Bling-bling på dødsstriben

Sådan er verden nu: Resultatet af vores nye frihed er en altomfattende gennemsigtighed.        


Tidligere publisert i
Vagant 3/2013

Der er bling-bling på Todestreifen nu. Langs East Side Gallery, den længste del af Berlinmuren som stadig står, bygges heftigt i disse dage. Senest står en glitrende sort bygning klar, få meter fra muren. Bygningen er næsten monokrom i glasflader som reflekterer lyset; et lydløst glittersprog. Øverst snurrer et bil-logo langsomt rundt og sender stråler mod forbipasserendes solbrillebeskyttede øjne. Dette er ingen støjende skærm med en masse påtrængende information, men en flere meter høj, sølvskinnende cirkel; et stærkt og enkelt symbol beslægtet med freds- og anarkistsymbolet. Betydningen er imidlertid ren hedonistisk bling-bling; lev stærkt og dø ung, før jordens økosfære kollapser helt. Nederst i bygningen ser vi bilerne gennem vinduerne. Som fastfrosne, sorte pantere taler de om frihed på deres eget kapitalistesperanto, på dette sted hvor the magic of the moment skete i 1989 da muren faldt, og vi blev frie.

Lige ved siden af ligger en gigantisk koncertsal, den må være stor så den kan rumme Folket, og musik har selvsagt sin berettigelse her, eftersom ikoniske politiske begivenheder med en vis opløftende aura, som for eksempel murens fald, bedst markeres med stadionrock in the name of love. Der er imidlertid delte meninger om hvordan dette område skal varetages, hvordan friheden skal få udtryk, om den bedst markeres med flamboyante byggerier eller med noget så simpelt som den almindelige borgers adgang til Spree-kanalens bredder. Med de flamboyante byggerier kommer den begrænsede adgang, og i nærheden bor også dele af Berlins mest genstridigt ikke-kommercielle undergrund. Også disse bruger musikken som identitetsmarkør og frihedsflag, om det er techno eller hardcore. I marts fandt en stor flash mob-agtig internetmobilisering sted. East Side Gallery var truet, og i nogle hektiske dage blev området oversvømmet af demonstranter. Selv David Hasselhoff vendte tilbage, stak sin strandløvemanke ud af en gul lastbil og sang 1989-hymnen »Looking for Freedom« til demonstranternes begejstring. Frihed, forandring, change; remsen virker endeløs, som en godnatsang til småbørn, som en lille kulørt plastikdims der virrer rundt i luften og holder bevidstheden fanget, fascineret. Kroppe vandrer gennem øde landskaber, er parkeret på diverse mellemstationer, men i hovederne glitrer evindelige forestillinger om frihed, forandring, change. 

Solidaritet
Foto: Susanne Christensen.

En morgen vågner jeg op i Frankfurt, en typisk mellemstation, et sted jeg blot skulle have passeret hurtigt igennem, men som alligevel sugede mig op, som jeg måtte leve med længere end forventet; stuck in stasis på et idiotisk lufthavnshotel på grund af Visa-komplikationer. De tidlige morgenmadsgæster flimrer forbi, ud fra individuelle præferencer fylder de madvarer på bakkerne. Et par stewardesser i knaldrøde uniformer side om side med et lille, mellemøstligt spøgelse i niqab. De grelle stewardesseuniformer byder mig imod, ikke alene er skørterne ekstremt korte, men flyselskabet får øjensynligt også sine ansatte til at bære knaldrøde strømpebukser og lige så røde sko. Den umagelige, skingre uniform, potentielt nedværdigende som en kioskansat med »20 % på alle pølser« skrevet på maven. Netop i det øjeblik brister loftet over mig.

Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change

Konfetti eller eksplosiv diarré, hvad er det der drysser ned ovenfra? Forsiden af Joshua Clovers bog 1989. Bob Dylan Didn’t Have This to Sing About (University of California Press, 2009) prydes af en montage af to billeder, det ene forestillende en ung mand som hakker løs på Berlinmuren, det andet Kurt Cobain som tilsyneladende står på den anden side og smadrer sin guitar mod samme væg. Clover skriver med reference til anglosaksiske forfattere som Greil Marcus og Simon Reynolds, som kobler undergrunds- og popkultur til politik og historie med et massivt drys High Theory. Clover stiller skarpt på pophits fra 1989 – flere af disse, for eksempel Scorpions’ »Wind of Change«, er affektive monumenter over tidens vigtigste begivenhed, Berlinmurens fald – og på 1989-trends som hip hop (Public Enemy, N.W.A.), neopsykedelisk musik fra Manchester (Happy Mondays, The Stone Roses) og grunge (Nirvana, Pearl Jam). Han sporer på denne måde folkelige drømme om kamp og forandring, som efter murens fald gradvis erstattes af et globaliseret hængedynd af neutralisering, enshed og selvhad. Fukuyama pop, kalder Clover det, med hint til nykonservative Francis Fukuyamas essay »The End of History?« fra 1989. Et eksempel kan være U2, som i 80’erne havde en mur at slås med, nemlig den som delte Irland, og som i 1991 udgiver den introspektive og ironiske Achtung Baby, samme år som punkrocken tager en selvhadsk og apolitisk vending med Nirvanas Nevermind. Clovers studie ligner på mange måder Simon Reynolds’ melankolske Retromania: Pop Culture’s Addiction to its Own Past (Faber & Faber, 2011), men følger ikke Reynolds’ vending mod en mere selvbiografisk og litterær stil. Clovers bog er slim and fierce, styrken er ikke den teoretiske kundskab eller den velformede skrift, det er viljen til at tænke politisk.

Jeg er sluppet ind i Amerika, og på uafhængighedsdagen ankommer jeg til Olympia, denne besynderlige lille by midt i The Pacific Northwest. Gaderne er brede og tomme, græsplænerne uendelige, og står i skærende kontrast til de tilgroede villaveje hvor dyr typisk stirrer på dig uden at flytte sig: Det er deres sted, naturen er vild her, bare tænk på alle de fuck-you-agtige bjørne som ruler på Mt. Rainier ikke langt herfra. På Pear Street boede i øvrigt Kurt Cobain i de sene 80’ere med sin moderlige kæreste, fem katte, fire rotter, en nymfeparakit, to kaniner og flere skildpadder. Ud af dette menageri og et ulykkeligt crush på en frisindet riot grrrl kom Nevermind. Men hvad er det med de græsplæner? Den totale mangel på ukrudt virker suspekt. Olympia er en lille by, men også staten Washingtons hovedstad, derfor disse endeløse græsplæner som breder sig ud for foden af administrative bygninger der drømmer i sommersolen. Jeg søger snart tilflugt fra varmen i et supermarked, og i en rundkørsel ved havnen passerer jeg et urovækkende optrin: En lille flok unge mennesker, nogle af dem iklædt sorte balaclavas, står fastfrosne med protestskilte: Revolt, står der, og noget med surveillance. Senere forstår jeg at de er del af en aktion som kalder sig Take back the Fourth, ikke alene med hint til den fjerde juli, men også til The Fourth Amendment, loven om retten til privatliv. Jeg kan ikke påstå at det er en generel tendens den korte tid jeg er i Olympia, men angstbølger fornemmes i kølvandet af NSA-afsløringerne. Midt i byen står jeg en dag og fotograferer et nydeligt motelskilt i retrodesign som reklamerer med at der findes telefon og wifi. En ældre mand med vildt skæg kommer trækkende med en cykel og spørger mig vrissent om jeg har fået lov til at fotografere. Eftersom jeg praktisk talt tager billeder op i den blå himmel, tænkte jeg ikke at jeg skulle spørge nogen om lov, men manden ser vredt og nervøst på mig og insisterer på at jeg skal indhente en tilladelse.

I Clovers tankevækkende epilog går han igennem den del af Berlin som kaldes Spreebogen, det nybyggede område omkring Reichstag-bygningen. Han beskriver Reichstag-kuplen som en hjerne af glas, i den nye verden kan vi praktisk talt se den tyske regering tænke. Hele området er præget af mere eller mindre gennemsigtige regeringsbygninger. De er anti- wall. Sådan er verden nu, resultatet af vores nye frihed er en altomfattende gennemsigtighed. Vi er så frie at alt vi gør, kan ses af det store panoptikon in the sky. Spørgsmålet som genstår, er: Will you wear a balaclava to the party tonight?

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.