Den beklemte europæer

Hvordan fylde det europeiske statsborgerskapets tomme skall?

Publiseres i Vagant 4/2015.

Simen Ekern
Europeere
Cappelen Damm, 2015

Titlen på Simen Ekerns seneste bog, Europeere, er tvetydig; på en gang nøgtern og, ved nærmere eftersyn, lettere dristig. Nøgtern, fordi den umiddelbart blot refererer til indbyggerne i de europæiske stater. Dristig, fordi titlen samtidig antyder, at der skulle findes noget i stil med et europæisk folk bestående af borgere, der abonnerer på denne politiske identitet og føler en samhørighed på tværs af nationale grænser.

Det er da også en politisk figur, som intellektuelle og politologer har efterspurgt i årevis, blot for med jævne mellemrum at kunne konstatere, at den stadig ikke har materialiseret sig. Som den nu afdøde tyske sociolog Ulrich Beck konkluderede for et par år siden, har vi et Europa uden europæere. Men det politiske, økonomiske og teknokratiske EU-projekts manglende forankring i en fælles offentlighed og et tværnationalt civilsamfund er ikke unionens eneste hovedpine. I den seneste tid har eurokrisens brudflader mellem Nord- og Sydeuropa, populistiske partiers fremmarch, og mest aktuelt den politiske rådvildhed angående flygtningestrømmen endvidere sat spørgsmålstegn ved EUs evne til at formulere gangbare og solidariske svar på grænseoverskridende problemer. Selve Schengensamarbejdet, det symbolske og praktiske indbegreb af det internt grænseløse Europa (inklusive Norge) er nu pludselig i fare for at blive udhulet.

Simen Ekerns bog, som udkom i januar, er et interview- og reportage-baseret forsøg på at indkredse og begribe den blues, der i disse år præger kontinentet. Titlen har han lånt fra Magnum-fotografen Henri-Cartier Bressons bog fra 1955, Les Européens, som skildrede Europas indbyggere i årene efter Anden Verdenskrig, og den norske journalist og idéhistoriker bemærker selv indledningsvis, at det forekom ham usandsynligt, at man kunne udgive en bog med en sådan titel nu. »Begrepet er for høystemt, eller for nært knyttet til kontroversielle debatter om EU. Når jeg likevel har lånt tittelen, er det netopp for å finne ut hva det egentlig vil si å være europeisk i dag,« hedder det i prologen, hvor kampen om, hvad EU og Europa skal betyde, præsenteres som bogens hovedtema.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Ekern burde have de rette forudsætninger for at undersøge sagen; han har gennem en årrække dækket unionen for norske medier og blev for nylig udnævnt til »Årets Europeer« af den EU-venlige norske organisation Europeisk Ungdom. I bogen tager han indledningsvist afsæt i sit eget ophold i Bruxelles som Erasmus-studerende i slut-90erne. Sammen med sine medstuderende skulle han være spydspids i en ny generation af belæste og berejste kosmopolitter, der endelig ville inkarnere den hidtil abstrakte idé om vaskeægte europæere, også ved kødets kraft; Umberto Eco talte om en »seksuel revolution«, hvor studerende med forskellig nationalitet ville kaste sig i armene på hinanden og sætte en ny generation i verden, som ikke var bundet af fordums grænser. Ekern selv levede op til idealerne, giftede sig med en italiensk kvinde, som han har fået en søn med, og bor skiftevis i Rom og Bruxelles. Samtidig har han kunnet iagttage, hvordan det reelt eksisterende Europa i vid udstrækning har bevæget sig i en anden retning end hans personlige løbebane, væk fra de euforiske, kosmopolitiske forventninger.

Forfatteren iscenesætter således sig selv som den lettere beklemte og konfuse europæer, der er blevet underløbet af et politisk tidehverv, og nu rejser rundt fra land til land for at afdække de mangeartede ideologiske alternativer, som aktuelt byder sig til: Kras nationalisme (i bogen repræsenteret af Front Nationals Marine Le Pen, som også bliver interviewet), separatisme (i form af sidste års skotske afstemning om uafhængighed, som endte med et nej), diffus populisme (repræsenteret ved Beppe Grillos femstjernebevægelse i Italien), det illiberale demokrati (Viktor Orbáns Ungarn) og teknokratiet som en angivelig modgift mod slappe folkevalgte, der ikke formår at opretholde budgetdisciplin og gennemføre nødvendige reformer (den position inkarneres af Italiens tidligere teknokrat-leder, Mario Monti, som også interviewes). Dertil kommer interviews med repræsentanter for EU-systemet (Martin Schulz, EU-Parlamentets formand; den tidligere rådsformand Herman Van Rompuy og ekskommissionsformand José Manuel Barroso), der forfægter en mere idealistisk position i kølvandet på den omdiskuterede tildeling af Nobels Fredspris til unionen i 2012. Endvidere finder man kapitler om den økonomiske krisestyring med Tyskland i front og den kontroversielle, til tider tragiske, bevogtning af unionens ydre grænser ved Middelhavet.

Ekern kommer med andre ord vidt omkring – nok også for vidt, så bogens fokus og ærinde undertiden sløres. Men han skriver med stor sproglig sikkerhed, særdeles vidtfavnende viden samt en fin underspillet humor, og det meste af tiden lykkes det at binde trådene sammen. Interview-stilen er høflig og lidet konfrontationssøgende – forfatteren giver sine kilder plads til at tale ud og fremlægge deres argumenter. Det er der på den ene side noget velgørende over; Ekern er mere folkeoplyser end revolverjournalist, og personers uhæmmede tale kan nogle gange afsløre nok så meget om afsenderen. Undertiden bliver intervieweren dog en kende for imødekommende, som når han ›spørger‹ den hollandske intellektuelle Geert Mak: »Du er verken pessimist eller optimist – men realist?« (Mak afviser ikke komplimentet, men tilføjer dog, at realiteterne i det kriseramte Europa faktisk gør ham pessimistisk.)

Bogens grundlæggende fortællemæssige greb – med afsættet i den pressede europæer, som forsøger at forstå krisens ideologiske entreprenører – fungerer glimrende, og det er en styrke, at samtidens aktører løbende indskrives i en større historisk og idépolitisk kontekst. Selvom interview- og reportageelementerne udgør bogens kerne, kaster Ekern således på ukunstlet vis sideblikke undervejs til de idémæssige forudsætninger for det europæiske projekt; fra Immanuel Kants tanker i Zum ewigen Frieden (1795) om hvordan en føderation af stater kan sikre verdensfreden, over de italienske antifascister Altiero Spinellis og Ernesto Rossis føderalistiske manifest fra 1941, »For et frit og samlet Europa«, til indspark fra samtidige intellektuelle, såsom Jürgen Habermas’ overvejelser om, hvorvidt »det europeiske statsborgerskapets tomme skall« kan fyldes, når Europas borgere erkender, at vi deler politisk skæbne.

Man savner imidlertid en klarere analytisk linje fra forfatteren selv. Simen Ekerns forklaring på og udlægning af de aktuelle tendenser til øget nationalisme og populistiske løsningsmodeller artikuleres sjældent i nævneværdig grad og må derfor snarere rekonstrueres på baggrund af vinklinger, kildevalg samt stofmæssige til- og fravalg. Det første kapitel handler om eurozonens økonomiske genvordigheder, som sætter rammen for den videre fortælling. Den økonomiske nedgang synes således i betydelig grad at skulle forklare den stigende EU-skepsis og de populistiske impulsers fremvækst. Som det også hedder i sidste kapitel: »Man kan forstå at folk, i krisetider, ser etter lokale løsninger og blir mer skeptiske til ›fjernstyring‹. Men det er ikke gitt at de får det bedre av den grunn.«

Denne fortolkningsnøgle er utvivlsomt berettiget i flere tilfælde, navnlig i Sydeuropa, men kommer sandsynligvis til kort i andre. Det er eksempelvis knap så oplagt, at økonomisk krise kan forklare den mindre rabiate, men nok så bemærkelsesværdige konservative EU-skepsis og -modstand i vækst-landet Storbritannien – et land, som tildeles overraskende lidt opmærksomhed i Ekerns beretning, selvom Camerons planlagte folkeafstemning om et fremtidigt britiskmedlemskab, og forsøget på at aftvinge Bruxelles en række indrømmelser, potentielt kan få ganske vidtrækkende konsekvenser for unionen. Det er næppe heller primært økonomiske kvaler, som aktuelt ligger bag Sverigedemokraternas fremmarch i meningsmålingerne. Selvom Ekern bruger betydelig plads på multikulturalismens kritikere – både Marine Le Pens skingre modstand mod »globalismen« og en såkaldt »masseinnvandringskult«, ekspræsident Sarkozys mere moderate nationale oprustning samt den ophedede hollandske debat om indvandring og islam – fremstår hans interesse for indvandringens og kulturmødernes praktiske realiteter alligevel begrænset. De nye europæere er stort set fraværende som andet end debatemner eller tal i asyl- og migrationsstatistikker. Der er heller ingen reportagebesøg i forstæder og ghettoer, som nok kunne bidrage til at belyse højrepopulismens appel; uanset hvor dårlige disse partiers løsningsmodeller fremstår, er det oplagt, at en del af succesen bunder i reelle integrationsproblemer, som liberale, progressive og pro-europæiske kræfter må formulere alternative svar på. Af samme grund har den slovenske filosof Slavoj Žižek også insisteret på vigtigheden af en europæisk Leitkultur (det vil sige en dominerende og normgivende kultur), baseret på Oplysningstidens universalisme, som et emancipatorisk modsvar til religiøs fundamentalisme såvel som xenofobisk nationalisme.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Mod slutningen af bogen trænger en lettere melankolsk stemning sig på. Der citeres fra beskrivelserne af det tabte Europa i Verden av i går (1942) af Stefan Zweig; dengang tolerancen og den intellektuelle åbenhed blomstrede, og grænser kun var symbolske markører uden nævneværdig praktisk betydning. I dag var Zweig antageligvis »blitt avfeid som en kosmopolitisk svermer fra overklassen«, skriver Ekern. Europeere er udgivet før flygtningekrisen for alvor satte unionen på den anden ende, men de slidsomme kampe om flygtningekvoter, genindførelsen af grænsekontroller og intense værdikonflikter mellem Vest- og Østeuropa om betydningen af kristendom og kulturel homogenitet kan synes at bekræfte billedet af et stadig mere splittet kontinent, hvor nationalstaternes konturer hastigt bliver tydeligere. Ekern er som nævnt varsom med præskriptive udmeldinger, men hans idealer trækker åbenlyst i modsat retning: »Mens tidligere kriser har ført til større oppslutning om nasjonalt orienterte partier i enkelte land, har de også banet vei for ytterligere integrasjon. Det er ikke vanskelig å se argumentene for at det er nødvendig nå,« skriver han i sidste kapitel.

Mange eksperter og euro-venlige politikere har da også understreget, at eurokrisen har demonstreret behovet for en stærk finanspolitisk union, der kan afstive den monetære. I Tyskland frygtes det imidlertid, at en sådan konstruktion vil formalisere en »overførselsunion«, hvor hjemlige skatteydere må bekoste sydeuropæernes excessive forbrug, mens lande som Frankrig og Italien omvendt frygter at blive underlagt et vækstdræbende ›ordoliberalistisk‹ styre, hvorfor en sådan koordineret finanspolitik ikke er indenfor rækkevidde. På lignende vis har flygtningekrisen i en del eksperters og EU-politikeres øjne tydeliggjort nødvendigheden af en genuint fælleseuropæisk flygtningepolitik, mens statslederne vægrer sig ved en så vidtgående suverænitetsafgivelse. I begge tilfælde kan det meget vel vise sig, at problemerne vil blive håndteret med midlertidige lappeløsninger, flere krisemøder, hjælpepakker og feberredninger, snarere end systematiske og omfattende integrationsbestræbelser, der ikke just vækker folkelig begejstring i disse dage.

Centralt i begge kriser står Tyskland. Men landet, der jævnligt beskrives som en »modvillig hegemon«, har figureret i to ganske forskellige roller. Ekern gengiver undervejs i bogen Ulrich Becks kritiske beskrivelse af »Merkiavelli«, hvor kansleren ses som en relativt opportunistisk magtpolitiker, der venter med at træffe beslutninger til sidste øjeblik, og som ikke kerer sig tilstrækkeligt om det europæiske projekt. Denne tolkning, der blev udbredt under eurokrisen – ikke mindst på venstrefløjen og i Sydeuropa – er siden blevet afløst af et væsentligt anderledes billede af Merkel under flygtningekrisen, hvor den afventende magtpolitiker blev forvandlet til en moralsk aktør, der hurtigt tonede rent flag og blev repræsentant for en åben »Willkommenskultur«. Undervejs har brudfladerne også forrykket sig; mens den tyske tilgang til eurokrisen, som lagde vægt på budgetdisciplin og strukturreformer, blev støttet af de øst- og centraleuropæiske lande og vakte modstand i Syd, er det nu Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, der mest højrøstet modsætter sig kanslerens linje i flygtningepolitikken, mens Italien og Grækenland glædeligt har bakket op om de flygtningekvoter, der efter planen skal aflaste deres hårdt pressede asylsystemer, blandt andet i kraft af en omfordeling af 160.000 flygtninge. Og hvor kritikken af Tysklands økonomiske styring især kom fra venstresiden, er det i dag Europas højrefløj, som langer ud efter Merkels beslutning om at se bort fra Dublinkonventionen og åbne dørene for en stor tilstrømning af syriske flygtninge.

En meget venlig udlægning kunne lyde, at kritikken fra begge fløje antyder, at Merkel forfægter en uhildet og moralsk funderet midterposition hinsides ideologiske hensyn. Da den tyske idéhistoriker og politolog Herfried Münkler i august advokerede for, at landet må indtage rollen som hegemon, begrundede han det også blandt andet med, at »den tyske vælgerbefolkning sammenlignet med andre europæiske stater i de seneste år har udvist den største modstandskraft overfor populistiske partiers løfter«. Spørgsmålet er imidlertid, om resistensen vil vare ved. Det højrepopulistiske Alternative für Deutschland klarer sig i skrivende stund godt i meningsmålingerne (over 8 procent; 12 procent i Østtyskland), og spås gode chancer for at komme i Forbundsdagen ved næste valg (spærregrænsen er 5 procent), mens den højreradikale Pegida-bevægelse råber højt i Dresden. i takt med at flygtningeog migrationsstrømmen fortsætter – omkring en million ventes i Tyskland i år – bliver kritikken fra kanslerens eget bagland også mere markant, og flere har efterspurgt en større strategi bag Merkels berømmede diktum, »Vi klarer det«. For nylig udtrykte kansleren ifølge Spiegel selv bekymring for, hvorvidt man risikerer at tabe »det samfundsmæssige centrum«, som ifølge Merkel har gjort Tyskland så stærkt.

Taget i betragtning af, hvor afgørende en rolle Tyskland har indtaget i de seneste års krisestyring, og hvor stor frygten for et »tysk Europa« er i visse kredse, kunne man ønske sig, at Ekern ofrede mere plads på denne problematik, der primært adresseres lidt forhastet i første kapitel. Bogens fortællemæssige tyngdepunkt ligger i Bruxelles, men EUs afgørende politiske tyngdepunkt befinder sig nu i Berlin. På den anden side er det selvsagt ikke rimeligt at klandre Ekern for manglende blik for forløb, som har udspillet sig efter udgivelsen af Europeere, hvor flygtningekrisens uforudsigelige udvikling og Syrizas konfrontation med Grækenlands kreditorer på forskellig vis har cementeret Tysklands essentielle og omstridte position.

Flere af bogens kapitler leverer faktisk også på forbilledlig vis baggrund og forudsætninger for at forstå EUs aktuelle brydninger; eksempelvis kapitlet om, hvordan den tidligere liberale Orbán ganske strategisk bruger en nationalkonservativ retorik, der taler til historiske ungarske offer-myter, for at konsolidere sin magt. Kapitlets titel, »Orbaniseringen av Europa«, refererer til en kæk replik fra premierministeren om, at Ungarn kan blive et »laboratorium« for udviklingen i det øvrige EU. Det bombastiske udsagn antager unægtelig en anden betydning i lyset af flygtningekrisen. Som den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller for nylig bemærkede i et interview med Berlingske: »Orbán har tidligere forsøgt at starte en slags europæisk kulturkamp‹, men bortset fra en vis nostalgi for Franco-tiden på den spanske højrefløj var der ikke mange, der var interesserede. Med flygtningekrisen fremstår han pludselig som den store ridder, der kommer den europæiske nationalstat til undsætning, mens Bruxelles er impotent.«

Denne revitaliserede kulturkamp og grænsernes genkomst fejres ivrigt af EU-kritiske kulturkonservative, men den reelle vinder ved en tiltagende fragmentering vil ikke være de europæiske nationalstater, der ikke kan stille meget op med deres højt besungne suverænitet på egen hånd; det vil snarere være Europas fjender, ikke mindst Putins Rusland, der har en åbenlys interesse i en politisk paralyseret union.

Måske kan bevidstheden om dette forhold, i bedste fald, bidrage til at afstive det medtagede europæiske bygningsværk. I bogen refererer Ekern Cambridge-historikeren Brendan Simms, der ser en fælles fjende som en essentiel forudsætning for et stærkt europæisk samarbejde – og som i 2013 spekulerede på, om en konflikt med Rusland om Ukraine ville udløse den trussel, der kunne etablere et sådant styrket EU-sammenhold. Og mens Ukraine-krisen og den deraf følgende frygt i navnlig de baltiske stater har gjort det tydeligt, at NATO fortsat har en afgørende rolle at spille i Europa, står det tilsvarende klart, at EUs fælles udenrigspolitik stadig er et uafsluttet projekt.

Den aktuelle situation kalder ikke på højstemte ideer om fremvæksten af et europæisk folk eller diverse føderalistiske fantasier, men måske kan tidens presserende problemer – flygtningekrisen, eurokrisen og Ukraine-krisen – forlene unionen med en anderledes pragmatisk, men nok så afgørende raison d’être; ikke at indfri glorværdige utopiske visioner, men at afbøde katastrofer og afværge endnu større kriser. Som den tidligere belgiske premierminister Paul-Henri Spaak (1899–1972) er blevet citeret for: »Der er kun to slags stater i Europa: små stater, og små stater der endnu ikke har indset, at de er små.«

Niklas Hessel

Facebook

Twitter