KOMMENTAR. I Tyrkiet foregår i øjeblikket en veritabel kulturkamp om julemandens jordiske rester. Han er på ingen tid blevet folkets fjende.
Det siges, at julemanden ligger begravet i Tyrkiet.
I oktober blev en tilsyneladende fuldstændig ubeskadiget helligdom opdaget under gulvet på Sankt Nikolaus-museet i Demre i provinsen Anatolien. Ved hjælp af elektromagnetiske undersøgelser er det ifølge lokale kulturarvsmyndigheder lykkedes at finde frem til gravkammeret, som sandsynligvis rummer relikvier af Sankt Nikolaus.
Skal man tro den feterede tyrkiske journalist og whistleblower, Can Dündar, som lever i eksil fra Recep Erdogans autoritære styre, skulle dette være et godt timet reklamestunt: »Tyrkiet har haft en ekstrem dårlig turistsæson, efter landet er begyndt at kappe båndene til omverdenen. Landet har brug for vesterlændingene, der vil besøge denne urfader til julemanden,« skrev han for nylig i Die Zeit.
Spørgsmålet er bare, om Skt. Nikolaus overhovedet får lov til at komme ud af sit kammer, hvor han har ligget skjult i mere end 1600 år. For udenfor venter rasende julemandsmodstandere, klar til at gå til angreb på ham.
Forholdet mellem Tyrkiet og julemanden har ikke altid været let. Tidligere kunne man opleve ham over det hele, i stuerne, på tv og i reklamer, men det var snarere op til nytår end til jul. Det er ikke kun i befolkningen, at man har været glade for den hellige mand. Det gælder også på højeste statslige niveau. Endda så det tyrkiske turistministerium i 2011 besluttede sig for at gøre brug af ham. Her blev det slået fast, at Skt. Nikolaus’ hjemland var Anatolien, og at han blevet begravet i Demre. Op til jul satte man en annonce i The New York Times: Ved byens mindesmærke kunne alle verdens børn komme og besøge julemandens hjem.
Efter et stort antal terrorangreb og intern uro er landet imidlertid begyndt at læne sig mere og mere op ad den islamistiske linje, og julemanden er i mellemtiden muteret til et symbol på kristendommen, Vesten og den moderne livsstil – han er kort sagt blevet en, som må bekæmpes.
Den tyrkiske forfatter Elif Safak har i The Guardian beskrevet, hvordan ultra-nationalister og islamistiske grupper uger før nytårsaften har uddelt løbesedler og råbt: »Muslimer fejrer ikke jul.« Tidligere har en ekstremistisk gruppe i byen Aydin opført et hadsk protestspil, hvor en af deres egne, klædt ud som julemand, blev jagtet og fik en pistol holdt for panden.
I 2015 år samledes en gruppe studerende ved Istanbuls tekniske universitet for at fremvise skilte med slagordene: »Lad dig ikke friste af Satan. Fejr ikke nytår«; »Der er ingen jul i islam«; »I muslimske lande kæmper folk for at holde sig i live, i deres lande drejer det sig kun om festligheder«. Den samme gruppe studerende producerede efterfølgende en oppustelig julemand, som de først omskar og derefter dolkede løs på.
Samme år udgav den islamistiske avis Milat en klumme, der hånede Santa. Hans røde næse var dyppet i blod fra Aleppo; det var ham, som havde bragt gaver til børnene i Vest, mens han smed bomber i hovedet på børnene i Øst. Og i 2016 slæbte en gruppe islamister ham hen foran en moské og gjorde ham til muslim. Men at han pludselig blev nationaliseret og gik til fredagsbøn gav kun kortvarigt lindring til de radikaliserede.
Julemanden har efter alt at vurdere ikke kunnet holde til alle de angreb, som han er blevet udsat for. Han er langsomt forsvundet fra reklamerne, fra gaderne og fra tv-skærmene. Ifølge Can Dündar er de tyrkiske byers nytårseufori forduftet sammen med de oplyste juletræer, og nytårsfesterne er flyttet fra offentlige pladser ind i private hjem.
Om Skt. Nikolaus er på vej tilbage i den tyrkiske turisme med det nye fund i Demre, er endnu for tidligt at slå fast. Men den skulle være god nok: Foreløbige undersøgelser fortæller, at det er julemanden, man har fundet i krypten under museet.
