At tage den begærede krop og gøre den slimet

– I beder mig tale om feminisme, men jeg vil faktisk hellere tale om apokalypsen, siger Olga Ravn.

Køns- og ligestillingsdebatterne buldrer af sted på de sociale medier og i avisernes debatsektioner, men blandt de danske forfattere synes der at være en vis modstand mod at skrive »feministisk litteratur« – man vil tilsyneladende nødigt stereotypificeres eller sættes i bås med 70’ernes kvindelitteratur. Hvor det ikke er vanskeligt at komme i tanke om en hel generation af svenske radikalfeminister som Athena Farrokzhad, Hanna Hallgren, Sara Stridsberg og Jenny Tunedal, virker feministerne i dansk litteratur mere lavmælte. Er der noget skamfuldt forbundet med at få »feministstemplet« som dansk forfatter anno 2014 eller er det en myte, at feminismen halter bagud i dansk litteratur?

Jeg æder mig selv som lyng

Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2012)

I Vagants danskerlejr har praktikanterne Ida Dybdahl og Sara Hornum Inanloo brugt juleferien på et kontor i Kvindernes Bygning i København for at undersøge, hvordan det står til med femismen i dansk litteratur. Foreløbig har vi bragt interviews med Mette Moestrup og Ida Marie Hede. I denne omgang taler vi med Olga Ravn om attentatflæser, den poetiske måne og politisk litteratur i 70’erne.

Olga Ravn (f. 1986) er uddannet fra forfatterskolen i 2010 og debuterede efterfølgende med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2012). Til daglig underviser hun på Testrup Højskoles forfatterlinje, skriver en spalte i Klassekampens bogmagasin og blogger på www.olga-ravn.blogspot.dk. Hun har for nylig skrevet forordet til samleudgivelsen Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk af Vita Andersen (Samleren, 2013) og oversat Ann Jäderlunds digtsamling I en cylinder i vandet af vandgråd (Arena, 2013).

Identificerer du dig selv som feminist?

– Ja, det gør jeg. Feminisme for mig er at skærpe opmærksomheden over for fastgroede kønsroller og en vilje til aktivt at gøre noget for at ændre på de måder, køn bliver definerende for identitet og position i samfundet på.

Oplever du, at der er nogle danske forfatterskaber, man som feministisk forfatter forholder sig til og skriver sig op i mod?

– Jeg har klart en oplevelse af, at der er en feministisk tradition inden for dansk litteratur. Men jeg tror ikke, at denne tradition spiller en central rolle, den er mere perifer. Ser vi på en forfatter som Inger Christensen, er hun – i hvert fald hos digterne – i centrum af kanonon. Det er en smuk tradition, der udspringer fra Inger, og selvom der er tydelige feministiske træk i hendes forfatterskab, er det andre dele af hendes praksis, som er blevet skoledannende for dansk poesi. Naturpoesien, systemdigtning, sang for eksempel.

Din digtsamling Jeg æder mig selv som lyng har undertitlen Pigesind, en henvisning til Tove Ditlevsens digtsamling med samme titel fra 1939. Tænker du, at pigesindet er et særlig slags sind?

– Jeg ville gerne fremskrive et pigesind, der væltede rundt i brydningsfladen mellem det, hun fik fortalt, hun skulle være, og alt det hun også var, som lå uden for fortællingen. På samme måde ville jeg gerne skrive poesi, der væltede rundt i brydningsfladen mellem det, den fik fortalt, den skulle være, og alt det den også var, som lå uden for den gængse poesiopfattelse. Der er en kamp i bogen mellem det velopdragne og det oprørske. Begge dele har forcer, begge dele medfører sår og skader. Med Pigesindet hilste jeg på Tove, og ja, på forestillingen om en ung piges digtsamling som en art tyst og artig »poesibog«. Tove vil altid have dette skær af proletariat over sig, som mange ser ned på. Selv synes jeg, at det er noget man skal bære med løftet pande. Jeg ville skrive en poesibog, der tog det artige og gjorde det til et monstrøst angreb. En attentatflæse. Som tog den begærede krop og gjorde den slimet. En velkendt feministisk strategi: At lokke med et smukt ansigt og vise en heks.

Og hvad retter attentatflæsen sig mod? Hvem skal lokkes, og hvem er heksen vred på?

– Der er et raseri og en længsel i bogen, en rasen over at skulle være noget, man ikke kan være, og en længsel efter at blive det. Som en rasen over at læse et dameblad og se, at man skal være så satans slank, så det er sygeligt, og samtidig en længsel efter bare at blive så slank. Befinder vi os ikke alle sammen der? I et raseri over at skulle leve op til en åndssvag norm, samtidig med at vi længes efter at være det, det gode, det bedste af alt: slank, smuk, talentfuld, en kvinde. Ikke ensom. Ikke forfejlet.

Hvilke feministisk influerede forfattere i dansk litteratur inspirerer dig udover Ditlevsen?

Hovedsageligt er det nulevende, samtidigt skrivende forfattere, jeg skeler til: Mette Moestrup, Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Lars Skinnebach og Kirsten Hammans og Kirsten Thorups tidlige bøger. Min mor har også skrevet en masse feministiske sange, som jeg er vokset op med, Der er altid noget at gøre for en husmor og den slags.

Hvordan omsætter du hekseraseriet, opvæksten med rødstrømpesange og den feministiske bevidsthed i dine tekster? Du lader blandt andet til at være meget optaget af pigefiguren i Jeg æder mig selv som lyng?

– Jeg forsøgte af fremskrive en politisk position, der var pigens. At pigen kunne være en feministisk position. At hun ikke var et aseksuelt barn, men en flade hvorpå samfundet projicerede en lang række fortællinger. Disse fortællinger stod næsten altid i modsætning til mine egne erfaringer med at have en sådan krop. I brydningsfladen mellem to de fortællinger opstod mange af digtene. Men der var også et æstetisk opgør i bogen. Som pigekroppen var belyst, eller indviklet, i fortællinger, der blev definerende for, hvem hun kunne være, på samme måde var poesien en krop, om hvilken jeg havde nogle gængse forestillinger. På det tidspunkt jeg skrev bogen, var jeg meget optaget af det »anrettede«. Digtet eller kroppen som en servering, lækkert og delikat. Undertøj, der pilles af, pæoner, der blussede som sår eller kinder. Der var et inventar, og dette inventar var underlagt et hierarki, øverst i hierarkiet stod månen.

Olga Ravn

Olga Ravn. Foto: Sara Galbiati

Du skriver i Jeg æder mig selv som lyng, at »månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller« og »på gaden som var abrikosklumper med måneskinnet i sin profil, / der var næsten ikke nogen nøgenhud under tøjmånen, pigerest hen over hele huden, på min flade, knap nok gentagende sig selv.« Når man læser dine digte, fornemmer man en klar relation mellem pigen og månen?

– Da jeg skrev bogen, befandt jeg mig i en svimlende tilstand. Der opstod to måner, poesiens måne og den almindelige måne. Den almindelige måne var ikke længere mulig at beskrive. Men bag det krat, som poesiens genstande og anretninger udgjorde, kunne en almindelig måne skimtes. Det var en af ambitionerne med bogen. Man kan sige: poesien som krop og pigen som krop blev forsøgt rystet ud af deres gængse fortællinger, så de kunne blive nye, blive frie. Frie til at tale fra nye steder, til at være nye og andre ting. På den måde faldt mit feministiske mellemværende sammen med mit poetiske mellemværende. Jeg så de to ting som tråde i den samme vævning.

Hvad går dit feministiske mellemværende ud på?

– I Jeg æder mig selv som lyng var der for mig et vigtigt sammenfald mellem en stor personlig ulykke, et raseri og nogle feministiske pointer. Lige nu sidder jeg og skriver på min næste bog, som klart tager afsæt i noget, man kunne kalde et feministisk mellemværende med middelalderen. Jeg tror, at det feministiske synspunkt efterhånden bare er en del af min skrift, ikke som noget skriften søger imod eller kredser om, men som en art integreret del af mit verdenssyn. Det er ikke noget jeg skriver om – endnu – men jeg er efterhånden begyndt at interessere mig mere for spørgsmål om hudfarve, etnicitet og den danske slavehistorie, som Julie Sten-Knudsen blandt andet lige har skrevet en digtsamling om. Til tider synes jeg, at den feministiske kamp er forkælet, og jeg kan ikke altid tage de lange kronikker om, hvor svært hvide, danske kvinder har det, seriøst, når der tydeligvis udfolder sig langt mere akut undertrykkelse af danskere i Danmark med anden hudfarve end den hvide.

Det virker i det hele taget til, at dansk litteratur bliver stadig mere politisk i de her år?

– I Danmark har der været et voldsomt opgør med den politiske litteratur efter halvfjerdserne, og altså også feministisk litteratur. Det har sådan set siden været bad form at skrive politisk. Der er kommet mange stærkt politiske bøger i de sidste mange år, men mediernes læsning af deres politiske ærinde har fejlet, da mange af bøgerne ikke har været partipolitiske. I stedet for at arbejde med opbyggelige politiske alternativer, har de nærmere arbejdet med en dekonstruktivistisk afskrivning af det gældende politiske system.

Er det stadig bad form at skrive politisk?

– En del romanforfattere har fremført sarkastiske skildringer af venstrefløjen, eksempelvis Lars Frost og Kristian Bang Foss. Samtidig har børnene af 68-generationen haft brug for at kritisere opløsningen af vante familiestrukturer, eksempelvis Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager. Der har hos disse forfattergenerationer været en trang til, går jeg ud fra, at kritisere en feministisk venstrefløj, som de fremstiller som hyklerisk og kaotisk. Lone Aburas’ tredje bog Politisk roman, som udkom i år, arbejder på sin vis på samme måde som de førnævnte forfattere, men hun forsøger at placere en genuin sympati hos en flok børn og unge, som tager konsekvensen af deres politiske ståsted til det yderste og bliver anorektikere eller terrorister.

Og nu sidder vi her og snakker om feminisme og politik…

– Ja, I beder mig tale om feminisme, men jeg vil faktisk hellere tale om apokalypsen. Det var noget, jeg kom til at tænke på for cirka et år siden, da jeg sad i Gardermoen lufthavn på vej hjem fra en poesifestival i Oslo. Jeg kan huske, jeg sad og skrev på et digt på min computer. På det tidspunkt var jeg meget optaget af et begreb, der hedder »buyer’s remorse«.

Det udtryk, man bruger på engelsk, når man har gjort et fejlkøb eller fortryder, noget man har købt?

– Ja. Det var på et tidspunkt, hvor voldtægts- og abortdebatten kørte i USA. I en sag om hvorvidt et voldtægtsoffer skulle have ret til abort – en diskussion, der ledte til spørgsmålet om, hvornår noget var voldtægt – havde en senator netop udtalt, at han mente, at mange kvinder efter et samleje følte en form for »buyer’s remorse«. Altså ombestemte sig med tilbagevirkende kraft og bagefter var af den mening, at de var blevet voldtaget.

Og i den forbindelse sammenkoblede du kapitalisme og undertrykkelsen af kvindekroppen?

– Der er for mig at se en meget spændende forbindelse mellem kapitalistisk forførelse, at man køber mere, end man har brug for, mere end man har råd til og ordet remorse, som en dyb sorg over at have købt for meget eller forkert. En kapitalistisk forførelse som altså nu blev spundet sammen med spørgsmålet om voldtægt, med kvindens krop. Der lå i senatorens udsagn en forestilling om samlejet som en udbytning af varer, en transaktion. Det er en meget kedelig måde at anskue mødet mellem to mennesker på. Samtidig læste jeg et vidnesbyrd fra det arabiske forår, hvor en kvinde i Egypten fortalte, at hun under en demonstration i Kairo var blevet omringet af mænd, der havde »voldtaget hende med deres hænder«, for nu at citere fra hukommelsen. Ingen havde hjulpet kvinden, måske i frygt for selv at blive udsat for overgreb. Der førte til en politisk diskussion om, hvorvidt voldtægt med hænderne var voldtægt, om penetrationen absolut skulle foregå med penis.

Altså, seksuel undertrykkelse som magtinstrument og kvindekroppen som offentlig ejendom…?

– Ja, det kan man sige. »Vi kører den ind med penis«, som to komikere fra Danmark har gjort til deres motto. Her er det vigtigt at huske, at det at køre den ind med penis i første omgang er noget dejligt noget. Hil dig, kære penis, du er dejlig! Nå, men jeg sad altså for et år siden på en café i Gardermoen Lufthavn, og sådan kom digtet »Buyer’s Remorse« ihu. Digtet, jeg aldrig blev færdig med, men som jeg nu har færdiggjort til jer, fordi I beder mig om at tale om feminisme.

Olga Ravn 2

Olga Ravn. Foto: Klaus Holsting

Og digtet »Buyer’s Remorse« sammenspinder således arbejdet, indkøbet, kapitalismen, voldtægten og kvindekroppen?

– Ja, men det var også glæden ved indkøbet, glæden ved den enkelte vare, og det var følelsen af at være en arbejdende blandt mange arbejdende i en by af mennesker, der sådan set ikke gjorde andet end at arbejde sig frem mod døden. I dette arbejde blev der også gjort tilnærmelser til apokalypsen.

Hvad går den her apokalypse ud på?

– Den går ud på, at disse arbejdende mennesker i digtet – og de fragmenter af andre digte i samme suite, der aldrig rigtig fandt form – et sted i dem længtes efter den undergang, som deres arbejde medførte, så de aldrig skulle møde døden. Der lå i deres absurde og forblændede udnyttelse af natur og fjern arbejdskraft en længsel efter at opleve den jordens undergang, det økonomiske kollaps, som de samtidig var så bange for.

Og feminismen?

– De her tanker kan jeg ikke tænke uden feminismen. Men de centrerer sig ikke om et feministisk projekt eller en feministisk skrift, det er tanker, der tænkes med feminismen og videre i mange retninger som for eksempel en kritik af globaliseringens konsekvenser. Når jeg sidder i lufthavnen og venter på mit fly, ved jeg, at flyveturen kommer til at gøre skade på planeten. Jeg ved, at min billige skjorte har været igennem fejlernærede børnearbejderes hænder, jeg ved, at den cigaret, jeg ryger, risikerer at dræbe mig.

Men hvorfor gør du det så?

– Jeg ville ikke kunne leve uden mine dårlige vaner. Jeg tænker på, hvor grænsen går mellem en dårlig vane og bevidst undertrykkelse. Min iPhone. Mine internetindkøb. Jeg har dette sygelige forhold til min påklædning. Jeg kan på vej til en aftale komme i tvivl om mit outfit og stoppe i flere butikker på vejen for at købe et andet. Jeg kan på disse indkøbsomveje bruge flere tusinde kroner på tøj, jeg køber i blinde. Jeg kommer alt for sent til mine aftaler, og oftest ender jeg med at beholde min lange jakke på for på et tidspunkt at gå på toilettet og skifte til det tøj, jeg i første omgang trak i samme morgen. Jeg har også denne sygelige impuls til at bruge mange tusinde kroner på nettet på tøj, der ikke kan byttes. Når det ankommer, kan jeg kun passe halvdelen. Resten ligger og flyder.

 

BUYER’S REMORSE

Nå, han har forladt mig.
Vi er kvinder og børn tilbage.
Vi tager vare på samfundet.
Jeg går ind i H&M, der lugter af bomuld.
Jeg har 300 kr.
En gylden mund griner.
En sentimental tanke, at børn har haft det i hænderne. Limegrøn ruskind.
Man ser, at såkaldte voldtægtsofre så at sige ønsker at få pengene tilbage.
I REMA 1000: Det falske krabbekød i sushiboksene, der gråner og presser sig mod kransen af tang.
Flaskeautomaten flyttet ud i en oplyst firkant ved parkeringspladsen.
Og så tænkte vi den tanke, som alle kvinder har tænkt: her kommer den, her kommer vores voldtægt.
Baconchipsene har efterladt tre rifter i ganens eng.
Kirsten Thorup i Urban Outfitters.
Vero Moda: Baby lyseblå. Påskefarver, nitter.
Pigerne fylder deres lommer i prøverummene og går afslappede bort.
Hallgren: ”Brænd gule anus i vinternatten”: Farverne i COS’ sortiment.
Sneen nægter at overgive sig.
Mængden af small talk fra hende: noget bulimisk over det.
De første hvide limited edition skjorter, et skjortejubilæum.
Jeg elsker at kalde skjorten for crisp.
Hun er medicintyk.
Håret er gult og skinnende.
Ungdommeligt i forhold til hendes alder.
Hun afslører sig som gammel, da hun vender sig.
En kone i butikken står i det blå hjørne.
Hun sløser om sig med de gyldne øjne.
I tebutikken: En blomst fikseret i en lyserød glaskugle.
Rosa papir om en enkelt appelsin i en kasse med appelsiner.
Aborten Elizabeth får foretaget i Prometheus af en maskine, der ligner en glaskiste.
Det er halvt monster, halvt X, det, der vokser i hende.
Removing Foreign Object sagde maskinens blide kvindestemme en håndfuld gange.
Og Elizabeth klipses sammen.
Den lysende, nedkølende montre
til kagerne ved kasseapparatet som et rumskib.
Butikkerne er åbne.
Udstillingsvinduernes oplyste fartøjer.
Fem mænd sad og spiste på cafeen uden at sige noget.
Da jeg serverede deres kaffe følte jeg store farer / kærlighed.
Man kan lære at skelne det billige fra det gode.
God kvalitet.
Noget der varer.
Overalt omkring mig står kvinder og føler på tøj.
Rema 1000.
Matas.
Gina Tricot.
Søstrene Grenes.
Søstrene Grenes.
Vi ved at fabrikkerne stadig producerer.
Vi ved at varerne stadig leveres.
Der er nogen der arbejder.
Vi arbejder også.
Alle fortsætter.
Den nyeste butik åbnede i vinters.
Sneen nægter at overgive sig.
Vi elsker pizza og lasagne.
Vores værelser gnider deres talg-olierede ansigter mod os.
Hvis det lykkes os at få en fridag,
slår solen os gennem blonden af hvid smog, når vi går ned ad gaden
Vi glemmer altid solen, at den fortsætter.
Anne Mette, der blev holdt tilbage efter luk.
Fem mænd havde voldtaget hende med deres hænder.
Hun sagde: både foran og bag ved, og græd.
Der var optøjer.
Flere og flere var stimlet sammen, flere hænder.
Hun kunne ikke se ansigterne i tågen.
Hun mente at kunne genkende en.
Hun sagde: jeg tør ikke tænke på det.
Jeg sneg mig ned til Seven-Eleven i natten.
En mand stod og skulle købe cigaretter.
Jeg blev tvunget til at vise mit uvaskede ansigt, da jeg greb om varerne.
Gennem tågen lyser havnen som et nittebælte.
Det er vores by.
Det er vores varer.
Det er vores penge.
Det er vores huse.
Det er vores børn.
Det er morgen og folk skynder sig.
Vi har pakker i hænderne.
Vi har købt ting af hinanden.
Vi ligner os selv.
Riccos kaffebar: regnen trækker sit forhæng ned ad gaden.
Mælken får en blåligere tone.
Alle trækker i deres dragter.
Det er regnen, der varsler om natten, som nærmer sig.
De slås. De voldtager en kvinde.
Dagene forsøger at ryste nattens tåge af sig.
Vi sætter os og pensler hundrede bind med blegemiddel.
Syren lægger sig til ro på vores slimhinder.
Vi sliber ettusind hæle ned.
Vi åbner vores munde.
De store skyer fylder efterhånden hele horisonten.
Nogen drysser proteinpulver i andres smoothies.
Det føles som om, der ikke er penge nok længere,
og alle er bange.
Jeg giver ikke mig selv lov til at begynde.
Jeg ønsker at tyndes.
En mand skal vende tilbage med gaver.
En mand skal vende tilbage med gaver og beviser.
En mand skal vende tilbage med gaver og beviser, og ren.
En mand skal vende tilbage og han skal være en mand med en plan.
Verden skal være ny, vi skal elske hinanden.
Vi skal gå smukt klædt og være smukke.
Ingen skal røre mig uden min tilladelse.
Regnen skal lægge sig.
Jeg skal føde et barn.
Jeg skal eje.

(I den tidlige morgen på vej til arbejde får smoggen en særlig densitet.
Hvis solen er særlig aktiv farves alle vinduerne på vejen bolchegule.
Og de to vandreservoirs lyser også.
Så er hele vores by blank og skinner.
Og vores hjerner er flydende og gule.)

Ida Dybdahl og Sara Hornum Inanloo

Facebook

Twitter