Ophøjelsen af det mindste liv

Lispector
Foto: Privat

BAGGRUND. 100 år gammel og relevant som aldrig før: Clarice Lispectors litterære værker inspirerer den unge forfattergeneration i dag. 

Clarice Lispector (1920–1977) . Foto: Privat

Clarice Lispector ville den 10. december 2020 være fyldt 100 år. Efter i årtier at have befundet sig i periferien af den vestlige litteraturkanon, udgør hun i dag et litterært forbillede for den unge skandinaviske forfattergeneration. 

Jonas Eika, som i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris, fortæller i et interview i dagbladet Information, at han under arbejdet med Efter solen (2018) begyndte at læse Lispector for at finde »et mere legende sted at skrive fra«. I Lispectors roman Passionen ifølge G.H. (1964) oplever hendes jegfortæller en bevidsthedsudvidelse, der åbner for en større sensibilitet over for alt andet liv. Hun møder en kakerlak »ansigt til ansigt«, og da hun spiser den, fyldes hun af dens eksistens. Den får hende til at se verden på en helt ny måde, så »også ørkenen er levende og har fugtighed, og at alt er levende og gjort af det samme stof«. 

I interviewet med Information fremhæver Eika netop Passionen ifølge G.H. og fortællerens forvandling. Ifølge den danske forfatter omskriver Lispector »den kristne gud til en slags neutral vitalitet, der findes i alle ting«. Opløsningen af selvet kan opfattes som en længsel efter at løsrive sig fra de forestillinger og forventninger, der knytter sig til køn og status – en længsel efter en mere åndelig væren. 

I Eikas novelle »Bad Mexican Dog« fra Efter solen ser man netop det i skildringen af de unge mænd, der arbejder som beach boys på en mexicansk strand. I en mystisk, ceremoniel sexscene, som er en slags afsked med den døde beach boy Ginger, går drengenes kropsvæsker i forbindelse med vandet og får – i et ekstatisk øjeblik – deres døde ven til at genopstå. Hos Lispector og Eika åbenbarer det spirituelle og storslåede sig på de mest gudsforladte eller ubetydelige steder.

Langsomt udbredt i Europa

Lispector blev født i Ukraine, flyttede til Brasilien som barn og var stærkt præget af opvæksten i en fattig, jødisk immigrantfamilie. Lispector var blot 23 år, da hun skabte sensation i Brasilien med sin debut Perto do Coração Selvagem (oversat til svensk med titlen Nära det vilda hjärtat af Örjan Sjögren i 2012). Stjernernes time (1977), den sidste roman hun skrev, før hun døde i 1977, er i dag pensum på skoler og universiteter i Brasilien – og hendes bedst sælgende bog verden over. 

På trods af den tidlige nationale anerkendelse, er det gået langsomt med udbredelsen af Lispectors forfatterskab i Europa. Den danske litteraturforsker Elisabeth Friis, der blandt andet har undervist i forløbet »At blive hund, at blive kvinde – om Virginia Woolf og Clarice Lispector« på Forfatterskolen i København, skriver i en af sine introduktioner til forfatterskabet, at den franske filosof Helene Cixous havde en afgørende rolle for Europas kendskab til Lispector. Cixous’ læsning førte til, at Lispector i en europæisk kontekst hovedsageligt blev læst som écriture féminine: en form for skrift, der udgår fra kroppen, og hvor den sansede erfaring kommer forud for sproget. 

Passionen ifølge G.H. tematiserer Lispector sprogets utilstrækkelighed i forsøget på at indfange det, der ligger uden for den menneskelige erkendelse. Stumheden bliver en efterstræbelsesværdig tilstand: Først ved talens ophør bliver det muligt at »høre« de andres stumhed og acceptere den som det muliges sprog. 

Den danske digter Nanna Storr-Hansen forklarer, at hendes møde med Lispectors skrift var ligesom at træffe »nogle meget komplekse væsener«, som hun meget gerne ville lytte til, men ikke vidste hvad hun skulle fortælle. 

Det er især Lispectors værk Agua Viva (1973), som har haft betydning for Storr-Hansen. Agua Viva begynder ved livets begyndelse. Den kvindelige erfaring med at bære og give liv har hos Lispector en nær forbindelse til andre reproduktive processer i naturen, hvilket også er en tematik, Storr-Hansen undersøger i sine digte. Her fra digtsamlingen Mimosa (2018): »hvem samler organer sammen til endnu et menneske / (..) saml kernerne/sammen og opbevar dem inderst/ i kroppen«. 

En skrift fuld af associative knopskydninger

Lispector har før kaldt sproget for »sin menneskelige anstrengelse«. Hun viser, hvordan menneskets forsøg på at navngive alting også er et forsøg på at tage objekterne i besiddelse og erobre dét, der vanskeligt lader sig indfange med ord. 

Hendes tekster dyrker det diffuse, flygtige, ustabile, og det, der ikke lader sig fastholde i én betydning. Romanerne afviser ofte kontinuitet og sammenhængskraft, men skaber sine egne organiske strukturer med associative knopskydninger. 

Lispectors noveller er mere klassiske, med fremadskridende handlingsforløb, men også her er hun optaget af oversete eller marginaliserede liv. Det betydningsfulde og komplekse findes i selv de allermindste eksistenser. Novellen »Ægget og hønen« fra samlingen Hemmelig lykke (1971) begynder i den konkrete, fysiske verden, i køkkenet, hvor jegfortælleren er ved at tilberede et æg, men ægget er ikke bare et æg. Fortælleren fortaber sig i en meditation, og et tidløst, abstrakt rum åbner sig: Ægget er pludselig et æg set gennem tre tusinde år. 

Genkendelige hverdagsrum

Lispectors evne til at skabe genkendelige hverdagsrum, hvori tid og sted udvides eller ophæves, inspirerer Emma Bess. I 2018 debuterede hun med novellesamlingen Mødre, døtre, søstre. Om Lispectors noveller fortæller Emma Bess: »Hun skriver inde fra kvinder, hvor de ligesom er helt almindelige udenpå, men så fyldte indeni, med billeder og sugende tanker, også filosofiske og eksistentielle tanker.« 

I Bess’ noveller sker der en lignende bevægelse fra genkendelige hverdagssituationer til åbningen af uendelige rum, som i novellen »Fest«, hvor tankestrømmen fører fra ansigtet til, at jeget ser sig selv vokse ud i universet: »[D]erfor har jeg et ansigt der er stille som et fotografi, mens jeg forestiller mig at solen er en flad skive, og jeg selv er større, større endnu, større end de største planeter og stjerner.« 

Forfatter og oversætter Wera Von Essen er endnu en ung skandinavisk forfatter, som har forholdt sig til Lispectors værker. Flere af dem har hun har oversat til svensk. I sin debutroman En debutants dagbok (2018) er Lispector til stede i jegfortællerens bevidsthed som et litterært forbillede og eksistentiel ledestjerne: »Det är fredag idag. Längtan, längtan. Efter vad – Clarice Lispector vill ha trängtan, trängtan har åtminstone riktning.« 

Essen udtaler, at det især er Lispectors skildring af det indre livs rigdom og det direkte sprog, som fascinerer hende:»Hendes insisteren på det indre livs mærkelige og ofte skræmmende rigdom, evnen til at holde tiden og strømningerne ude, samtidig med at henvendelsen til læseren er så åben og direkte«. 

Lispectors righoldige værker lever ikke kun videre i enkelte læseres bevidsthed. De er i dag med til at præge og forme flere hjørner af den skandinaviske litteratur.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.