En enlig menneskelig stemme

OVERSAT. I tre år rejste Svetlana Aleksijevitj rundt for at indsamle vidnesbyrd fra folk tæt på Tjernobylulykken. Et af dem udgør nu en af grundstenene i HBOs nye miniserie. Et uddrag af Bøn for Tjernobyl.

Læs også interviewet med Svetlana Aleksijevitj, hvor hun mindes, hvordan det var at skrive bogen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle om … Om død eller kærlig­hed? Eller er det det samme? … Hvad skal jeg fortælle om?

Vi var blevet gift for nylig. Når vi gik på gaden, holdt vi hin­anden i hånden, selv når vi bare skulle ud at handle. Vi var altid sammen. Jeg sagde: »Jeg elsker dig.« Men jeg vidste endnu ikke, hvor højt jeg elskede ham. Jeg kunne ikke forestille mig det … Vi boede på et arbejderkollegium, hvor beboerne alle var brand­mænd, ligesom han var. Vi boede på anden sal med tre andre unge familier og delte alle det samme køkken. Og nedenunder, i stueetagen, holdt brandbilerne. De røde brandbiler. Det var det, han arbejdede med. Jeg vidste altid, hvor han var, og hvad han lavede. Midt om natten hørte jeg larm. Der blev råbt. Jeg kiggede ud ad vinduet. Han så mig og sagde: »Luk vinduerne og gå tilbage i seng. Der er ildebrand på atomkraftværket. Jeg er tilbage inden længe.«

Jeg så ikke selve eksplosionen. Kun flammerne. Alt virkede, som om det lyste op … Hele himmelen … Høje flammer. Masser af sod, en forfærdelig varme. Jeg ventede og ventede på ham. Soden kom fra brændende bitumenasfalt, som atomkraftværkets tag var beklædt med. Senere fortalte han mig, at det var som at gå i varm tjære. De slukkede ilden, men den skød frem nye steder. De sparkede de brændende grafitplader ned med fødderne … De havde ikke beskyttelsesdragter på, da de tog af sted. De havde kun de trøjer, de havde på, da de blev tilkaldt. Ingen advarede dem. De blev bare kaldt ud, som om det var en almindelig brand.

Klokken blev fire. Fem. Seks. Klokken seks skulle vi køre hjem til hans forældre. For at sætte kartofler. Fra vores by Pripjat i Ukraine til landsbyen Sperizje, hvor hans forældre boede, var der fyrre kilometer. Så og pløje … Det elskede han … Hans mor huskede ofte tilbage på, hvordan de ikke ville have, at han flyt­tede til byen. De byggede ovenikøbet et nyt hus til ham. Han blev indkaldt til hæren. Han aftjente sin værnepligt i Moskva, i branddivisionen, og da han kom tilbage, ville han kun være brandmand! Han ville intet andet.

(Hun bliver tavs).

Sommetider har jeg det, som om jeg kan høre hans stemme … Som om han er levende… Selv fotografier har ikke den samme effekt på mig som hans stemme. Men han kalder aldrig på mig. Og selv i drømmene … Er det kun mig, der kalder på ham …

Klokken syv om morgenen … Klokken syv fortalte de mig, at han var på hospitalet. Jeg løb derhen, men der var en ring af politi omkring hospitalet, som ikke lukkede nogen ind. Det var kun ambulancer, der fik lov at køre ind. Politibetjentene råbte: »Hold jer væk fra bilerne, geigertællerne går amok.« Jeg var ikke den eneste. Alle kvinderne kom løbende, alle, hvis mand havde været på atomkraftværket den nat. Jeg ledte efter min bekendt. Hun arbejdede som læge på hospitalet. Jeg tog fat i hendes hvide kittel, idet hun kom ud af en ambulance: »Lad mig komme ind!« »Det kan jeg ikke! Han er i en frygtelig tilstand. Det er de alle sammen.« Jeg ville ikke give slip på hende: »Jeg vil bare se ham.« »Ok, så,« siger hun, »så lad os komme af sted. Men kun i femten til tyve minutter.« Jeg så ham … Helt hævet og opsvulmet … Hans øjne var næsten ikke til at se … »Han har brug for mælk. Masser af mælk!« sagde min bekendt. »De skal drikke mindst tre liter.« »Men han drikker ikke mælk.« »Det gør han nu.« Mange læger, sygeplejersker, især portører fra ho­spitalet ville blive syge inden længe. De ville dø. Men det vidste ingen på det tidspunkt.

Klokken ti om morgenen døde Sjisjonok, en af atomkraft­værkets ansatte. Han var den første, der døde … Den første dag … Vi havde hørt, at der var en anden, Valera Khodemtjuk, der sad fast under ruinerne. De fik ham aldrig ud. Han blev begravet i beton. Men vi vidste endnu ikke, at de kun var de første …

Jeg sagde: »Vasja, hvad skal jeg gøre?« »Rejs væk herfra! Rejs nu bare væk! Du skal have et barn.« Jeg var gravid. Og hvordan skulle jeg kunne rejse fra ham? Han tiggede mig: »Rejs væk! Red barnet!« »Først skal jeg hente noget mælk til dig, og så kan vi se på det.«

Min veninde Tanja Kibenok kom løbende … Hendes mand var indlagt på den samme stue på hospitalet. Hun havde sin far med. Han havde kørt for hende. Vi hoppede ind i bilen og kør­te til den nærmeste landsby efter mælk, omkring tre kilometer uden for byen. Vi købte masser af trelitersbeholdere med mælk. Vi købte seks, så der ville være nok til alle. Men mælken fik dem til at kaste op. De besvimede hele tiden og fik drop. Lægerne insisterede af en eller anden årsag på, at de havde fået gasforgift­ning, ingen sagde noget om stråling. Og byen fyldtes med mili­tærkøretøjer, de spærrede alle vejene. Der var soldater overalt. Både lokaltog og langdistancetog holdt op med at køre. De va­skede gaderne med et hvidt pulver af en slags. Jeg var bekymret for, hvordan jeg dog skulle nå frem til landsbyen næste dag for at købe frisk mælk til ham. Ingen sagde noget om stråling. Det var kun militærfolkene, der gik med masker. Folk fra byen hen­tede brød fra butikkerne, købte slik. Kagerne lå på åbne bakker. Livet fortsatte som normalt. Bortset fra at de vaskede gaderne med en eller anden slags pulver.

Se også

Oversatt

Kvinder kan stadig ikke tale frit

Mary Beard

Om aftenen ville de ikke lukke nogen ind på hospitalet. Der var et hav af mennesker omkring. Jeg stod over for hans vindue, han kom hen til vinduet og råbte et eller andet til mig. Han råbte desperat! Der var nogen, der hørte ham i mængden: De ville blive flyttet til Moskva den nat. Alle konerne samlede sig. Vi besluttede, at vi ville tage med dem. »Lad os se vores mænd! I kan ikke holde os væk!« Vi kradsede og slog. Soldaterne, der allerede stod i en kæde i to rækker, skubbede os væk. Så kom der en læge ud og bekræftede, at de ville blive flyttet med fly til Moskva, men han sagde, vi skulle hente noget tøj til dem – det tøj, de havde været iført på atomkraftværket, var blevet brændt. Busserne var holdt op med at køre, så vi løb igennem hele byen. Vi kom løbende tilbage med deres kufferter, men flyet var allere­de taget af sted. De havde gjort det med vilje, for at snyde os. Så vi ikke ville skrige, ikke ville græde.

Det blev nat … På den ene side af gaden var der busser, hund­redvis af busser (de var allerede i gang med at forberede en eva­kuering af byen), og på den anden side hundredvis af brandbiler. De havde bragt dem ind alle steder fra. Hele gaden var dækket af hvidt skum. Vi gik hen over det, mens vi skældte ud og græd …

I radioen sagde de, at byen ville blive evakueret i løbet af tre til fem dage: »Tag varme ting og sportstøj med, I skal bo i sko­ven. I telte.« Folk blev ovenikøbet glade – »vi skal ud i naturen! Så kan vi fejre 1. maj der!« Folk tilberedte kebabber til at grille og købte vin til at tage med på turen. De tog guitarer og højta­lere med. Alle elsker 1. maj-fridagene. Det var kun dem, hvis mænd var syge, der græd.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom frem … Det var, som om jeg kun vågnede, da jeg så hans mor: »Mor, Vasja er i Moskva! De har hentet ham i et specialfly!« Men vi blev færdige med at sætte kartofler og plante kål i haven, og en uge senere evakuere­de de landsbyen! Hvem kunne have forudset det? Hvem vidste det på det tidspunkt? Hen imod aften begyndte jeg at kaste op. Jeg var seks måneder henne. Jeg havde det så dårligt … Om natten drømte jeg, at han kaldte på mig. Mens han var levende, kaldte han på mig i drømmene: »Ljusja! Ljusenjka!« Men efter han døde, kaldte han ikke på mig en eneste gang. Ikke én gang…

Oversat fra russisk af Katja Hansen Volkova