Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

At løfte litteraturen i fællesskab

FRA ARKIVET. Hvad driver den gruppe af forfattere, som siden begyndelsen af 00’erne har stået i spidsen for forlaget Basilisk?

Forlaget Basilisk
Illustration: Andras Töpfer

25. januar meddelte Forlaget Basilisk, at redaktørerne Sofie Anker-Møller Damgaard, Peter Højrup, René Jean Jensen og Martin Larsen vinker farvel. Majse Aymo-Boot, Anna Møller Heger og Pejk Malinovski fortsætter i redaktionen, som også er blevet udvidet med Esben Hove. »Lidt af en æra, der er forbi. Forhåbentlig er der også en ny og fed æra på vej«, skrev Mads Peder Lau Pedersen fra Forlaget Sidste Århundrede straks efter på Facebook.

Christian Johannes Idskov og Audun Lindholm talte i Vagant 1-2/2017 med forskeren Johannes Gormsen Schmidt om Forlaget Basilisk og de redaktører, som har givet et uudsletteligt bidrag til litteraturdanmark med oversættelser af en lang række førsteklassesværker og udgivelsen af blandt andre Jonas Eika og Asta Oliva Nordenhofs bøger.


For lidt over 15 år siden gik en flok danske forfattere ind i forlaget Basilisk. Majse Aymo-Boot, Peter Højrup, René Jean Jensen, Martin Larsen og Pejk Malinovski havde mødt hinanden i miljøet omkring Forfatterskolen i København, og efter deres afgang fra skolen, kort før årtusindskiftet, bad Per Aage Brandt, Basilisks medgrundlægger, dem om at træde ind i redaktionen. Siden har forlaget udgivet en lind strøm af bøger, og i det hele taget tegner Basilisk sig som et af de vigtigste udgivelsessteder, når det kommer til at introducere moderne klassikere og ny dansk litteratur. I et nyt ph.d.-projekt, der løber yderligere to år frem, vil Johanne Gormsen Schmidt forsøge at optegne de mangfoldige netværk og sociale relationer, som disse tekster og personer indgår i. Simpelthen for at finde svar på spørgsmålet: Hvorfra kommer inspirationen hos denne gruppe af forfattere, der hver uge mødes i en kælder på Nansensgade i København?

Johanne Gormsen-Schmidt, Basilisk-redaktørerne gik næsten alle sammen på Forfatterskolen i slutningen af 1990’erne, nogle af dem lidt efter. Hvordan mener du, dette har påvirket deres arbejde? 

– Den internationale orientering hos Niels Frank, daværende rektor på Forfatterskolen, har utvivlsomt haft stor indflydelse på de forfattere, der driver Basilisk. Det første de gjorde, da de overtog forlaget omkring årtusindskiftet, var at lancere Babel-serien, som består af oversat litteratur. Det viser, at de har haft et stærkt ønske om at bringe et nøje kurateret udvalg af udenlandske forfattere ind i en dansk sammenhæng.

– Babel-serien lagde ud med Kenneth Koch og John Ashbery, to digtere fra den såkaldte New York-skole, et valg der ligger fint i forlængelse af Niels Franks store interesse for amerikansk litteratur. Senere udkom også Frank O’Hara i samme serie. En række amerikanske lyrikere, blandt andre language-digterne Charles Bernstein og Lyn Hejinian, besøgte København i forbindelse med lyrikfestivalen In The Making i 2001, som både Forfatterskolen og Basilisk var med til at arrangere. Nu spænder Babel-serien efterhånden over utrolig mange forskellige sprogområder og litteraturhistoriske perioder. Men jeg har indtryk af, at New York-skolens indlemmelse af hverdagsliv, løs snak og deciderede platheder – og deres generelle aversion mod det patosdrevne, alvorstunge og symbolladede – har været en øjenåbner for Basilisk-forfatterne. 

– Derudover har det fællesskab, som udgør redaktionen på Basilisk, måske slet ikke så lidt til fælles med New York-skolens vennegruppering, hvor man skrev til og om hinanden. Denne slags forbindelser er måske mest tydelig i dialogen mellem Pejk Malinovski og Martin Larsen.

Flere personer fra Basilisk-gruppen var i sin tid involveret i arbejdet med nogle af Forfatterskolens tidlige Legenda-numre om amerikansk poesi. Hvilken betydning har det haft for deres respektive arbejde? 

– De tre første Legenda-numre, der alle udkom i 2001, blev redigeret af Niels Frank og Per Aage Brandt. Det allerførste var viet til New York-skolen og de to næste til language-poesi. Forfatterskolen var på studieophold i San Francisco i 1999, hvor de mødte blandt andre Lyn Hejinian og Michael Palmer. Det funderer René Jean Jensen over i et indlæg på sin blog Myrerne i 2011, altså mere end 10 år senere, så dét bekendtskab har givetvis gjort indtryk. På samme blog citerer han desuden Michael Palmer og erklærer sig enig i hans udsagn: »an ant is an ideal reader.« Det handler måske om, hvordan man som læser kan opholde sig ved snart det ene, snart det andet i en tekst, retningsløst og uden nødvendigvis at have det store forkromede overblik. Bloggen er i øvrigt viet til studiet af netop myrer.

Hvilke forbindelser findes der mellem Basilisk og Forfatterskolen?

– Der er en stærk forbindelse mellem Forfatterskolen og Basilisk, blandt andet fordi forlaget udgiver både Legenda-numrene og Forfatterskolens afgangsantologier. Sådan har det været lige fra starten. Det var Per Aage Brandt, der sammen med Poul Borum var initiativtageren til Forfatterskolen, som blev oprettet i 1987. Han havde nogle år forinden, i 1983, etableret Basilisk. Lige omkring årtusindskiftet overdrog han redaktionen til det hold elever, som han kendte fra Forfatterskolen på det tidspunkt. Det var også lige da, at de første numre af Legenda udkom.

– Babel-serien er altså et andet godt sted at kigge hen, hvis man ønsker at få begreb om, hvilken slags litteratur Basilisk-forfatterne er påvirket af i deres eget virke. Hvad er serien kendetegnet ved?

– Babel-serien består typisk af tekster, der ligger i nogle genremæssige skyggeområder. Tekster, der ikke står i centrum af den pågældende nationallitteratur. Kigger man efter, vil man finde virkelig meget komik og mange drømmeagtige og bizarre indslag. Det er ikke litteratur, der ønsker at være opbyggelig. Ofte grænser den til det vanvittige. Flere af de forfattere, der er blevet udgivet i Babel-serien, kæmpede i deres eget liv også med psykiske problemer – og skrev på den erfaring. Både ungarske Sandor Marai og franske Édouard Levé begik selvmord, mens Robert Walser boede de sidste mange år af sit liv på et sanatorium grundet sin skrøbelige mentale tilstand.

Robert Walser er vel den i selskabet, hvis psykiske tilstand stærkest påvirkede litteraturen. Hvordan skal vi forstå Basilisk-forfatternes interesse i ham?

– Walser har meget tydeligt inspireret både René Jean Jensen og Majse Aymo-Boot, og muligvis er også dette indirekte forbundet med New York-skolen. I hvert fald viser et interview, som Pejk Malinovski og Niels Frank lavede med John Ashbery for Information i år 2000, at Ashbery var blevet stærkt optaget af Walser – hvilket afspejlede sig i hans på det tidspunkt seneste udgivelser, der indeholder komprimeret kortprosa. Ashbery siger selv, at Walsers mikrogrammer er blandt hans yndlingstekster. Og Basilisk har så oversat netop mikrogrammerne i Babel-serien.

– At de har gjort det, skyldes nok også, at Basilisk-forfatterne har en generel forkærlighed for litteratur på kanten af den litterære kanon, på kanten af hvad man overhovedet kan kalde litteratur – eller bare læseligt. Mikrogrammerne bestod af en bunke løse papirlapper, som Walser havde efterladt, fyldt til randen med mikroskopiske bogstaver og idiosynkratiske forkortelser. De var direkte ulæselige, før de endelig blev afkodet i slutningen af 1960’erne, og må siges at udgøre det mest usynlige hjørne af Walsers i forvejen ikke videre belyste forfatterskab.

Også når det gælder mere kendte forfatterskaber, lader Basilisk til at gå efter marginerne? 

– Ja, man finder også kanoniserede forfattere i Babel-serien, men så er det for eksempel Gustave Flauberts kuriøse klichéordbog, som bliver hevet frem fra gemmerne. 

Hvad med Thomas Bernhard – i Norge har han siden 1990-erne været en af de mest læste og oversatte forfattere, og har sat dybe spor hos blandt andre Jon Fosse. Han lader til at have været mindre læst i Danmark? 

– I dag er Thomas Bernhard også i Danmark en kanoniseret forfatter, men indtil for ikke ret længe siden var han meget lidt belyst i en dansk sammenhæng. Niels Frank mener at kunne huske, at Jeppe Brixvold på et tidspunkt vakte interessen for Bernhard ved at præsentere et hold på Forfatterskolen for en af hans tekster i forbindelse med et kursus på Hald Hovedgaard. På det tidspunkt var han stort set ikke oversat til dansk. Siden er der udkommet et væld af danske Bernhard-oversættelser, både på Basilisk og Forlaget Sisyfos. Peter Højrup er meget tydeligt inspireret af Bernhards monologiske, komisk-kværulerende stemme i romanen Island (2014).

I titlen på dit forskningsprojekt kalder du Basilisk-forfatternes ordkunst for »uanselig«. Hvordan skal vi forstå det udtryk? 

– Mange har efterhånden hørt om Basilisk, men der er til gengæld ikke så mange, som kender til de forfattere, der sidder i redaktionen på forlaget. Det kunne jeg konstatere, da jeg gæsteforelæste på et kandidatkursus i dansk litteratur, hvor jeg forsøgte mig med en lille rundspørge på holdet. Og samme indtryk får jeg, når folk – også litteraturinteresserede – spørger ind til mit ph.d.-projekt.

– Ifølge Per Aage Brandt har Basilisk altid haft en ydmyg og lavmælt stil – Otto Pedersen, som i sin tid var en af hans medredaktør, beskriver han ligefrem som »indbegrebet af beskedenhed«. Og denne hang til usynlighed er altså opretholdt med den nye redaktion. Det er det, jeg mener med uanselig: De er lette at overse og måske i virkeligheden heller ikke så forhippede på at blive set af alt og alle. Det forklarer givetvis også deres sene debuter og generelt langsomme produktion. At forlaget siden dets etablering helt konkret har holdt til i to små kælderlokaler i Nansensgade, er med til at bekræfte dette billede af Basilisk som et foretagende, der ikke søger rampelyset.

På den måde afviger de ret meget fra flere små forlag, som er kommet til senere og tager deciderede markedsføringsstrategier i brug?

– Sammenligner man Basilisk med Gladiator, som også har en stærk forbindelse til Forfatterskolen, vil man se, at de to forlag er vidt forskellige. Gladiator er et udadvendt foretagende, der inviterer folk ind ved at oprette forfatterskoler, erhvervslæseklubber og så videre, og der kommer hele tiden nye initiativer til. Gladiators erklærede mål er at gøre forfattervirksomheden til en levevej: Man skal kunne leve af at arbejde med litteratur. Omvendt har Basilisk siden oprettelsen holdt fast i, at arbejdet på forlaget ikke må være lønnet, men skal være baseret på frivillighed. Sådan har Basilisk, uanfægtet af markedets op- og nedture, formået at fungere på stort set samme stille og ubemærkede måde siden 1983. Når man ikke skal tjene penge, er synligheden heller ikke så vigtig. 

Den tilbagetrukne stil er derudover synlig i Basilisk-udgivelsernes udformning?

– Ja, også Basilisks ydre æstetik har noget uanseligt over sig. Hvis man igen sammenligner med Gladiator, spiller det glittede tidsskrift Texas Longhorn på ugebladenes æstetik: Det skriger på opmærksomhed. De små B16-udgivelser, som var nogle af de første, den nuværende Basilisk-redaktion udgav, har et helt andet udtryk. De er små og farveløse, ligner nærmest kladdehæfter. De gør intet væsen af sig. 

– Man kan måske også tale om uanselighed i forbindelse med den prioritering af hverdagssprog og sniksnak, som man finder hos Basilisk-forfatterne. De opholder sig gerne ved bittesmå detaljer, almindeligheder og selvfølgeligheder. Det er for mig at se deres måde at søge væk fra storladent sprog, oppustede jeger og store sammenhængsskabende fortællinger på. Som jegfortælleren i Walsers Jakob von Gunten (1909) funderer: »Man tager altid fejl, når man tager store ord i munden« og »Smukke ord er alt for kedelige«. For ham gælder det også om netop ikke at formulere sig i et patosfyldt sprog, ikke at lave store armbevægelser eller at slå på det specielle: »Det anbefales meget altid at holde sig en smule under sensationens niveau her i livet.« 

Forlaget havde en skriftserie, Basilisk Beta, hvor man udgav en række internationale forfatteres refleksioner over, hvad der foregår i poesien i samtidens medieteknologiske miljø – blandt andet blev den franske forfatter Franck Leibovici oversat. Hvilken ambition lå der bag den serie?

– Basilisk Beta består af essays og teoretiske artikler om forskellige former for konceptuel litteratur. Martin Larsen står bag mange af oversættelserne i Beta-serien, og på Basilisk Betas blog førte han en længere diskussion med Informations kritiker Tue Andersen Nexø, der hurtigt kom til at handle om, hvad konceptuel litteratur kan og skal. I diskussionen er Andersen Nexø forbeholden over for den mangel på en egenartet stemme, der tør påtage sig en autoritet, som han mener ofte kendetegner den konceptuelle litteratur. Omvendt udtrykker Martin Larsen en skepsis over for den form for digtning, der tager udgangspunkt i et jegs individuelle erfaring, og hvor det lyriske jeg mener at kunne tale på vegne af en større gruppe mennesker eller sag.

– Den forestilling om digtet som en sproglig konstruktion snarere end et selvs følelsesmæssige udtryk, som Martin Larsen fremhæver på skriftseriens blog, kan ud over den nyere konceptuelle litteratur også relateres til både language-digterne og Oulipo – en digtergruppe, som Martin Larsen i øvrigt er tydeligt inspireret af, og som også optræder i Babel-serien.

Du siger, at du med dette forskningsprojekt vil opsøge de mangfoldige netværk og sociale relationer, som de her tekster og personer indgår i. Hvordan går du frem i denne kortlægning? 

– Jeg gennemførte et kort skriftligt interview med Basilisk-forfatterne i starten af mit projekt. De virkede ret overraskede over, at der var nogen, der skrev en hel ph.d.-afhandling om dem. Men de indvilligede alle i at svare. Det er meget muligt, at jeg gerne vil i kontakt med dem igen senere i forløbet. Derudover har jeg også interviewet Per Aage Brandt, Niels Frank og Hans Otto Jørgensen. Jeg kigger også på forbindelserne til andre institutioner som Statens Kunstfond, Forfatterskolen, litteraturpriser og andre forlag. Og i høj grad de relationer, der er mellem værkerne.

Martin Larsen har to gange – i 2005 og 2009 – modtaget Bukdahls bet, Lars Bukdahls «smalle litteraturpris». Er der en særlig affinitet mellem litteratursynet hos disse to?

– Lars Bukdahl er generelt meget positivt stemt over for Basilisk-forfatternes egne udgivelser. Martin Larsen har modtaget Bukdahls Bet to gange, og både Pejk Malinovski, René Jean Jensen, Majse Aymo-Boot og Peter Højrup har været nomineret, flere af dem mere end én gang.

– I sin anmeldelse i Weekendavisen af Peter Højrups Island er Bukdahl helt euforisk over, hvordan Højrup »skriver røven ud af bukserne på sig selv og alle andre, med indædt præcision […] og hallucinatorisk eksplosivitet«. At Island så samtidig er bygget hen over det, han kalder »det trivielle sammenbrudsroman-skelet«, er ikke så farligt. Det siger noget om, i hvor høj grad Bukdahl prioriterer det, der sker i selve sproget.

Meget tidligere litteraturforskning gik ud på at kortlægge, hvordan forgængere har påvirket efterkommeres litteratur, men denne tilnærmelse til litteratur som et kraftfelt for indflydelser og fædre-sønne-forhold har ikke stået i høj kurs i de seneste årtier. Hvorfor introducere en afart af denne læsemåde nu, i læsningen af dette miljøs tekster? 

– Det er for mig at se helt oplagt at gøre, når man studerer Basilisk-forfatterne, fordi de er i en så tydelig dialog med både hinanden og udenlandsk litteratur, at det simpelthen ikke kan overses. Nogle gange forekommer deres tekster nærmest at være pasticher, for eksempel Majse Aymo-Boots Over os hænger en vidunderlig sol (2015), der på sæt og vis kan læses som en stilefterligning af Walsers Fritz Kochers Aufsätze (1904) og Jakob von Gunten. Pejk Malinovskis seneste udgivelse, Digterne (2016), har også så meget til fælles med Martin Larsens Hvis jeg var kunstner (2010), at det kan være svært at afgøre, hvor det ene værk slutter, og det næste begynder. Og det er nok en pointe, at værket ikke er lukket hos disse forfattere, men filtrer sig ind i alt muligt andet. Det kan pludselig blive uklart, hvem der egentlig er afsenderen. Værket skabes ikke vertikalt, men horisontalt i dialog med andre sideordnede værker. 

Mange af disse forfattere har viet sig til æstetikker med et ganske lille nedslagsfelt. Martin Larsen og Pejk Malinovski har dyrket forskellige former for konceptuel litteratur. De af dem, som har skrevet romaner, har koncentreret sig om en slags antiromaner (Aymo-Boot) eller ekstremmonologiske, thomasbernhardske værker (Peter Højrup). Og ingen af dem, med undtagelse af Martin Larsen, kan siges at have været bemærkelsesværdigt produktive. De fleste synes at have prioriteret aktivismen og den litterære samtale, gennem småforlag og oversættelser, fremfor deres egen skrivning. Hvad ser du det som et udtryk for?

– Det er rigtigt, at Basilisk-forfatterne, med undtagelse af Martin Larsen, ikke har udgivet så meget fra egen hånd. De debuterer typisk sent, og der går generelt lang tid mellem deres udgivelser.

– Bogmarkedet var ret anderledes, dengang Basilisk-forfatterne blev færdige på Forfatterskolen. Det var svært at debutere på Gyldendal, og der var slet ikke så mange alternative små forlag, man kunne gå til – de er dukket op siden.

– Den måde, Forfatterskolens rektorer har valgt at drive skolen på, har muligvis også været en vigtig faktor i forlagsbranchens villighed til at udgive debutanter. Hans Otto Jørgensen gjorde selv meget ud af at hjælpe eleverne til at finpudse deres manuskripter. I det interview, jeg har lavet med Niels Frank, gav han omvendt udtryk for, at en tidlig debut ikke nødvendigvis er en fordel. Ifølge Niels Frank er man ikke nødvendigvis specielt selvstændig eller modig, når man debuterer tidligt. Det kan lige så godt betyde det modsatte; at man er god til at tilpasse sig og skrive, sådan som man tror, at »rigtig litteratur« ser ud. Derfor kan det efter Niels Franks mening være en fordel at vente og tvivle lidt. En sådan ydmyg – eller uanselig – indstilling har måske også bidraget til Basilisk-forfatternes sene debuter.

– Samtidig er det tankevækkende, at en forfatter som Walser havde en tendens til at skrive til skrivebordsskuffen – tag for eksempel hans mikrogrammer, der lå gemt i en skotøjsæske. Frank O’Hara skrev også på små lapper i sine frokostpauser. Så bliver de alligevel udgivet på et tidspunkt, men der er ikke tale om færdige manuskripter, der bare lige skal køres igennem forlagsmaskinen. 

– For Basilisk-forfatterne er der måske heller ikke så stor forskel på at udgive et værk i for eksempel Babel-serien, som man har fundet stor inspiration i, og så at udgive sit eget værk, når disse værker er så meget viklet ind i hinanden, som de er. De enkelte afsendere er formentlig ikke helt så afgørende, som man ellers er blevet oplært til at tænke. Frem for at promovere enkeltstående forfattere handler hele Basilisks foretagende mere om samarbejde og dialog.

Du hævder i beskrivelsen af dit ph.d.-projekt på Syddansk Universitets hjemmeside, at man er nødt til at søge ud til marginen af den litterære institution for at finde svar på, hvad der sker i litteraturen. Hvorfor det?

– Når jeg foreslår, at det er værd at kigge i marginen af den etablerede litterære institution, skyldes det, at den centrale del i dag virker noget svækket. I Danmark har vi selvfølgelig stadigvæk den offentlige kunststøtteordning og Forfatterskolen. Men der er begyndt at dukke nye forfatterskolealternativer op i billedet. Og hvem har i dag overblik over, hvor mange forlag der udgiver skønlitteratur? Hvem har overblik over, hvor den litterære debat foregår? I stedet for at udspille sig i en håndfuld landsdækkende aviser, hvor prominente forfattere taler til eller på vegne af en større offentlighed, er der i dag en mere aktiv diskussion af litteratur på for eksempel Facebook. Det litterære landskab er for mig at se spredt ud i en række mindre grupperinger, som ikke nødvendigvis har brug for at markere sig offentligt over for hinanden.

Mange af 00’ernes konceptuelle forsøg inden for litteratur og poesi ønskede at bidrage til en demokratisering af litteraturen. Poesien skulle være antihierarkisk, metaforerne skulle erstattes af metonymi og sproget skulle synliggøre ideologiske strukturer? 

– Det er rigtigt, at Basilisk-forfatterne generelt vægrer sig mod brugen af metaforer – forstået som en trope, der lader noget stå for noget andet i et udtømmende 1:1-forhold. De skøjter typisk fra den ene iagttagelse til den næste uden at binde iagttagelserne særlig tæt sammen. Og formelt set har de også en hang til at lade den enkelte sætning fungere som tekstens strukturerende enhed. På den måde kan man godt tale om en antihierarkisk digtning, hvor der ikke er noget, der er underordnet eller stand-in for noget andet. Om de dermed mener at have demokratiseret litteraturen, ved jeg ikke. På Beta-bloggen er Martin Larsen meget bevidst om, at vi lever »i et samfund, hvor poesi stort set ikke læses«.

Ser man på de store danske forlag i dag, er det ikke ligefrem lysten til at løfte den udenlandske kvalitetslitteratur frem, som præger deres arbejde. Dette står i stærk kontrast til Basilisks ambitioner. Hvordan tror du, at et dansk litterært kredsløb ville se ud uden Basilisk? 

– Da den nuværende redaktion overtog Basilisk omkring årtusindskiftet, var det ikke en blomstringstid for små forlag. Det var stort set Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, der styrede showet. Siden er der sket meget i den danske forlagsbranche. Der er kommet flere spillere på banen, som byder ind med udgivelser. Situationen kan minde om den voldsomme opblomstring af små, alternative forlag drevet af ildhu og frivillighed, som man så i 1970’erne i forbindelse med overgangen fra traditionel bogtryk til offset- og fotosatsmetoden, hvilket betød, at det pludselig var relativt nemt at producere en bog. 

– I dag er der mange andre forlag end Basilisk, der arbejder på at bringe den udenlandske litteratur ind i den danske. Hvis Basilisk pakkede sammen nu, ville det ikke nødvendigvis få afgørende konsekvenser for det litterære kredsløb i Danmark. Men jeg tror, Basilisk har været et vigtigt forbillede for mange af de nye forlag. Nogle betragter de små forlag som døgnfluer, der flammer op i en periode for så at dø ud, men Basilisk har vist en bemærkelsesværdig sejhed ved at være aktive uden pause i 34 år. 

Avatar

Christian Johannes Idskov og Audun Lindholm