KOMMENTAR. Coronavirussen får staterne til at reagere med overvågning og kontrol. Et kapløb med nye våben er begyndt.
[dropcap]I[/dropcap] 1995 skrev Giorgio Agamben sig ind i den vestlige filosofikanon med det første bind af værket Homo sacer. Siden har han gentaget en pointe, der også har vakt opmærksomhed i denne coronatid: Statens tiltag mod såkaldte farlige kræfter, er ofte blevet brugt til at skabe en »tilstand af kollektiv panik«. Ifølge Agamben har Vestens regeringer længe gjort undtagelsen til betingelsen for statens liv – tænk bare på de retslige initiativer, som er blevet sat i værk for at holde flygtninge og potentielle terrorister ude. Agamben har længe hævdet, at statens kontrol af befolkningen før eller siden vil føre til en suspendering af retsstaten og en eksklusion af mennesker inden for egne grænser: Bare vent og se, det hele vil ende i en militarisering af staten.
Det giver sig selv, hvorfor den italienske filosof reagerede, da hans lands regering for nylig besluttede at iværksætte et udgangsforbud med støtte fra militæret. Han må endelig have følt, at hans dystre profetier blev til virkelighed. I et indlæg på bloggen Quodlibet den 26. februar kaldte han de italienske myndigheders initiativer mod coronavirussen for fuldkommen ubegrundede: »Hvorfor bestræber medierne og myndighederne sig på at sprede et klima af panik og forårsage en reel undtagelsestilstand med alvorlige bevægelsesbegrænsninger og en suspendering af leve- og arbejdsvilkårenes funktion i hele regioner?« Svaret på spørgsmålet kom han selv med nogle dage efter på Quodlibet: »Man kan vel vanskelig undgå at se, at den situation, som tiltagene skaber, er nøjagtigt den samme, som magthaverne gentagne gange har forsøgt at iværksætte.« Det var Agambens centrale pointe, at de italienske myndigheder er fuldt i gang med at udnytte undtagelsessituationen som et normalt regeringsparadigme. Præcis som med terrorfrygten efter 9/11, bruger staten nu pandemien som »påskud til at udvide sine foranstaltninger«. Den er kort sagt ved at totalisere sin allerede omfattende magt.
Vestens nødretslove
Der er næppe tvivl om, at Agambens analyse virker ideologisk forblændet (groft sagt: politisk paranoid), når man holder den op imod de stigende dødstal, som de italienske myndigheder lige nu meddeler verden. Dette er i sandhed en sundhedskrise, som det kræver suveræne metoder for at inddæmme. Men det betyder ikke, at man blindt skal acceptere staternes forebyggende effekter, som lige nu indlemmes i flere af Vestens nødretslove.
I Danmark kommer coronakrisen efter, at Mette Frederiksen i oktober brugte Folketingets åbningstale til at tegne et billede af et dansk samfund på vej i opløsning: »Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er blevet svagere. Tilliden er blevet mindre.« På næsten trumpsk maner gav Mette Frederiksens besked om, at Socialdemokratiet er kommet til magten for at gøre Danmark sikker igen: »Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed. Historien går ikke kun fremad. Den kan også gå tilbage.«
Bare få uger efter luftede regeringen idéen om mere kontrol og overvågning gennem kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse, og senest har Mette Frederiksens parti lagt op til en stor politireform, der skal gøre ordensmagten mere synlig i gadebilledet. Sideløbende har man set en stadig større trang fra regeringens side til at begrænse kritikken fra uvildige forskere inden for flere politikområder.
I Norge har man netop set, at regeringen i al hemmelighed har forsøgt at forberede en lov, som giver den fuldmagt til at supplere eller fravige gældende lovgivning i den nuværende undtagelsessituation. Det betyder, at lovgivningsmagten flyttes fra Stortinget til regeringskontorene. Den norske advokatforening har allerede nu meddelt, at de regner forslaget for grundlovsstridigt.
Dette understreger blot, at det netop er i krisetider, at man skal være på vagt over for politikernes nye beføjelser. Benytter Mette Frederiksen og Erna Solberg undtagelsessituationen til at liste endnu mere overvågning og social kontrol ind ad bagvejen, vil regeringspartierne have svigtet befolkningens enorme tillid til staten, som i øjeblikket lægger sig oven på en lige så stor frygt.
Når dette er sagt, er det svært at se, hvorfor de europæiske regeringer skulle være interesseret i denne panikslagne situation, der er i færd med at ramme markedet. Som Slavoj Žižek minder om i en kommentar i Neue Zürcher Zeitung, er frygten for coroanen lige nu i gang med at bremse kapitalens ellers smidige reproduktion, så staten selv må grave dybt i pengetanken for at hjælpe borgerne: »Er det virkelig i kapital- og statsmagtens interesse at udløse en global økonomisk krise, bare så deres regler og regeringstid kan blive forlænget?«, spørger den slovenske filosof.
Ifølge Žižek er Agambens coronareaktion et tydeligt eksempel på den mistillid til staten, som altid har gemt sig i de mest modstandsvillige lommer på venstrefløjen – om end mistilliden sjældent er så ekstrem som her. Žižek mener, at Agambens fortolkning af coronakrisen fuldstændig dækker over den sande trussel, som har ramt Europa. Med coronakrisen nægter Agamben at se den »virkelige virkelighed«, som han skriver: »Ja, verden er ret skør lige nu – men denne reduktionistiske opfattelse er ikke mindre skør.«
Kinas kontrol- og overvågningsparadigme
Det er selvfølgelig ikke kun i lande som Danmark, Norge og Italien, at man bruger stærke værktøjer for at begrænse coranasmittens udbredelse. I USA har Donald Trumps regering bedt Google om at udvikle en webtjeneste, der skal screene borgerne for grundlæggende sundhedsrelaterede spørgsmål, så man hurtigt kan finde ud, hvem der har brug for individuel hjælp. Det Hvide Hus’ tiltag kommer sandsynligvis efter, at den kinesiske big data-overvågning har vist sig aldeles effektiv i oprydningsarbejdet i Wuhan-provinsen. I Sydkorea har regeringen haft succes med at inddæmme et stort antal smittede ved hjælp af en smartphone-app, der overvåger borgerne. Appen, der er udviklet af indenrigs- og sikkerhedsministeriet, gør det muligt for dem, der er blevet beordret til at blive hjemme, at være i kontakt med læger og sagsbehandlere og rapportere om deres fremskridt. Appen bruger også GPS til at holde styr på folks placering, så myndighederne sikrer sig, at de smittede ikke bryder karantænen. I Berlin overvejer man lige nu et udgangsforbud, men først skal man vurdere, om tiltaget er nødvendigt, baseret på folks adfærd og bevægelsesmønstre med udgangspunkt i mobildata fra Deutsche Telekom. Man bruger altså allerede nu digital overvågning til at disciplinere befolkningen.
Krisen stiller således Vesten over for problemstillinger, som må tages meget alvorligt i den næste tid. For at redde menneskeliv er ellers åbne og frie samfund godt i gang med at følge kontrol- og overvågningsparadigmet fuldkommen til dørs. Det er klart, at denne kontrol tilhører en usædvanlig situation, men fastholdes og udnyttes disse teknologier på sigt, kan det meget vel blive sværere for borgerne at kende forskel på statens eller techgiganternes legitime indsamling af data og overvågning, kontrol og manipulation. I så fald får vi, som Žižek skriver, hurtigt brug for flere Julian Assange til at afsløre dette overvågningsregime.
Nyt våbenkapløb
Det er givet, at vi på et tidspunkt vender tilbage til en form for normaltilstand efter coronakrisen, men allerede er der sket store forandringer. Hvad vi oplever, er det første store slag i den nye verdensorden med overvågningsteknologien som nyt våben. Coronakrisen er hurtigt blevet til et kapløb mellem stormagterne om hvem, der tackler pandemien bedst, og lige nu ligner amerikanerne taberne og kineserne vinderne.
Som politilogen Ivan Krastev og juristen Steven Holmes minder om i bogen The Light That Failed (2019), begyndte Vestens lande efter Anden Verdenskrig at efterligne de amerikanske sejrsherrer kulturelt, økonomisk og politisk. Det samme gjaldt for østeuropæerne efter Murens fald. Med coronakrisen risikerer vi at se endnu en udslagsgivende hændelse, der vil forme verdens befolkninger, ikke bare socialt og økonomisk, men også geopolitisk.
Hvis Kina skulle gå sejrsrigt ud af coronakrisen, skal vi dog ikke forvente en ny æra, hvor Vestens borgere begynder at imitere den kinesiske civilisation. Som Krastev og Holmes skriver i deres bog, er imitationens tidsalder forbi. Med Trumps politiske indtog i USA og kinesernes fremmarch på verdensmarkedet er kampen mellem stormagterne ikke længere ideologisk som under Den Kolde Krig. Kampene vil helt sikkert blive følelsesladede og nogle gange handle om identitet, men de vil første og fremmest dreje sig om handel og teknologi samt international prestige og indflydelse. Som Krastev og Holmes skriver, er det kinesernes mål at forsøge, at »af-amerikanisere« verden. De ønsker ikke at erstatte den globale liberale ideologi med en global antiliberal ideologi. De vil hellere reducere ideologiens rolle, måske ikke derhjemme, men i den internationale konkurrencearena.
I Beijing gør man sig ingen illusioner, om at verden pludselig vil omfavne kinesernes autoritære socialisme. Med nærmest machiavelliske metoder ønsker Kina at påvirke og udnytte andre nationer med sin økonomiske magt, men landet har ingen ambitioner om at være en moralsk eller kulturel ledestjerne. Landet eksporterer bygge- og infrastruktursprojekter uden pakker af lektioner i menneskerettigheder, frie valg, gennemsigtighed eller lov og orden. De prædiker heller ikke den kinesiske merkantilismes fortræffeligheder eller forsøger at idealisere et-partistaten. Kapitalismen er nu ikke bare en vestlig idé, men optræder i forskellige hybridformer rundt om på kloden. Med Den Nye Silkevej forsøger præsident Xi Jinping at bygge et interkontinental netværksinfrastruktur, der skal tvinge omkringliggende lande til at indrette sig efter kinesernes økonomiske overherredømme. Kynisme er blevet strategipapirernes underliggende kodeord. Flere og flere lande er i færd med at afsværge sig det humanistiske og demokratiske projekt.
Det er på denne baggrund let af give Krastev og Holmes ret. Det 20. århundrede er for længst forbi. Nu gælder andre idéer og interesser. Mange steder ser vi nationalistiske tilbageslag, der går ud på at holde fremmede værdier ude. Til gengæld glider teknologier let henover grænserne, fordi landenes regeringer frygter at sagte bagud i den globale konkurrence. Selv i frie og relativt ufarlige lande som Danmark, ønsker politikerne at indføre mere kontrol og sikkerhed, blandt andet fordi man lige nu har held med at fremstille verden som uhelbredeligt kaotisk.
Når vi er kommet her til, skyldes det, på paradoksal vis, at Vestens liberalisme er blevet svækket af en mangel på en stærk modstander. Der har de seneste 30 år ikke været nogen overbevisende konkurrerende ideologier (slet ikke islamismen), som har kunnet tiltrække økonomisk, politisk eller intellektuel opbakning i Vestens befolkninger. Uden modstanden fra et ideologisk alternativ er det de seneste år blev tydeligt, at liberalismen forelskede sig i sig selv efter Murens fald. Historien var slut og de vestlige lande mistede orienteringen. De begyndte at udhule deres egne hævdvunde frihedsprincipper.
Som en enhver kan se, pågår denne udvikling stadig, og hvis Vesten skal tabe i den nye verdensorden, er det ikke til kineserne, men til os selv, fordi vi frygter, hvad der venter i horisonten. Sådan har Giorgio Agamben også lidt ret: Vores frihedsrettigheder kan kun bøjes ind til det punkt, hvor de pludseligt knækker.
