rancière, med et skuldertræk og bemærkningen: »Tja, han vil jo så gerne være filosof…«

Badiou deler vandene, fordi han insisterer på ikke alene at tænke store tanker, men også bygge store systemer i en tid, der ellers er grundigt vaccineret mod den slags. Hans to hovedværker L’être et l’événement (1988) og Logiques des mondes (2006) søger at præsentere henholdsvis en ontologi og en logik for fænomenets tilsynekomst på grundlag af matematikken (matematikken er ontologien selv) og er lige så komplicerede som de er ambitiøse. Badious tanker formuleres i et helt eget vokabular, som han ikke viger tilbage for at lade ledsage af matematiske formler.

Desuden insisterer Badiou på at supplere sin filosofiske virksomhed med en konkret politisk praksis placeret på den yderste venstrefløj. Badiou var i 60’erne aktiv i det radikale kommunistparti UCFML og stiftede i 1985 med vennerne Sylvain Lazarus og Natacha Michel den post-maoistiske bevægelse L’Organisation Politique, der med den kinesiske kulturrevolution som forbillede søger at rejse den franske befolkning til modstand mod den statslogik, der efter organisationens overbevisning styrer de eksisterende politiske partier, og tale de svages sag: arbejderne og de tusindvis af statsløsesans papiers, der lever et liv under kummerlige forhold i dagens Frankrig.

1»Sans doute sont-ils fauves dans leur arène, ailleurs ce sont des animaux domestiques.« (Reza 9)

2»Donc, affirmer : ’Il y a un seul monde’ est un principe d’action, un impératif politique. Ce principe est aussi celui de l’égalité des existences en tout lieu de ce monde unique.« (Badiou 92)

3»Un flic agité« og »Napoléon-le très petit» (Badiou 9).

4»Les écrivains ont en commun avec les tyrans de plier le monde à leur désir.« (Reza 9)

5»Oui, je suis un enfant d’immigré. Oui, je suis le fils d’un Hongrois et le petit-fils d’un Grec né à Salonique… Oui, je suis un Français de sang mêlé qui pense que l’on est français en proportion de l’amour qu’on porte à la France, de l’attachement que l’on porte à ses valeurs de universalité.« (Reza 134)

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.