Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Dette er ikke en true crime-roman

INTERVIEW. Christina Hesselholdt skriver sig med Virginia Is For Lovers ind i hovedet på to nulevende mordere. Må man det?

Christina Hesselholdt (f. 1962) er uddannet fra Forfatterskolen og har siden 1991 skrevet en række romaner, novellesamlinger og børnebøger. Hun oplevede sidste år et gennembrud i Tyskland med romankvarteten Selskabet (2008–2014) om Camilla og hendes vennekreds. Virginia Is For Lovers udkommer den 22. februar på forlaget Rosinante. Foto: Robin Skjoldborg

Christina Hesselholdts Virginia Is For Lovers (2019) tager afsæt i en mordsag fra Lynchburg, Virginia i 1985. Den unge Elizabeth Haysom og hendes daværende tyske kæreste Jens Söring blev efter en lang og pinefuld retssag dømt for dobbeltmordet på Haysoms forældre. I sin nye roman blander Hesselholdt fiktion og dokumentarisme og gestalter forløbet op til den fatale hændelse. I dette interview giver hun et indblik i sit arbejde med det dokumentariske materiale, valget af metode og de etiske overvejelser, som projektet har medført.

Christina Hesselholdt, du har tidligere udtalt, at du som ung aspirerende forfatter kæmpede med at få ordene ned på papiret, og at du kun skrev noget, der svarede til 20 sider om året. Hvordan forholder det sig nu? Går det bedre?

Ja, nu går det ret hurtigt. Jeg har skrevet de her to bøger, Vivian (2016) og Virginia Is For Lovers (2019), på tre år. Selve skrivningen går ret stærkt. Når det alligevel tager et stykke tid for disse forholdsvis korte bøger, skyldes det opgaven med at opstøve stof. Jeg skal have en ide, før jeg kan gå i gang. Eksempelvis har jeg brug for en hændelse, der ligger længere fremme i forløbet, som jeg kan skrive hen imod. Det kan ske, at der kommer nogle pauser i selve skrivningen på nogle uger hist og her, hvis jeg mangler de punkter. Men det at skrive på baggrund af nogle virkelige begivenheder, i dette tilfælde andres menneskers liv, giver i forvejen en slags punkter på en fortællelinje.

Du kalder Vivian og Virginia Is For Lovers for dokumentarromaner. Hvordan skal man forstå det?

Egentlig ville en anden betegnelse nok være bedre. I begge romaners tilfælde har jeg brugt et skelet af virkelighed – enten noget biografisk eller et dokumentarisk stof – som jeg har trukket på, og som jeg har lavet fiktion ud af. Jeg ser det dokumentariske materiale som nogle punkter på en linje, som det er mit arbejde at forbinde. Hvis vi nu tager Virginia Is For Lovers: Med den besluttede jeg mig ret hurtigt for, at handlingen skulle ligge i året inden mordet. Jeg interesserede mig egentligt ikke for, om det var Jens Söring eller Elizabeth Haysom, der førte kniven, men derimod, hvad der fik to så privilegerede unge mennesker til at ødelægge deres liv, da de var 20 år. Det vil sige, at jeg vidste, at romanens slutpunkt skulle ligge en uge før mordet. Og på den linje ville jeg så have nogle andre punkter, som jeg ved har fundet sted: Elizabeths tur til Europa, de nøgenfotografier hendes mor har taget imod hendes vilje og hendes møde med Jens Söring på universitetet. Alt det er med for min egen skyld, som et slags stativ.

Hvad er der med den her fortæller, Mr. Up Front, han er jo også en karakter i romanen?

Mr. Up Front har to hovedfunktioner. Den ene er at hjælpe læseren med at orientere sig i tid og rum – han er næsten pædagogisk. Den anden funktion er, at jeg bruger ham til diskutere det her begreb exofiktion, som dækker over den litteratur, der tager udgangspunkt i eksisterende personer eller hændelser. Jeg var meget meget optaget af, at det ikke skulle blive sådan noget tør metafiktion, men at der skulle være slag i bolledejen, at der skulle være liv og fart over feltet.

Fortælleren forholder sig meget eksplicit til litterære greb som for eksempel genre. Han taler blandt andet om den amerikanske forfatter Truman Capotes In Cold Blood (1966) og sammenligner sin egen fascination af Elizabet Haysom med Capotes fascination af morderen Perry Smith. Det fik mig til at tænke på om, det er en slags true crime-bog, du har skrevet?

Måske, men kan det godt være true crime, når mordet ligger uden for fortællingen?

Det er et godt spørgsmål.

Den eneste true crime-litteratur, jeg har læst, er den, som jeg gør lidt grin med i Virginia Is For Lovers, altså Ken Englades bog Beyond Reason (1990), som handler om den samme mordsag. Men du har ret i, at det er en blanding af dokumentar og fiktionaliserede scener, som kendetegner true crime-genren. I Beyond Reason er der en meget skarp vinkel på, hvem der er morderen: Jens Söring kommer i første kapitel og begår mordet. Men min bog er snarere en blanding af dokumentar og ren fiktion.

Mr. Up Front beskriver Englades metode som, at han anbringer sig i deres bevidsthed og gør rede for deres tanker. »Han stabler scener på benene. Han opbygger spænding.« Hvordan adskiller de ovennævnte greb sig fra din metode?

Jamen, jeg tror, at min metode tangerer hans. Det, jeg har gjort, er at forsøge at skille stoffet i to bunker. Det er derfor, jeg har lavet en liste.

Ja, det er rigtigt. For at forklare det for vores læsere: Mr. Up Front laver i begyndelsen en liste over faktuelle ting: Navne og hændelser, der med sikkerhed har fundet sted. Udover den her liste, er alt andet opdigtet, siger han.

Ja, det er nok dér, at min roman adskiller sig fra true crime-genren: Den liste og ærligheden om, at store dele af bogen er helt opdigtet.

Hvordan har din metode været? Har den involveret research?

Ved hjælp af internettet, ja. Ligesom med Vivian. Det var lidt en foræring, at jeg faldt over den her dokumentar, The Promise (2016). Jeg blev meget fascineret af Elizabeth Haysom, da jeg så hende, og oplevede at hun talte så smukt. Det kunne jeg slet ikke stå for. Det var meget overraskende. Hvis nu man var englænder, ville man måske synes, at det var hæsligt med det der kostskoleengelsk, men det er virkelig skønt, synes jeg. Og så midt i en retssag, hvor alle de andre står og sveder, sidder hun i sit hvide tøj og ser meget fattet og smuk ud. I det øjeblik blev jeg optaget af hende, og jeg havde svært ved at forbinde hende med mordet. Det er jo, det der sker: Smukke mennesker har altid en eller anden fordel, det ved man godt.

Og hvis de så taler smukt oven i købet, så er de helt umulige at stå for. Elizabeth er også selv digter. Er romanen – ligesom Vivian– en slags kunstnerportræt?

Ja, det var også noget af det, der kom til at gribe mig, at både Elizabeth og Jens interesserer sig for litteratur, og at de identificerer sig med hver deres litterære karakter. Jens Söring identificerer sig med Sidney Carton i Charles Dickens’ A Tale of Two Cities (1859) – karakteren, der påtager sig skylden for en forbrydelse i revolutionens Frankrig og ender i guillotinen for at gøre noget godt. Han har ellers været en sjuft hele sit liv. Og så er der Lady Macbeth, som Elizabeth identificerer sig med – kvinden, der opfordrer Macbeth, altså Jens, til mord. Deres historie er viklet ind i litteratur, og det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for. Det betød ligeså meget, som at Elizabeth talte smukt.

Har du haft nogle etiske overvejelser om at skrive en bog om nulevende mennesker, hvor to af de vigtigste personer i fortællingen fortsat sidder fængslet for mord?

Ja, jeg synes, det var et stort problem. Jeg har været meget bekymret for at skade nogen. Men eftersom jeg ikke beskæftiger mig med skyldsspørgsmålet, og de begge er dømt for over 30 år siden, synes jeg ikke, at det er det, der er problemet. Problemet er at tillægge mennesker, der lever, tanker, erindringer og så videre.

Ja, for du skriver jo som Elizabeth, og du skriver som Jens.

Ja, hvad vil de sige til det?

Det tænkte jeg også over. Elizabeth hadede Englades bog i en sådan grad, at hun efter at have læst den, angiveligt skulle have udtalt: »Brænd den«. Hvad tror du, hun vil sige til din bog?

Nu mener jeg, at det, han laver, er triviallitteratur, og jeg håber min fremstilling er mere sober, og at den bidrager til en forståelse af Elizabeths betændte forhold til moren. Elizabeth har stået frem og sagt, at hun blev misbrugt, så jeg afslører ikke nogen hemmelighed. Jeg håber, at jeg har fået adskilt Elizabeth som rigtigt levende menneske: Hende, der skriver digte, og så mig, der laver en litterær karakter. Men selvfølgelig bliver det et misk-mask igen. Man kan måske kalde det et kunstigt forsøg på at skille det ad.

Noget, som rent faktisk gav mig et chok, mens jeg læste Virginia Is For Lovers, var, at der pludselig var en scene, som jeg er helt sikker på, at jeg havde læst i din roman Hovedstolen(1998). Det er den, hvor Elizabeth ser sin mor Nancy og hendes veninde Lucy i gang med en form for intim handling, noget massage. Hovedstolen er vel et autofiktivt værk. Hvad siger det om det her projekt?

Jo, det er rigtigt. Den scene er hentet fra min barndom. Som barn kom jeg ind i en stue og så min mor blive masseret af en veninde med levende lys over det hele, og der var sådan en mærkelig intens stemning. Det virkede stærkt på mig. Og jeg syntes bare, at den passede godt her, den scene. Det, som det nok peger tilbage på, er at jeg tillægger karaktererne mine egne erindringer. Det vil sige, at jeg altid kommer til at skrive om mig selv i en eller anden grad. Man bruger det potentiale, man selv har, og tillægger det dem, man skriver om.

Du siger, at Virginia Is For Lovers er skrevet på et skelet af virkelighed. Hvordan adskiller den sig fra resten af dit forfatterskab?

På en måde er det her projekt i familie med Camilla-bøgerne (Selskabet, 2008-2014). I dem tager jeg afsæt i nogle begivenheder i mit eget liv, som jeg så tildeler nogle karakterer. Jeg bedriver altså fiktion ud fra det. Hovedformålet er ikke en eller anden mimesis i forhold til virkeligheden, men derimod at lave gode tekster på deres egne præmisser. I Vivian og Virginia Is For Lovers har jeg brugt punkter fra andre menneskers liv og så fiktionaliseret rundt om de punkter. Men forskellen er ikke så stor. Jeg giver mig selv den samme behandling som Elizabeth.

Føler du et andet ansvar, når du skriver om andres liv og ikke dit eget?

Jo, et helt andet ansvar, det er nok derfor jeg har dokumenteret processen igennem Mr. Up Front. Men jeg regner også med at få på puklen for det. Jeg kan forestille mig, at det vil være en indvending mod projektet. Hvad tænker du selv?

Jeg kan godt se, at der er nogle etiske problemer ved at tillægge virkelige mennesker tanke og stemme, men det tror jeg næsten er et grundvilkår for det at skrive. I hvert fald når man gør det autofiktivt eller dokumentarisk. Det er sjældent rart for nogen at blive taget ind og gjort til litteratur. Men jeg synes, at bogen her er ærlig om, hvad den gør, hvad der er »sandt« og hvad, der er fiktion. Men for mig, er det er ikke en etisk fordring at læse eller at skrive. Jeg tror, der er nogen, der vil kunne blive udfordret etisk af den her bog, hvilket jeg respekterer.

Ja, der en debat i øjeblikket om den tyske instruktør Florian Henckel von Donnersmarck, der har lavet filmen De andres liv (2016). Han har taget den østtyske forfatter Christoph Heins liv og forvrænget det ind i det kunstnerportræt, der er omdrejningspunktet i filmen. Det har Christoph Hein været meget vred over. I starten blev Hein krediteret i rulleteksterne, men det har de måttet tage ud. Nu har Florian Henckel så gjort det samme med maleren Gerhard Richter, som også er blevet meget vred på ham. Det er en problematik, vi i øjeblikket ser i forbindelse med kunstnerportrætter.

Men kan man beskytte sig imod, at nogen har lyst til at skrive om en?

Nej.

I Vivian, er der et citat, som jeg synes var rammende for det at skrive. Det handler om, at Vivian Maier tager alle de her billeder af folk, så det nærmest bliver til et katalog over mennesker. Citatet lyder:

[E)t fotografi kan ikke griber hele den menneskelige tilstandsform, men det kan skrift, og det var Montaignes projekt, ved at skrive om sig selv at få sagt alting om mennesket. Men jo flere mennesker man fotograferer, jo flere tilstandsformer kan man måske indfange, til sidst har man et katalog over tilstandsformer.

Jeg tænker, at projektet i første del af dit forfatterskab, og især med Hovedstolen, kan sammenlignes med Montaignes projekt. At du forsøger at skrive om dig selv, for at sige alt om mennesket, mens de seneste to bøger, måske er mere over i Vivian Maiers metode, det med at lave et katalog over menneskelige tilstandsformer og give dem stemme. Er det helt ved siden af?

Nej, det kan man godt sige. Camilla-bøgerne indeholder faktisk også et katalog. Der er en meget lang historie, som handler om Camillas mors patienter, og det kommer der en masse lidt farvestrålende bipersoner ud af. Så det tog jeg allerede fat på der. Man kan kalde det et galleri eller en samling portrætter.

Elizabeth skriver digte og deltager i et skrivekursus, hvor der dukker et udsagn op: »Energi, præcision og kompleksitet er lig med skønhed«. Er det en poetik, du selv følger?

Det stykke er en lille smule parodisk, men sådan er det altid, når man skal udstille, hvad det er, der kan føre til noget smukt, når det ikke er videnskab. Jeg arbejder selv meget med præcision og energi, at holde tempoet oppe. Og det komplekse kommer næsten af sig selv, for det er ret komplekst at have så mange karakterer, viljer og tider i spil. Så jo, det er min egen poetik, det kan man godt sige. Vi har ikke talt ret meget om stemmeromanen.

Nej, vil du sige noget om den?

Ja, for stemmeromanen er jo en form, der stiller flere spørgsmål, end den kommer med svar, fordi karaktererne mener en hel masse forskelligt. De kommer med modstridende udsagn og diskuterer indbyrdes. Efter min mening, er det et gode at holde feltet åben på den måde, at man ikke lægger sig fast på fortolkninger, men at alle karakterer kommer til orde. De kommenterer og belyser hinanden på forskellige måder. Jeg holder meget af stemmeromaner. Jeg elsker Sara Stridsberg og Daniel Grossmans En hest kommer ind på en bar (2014), Og Svetlana Aleksijevitj, som kalder sine mange fortællinger for et episk kor, hvilket er et meget anderledes projekt end mit.

Nu har du nærmest kun arbejdet med trilogier og kvartetter. Går du også efter det den her gang?

Ja, jeg vil gerne skrive en til, så det her bliver en trilogi.

Jeg tænkte det nok. Tror du, at det bliver en Amerika-trilogi?

Det kunne også være, jeg skulle gribe hen i et andet hjørne af verden?

Måske. Jeg tænker, at formen binder de to seneste bøger sammen. Er der andet, der afgør, om de kan udgøre en trilogi?

Ja, det bliver nok fortælleren, der skal binde det hele sammen, og så den her blanding af dokumentar og fiktion.

Det ikke forkert at sige, at det er fortælleren, der er hovedpersonen på tværs af værkerne?

Nej, det er rigtigt. Sådan er det i hvert fald nu. Men jeg leder efter stof. Jeg har faktisk ledt i lang tid. Jeg blev færdig med den her 1. juni 2018. Så jeg trænger til at komme i gang igen.

Duncan Wiese

Duncan Wiese

Duncan Wiese (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen i 2015. Han debuterer til sommer med digtsamlingen Tityrus.