Frelserens genkomst

Barack Obama
Foto: Pari Dukovic/Penguin Random House

KOMMENTAR. Frygten for verdens undergang er overalt i dag. Nu vender Barack Obama tilbage og fortæller, at USA ikke må opgive sine største visioner. 

Barack Obama
Foto: Pari Dukovic/Penguin Random House

Det siges, at enden er nær. At vi kigger ind i den sidste tid, og at Jorden snart går under. Klimakrise, demokratikrise, coronakrise: 2020 har blot forstærket folks bekymringer. Frygten for den altødelæggende katastrofe fylder snart enhver horisont. 

At verden har forvandlet sig til en fuldgod dystopi, forsikres man om dagligt. Det er bare at åbne telefonen, tænde for fjernsynet eller lytte til radioen. Skovbrande i Californien, enorme græshoppesværme i Afrika, frygt for borgerkrig i USA og muslimsk invasion af Europa: Igen og igen hører man, at det er nu, kampen for overlevelsen skal stå. Terningerne er kastet. Vi lever i en krisekult.

Engang var det atomkrig, angreb med kemiske våben, miljøudslip eller udbrud fra en supervulkan, som gjorde mennesker verden over utilpasse. I dag handler det om global opvarmning, genmanipulation eller kunstig intelligens, som pludselig slipper fri af menneskets kontrol. Er det dommedag nu? Nej, men måske i morgen. 

Det er ikke underligt, at der nu hersker en slags religiøs stemning, som om vi virkelig lever i den sidste tid. Vi frygter de overnaturlige kræfter, og indretter os efter de værst tænkelige katastrofer. Vi opfører fremtidsdiger og søger ly fra verdensstormen.

Nogen vil kunne huske Lars von Triers film Melancholia (2011), hvor de sidste mennesker bygger en magisk tipi, de kan tage ophold i, da apokalypsen indtræffer. Vi ved fra kunsten, at angsten for sammenbruddet binder mennesker sammen, og at uro i kulturen tit kan føre nye drømme med sig. Anderledes sagt: Frygten for verdens undergang ledsages som regel af håbet om noget nyt og bedre. At nogen vil komme og skabe en tidsalder karakteriseret ved universel retfærdighed, fred og harmoni. 

I Guds eget land

Dommedag og paradis: De eskatologiske tankemønstre er for længst flyttet fra religionens domæne over i den politiske virkelighedsopfattelse. 250-årsjubilaren Georg Wilhelm Friedrich Hegel mente, at staten er »Guds march på Jorden«. Og selvfølgelig er det i God’s own country, at den politiske paradisforestilling manifesterer sig allermest: Her findes en verden – et drømmenes Amerika hvor det flyder med mælk og honning – som endnu mangler at blive realiseret.

Lige siden landets grundlæggelse har der på den anden side af Atlanten huseret en stærk tro på USA som håbets fyrtårn og klodens frelsernation. Donald Trump gjorde alt, der stod i hans magt for at trække landet tilbage fra verdensscenen. Hans præsidentperiode var et opgør med den amerikanske tusindsårstanke om at gøre Guds arbejde færdigt og sprede universalismens lyksaligheder.

USA’s politiske messianisme

Den amerikanske messianisme er dog alt andet end forbi. Den bevæger sig konstant iblandt os, og bifaldes ofte mere i Europa end i USA. For de liberalpolitiske europæere er der ingen vej uden om: USA eller kaos. Uden suverænen er verden fortabt.

Netop nu, hvor Donald Trump er ved at blive smidt på porten, er det intet under, at den gamle orden slår tilbage. Nogen vil sikkert mene, at demokraterne længe har haft drejebogen klar. For selvfølgelig er dette tidspunktet, hvor Barack Obama vender retur til rampelyset med en politisk messianisme, hans arvtager, Joe Biden, ingenlunde har tænkt sig at tage afstand fra.

I det første bind af sin nye selvbiografi, The Promised Land (2020), funderer en fortsat lige idealistisk Obama på ét centralt spørgsmål: Hvordan forener man Amerikas virkelighed med dens idealer? Han taler om et forjættet land, som endnu mangler at blive realiseret. Han selv var for en stund håbets mand. Nu vender han tilbage fra sit eksil og vækker befolkningens hukommelse til live med en klar besked: Der findes et Amerika, som blev lovet. En verden fri fra undertrykkelse, og hvor alle er født lige. USA må på ingen måde opgive sine største visioner. 

Obamas lysende selvbillede

Det er værd at huske på, at selvom Obama nærmest formåede at skabe en kult omkring sig, så udvidede han også Bush-regeringens imperiale beføjelser til at myrde fremmede civile med droner. Han formåede heller ikke at mindske uligheden efter finanskrisen eller at afbøde afroamerikanernes prøvelser. Obama kom til magten på ryggen af et enormt krav om forandring. Otte år efter var der ikke sket meget med hans reforminitiativer. Og set i bakspejlet burde det på ingen måde have skabt chokbølger, da Donald Trump trådte frem og kanaliserede frustrationen og vreden over i sin egen politik.

Expressens litteraturredaktør Jens Liljestrand skrev forleden i sin anmeldelse af Obamas bog, at han nu forstår, hvorfor folk hadede ham så meget. Hans messianisme, hans lysende selvbillede, kolliderer konstant med den politiske virkelighed. Verdens gang opleves for ham som et »litani af uretfærdigheder« begået mod hans verdensbillede, og kun sjældent optager det ham, hvad den anden halvdel af befolkningen føler og tænker. 

Selvfølgelig: Obama er tilhænger af den såkaldte verdensfornuft. Og som han fortæller i bogen, forsøgte han altid som præsident at appellere til de »mildere engle« i den menneskelige natur. Hvorfor hans præsidentperiode endte med at genoplive de værste djævle, må man tydeligvis vente til det næste bind for at få hans forklaring på. Men stadig virker det til, at USA’s liberale elite har svært ved at begribe, hvorfor liberalismen har mistet noget af sin overbevisningskraft, og hvorfor den ikke længere fører til de fremskridt, som blev lovet. 

Blide fanatikere

Den indiske forfatter Pankaj Mishra udgav tidligere i år bogen Bland Fanatics (2020), en samling essays skrevet over de seneste ti årI den undersøger og kritiserer han de liberale krigere, som voksede ud af Den kolde krig, og som forestillede sig, at det liberale demokrati uundgåeligt ville blive absorberet af resten af verden og gøre den vestlige civilisation til menneskedens endelige leveform. 

Mishras hovedpointe er, at Vestens liberale elite, særligt den i Washington DC, i store træk har vist sig ude af stand til at korrigere sig selv. Dens overtro har forvandlet sig til hybris. I 1989 troede en lang række spåmænd, at verdensfornuften ville sejre. At historien ville gå hjem og lægge sig med hjælp fra kapitalismens guddommelige magt. I dag viser den form for hovmod sig som en blød form for politisk fanatisme, mener Mishra: Man taler til folks hjerter med idealer om universelle rettigheder, samtidig med at man forværrer deres levevilkår.

Nu er der snart ingen, som drømmer om et samfund, der minder om USA. I lyset af fortiden ligner landet mere og mere et tabt paradis. Og for unge mennesker under 20, må Francis Fukuyamas store tese om historiens afslutning føles fremmed og fjern: Samfund bygget på amerikanskinspireret forbrugshysteri er ikke længere fremtidsholdbare – hvis de nogensinde var det.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.