JULEANBEFALINGER. Fra oss til dere: Vagants redaktører og skribenter oppsummerer 2020 i ord og bilder.

Måske vi alligevel overlever?

SUSANNE CHRISTENSEN

Du har selvfølgelig fulgt med i den seneste trend i persisk poesi, postmoderne ghazal-digtning? Hvis ikke, giver det Lillehammer-baserede forlag TransFe:r dig en unik chance. Fatemeh Ekhtesari (f. 1986) er ingen hvem-som-helst, det finder man hurtigt ud af på nettet hvor der findes en massiv liste af udgivelser på persisk knyttet til hendes navn. Som poetkollegaen Mehdi Moushavi skriver i efterordet er det ikke let at oversætte når den kulturelle kontekst er så fremmedartet for skandinaviske læsere, men den slagfærdige tone virker godt ivaretaget i den norske version. Det emmer af kvindekropslige erfaringer i disse digte, og de fik mig til at tænke på en anden bog jeg læste for første gang i 2020, nemlig Torborg Nedreaas’ roman Av måneskinn gror det ingenting (1947) som slutter med en mildt sagt chokerende beskrivelse af en illegal abort genfortalt af vores hovedperson, den mystiske kvinde som gennem en beruset nat fortæller sin livshistorie til et tilfældigt mandligt bekendskab som lytter med empati og fascination. 

At vandre som en sky

SØREN ØSTERLUND CHRISTENSEN

De seneste uger har den danske vestkyst været indhyllet i et dagslangt mørke, og så har det været fristende at flygte ind i en poesi, der beskuer verden oven fra skydækket, fra et evigt poetisk nu, der ikke kerer sig om klaustrofobi, Corona og mangel på d-vitamin. Men poesien må jo aldrig blive en flugt fra noget som helst. Derfor har det været en befrielse at læse Laus Strandby Nielsens – og andre steder fra sidste år, der netop bruger skyerne som motiv, eller måske nærmere spejl for menneskesjælen. Både de yndige lammeskyer og den overskyede himmel. Han har blikket i himlen og benene plantet, hvor end han går omkring – i Århus, Genova, Reykjavik eller Plovdiv. »Når stemmen bryder ud af sit mørke, / / med sin højlys dag / med sit mønster af her og der,« lyder det næsten salmeagtigt i indgangsdigtet. Hele bogen balancerer da også mellem det romantisk himmelvendte og det jordnært vandrende, mellem skyernes og menneskesjælens naturlige habitater. Digtsamlingen er lige så flakkende og løs, som den er klassisk og streng, lige så kosmisk som århusiansk. Laus Strandby Nielsen leverer desuden det bedste strofeskift, jeg længe har læst: »der findes skyer, / der er mindre end Faaborg, // men ikke her.«

Ressurskriger og økonomisk kollaps

ERIK ENGBLAD

Det har vært en merkelig opplevelse å lese David Wallace-Wells Den ubeboelige planeten året etter at den kom ut.Wallace-Wells, som er journalist i New York Magazine og The Guardian, følger vår tids klimaforskning til sin logiske konklusjon, og skildrer de sannsynlige scenariene for hva som venter. Når det kommer til stykket er utsiktene elendige. Handlekraften som i år har materialisert seg under koronapandemien, står i en dyster kontrast til sendrektigheten som kjennetegner det klimapolitiske arbeidet. Wallace-Wells går ikke av veien for å slå alarm om konsekvensene av en, to eller tre – må Gud forby fire – graders oppvarming: matvarekrise, flyktningstrømmer, ressurskriger og økonomisk kollaps. Kunnskapen som er samlet i Den ubeboelige planeten burde være grunn nok til øyeblikkelig å gjøre alt i vår makt for å hindre samfunnenes undergang.

Energi er evig fryd

TORE ENGELSEN ESPEDAL

«I sometimes think David Keenan dreams aloud», skriver Edna O’Brien i en blurb til Xstabeth. I denne kollektivromanen (flere av bokens fortellere er fiktive forfattere) slites den unge russiske jenta Aneliya mellom St. Petersburg og St. Andrews, Bachs Actus Tragicus og blinde Bob Despers ensomme sang, omsorgen for sin coverlåt-syngende musikerfar og følelsene for farens mer vellykkede venn og rival, Jaco, som hun innleder et usunt forhold til. Igjen og igjen overtar musikken styringen på fortellingen, ikke minst i forbindelse med ryktene om det legendariske Xstabeth-albumet, en hemmelig konsertinnspilling av faren, som uten hans viten er blitt et kultalbum innen lonerfolk-sjangeren og samtidig fungerer som en påminnelse om hans tapte muse. «My father and I are haunted by a saint», sier Aneliya. For slik er Xstabeth: en voldsom, uregelmessig strøm av kreativitet, forårsaket av noe utenfra, noe midlertidig, en gnist eller en gjest som stadig stiller nye krav. Spøkelset smyger over sidene i en roman som i sin forening av det sjuskete og det makeløse mest av alt er en flyktig tanke om noe større, utenfor husveggen, høyt over trærne, bortenfor ordene. 

Håpets gnist i fortiden

JOHANNES GRYTNES

Når vår evne til å se for oss alternative fremtider synes å svikte, kan det være en idé å vende blikket mot det uforløste potensialet som ligger i fortidens tapte kamper. I Motstandens estetikk skildrer Peter Weiss den antifascistiske motstandskampen på 1930- og 40-tallet i Europa. Den navnløse fortelleren møter historiske personer, stort sett aktivister og arbeidere, og lar dem komme til orde. De diskuterer revolusjon ved halvopplyste kjøkkenbord, hviskende tolker de Pergamonfrisen mens SS-soldater gransker dem, og hele tiden dreier det seg om forholdet mellom kunst og politikk. Weiss gir stemme til noen av dem som døde i kampen mot nazismen og fascismen. Resultatet er både en sørgesang over de tapte mulighetene i mellomkrigstidens Europa, og en kollektivt utarbeidet teori om kunst og politisk handling. Det andre bindet av The Aesthetics of Resistance kom ut i Joel Scotts engelske oversettelse i mars i år.

Alt annet enn ordinær 

HENNING HAGERUP

Bak den uskyldige, lett anonyme tittelen skjuler det seg et overflødighetshorn av en roman, spekket med burleske innfall, enigmatiske tildragelser, bisarre situasjoner og gjennomsyret av fornemmelsen av at «alt potensielt henger sammen med alt annet», som det heter hos Northrop Frye. Mulige utenlandske forbilder er intenst fantasifulle og svært lite sosialrealistiske forfattere som Jorge Luis Borges, Julio Cortázar og Laurence Sterne – den overdådige romanen Tristram Shandy (1761) nevnes i boken. En annen forfatter det henvises til, er den egenartede preromantikeren Jean Paul (Robert Schumanns litterære yndling), som Sørensen utvilsomt slekter på. Uten at det blir anstrengt, kryr boken av referanser til litteratur og filosofi, med Dante, Hobbes og Poe som hyppig tilbakevendende skikkelser. Adskillig medisinsk kunnskap er dessuten involvert, bokens krimplot er godt og komplekst, hverken dette eller en innlagt spøkelseshistorie bryter med noen sjangerbaserte forventninger. Samt, ikke å forglemme: Romanen er avsindig morsom. Les og le!

Vor tids mennesker

CHRISTIAN JOHANNES IDSKOV

2020 har været et kaosår. Først kom coronapandemien, og jeg flyttede i ny lejlighed. Mine bøger står fortsat komplet ualfabetiserede i reolen, i flyttekasser i kælderen eller på gulvet i stuen. Jeg siger stadig til mig selv, at jeg skal huske at købe planter, men jeg glemmer det selvfølgelig igen. Der er ikke meget, jeg husker fra i år, coronatågen vil ikke lette – og også mine læseminder er forsvundet sammen med det meste af samfundets sociale liv. Mine nærmeste venner og jeg holder sammen i stuerne. Vi ses mere end før. Men når vi ikke mødes, sidder vi koblet op på nettet og udfører vores dag-til-dag-arbejde – det er det eneste, vi har at gå til. I København har vi ikke set solen i december. I november læste jeg ungarsktyske Terézia Moras bog Aliens. Ti kærlighedshistorie, hvor hun tegner en række nervøse følelsesportrætter af vor tids mennesker, som stort set alle er psykisk udbrændte og har svært ved at få øje på en fremtidshorisont. Novellesamlingen er oprindeligt fra 2016, og ingen af personerne nævner derfor corona med et ord, men den ramte mig hårdt med sine mentalitetsbilleder. Det er vist det, man kalder en juleanbefaling. Det er godt, det snart lysner.

Ond jul

KASPER LYNGHOLM LARSEN

Filosoffen Julia Kristeva skriver i forordet til antologien Dostoïevski (Bouchet/Chastel, 2020), at hun som barn i Bulgarien blev beordret af sin far til at holde sig fra Fjodor Dostojevskijs værker. Den russiske gigant var for destruktiv, dæmonisk og besættende for et ungt menneske, og datteren skulle hellere holde sig til den fornufts- og frihedselskende franske litteratur. Det ulydige afkom sprang lige fluks ned i forfatterskabets eksistentielle dybder, og nu har den danske ungdom en god anledning til at gøre det samme. Marie Tetzlaff har nemlig nyoversat hovedværket Brødrene Karamazov for det fine forlag Sisyfos, og dermed givet unge såvel som voksne muligheden for at få talt ordentligt ud med djævlen, inden 2020 er omme. 

Når det totalitære får overtak 

ERLEND LAVIK

2020 har stått i pandemiens tegn. Jeg tenker ikke bare på koronaviruset, men også på det autoritære tankegodset som har fått spre seg, ikke minst i verdens (enn så lenge) mektigste stat. Trumps valgnederlag bekrefter tilsynelatende Churchills berømte påstand om at Amerika alltid gjør det rette, men først etter å ha uttømt alle andre muligheter. Samtidig er det ikke opplagt at amerikanske velgere ville ha kastet sin pøbelaktige president hvis det ikke hadde vært for pandemien. Paradoksalt nok var det trolig den katastrofale håndteringen av denne som ble hans bane, ikke dragningen mot autoritarianisme. Det viruset som gjennom fire års vanstyre har hatt Det hvite hus som sitt globale episenter, og som infiserer kommentarfelt også her til lands – de skamløse angrepene på sannhet, medias troverdighet og allmenn anstendighet – er langt fra bekjempet, og mot dét finnes ingen hurtigvirkende vaksine. I en tid der seriøs journalistikk trenger all støtte og oppmerksomhet den kan få, anbefaler jeg Manon Loizeaus dokumentarfilm Tchétchénie, une guerre sans traces (Tsjetsjenia, en krig uten spor, 2015). Filmen er en hjerteskjærende – og hjerteskjærende betimelig – skildring av den maktesløsheten som rammer et folk når det totalitære får overtak. 

De siste menneskene

AUDUN LINDHOLM

Få bøker fremstår vanskeligere å overføre til lerretet enn Olaf Stapledons Last and First Men (1930). Romanen er fortalt fra to milliarder år frem i tid, og dreier seg om menneskehetens mange evolusjonssprang og halvannet dusins sivilisasjoners vekst og fall, noen av dem på andre planeter. Én måte å adaptere romanen på, i tråd med dagens underholdningsindustrielle utvikling, kunne ha vært å produsere en spektakulær tv-serie i uendelig mange sesonger. Den første og eneste kinofilmen komponisten Jóhann Jóhannssons rakk å regissere, går i motsatt retning. Den viser ingen mennesker eller etterkommere av mennesker, kun – i en kort sekvens – enkelte humanoide skulpturer. Fotograf Sturla Brandth Grøvlens svart-hvitt-studier av karrige landskaper og jugoslavisk betongbrutalisme ledsages av dvelende orkester-, kor- og elektronisk basert musikk og Tilda Swintons fremføring av deler av romanens sluttparti. Koronaens år har forandret hvordan vi ser på mange ting, og vil man toppe året med en meditativ innøvelse i kosmiske perspektiver, er Last and First Men, ferdigstilt av venner etter Jóhannssons død i 2018, et opplagt valg. 

Belöning

MATS O. SVENSSON

Få böcker har varit lika emotsedda som avslutningen på den trilogi som inleddes med Gentlemen (1980). 40 år efter deras första möte återvänder Henry Morgan till Östergrens berättare – som är författare – med ett uppdrag: Skriv en rapport om vad som hände i Svenska Akademien. Den så kallade »Rapporten« är bara en av flera berättelser-i-berättelsen i Renegator. Den som kastar sig över Östergrens episka roman för skvallret blir rikligt belönad. Men starkast lyser nog ändå historien om reklamaren Torsten Ljung, hans fall och storslagna, dödsdömda projekt Snögalleriet.

Uhygge

KRISTIN VEGO

»America is adolescence without end.« Ben Lerners tredje roman udspiller sig i Topeka, Kansas i 1990’erne, hvor Adam Gordon går i high school – Adam som vi mødte som ung digter i Madrid i Leaving the Atocha Station fra 2011, og (måske) som navnløs forfatter/fortæller i romanen 10:04 fra 2014. Selv har Lerner omtalt sin seneste roman ikke kun som en prequel til, men som »underbevidstheden« til de to forrige. Lerners romanunivers er uncanny, handlingselementer spejles, forvrænges og går igen som ekkoer eller spøgelser igennem teksten. Kompositionen er eminent. Romanen handler om psykoanalyse, det absurde fænomen som er amerikanske high school-debatter og feminisme. Om tornadoer, vold og forældreskab. Men først og fremmest er romanen, som Lerners forrige, en undersøgelse af sproget som middel til magt og kommunikation. The Topeka School er fortalt af henholdsvis Adam og hver af hans forældre; moren, Jane, har de bedste kapitler. Romanen er mere alvorlig end de to forrige, men også desto mere indsigtsfuld og overvældende, menneskelig og vild.