Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Rifter i fælleskroppen

ESSAY. Ingen bryder sig i dag om støjen i samfundets fællesrum. I smarttelefonens tidsalder skal vi bare bygges ind i vores egne bobler.

Bobler
Illustration: Andreas Töpfer
Omgivelserne bliver på euforisk vis hvisket ud, når du sidder på et tog i høj fart. Især i togets ungdom følte passagerene næsten, at de lettede fra jordens overflade. Menneskehedens mange opfindelser har altid forårsaget skred i livsfornemmelse og -forståelse. Især vores tidsfornemmelse har fået massive chok. Kunsten forsøger altid at finde et sprog for disse intense oplevelser. Det er følelsen af den nye tid med en helt ny puls og rytme. Nye opfindelser kommer også til at påvirke måden vi ser kunsten på, spåede Walter Benjamin i sit essay om kunsten i reproduktionens tidsalder (1935). Bare femten år senere begyndte de fleste husstande at gøre plads til et nyt møbel, hvorfra lyset strømmede og alle samlede sig om: fjernsynet. Med det fulgte begejstring, men også bekymring over udviklingen. Hvad sker der for eksempel med kulturudtrykkene, som ikke passer ind her, og det unike kunstværk, som ikke lader sig skille fra stedet – for eksempel en kirke – hvor det er opført? Hvad sker der med ikonets status, når det beamer ind i folkets stuer i en banal ramme: dit eget gulnede tapet, dine egne nedslidte møbler.

Den britiske kunstkritiker John Berger (1926–2017) greb fat i denne ustabile situation, mens den udfoldede sig. Den 8. januar 1972 sendte BBC det første af fire programmer med titlen Ways of Seeing, hvor Berger med sit vilde hår, mønstrede skjorte og dybt engagerende stemme og gestik fik folket til tænke over kunstens rolle i masseproduktionens tidsalder. Når alle pludselig har et fjernsyn, går ingen længere på kunstmuseum. Er det slutningen på kunsten, som vi kender den, eller findes der muligheder i de nye medier? En formidler som Berger fik sin inspiration fra Benjamin, men også fra Karl Marx. Han ville lære os at se på kunsten ud fra kategorier som køn og klasse, og fjernsynet var for ham en perfekt kanal til at uddanne folket til at se, hvad kunst kan være.

Damon Krukowski: Ways of Hearing (2019, MIT Press)

Fast forward til den aktuelle situation med lignende mængder af bekymring over, hvad tidens nye teknologi gør ved os. Med bogen Ways of Hearing overtager amerikanske Damon Krukowski faklen fra Berger og bærer den videre ind i smarttelefonens tidsalder. Udover at være forfatter er han musiker i dreampopbandet Galaxie 500 (1987 – 1991) og duoen Damon & Naomi, og sammen med sin partner Naomi Yang forlægger i småforlaget Exact Change. Ways of Hearing, som i sin første inkarnation var en podcast, nikker tydeligt til Berger, hvis fjernsynsprogram i øvrigt også blev til en bog. I Ways of Hearing har Krukowski komprimeret nogle af sine pointer fra The New Analog (2017). Også i den nye bog filosoferer han over forandringer i måden, vores ører modtager lyd på, hvad der faktisk er sket i skiftet fra analog til digital lyd, og hvordan visse valg, som indebærer menneskelige relationer  bliver truffet af nogle ingeniører i Silicon Valley – langt fra alle idealer om demokratisk medbestemmelse. I begyndelsen af juni traf jeg Krukowski på en pub i London-nabolaget Walthamstow. Her talte han om sin bog foran et dedikeret publikum og spillede et par sange sammen med Naomi.

Krukowskis bog følger manuskriptet fra podcasten ned til mindste detalje. Den former sig som en lydefterlignende montage i seks korte afsnit med klare overskrifter som: Time, Space, Love, Money, Power og Signal & Noise. Teksten består af en række pædagogiske eksempler fra forfatterens professionelle og private liv, og formålet er at formidle så klart og tydeligt som Berger. Jeg oplever ikke, at der lægges overdrevent vægt på den tabte, analoge verden. Det er intet nostalgisk projekt, men et vist mål af harme ulmer under neden, hvilket har at gøre med en ny verden, hvor de redskaber, som angiveligt skulle forbinde os, synes at gøre lige det modsatte. Hvorfor hænger vi for eksempel ikke længere i telefonrøret hele aftenen? Jeg husker godt de situationer, som Krukowski beskriver, at de gammeldags telefoner, som havde rigtige mikrofoner, lod os høre meget mere, de lod os høre pust, raslen, et suk, lyde fra rummet den anden sad i. Det var simpelthen en sanselig oplevelse at tale i telefon. I det digitale paradigme har nogen allerede bestemt for os, hvad som er signal og hvad som er støj. Alt det uvæsentlige bliver sorteret fra, hvilket vil sige kroppen, rummet, sanserne. Bare beskeden er tilbage, min vens stemme passet ind i et maskinelt regime. Han lyder alien. Bare send mig en besked, siger jeg. Illusionen af nærvær er for grel.

I en tid præget af alle mulige former for nostalgiske bevægelser tilbage til en illusorisk, oprindelig enhed – for eksempel en etnisk enhed, som vitterligt aldrig har eksisteret – er det ikke værd at sidde og kramme sine gamle vinylplader og græde salte tårer. Samtidig er det heller ingen idé at godtage al slags salgssnak om apper, som bringer dig hurtigere og nemmere gennem tilværelsen, som en teknologisk trylllestav, der kan eliminere al død tid, og skaffe dig alt du vil have: takeaway, sex, anything. Selv lever jeg i et symbiotisk forhold med min laptop, men efterhånden er det blevet klart, at jeg må træffe et valg angående den sanselige verden. Skal jeg multitaske den med en smarttelefon? Svaret bliver ved med at være et klart nej. Faktisk sætter jeg pris på død tid og tilfældigheder, som får mig bort fra de vante stier.

Desværre er det netop denne holdning, som saboterer mit interview med Krukowski. Jeg føler, at jeg har god tid i Walthamstow. Google Maps fortæller mig, at pubben, hvor Damon & Naomi skal optræde, bare er 20 minutter væk. Jeg tegner et lille kort i min notesbog, en metode som ellers fungerer godt. Allerede den anden eller tredje gade, jeg drejer ned ad, sender mig i forkert retning. Det lykkes ikke at overholde aftalen, den dyrebare tid mellem soundcheck og showtime fordufter bort, mens jeg klodser rundt i Walthamstows gader. Kontrakten, jeg har med mig selv, er at jeg må spørge mig frem. Mange går forbi med hovedtelefoner på, men en del er tilgængelige for spontane henvendelser, og jeg kan lide at se de forskellige ansigter vende sig mod mig, ofte lysende af velvilje og hjælpsomhed. Jeg når heldigvis at træffe Damon, før arrangementet går i gang, men vi snakker mest om hans gamle band Galaxie 500. I hans scenepræsentation vægtlægger han de politiske aspekter ved sin bog, noget som gør min videre læsning til en ganske anderledes oplevelse. Bogen, som ved første blik fremstod legende og poetisk, oplever jeg nu som et ulmende politisk manifest mod de firmaer, som ændrer verden vi lever i uden at spørge nogen af os.    

Jeg husker den ekstatiske fælleskrop, til en koncert eller en demonstration. Man kan argumentere for, at smarttelefonen egentlig ikke ændrer noget, men hjælper os til at konsumere verden anderledes. Vi er ikke i musikfestivalens vold, vi har selv regien og bruger vores kræfter på at redigere fortællingen om vores oplevelser, mens de udfolder sig. På en musikfestival i en tid uden mobiltelefoner kom du ofte på den mest brutale måde ud af din filterboble. Dine venner forsvandt permanent, du fik nye venner, du sov i de nye venners telt, fordi dit eget var borte, og du oplevede koncerter med bands, du overhovedet ikke anede eksisterede. Festivalen var et reelt socialt eksperiment. Pludselig havde du ti bedstevenner i Krakow, som du tog ned og besøgte. Det er sandt, at nettet kan have en lignende effekt, men her kan du altid sortere folk fra, før du overhovedet har mødt dem: skæv næse, underlig frisyre, dårlig musiksmag, etcetera.

Galaxie 500, det band som Krukowski havde sammen med Dean Wareham og Naomi, spillede i København 1. december 1990. Dengang stillede Danmarks Radio ofte op med en enorm lydbus og optog koncerter. Optagelsen fra den aften på Barbue findes på livepladen Copenhagen. Jeg husker, at bandet spillede næsten chokerende langsomt, i hvert fald i forhold til, hvad normen var på det tidspunkt, lige før grunge fik et navn. Drømmepoppen manipulerede tiden, den hensatte os i trance. Jeg husker det sådan, at alle bands i København begyndte at spille langsommere efter Galaxie 500-koncerten. To år senere kom My Bloody Valentine og sagde: »Hold my beer!« Under deres koncert i Den grå hal fik sangen »You Made Me Realise« et break, som efterlignede en vinylplade, der går i hak. Musikerne faldt ind i ren støj og repetition, og de blev der, indtil publikum begyndte at miste orienteringen. Vores små hjerner blev helt forvirrede, og mit mantra resten af aftenen var: »De stoppede tiden! De stoppede tiden!«

Krukowski er inde på, at tiden kan strækkes som en elastik. Det, man ofte i lydstudiet opfatter som fejl, viser netop tidens tendens til at blive elastisk. Musikerne spiller lidt hurtigere, og så spiller de lidt langsommere. I det digitale lydstudie er der intet, der er elastisk. Maskintid går efter en metronom, og således er valget allerede truffet, før du går ind ad døren. Her er ingen fleksibel tid, den slags upassende ophidselse i fælleskroppen er udslettet for altid. Krukowski har flere eksempler på, hvordan han mener, at overgangen fra det ene lydparadigme til det andet har haft omfattende konsekvenser for det sociale liv. Han balancerer hårfint mellem poesi og videnskab, når han beskriver, hvordan publikum er kommet ud af takt, når det gælder transmissionen af en sportskamp. Forsinkelser i overføringen og det faktum, at alle lytter til kampen gennem forskellige apparater, gør at glædeshylet, når hjemmeholdet Boston Red Sox scorer et mål, nu er brudt op og fragmenteret.

I begyndelsen af 80’erne opdagede jeg det offentlige bibliotek. En aften løftede det sig ud af forstadens tågede vinterhimmel som en magisk sfinx. Jeg oplevede, at jeg kunne vælge en hvilken som helst bog på hylderne, og så talte den direkte til mig om mit liv nu.

I et andet afsnit tager han os tilbage til 1920’ernes New York. Her havde man netop opfundet et apparat, som kunne måle decibel, og en gruppe af borgere brugte apparatet til at mobilisere imod støj i gaden. Man følte, at fællesrummet blev invaderet, og man ønskede at etablere et regelsæt for hvor grel støjforurening, man kunne tillade sig at udsætte sine omgivelser for. I dag bryder ingen sig om støj i fællesrummet, for man tager sin egen lille private lydboble med sig rundt i byen. Denne slags indsnigende arkitektur findes overalt. Vi skal bygges ind i vores egne bobler.

I begyndelsen af 80’erne opdagede jeg det offentlige bibliotek. En aften løftede det sig ud af forstadens tågede vinterhimmel som en magisk sfinx. Jeg oplevede, at jeg kunne vælge en hvilken som helst bog på hylderne, og så talte den direkte til mig om mit liv nu. Det var selvfølgelig et spil om tilfældigheder, som jeg forsøgte at forklare som magisk. Biblioteket har ændret karakter nu, der hersker ikke længere en ugennemskuelig orden, som jeg må lære at navigere, snarere former biblioteket sig efter min krop, det lægger sig ind til min hud og lover mig, at det kender alle mine behov. Jeg klikker ind på mit musikbibliotek og en stemme hvisker: »I know what you need, I can read your mind, you need the same, more of the same. Nothing’s gonna change your world.«

Det er desværre ikke sandt, hvad jeg skrev tidligere, smarttelefonen ændrer faktisk ofte verden. Et par dage efter arrangementet med Krukowski skal jeg til en koncert i Brixton. Jeg ser på nettet efter en restaurant i nærheden af koncertsalen. En lille pizzarestaurant virker lovende, og jeg bestemmer mig for at kigge ind. Restauranten har fået ekstremt positive anmeldelser på en netside. Jeg går ned ad en gade, forbi en del ganske fyldte caféer og restauranter, og helt nede i enden af gaden, hvor der er lidt underligt og stille, ligger denne fantastiske – og underligt tomme – pizzarestaurant. Tiden er knap, så jeg tænker hvorfor ikke og sætter mig. Det jeg ikke forstår, er, at jeg har sat mig på en slags teaterscene. Dette er ikke noget sted, det er en transithal for cykelbude, som tramper ind og tager imod bestillinger i en lang strøm. Min pizza kommer, men jeg overvældes af skam. Alene på restaurant, jeg kunne have købt takeaway og skjult mig bort fra offentligheden. »Italiensk restaurant!« tænker jeg og lukker øjnene. Nu kan jeg næsten se Lady og Vagabonden ved siden af mig og vasketøjet, som hænger og vifter på tørresnorene under den klare stjernehimmel. This is real, jeg er i den analoge verden. Tramp-tramp siger cykelbuddenes fødder.

I Gatwick-lufthavnen har jeg endnu en interessant restaurantoplevelse. Her er der meget lidt plads mellem bordene, og vi sidder alle alene ved vores borde, disse omrejsende techboys og jeg. Fyren ved siden af mig har hovedteleoner på. Han har slået sin computer op, samtidig med at han stirrer på sin mobiltelefon. En albue kommer på et tidspunkt faretruende tæt på min tallerken. Jeg flytter den i sikkerhed. Jeg kan se, at han checker sin Tinder-profil. Endnu en gang må jeg flytte min tallerken ud af farezonen. Techfyrens screensaver forestiller en grædende enhjørning. I taleboblen over dens hoved står der: »I’m so lonely!«

Susanne Christensen

Susanne Christensen

Susanne Christensen er kritiker i Kunstkritikk og fast skribent i Vagant.

Abonnér på Vagant!Og få bladet sendt rett hjem til deg

Prisene gjelder for ett års abonnement, fire utgaver, og inkluderer porto. 

Les mer