Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Bye-bye Old Britain

KOMMENTAR. John Buchans The Thirty-Nine Steps er ikke kun en bog for drengerøve. Nigel Farages favoritroman giver et forrygende indblik i den britiske folkesjæl ­– og bruddet med EU.

Hvad skal det dog blive til, det der brexit? Sikke et drama, sikke en forestilling. Intet af det, som er sket de seneste mange måneder, kan beskrives bedre end med skuespillets klassiske termer: Her har man set en række fantastiske intriger og et imponerende beckettsk kammerspil, udført så alle, der kigger på, knap fatter en pind. Applaus, applaus. Politik er blevet avantgarde igen.

Ja, ordene til at beskrive det store drama, som nu for alvor er rykket ind i det britiske parlaments Underhus, kan man lige så godt låne fra teaterverdenen: Det, der begyndte som en tragedie, har for længst udviklet sig til en farce uden vindere, kun med surmulende tabere og skabagtige nejsigere. For som Mr. speaker John Bercow utrætteligt har udbasuneret i den seneste tid: The no’s have it, the no’s have it! Det kunne meget vel være sloganet for denne protestens tidsalder.

Faktisk burde ingen som englænderne selv – dette teaterfolk med deres affekterede stemmer, dommerparykker, paraplyer og gentlemen’s clubs – kunne se, hvor komisk dette spektakel efterhånden er blevet. Det er selvfølgelig englænderne, som har fundet på udtrykket »komedie er lig tragedie plus tid« – og findes der noget mere rammende udtryk for det, der sker nu, i denne sidste langstrakte fase, i dette end game?

Ingen, virkelig ingen, har gennem hele processen haft bedre sans for dramaets struktur end den forhenværende udenrigsminister Boris Johnson, formentlig fordi han selv er en uovertruffen blanding af en »komiker, conman, faux subversiv showman og populistisk mediekonfekt«, som den forhenværende The Guardian-journalist Dave Hill har beskrevet ham. Til juni udkommer Johnsons længe ventede bog om dramatikkens store mester, William Shakespeare, The Riddle of Genius. I den skriver han om de evige temaer: magtkampe, skiftende identiteter og hormonelle teenagere; racisme, jalousi og politisk korruption.

Sorry, var det brexit, bogen handlede om?

Med alle de begærsfantasier og irrationelle forestillinger, som synes at dominere brexitforhandlingerne, kan litteraturen og kunsten – ligeså godt som diverse samfundsteorier – bruges til at forstå, hvad der har udløst denne politiske krise.

For nylig faldt jeg over Nigel Farages yndlingsroman, The Thirty-Nine Steps (1915) af forfatteren og den senere efterretningsofficer John Buchan. Bogen, der i 1935 blev filmatiseret af Alfred Hitchcock, er en af spionromangenrens helt store klassikere og en chokerende thriller – særligt for dem, som ønsker at få et indblik i Englands skyggefulde selvfortælling om et klassedelt og geografisk splittet samfund, hvor den største fjende kommer udefra.

For nogle år siden spurgte The Guardian en række britiske politikere om deres læsevaner, og i samme ombæring konstaterede avisen, at Buchans bog nærmest er »gennemgående forudselig«, når man sammenligner dens handling med den forhenværende Ukip-leders verdensbillede.

Her er vi i 1914, i Olde Englands sidste sommer, dengang imperiet stadig stod og briterne havde verden for deres fødder. Romanen går selvfølgelig ud på, hvordan Storbritannien skal reddes fra den ondsindede, imperialistiske ærkefjende, Tyskland, der om kort tid har planlagt et mord på den græske premierminister, hvilket vil kaste verden ud i en ny verdenskrig.

Romanens skotske hovedperson, Richard Hannay, er det, man kalder en ægte clubland hero, en distingveret herre med retorisk talent og forbindelser til store dele af Londons forretningsverden. Men han er også en mand af kolonierne, og er netop vendt hjem fra Sydafrika til Londons kvalmende klima, hvor han knap kan holde ud at være så meget som en time mere.

Pludselig bliver han viklet ind i det mordmysterium, som altså viser sig at omhandle hele Europas fremtid, da en fremmed amerikaner opsøger ham og fortæller, at en hemmelig undergrundsbevægelse fra Berlin og Wien – bestående af »anarkistiske akademikertyper, som laver revolutioner« og »finansmænd, som ene og alene er ude efter at lave penge i stor stil« – har planer om at sætte Europa i brand: »Kapitalen, sagde han, har ingen samvittighed, intet fædreland. Desuden stod jøderne bag det hele.«

Det jødiske problem må man nok regne for et blindt spor i romanen, men der er alligevel tale om et »djævelsk komplot«, som hurtigt viser sig at være sandt: Mr. Scrudder, som amerikaneren hedder, bliver dagen efter fundet myrdet i skottens West End-hus, og vores hovedperson må derfor flygte fra politi og tyskere, iført et »velegnet tweed-jakkesæt«, hele vejen op til sin hjemstavn, det skotske højland, hvor han mirakuløst klarer sig ud af enhver faretruende situation, inden han løser den kode, som han har fået af Scrudder.

Der er selvfølgelig tale om en ægte knaldroman, et tæt, actionmættet drama, hvor tyskerne venter om hvert hjørne, og hvor vores helt aldrig formår at finde ro. Derfor undrer man sig også over, hvor ofte romanen giver sig hen til beundrende beskrivelser af den britiske natur. Der er nærmest ingen grænser for, hvor »ejendommelig« og »vidunderlig«, den er:

Det her var det herligste majvejr, overalt stod tjørnehegnene i fuld blomst, og jeg måtte spørge mig selv, hvorfor i alverden jeg, da jeg endnu var en fri mand, var blevet i London i stedet for at tage ud og nyde dette vidunderlige landskab.

Det er herude, i dette endeløse paradis, at man kan høre »åens plasken og hjejlernes idelige klagen«. Hvordan kunne man tænke sig noget »mere fredfyldt landskab noget steds i verden«, spørger Hannay sig selv. Han er fuld af beundring for provinsens mennesker, der selvfølgelig er i besiddelse af »den fuldkomne takt og dannelse«, og den hjemvendte skotte suser »gennem små, gamle stråtækte landsbyer, hen over engdrag med dovent glidende åer og forbi haver, hvor tjørn og guldregn står i fuldt flor«. Overalt, siges det, hviler »en sådan fred og uskyld over landskabet, at jeg havde svært ved at fatte, at næppe langt bag mig kom mennesker jagende.« Men sådan er det altså. Den tyske katastrofe truer nu med at ødelægge det fredfyldte liv, der hersker her, så langt fra Europa man næsten kan komme på de britiske øer.

Netop som det ikke kan blive mere højstemt, melder den brutale virkelighed sig heldigvis igen: Hannay finder på, at han må give sig ud for at være politiker og frihandelstilhænger for at undgå at blive fundet af politiet og tyskerne. Han søger derfor dækning i et forsamlingshus, hvor han som erstatning for en udebleven gæst skal holde en valgtale om den globale kommercialismes velsignelser og protektionismens ødelæggelser. Men han ved selvfølgelig ikke meget om det stads, for hvordan skal en sand brite som ham, denne fine mand af folket, kunne sige noget om elitens projekter – det er jo for pokker ikke London, han er oprindeligt fra.

Manden, som har inviteret ham indenfor, er en blødsøden socialliberal type af den værste skuffe. Han mener, at den »tyske fare« er en ren konservativ opfindelse, »uden nogen som helst forbindelse til virkeligheden, konstrueret ene og alene for at snyde og bedrage de mange, hårdt tiltrængte sociale reformer.« Ja, denne dumrian, som ikke giver noget for magtens hårde næve, er endda opsat på at reducere flåden til det halve. Skandale! Men han bliver ved: Havde det ikke været for Tory’erne »ville Tyskland og Storbritannien for længst have vandret hånd i hånd, forrest i kampen for fred og sociale reformer«, siger han. Det rene blændværk, med andre ord.

For den moderne læser er det svært at læse Buchans næsten mytiske og sagnagtige fortælling som fuldkommen blottet for ironi. Men for Farage er dette næppe så vigtigt; dette glansbillede er jo bare for perfekt til ikke at blive taget alvorligt. Faktisk er dette kunst, når det er bedst, ville Farage og hans venner sikkert sige: som en lindring og en fortrøstning – en lise for sjælen!

Da Hannay til sidst møder tyskerne, er de skildret som dæmoniske uhyrer med iskold udstråling og næsten overmenneskelige evner eller som tykke og primitive svin. Tyskerne pønser på et hemmeligt komplot, der truer Englands forsvar, og det hele afhænger nu i sidste ende af denne snusfornuftige mand, som har dedikeret sit liv til imperiet.

The Thirty-Nine Steps er en roman om den lille mands kamp mod systemet, selvom han også selv tilhører systemet; den er en fortælling om det gamle fredfyldte Englands ødelæggelse, tilvejebragt af et oprørsk Europa og en gemen kapitalistisk, akademisk tysk-østrigsk elite, som til anledningen har opfundet »et eller andet flag og et land at kæmpe for«.

Hvad ender det med? Jo, de tyske forbrydere har selvfølgelig held med at udføre deres planer på trods af Hannays redningsforsøg, og krigen bryder ud. Med andre ord: Den gamle verden med dens clubhelte går under. Og derfor må Hannay på den igen, denne gang som ægte efterretningsofficer og hovedperson i de efterfølgende romaner Greenmantle (1916), Mr Standfast (1919), The Three Hostages (1924) og The Island of Sheep (1936). Men én ting har Nigel Farage nok ret i: Ingen af dem er så gode som The Thirty-Nine Steps.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no