Bag de religiøse slør

BLOG. Leïla Slimani har skabt debat om kvinders seksualitet i Marokko. Men kan man bryde tabuerne, når man selv lever frigjort i Frankrig?

Det vakte opmærksomhed i litterære og politiske kredse, da talskvinden for den franske antiracistiske organisation Parti des Indigènes de la République, Houria Bouteldja, kaldte den fransk-marokkanske forfatter Leïla Slimani for en native informant. Begrebet stammer fra postkoloniale studier og blev første gang anvendt af den revolutionære forfatter og tænker Frantz Fanon i værket Peau noire, masques blancs (Sort hud, hvide masker, 1952) til at beskrive den sorte intellektuelle, der overkompenserer for sin undertrykkelse ved at tilpasse sig de hvide i forsøget på at blive anerkendt af sin koloniherre.

Baggrunden for polemikken er Slimanis nye bog, Sexe et mensonges. La vie sexuelle au Maroc (Sex og løgne. Sexlivet i Marokko, 2017), med den tilhørende tegneserie Paroles d’honneur (Æresord, 2017), der udkom i Frankrig i september. Bogen skildrer arabiske kvinders undertrykte seksualitet og har ligesom Slimanis forrige roman, Chanson douce (Sød sang, 2016), vundet stor anerkendelse i Frankrig. Gennem femten vidnesbyrd fra kvinder og en enkelt politimand beskriver Slimani et patriarkalsk samfund baseret på løgne, hvor kvinder overvåges, og mænd er besatte af tanker om jomfruelighed. Blandt vidnerne er Nour, som fortæller om sin fætter, der fik hende til »at røre« ham, da hun var fem år gammel. F beretter om de prøvelser, hun udsættes for som prostitueret, og Mouna fortæller om vanskeligheden ved at være lesbisk. Bag de religiøse slør af dyd og lydighed tager mændene elskerinder, mens kvinderne får foretaget vaginale operationer for at leve op til samfundets billede på renhed.

Ifølge Bouteldja skriver Slimani om disse erfaringer for at styrke de hvides dominans og bekræfte deres fordomme om arabiske kvinders skamfulde forhold til sex. Denne kritik har fået flere politiske meningsdannere til at blande sig i debatten, herunder medstifteren af bevægelsen Viv(r)e la République, Fatiha Boudjahlat. I et debatindlæg i Le Figaro kalder hun Bouteldjas anklage for et eksempel på antiracistisk censur: »Leïla Slimani er marokkaner, hun har boet i Marokko. Hun er journalist og ved, hvordan hun skal foretage en undersøgelse. Men da hun ikke sender det rette budskab, er hun ikke et legitimt vidne«, skriver hun.

Det er ikke første gang, at litteraturen har formået at skabe debat om kvinders seksualitet i de tidligere franske kolonier. Den algierske forfatter Kamel Daoud har ligesom Slimani skrevet om kvindernes seksuelle undertrykkelse i de arabiske lande og har som redaktør på den algierske avis Le Qoutidien d’Oran skrevet flere artikler om den tiltagende islamisering i Algeriet. Daoud debuterede i 2014 med romanen Meursault – contre-enquête (Meursault – en modundersøgelse, oversat til dansk af Lars Bonnevie, Turbine Forlaget, 2015), der indbragte ham stor international anerkendelse. I romanen, som kan læses som en kommentar til Camus’ Den fremmede, skildrer Daoud konsekvenserne af et konservativt kvindesyn. Om én af romanens karakterer lyder det: »Hun tilhørte en kvindetype, som i dag er forsvundet i dette land, fri, erobringslysten, oprørsk, der oplever sin krop som en gave, ikke som en synd eller en skam.«

Daouds aktivitet som debattør blev bragt til ende efter to kronikker til La Republica og New York Times om overgrebene i Köln nytårsaften 2015. I kronikkerne kritiserede Daoud den muslimske verdens »sygelige« forhold til sex. Dette forårsagede protester fra flere franske intellektuelle, der anklagede ham for islamofobi og fik islamistiske grupper til at udstede en fatwa mod ham. Truslerne har i dag fået Daoud til at droppe sit journalistiske arbejde i hjemlandet, men de har ikke afholdt ham fra at skrive om seksualitet. I sin seneste roman Zabor ou Les Psaumes (Zabor eller salmerne, 2017), der udkom i Frankrig i august, beskriver han litteraturen og seksualiteten som kilderne til glæde og åbenbaring: »Skriften er en tatovering, og under tatoveringen er der en krop, der skal frigøres«. Nogle få måneder inden, i februar 2017, udkom hans kronikker fra de sidste seks år samlet under titlen Mes indépendantes 2010–2016 (Mine uafhængigheder 2010–2016). De korte tekster udgør Daouds refleksioner over og analyser af det arabiske forår, angrebene i Paris, Bamako og Tunis, Algeriets præsidentvalg, flygtningekrisen og anklagerne rettet mod ham i 2016. Ifølge Daoud kan flygtningestrømmene være med til at synliggøre den seksuelle undertrykkelse i hans hjemland. De fleste flygtninge ønsker at opnå den frihed, der er dominerende i Vesten, men forhindres af de kulturelle koder: »De begærer en kvinde i nederdel eller bikini, men de skammer sig over at begære hende. De er simpelthen i en konstant konflikt, som provokerer en konstant spænding eller vold«, har han udtalt i et interview med Jyllands Posten. Slimani belyser samme problem, når hun i avisen La Croix fortæller om kvindernes ønske om at frigøre sig og deres frygt for, at denne frigørelse vil føre til et kollaps af de traditionelle strukturer, som deres verden bygger på.

Af samme årsag kommer de voldsomme anklager ikke bag på Slimani, der refererer til hændelserne med forfatterkollegaen Daoud i et interview med magasinet Les Inrocks: »Sagen med Kamel Daoud er desværre ikke isoleret. Jeg er ikke længere overrasket, når man beskylder mig for at skabe grobund for fundamentalisme ved at hylde fremskridt, for at forlænge islamisternes skæg hver gang, jeg åbner munden. Jeg er anklaget for at være islamofob af opportunistiske grunde eller for ikke at respektere de konservative værdier i Marokko«. Den forældede opfattelse af kvinden må ændres, fastslår hun i et interview med France Inter: »Det er et spørgsmål om menneskerettigheder, seksuelle rettigheder og rettigheder til kvinden og hendes krop. Kvinden skal ikke kun blive betragtet som en mor, søster eller ægtefælle, men som en kvinde, et individ med egne rettigheder«.

Kampen for kvinders seksuelle rettigheder var også omdrejningspunktet i Slimanis debutroman Dans le jardin de l’ogre (I haven af byg, 2014), hvor den kvindelige hovedpersonen er nymfoman. Debuten fik flere marokkanske kvinder til at betro sig til Slimani om deres intime oplevelser, og disse vidnesbyrd blev udgangspunktet for hendes nye bog. De racistiske anklager rettet mod hende i efteråret afvises af forfatteren, der ikke mener, at hun udøver religionskritik. Til Libération fortæller hun, at det er reduktivt at identificere marokkanernes syn på seksualitet med islam. I stedet retter hun sin kritik mod den nykonservatisme, som har opnået magt i landet. Ifølge Slimani er opfattelsen af seksualitet i Marokko et resultat af middelalderlige love, der er fuldkommen løsrevet fra virkeligheden. Forholdet til religionen har ændret sig, fordi befolkningen i Marokko og andre nordvestafrikanske lande ikke blot er påvirket af den traditionelle religion, men også af wahhabismen – en trosretning fra Saudi-Arabien – som via satellit-tv transmitterer en meget konservativ og streng opfattelse af islam. »Vi er ligesom i Egypten og Algeriet blevet påvirket af de mennesker, der kom til at undervise i vores skoler og som beskadigede den traditionelle muslimske kultur«, fortæller hun i Libération.

Som Daoud har skrevet om i flere af sine klummer i New York Times og det franske ugemagasin Le Point, opretholder autoritære regimer som Saudi-Arabien en illusion om, at alle gode muslimer lever et dydigt liv, mens de i virkeligheden lever uden for de eksisterende normer. Dobbeltmoralen tydeliggøres i Slimanis tegneserie Paroles d’honneur, hvor den unge marokkanske kvinde Zhor fortæller om reglerne for påklædning og forbuddet mod at gå ud efter klokken 21 i et land, hvor der hænger plakater af halvnøgne kvinder overalt. Bedst belyses den hykleriske lovgivning i Sexe et mensonges af politimanden Mustapha:

Sex i Marokko er en meget »saftig handel«. Det gavner politiet, vagterne, alfonserne, alle. Der er dem, som lader skægget gro, og som altid praler af at bede, men det forhindrer dem ikke i at gå til ludere eller at samle unge drenge op på de uoplyste veje. Alt det ved vi! Vi afpresser prostituerede, forelskede par og utro par. Der er ingen moral i det, ingen religion: det er loven om penge. Den stærkeste lov.

Charlotte Lybecker

Facebook

Twitter