Bjelleklang, bjelleklang!

ANBEFALINGER. Fra oss til dere: Vagantene oppsummerer 2018 i ord, lyd og bilder.

Illustration: Andreas Töpfer

Kaleidoskopisk realisme

Øystein Vidnes

Ei bok av teikneserieskapar Steffen Kverneland vil alltid løfte nivået på ein bokhaust, og kvaliteten på ei liste utan namnet hans vil likeeins alltid vere tvilsam. I dei fleste av bøkene sine – også det grensebrytande meisterverket Munch (2013) – har han gjort bruk av autofiksjon, der både realistiske og karikerte versjonar av han sjølv fungerer som ein motor og gir driv til forteljingar som med sitt rike tilfang av ulikt stoff kunne ha falle frå kvarandre. I En frivillig død gjer han si eiga historie til gjenstand for det utforskande blikket: Kvifor tok faren livet av seg? Kverneland varierer teknikken og maktar å lade sjølv dei enklaste, mest realistiske motiv med nerve, men han veit òg kvar grunnlagsmaterialet, det ubearbeidde familiealbumet, må få lov til å trenge gjennom og stille seg opp på boksidene, uhandterleg reelt og uomtvisteleg. Det som først og fremst gjer denne boka til ei rå, men givande oppleving er ikkje teknikken, men alle perspektiva som veks naturleg fram. Det som kunne blitt klaustrofobisk blir kaleidoskopisk, og Kverneland kan sjå på si eiga historie frå mangfaldige ståstader, utan å stige ut av seg sjølv.

Steffen Kverneland: En frivillig død (No Comprendo Press, 2018)

Psykologisk klimatkris

Mats O. Svensson

Paul Schraders senaste film är också hans bästa. Schrader är kanske mest känd som manusförfattare till Martin Scorseses Taxi Driver (1976) men han är också en av USA:s mest underskattade filmregissörer. I First Reformed spelar en ovanligt bra Ethan Hawke tvivlande präst. Efter en gudstjänst tar han sig an en orolig församlingsmedlem, Mary, vars klimataktivist till make har förlorat hoppet om världen. Den håller på att gå under, temperaturen stiger, havsnivån höjs, ekosystemen kollapsar. Schrader använder sig av premissen från Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963) och Robert Bressons En prästmans dagbok (1951) men uppdaterar den existentiella rädslan till vår tid. First Reformed är nämligen den första seriösa skildringen av den globala uppvärmningen. Här blir inte naturkatastroferna explicita, utan de får en mer subtil gestalt och införlivas i karaktärernas psykologi. Apokalypsen kommer inte med en smäll, istället bryter den långsamt ned oss.

Paul Schrader: First Reformed (2018)

Den svære kærlighed

Karen Dich

En regnfuld sensommerdag i Zagreb besøgte min kæreste og jeg Museum of Broken Relationsships. Museet fortæller historier og udstiller de genstande, der knytter sig til forliste forhold: En økse, der har smadret møbler efter et brud; en brudekjole i et syltetøjsglas (for hvad skal man ellers stille op med sin brudekjole, når ægteskabet går i stykker?); en pedaldrevet bil, der mindede om en drengedrøm; en gammel LP; en baseball. Massevis af objekter, massevis af historier, massevis af forsvunden kærlighed.

Hvis man gerne vil undgå, at ens parforhold ender på museum, så skal man nogle gange have hjælp. Og en af de dygtigste – og mest berømte – kærlighedshjælpere er belgisk-amerikanske Esther Perel. Udover at virke som parterapeut har hun udgivet en række bøger om den svære kærlighed. I podcasten »Where Should We Begin?« lader generøse par os være fluen på væggen til deres konsultation hos Perel. Som lytter kommer man helt tæt på erotiske rollespil, utroskab og seksuelle vanskeligheder. For mig handler det mest om at blive klogere på mennesker og de svære romantiske relationer, men måske kan man også tage noget med hjem til sit eget forhold.

»Where Should We Begin? With Esther Perel« kan hentes der, hvor man ellers henter sine podcasts. Museum of Broken Relationships, Ćirilometodska ul. 2, 10000, Zagreb, Kroatien – museet er også på instagram @brokenships

Vante brysttak

Sandra Lillebø

Noe av det som imponerer meg mest i Inger Bråtveits forfatterskap, er hvordan hun evner å utvide sitt språklige og eksistensielle repertoar fra bok til bok, uten at hun noen gang mister sitt eget, særegne prosjekt av syne. I Dette er også vatn beveger forfatteren seg gjennom skrivingen, foreldreskapet og svømmingen, fra undersikt til oversikt og ned igjen under vannflaten, med sterke, vante brysttak.

Inger Bråtveit: Dette er også vatn (Oktober, 2018)

Roadmovie

Kristin VEGO

Min søster er 18 år ældre end mig, hun fik kørekort den dag jeg blev født, og flyttede til USA. Da hun kom hjem, boede hun i en lejlighed i Aarhus. Fra køkkenet løb en lang smal gang som var tapetseret med filmplakater fra gulv til loft, og for enden, over stuedøren, hang plakaten for Thelma & Louise, filmen om de to veninder, husmoren og servitricen, som en dag kører af sted i deres grønne Ford Thunderbird tværs over de amerikanske sydstater og ikke ser sig tilbage. Jeg kan huske, at jeg syntes, min søster lignede Geena Davis: de fyldige læber, kindbenene og næsen. For nylig fandt jeg ud af, at filmens amerikanske release date var den samme som min, den dag i maj 1991, hvor min søster og hendes veninde dukkede op på barselsstuen med rød læbestift, læderjakker og puffet hår. Jeg har altid været fascineret af Ridleys Scotts roadmovie, men jeg har ikke set den før nu, en eftermiddag hvor jeg var forkølet efter en julefrokost.

2018 var jubilæumsår for flere store film og filmskabere. I biografen Babylon i Berlin–Mitte fremvistes først en Hitchcock-kavalkade og derefter en Bergman-kavalkade i anledning af instruktørens 100-års fødselsdag. Fantastisk at se Vertigo og Persona på det store lærred! Min anbefaling er at bruge juledagene på at se nogle af de filmklassikere, man altid har haft lyst til at se, men som man af en eller anden grund aldrig har fået set. Chancen for at blive skuffet er lille.

Efter Stalin

Christian Johannes Idskov

Jeg tilstår det gerne: Jeg blev temmelig rystet i mødet med Sergej Lebedevs debutroman, Ved glemslens rand, et fabulerende storværk om de spor, som Sovjetrusland efterlod sig. Det, som gør Lebedevs bog til noget særligt, er dens på én gang slående afstand til historien og dens poetiske tilnærmelse og forsøg på at forstå begivenhederne gennem en sproglige undersøgelse af både geografi og tid – fortid og fremtid, Gulag-miner og efterladte barakker. For hvordan skriver man på denne side af Sovjetunionens opløsning om historiens efterladenskaber, når man som romanens hovedperson ikke selv kan huske tiden før Murens fald? Læs denne bog og få svar. Lebedevs roman er en gave, som potentielt kan blive ved med at give. Særligt for nye generationer af russere, forestiller jeg mig.

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand (oversat fra russisk af Lotte Jansen, Forlaget Palomar, 2018)

Stor og lille historie

Søren Østerlund Christensen

En af mine største læseoplevelser i flere år er The Brazen Plagiarist (2012), et fyldigt udvalg af den græske digter Kiki Dimoulas poesi (f. 1931), oversat af Cecilie Inglessis Margellos og Rika Lesser. Sjældent har jeg læst noget så jordnært og abstrakt på én gang, og så meget mere menneskeligt. Helt naturligt og elegant forener hun det personlige, det intime, nostalgien og melankolien med bredt anlagte refleksioner over kunst, historie og religion. Et centralt tema hos Dimoula er tiden og minderne; hvordan man fastholder de personer og fortællinger, der er med til at cementere ens liv i tidens strøm. Ikke for ingenting hedder hendes gennembrudsværk Verdens små (1971), der indtil videre kun er oversat i sin helhed til fransk, så vidt jeg ved. En strofe fra bogen lyder sådan her, i nævnte oversættelse:

I lost this way, and I lost that way.
Lost something of my attentiveness and inattentiveness.
I also went to the sea. I was owed som breadth. Let’s say I got it.
I feared loneliness
and I imagined people.
I saw them drop
from the hand of some tranquil dust
that moved through a sunbeam.
And others from the tinkling of a tiny bell.
I resounded in the chiming
of orthodox wilderness. No, i’m not sad.

Lakonisk, melankolsk, mystisk. Og så er det ironisk at jeg skulle finde hende gennem en engelsk oversættelse, for de er åbenbart temmelig få. Der findes til gengæld flere svenske bøger med hendes digte, og legendariske Husets Forlag udgav (selvfølgelig) også et udvalg i 2002, Glemslens pubertet, oversat af Vibeke Espholm.

Kiki Dimoula: The Brazen Plagiarist – Selected Poems (oversat fra græsk af Cecile Inglessis Margellos og Rika Lesser, Yale University Press, 2012)

Åben bog

Kasper Lyngholm Larsen

Noget af det, jeg beundrer mest ved Maggie Nelsons The Argonauts, er dens umærkelige overgange mellem Wittgensteins sprogfilosofi, queerteori og klassisk amerikansk patos. Bogen har ingen genrebetegnelse: Den handler om Nelsons graviditet, der finder sted sideløbende med hendes partners kønsskifteoperation, og samtidig er den en engageret meditation over kroppens, identitetens og sociale forvandlinger i det hele taget. Ligesom kroppene i bogen er Nelsons prosa aldrig statisk, på den ene side kan den give en detaljerig og rørende beskrivelse af partneren Harry Dodges mastektomi for på den næste side at komme med en benhård fiktionskritik:

Det er det, vi begge hader ved fiktion, eller i det mindste elendig fiktion – den foregiver at give dig muligheden for at tænke komplekse problemstillinger igennem, men i virkeligheden har den forudbestemt sine standpunkter, proppet en række falske valg ind i en handling og gjort dig afhængig af dem, så du ikke er i stand til at se væk, til at komme væk. (min oversættelse)

The Argonauts er, mere end de fleste andre bøger man kan læse i julen, netop en bog med luft på siderne, en bog der stimulerer til tænkning. Hvis man kan vente til efter højtiden, kommer den på dansk til februar på Rosinante i Nete Harsberg og Betty Frank Simonsens oversættelse, og den findes allerede i Anne Arnebergs norske oversættelse på Pelikanen, som også har udgivet Maggie Nelsons Bluets fra 2009.

Maggie Nelson: Argonauterne (oversat fra engelsk af Anne Arneberg, Pelikanen Forlag, 2018)

Utvidede bevissthetshensyn

Erik Engblad

I år har jeg lest en bok som er noen år gammel, men som nylig har blitt aktualisert av en app. Både boka og appen, og for øvrig podcasten, heter Waking Up og er laget den amerikanske forfatteren Sam Harris, som i tillegg til å inneha en doktorgrad i kognitiv nevrovitenskap, baserer sine bevissthetsbetraktninger på erfaringer fra MDMA-rus og et elleve år langt meditasjonsopphold i India og Nepal. Gjennom Waking Up (2014) forsøker Harris å gi sekulære svar på en rekke åndelige spørsmål som de fleste av oss, eller i det minste jeg, har plaget oss selv med. Boka er velinformert og svært ansporende. Uten å avsløre for mye, må jeg si at det er sjokkerende å oppdage hvor nær frigjørelsen fra den eksistensielle uroen kan ligge. Det hele starter med at du setter deg til på en pute, og lukker øynene.

Sam Harris: Waking Up (Simon & Schuster, 2014) 

Hembygdsdystopin

Joni Hyvönen

Det finns väl ingenting sådant som årets bok, vad skulle det vara, en bok som slår varenda en, som sätter andra författare i skamvrån, som tvingar alla skribenter att skärpa sig och lägga ner de tradiga dystopier som vi redan hört om till leda – en bok som är så bra att man måste upprätta en lista för att visa på vem som är herre på täppan? Nej, men när Magnus Dahlström närmar sig genretrenden framstår allt plötsligt blomstrande igen. Här är vi ute på landet som i vilken dyster hembygdsskildring som helst. Isolation, misstänksamhet, desperation. Men så visar det sig att det döljer sig någonting under jorden (men inte döljer såsom skyler, utan snarare ruvar på, någonting som slagit rot i naturen eller samhället och som kanske bara väntar på att aktiveras, som en alltid närvarande potential). Dahlström rör sig briljant mellan suggestion och konkretion. Detta hemman visar sig vara byggd på högst ostadig grund. Tiden som återstår är bara en inkubationstid innan den slutgiltiga förvandlingen.

Magnus Dahlström: Hemman (Albert Bonniers förlag, 2018)

Vagant

Vagant