At stikke hånden i hvepsereden

Positivitet keder Ekko-redaktør Claus Christensen, som vil skrive både for filmfolk og for dem, der står ude på sidelinjen og råber.

Tidligere publisert i Vagant 2/2014

Det lå langt fra i kortene, at filmmagasinet Ekko skulle blive Danmarks mest indflydelsesrige tidsskrift for film, dengang magasinet startede som undervisningsblad i 1999. Incitamentet kom dengang fra den nyansatte leder for Det Danske Filminstitut (DFI), Henning Camre, der, som led i visionen om en mere levende skriftkultur inden for dansk film, tog initiativ til tre magasiner: filminstituttets brancheblad Film, det mere akademiske Kosmorama med base på filmvidenskab og så Ekko. I tråd med et filmforlig, hvor De Radikale havde understreget, at de gerne ville gøre mere for børne- og ungdomsfilm, var idéen, at Ekko skulle være et blad for undervisere. Bladet fungerede som selvstændig udgivelse med støtte fra DFI og Undervisningsministeriet, og ordningen var, at bladet i løbet af tre år skulle blive selvkørende. Nu er det efterhånden 15 år siden magasinets opstart, og Ekkos popularitet i filmkredse er siden vokset stødt – det læses af branchemennesker, filmvidenskabsfolk, filmskaberne, journalisterne og ikke mindst dedikerede cineaster. Samtidig har der i nyere tid også været kritik: Filmtidsskriftet Krystalbilleder har indvendt, at Ekko trykker for meget branchestof og for lidt filmkritik.

Vagants udsendte tog forbi redaktionskontoret på Frederiksberg for at snakke med chefredaktør Claus Christensen om, hvordan det er lykkedes filmmagasinet at blive en offensiv aktør i udformningen af dansk filmkultur.

 

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

 

»Vi elsker film på Ekko, men…«

ID: Ekko har en ret unik position i dansk filmsammenhæng. Efter I fusionerede med cineast-tidsskriftet Mifune i 2007, må I have kigget jer omkring inde på redaktionen og spurgt jer selv om, hvem der nu var jeres konkurrenter? Umiddelbart er det vel avisernes filmdækning, I kan spille bold op ad i den danske filmoffentlighed?

CC: Ja, det måtte vi konstatere, og der manglede helt klart nogle ordentlige debatskabende og dybdeborende artikler med skæve vinkler! I de kommercielle aviser er der ikke plads til store essays og analyser. Den avis, der har den største betydning kulturelt i Danmark, er Politiken, som vi syntes var lidt for pæne – og lidt for berøringsangst. Vi elsker film på Ekko, men vi er samtidig også et kritisk blad. Når vi så på kulturjournalistikken i Danmark, var den meget tam. I TV Avisen kom kulturindslagene til sidst: »Nu skal vi ha’ det lidt hyggeligt«. Det har desværre ikke ændret sig. Kulturjournalistikken er en velmenende klub, som laver positive interviews, når et nyt værk skal markedsføres. Kunstnerne er glade, fordi de får uproblematisk omtale, men læserne keder sig. Hvad skal man sige … Man dræber det hele i positivitet.

ID: Hvad var så jeres modtræk til den velmenende klub? Omkring midten af 00’erne begyndte I at bevæge jer væk fra at være et mediepædagogisk tidsskrift til at være et filmblad for cineaster og branchefolk – var det også en bevægelse hen imod at blive klassens frække dreng?

CC: Det handlede om at skabe et magasin, der var så modigt og vedkommende, at det blev kendt og etableret som en vigtig stemme i offentligheden. Jeg kom selv med en erfaring som gæsteredaktør på Filminstituttets eget blad, Film. Det udkom til hele filmbranchen, men alle vidste jo dengang, at artiklerne havde været igennem filminstituttets ledelse, og bladets egentlig formål, hvis jeg skal være en lille smule kritisk, var, at det skulle ligge ovre hos vores kulturminister og vise, at alt gik godt i dansk film. Det var et godt blad, et meget seriøst blad, men uden egentlig debatskabende stof. Da jeg blev redaktør af Ekko, fik jeg den idé, at der var et marked for kritisk filmjournalistik. Og selvom instruktørsammenslutningen ikke havde nogen penge, lykkedes det at give dem et tilbud, de ikke kunne afslå, sådan at de fik bladet til deres omkring 300 medlemmer. Og den dag det skete, vidste jeg, at Ekko foretog et afgørende ryk. For nu kom vi ind ad brevsprækken til instruktørerne, fra Lars von Trier og Susanne Bier til de nye talenter. Senere fulgte de andre filmfaglige foreninger trop og tegnede abonnement for deres medlemmer. Men for at det skulle være et rigtigt filmmagasin, skulle vi også fange cineasternes interesse. Ved at sætte ekstra ind på at lancere det nye stof og skrive nogle artikler med gennemslagskraft, fik vi også dem med. Men målet har været at skabe en skarp og vedkommende filmkritik, der kan gøre en forskel både for dem, der laver film, og dem, der ser film.

ID: Hvordan skriver man artikler med større gennemslagskraft?

CC: Det allerførste nummer, vi lancerede efter skiftet, har et godt eksempel på sådan en artikel. Vi lavede et stort interview med Lars von Trier, hvor vi blandt andet spurgte ham om tilstanden i dansk film. Han svarede, at dansk film var blevet for spekulativ, og han nævnte Biers film som et eksempel. Det skrev vi, og det gav genlyd, ikke bare fordi de store elefanter sloges, altså de store koryfæer inden for dansk film, men også fordi det var en vigtig, kunstnerisk debat. Noget tid efter mødte jeg en filmjournalist, der sagde: »Nå, men det havde Trier da også sagt til os«, hvorefter jeg spurgte, hvorfor dælen de så ikke havde skrevet det. Danmark er meget lille, og mange har en intuitiv fornemmelse af, at hvis vi går den vej, den kritiske vej, så bliver livet sværere simpelthen.

ID: Men den risiko er værd at løbe?

CC: Ja! Jeg elsker det stof, og i et land, der hylder ytringsfriheden, skal vi ikke kun turde tage bladet fra munden, når det går ud over »de fremmede«. Og med det nummer sendte vi ikke bare bladet ud, men skrev også en pressemeddelelse om historien. Her kan du tale om gennemslag for Ekko samtidig med, at det også gjorde os til genstand for kritik, og nogle hævdede, at vi bare hvirvlede støv op. Men man kan også spørge, om Lars von Trier ikke var på forkant med en kritik af dansk film? Han råbte vagt i gevær og spurgte, om dansk filmindustri nu ikke var blevet lidt for spekulative og for dygtige i den model, som man har lært sig inde på Filmskolen. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt fortryde, at vi ikke fulgte bedre op og fik skabt en meget større debat om dansk film, men man er oppe imod filmbranchen og filmjournalisterne, der reagerer ved at sige »Det går vi ikke ind i. Lad Lars von Trier sige det, men det går vi ikke ind i.« Så er det altså svært at skabe debat.

ID: På dette tidspunkt skete der også noget med skribentsammensætningen på Ekko. I hvervede for eksempel en række skribenter fra litteratur- og musikmiljøet?

CC: Ja, eksempelvis skrev forfatteren og debattøren Carsten Jensen om mockumentaren AFR, så vi
fik et essay om den politiske situation og om Anders Fogh Rasmussen og hans betydning. Jeg brugte lang tid på at overtale Carsten Jensen til at skrive for os. Han var på mange måder det store forbillede, den-gang jeg studerede, blandt andet på grund af hans TV-anmeldelser i Politiken og de analyser, han skrev for det hedengangne filmmagasin Tusind øjne. Jeg havde længe drømt om at tilknytte ham og skrev til ham utallige gange. Jeg blev stædig, og hver gang Ekko udkom, sendte jeg det til ham. Pludselig en dag ringede han, og så vidste jeg, at nu var der sket noget.

Hvad er filmisk?

ID: Det nyopstartede filmtidsskrift Krystalbilleder har netop kritiseret den stigende brug af litterater og lignende i dansk filmjournalistik. På Ekko har I for eksempel Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl på listen over faste anmeldere?

CC: Det er noget vås, at man skal være uddannet på Filmvidenskab for at have forstand på »det filmiske«, hvad det så end er. Bukdahl er et godt eksempel på en anmelder, der har både et kritikertalent og et skrivetalent. Vi har også haft skribenter fra musikkens verden, hvor rigtig mange danske anmeldere egentlig kommer fra. Vi rekrutterer bredt, fordi vi synes, det er spændende, hvis vores skribenter ikke kun er filmvidenskabsfolk, men også alle dem, der står ude på sidelinjen og råber ind på banen. Så vi har også prøvet at få nogle af dem inde på banen til at skrive, altså filmskaberne. De kan komme med nogle særlige vinkler, så det har vi virkelig forsøgt at dyrke. Det er et af de tiltag, som har vakt mest opsigt, og som er blevet diskuteret mest. En af de første artikler, hvor vi gjorde det for alvor, var Nikolaj Arcels morsomme og tankevækkende essay »It’s Hollywood Baby« i Ekko #39 om hans mislykkedes forsøg på at sparke døren ind til filmens mekka.

ID: Hvad er din holdning i det hele taget til Krystalbilleder, der proklamerer, at de »er sat i verden for at omdanne dansk filmkritiks ekkokammer til et kritisk miljø med substans«?

CC: Jeg synes, initiativet er fedt. Jo flere der skriver om film, desto bedre for os alle. Krystalbilleder erstatter vel i bedste fald det akademiske Kosmorama, der for kort tid siden lukkede sin papirudgave. Men jeg kan slet ikke nikke genkendende til deres kritik og det billede af Ekko, de forsøger at tegne.

ID: Apropos jeres navn, så er jeres artiklers genklang i offentligheden vel også en stor force for et tidsskrift – at blive citeret steder hvor folk, der ikke læser bladet, ser det, så man beviser sin relevans uden for filmmiljøerne?

CC: Ja, og det er derfor, vi også har taget journalistiske genrer som reportager ind. Kritiske stemmer har sagt, at det skal et filmmagasin ikke gøre, men jeg er ret sikker på, at det er blandingen, der skaber spændstighed.

ID: Når man sidder og læser baglæns i stakken af Ekko-blade til den spæde start omkring årtusindeskiftet, bliver det tydeligt, at filmjournalistikken og fokusset på filmkunst har overtaget pladsen fra undervisningsstoffet. Hvordan formedes tanken om Ekko som tjekket filmmagasin sig hos dig, da du kom til som chefredaktør i 2002?

CC: Vi laver stadig undervisningsmaterialer, men de bliver bare bragt på hjemmesiden i stedet for i det trykte magasin. Og et af vores formål er stadig at inspirere undervisere på mange niveauer. Mere overordnet har min mission for Ekko været – og er stadig – at forene avantgarden eller filmkunsten  – med stort F – med mainstreamen. Vægten er stadig på det kunstneriske, men i vores blad kan du for eksempel møde Erik Clausen sammen med en helt up and coming Michael Noer, instruktøren bag blandt andet R og Nordvest, og sådan kan det brede give noget til de små film, som vi jo har et bankende hjerte for. Som magasin kan man enten rendyrke bestemte ting, for eksempel det helt smalle, men så må man leve med et oplag på 500. Eller man kan prøve at forene de her ting, for at se, hvad det giver, at de mødes, og så kan man måske komme op på et 10 eller 20 gange så stort oplag. Filmkunsten har i sig selv blandingen i sig, det er jo en massekultur. Det er det skønne ved de ting, som jeg synes fungerer, som for eksempel Cannes-festivalen. Det ligger i selve filmånden ikke at lave et elitært magasin. Vi har netop startet en ny artikelgenre, hvor vi samtaler med forskellige metierer: en tonemester, en klipper, en instruktør, en manuskriptforfatter. Vi beder dem om at udvælge én filmscene og tale detaljeret om den, og hvorfor den for eksempel er lykkedes på en helt særlig måde. Det er den slags artikler, der forhåbentlig både er en lækkerbisken for cineaster, undervisere og filmbranchen.

ID: Men det her med at lade umage verdener mødes, kan det også blive lidt for meget en gimmick? At skabe clash for overraskelsens skyld?

CC: I et nummer lod vi Louise Frevert fra Dansk Folkeparti anmelde Lars von Triers film Manderlay. Det blev vist lidt mere en gimmick, og om det blev egentlig vellykket kan diskuteres. Det skal selvfølgelig gøres velovervejet. Men når vi til gengæld har muligheden for at få forfatteren Klaus Rifbjerg til at anmelde, så kommer der pludselig et helt andet blik. Han er en af de bedste filmanmeldere, Danmark nogensinde har haft. Han er ingen levebrødsanmelder, men han synes, det er sjovt at være med en gang i mellem, så vi har nogle særlige film, som han kommer ind og ser. Men vi savnede faktisk i en periode dygtige anmeldere. Vi ledte efter flere og ville samtidig gerne have nogle udenlandske øjne på dansk film, på vores egen andedam. Så vi gik ud og fandt Lee Marshall fra Screen International, og efterfølgende har vi fået Leslie Felperin med, som var ved Variety og nu skriver for The Hollywood Reporter. Så jeg mener i al ubeskedenhed, at Ekko har Danmarks bedste filmanmeldelsessektion!

 

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

 

ID: Og når vi taler om filmmagasiner – hvem er Ekkos forbilleder?

CC: Siden studieårene har jeg læst engelske Sight & Sound og brugt det som en reference. Et dansk kulturtidsskrift, som jeg har været inspireret af, er Press, der ikke eksisterer mere. Press var dygtige til at tage nogle spændende sager op og virkelig bruge lang tid og meget plads på dem. Jeg startede selv med at skrive for det århusianske modpresseblad Byens fri blad – i København var der det, der hed København  – sådan en månedsavis nærmest. Og så har vi, sagt med et glimt i øjet, set på Rolling Stone, som jo er et forrygende magasin. De laver de der kæmpe interviews, og jeg kan særligt huske et, hvor John Lennon nærmest er levende for én, selv når man læser det i dag. Inspireret af det blev vi på et tidspunkt enige om, at der skulle være et stort hovedinterview på omkring ti sider i hvert nummer af Ekko.

ID: Men hvordan får et tidsskrift kridtet banen op som dynamisk stemme i den danske filmdebat?

CC: Det kan godt være at vi, som min medredaktør Peter Schepelern plejer at sige, afskriver os fra 95% af den danske befolkning, fordi vi laver et nicheblad. Men der er fem tilbage, og det er faktisk også en del mennesker. Dem skal vi forsøge at nå. Det, vi blandt andet gør, er at se på de bagvedliggende processer i filmverdenen. Både de kreative processer, blive klogere på dem, gøre vores læsere klogere på dem. Men også magten, hele magtspillet i det: Hvem bestemmer? Er det de rigtige, der bestemmer? For eksempel har vi tre gange lavet en liste over de 25 mest magtfulde personer i dansk film. Den er, hvis den fungerer, en analyse af dansk film her og nu – af hele apparatet. Vi præsenterer personerne med små portrætter, og hver gang er der jo nogle, der rykker op og ned. Det er selvfølgelig vores håb, at det sætter gang i en debat, og at branchen synes, det er seriøst.

ID: I nyere tid har I blandt andet skabt debat omkring valget af rektor på Den Danske Filmskole, der endte med at blive Vinca Wiedemann.

CC: Ja, efter vi havde skrevet en leder om det, kom en stor del af eleverne fra Filmskolen til os og sagde, at de gerne ville udtale sig, fordi de ville have en ny rektor. Jeg ser det som en stor cadeau, at de ville bruge os som talerør i stedet for at gå til en avis. Men vores engagement i Filmskolen er ikke nyt. For en del år siden skrev vi en artikel, der hed »Verdens bedste filmskole?«, hvori vi satte spørgsmålstegn ved, om den nu også var den bedste. Derfor var det også naturligt for os at skrive en leder om behovet for en ny ledelse, da skolens flagskib, Instruktørlinjen, har kørt svagt igennem en årrække.

Filmmagasinet som aktør

ID: Jeg oplever, at jeres lederspalte ofte er ret politisk. Der slås en politisk tone an, altid med en kobling til filmen, som for eksempel i #52, hvor I under overskriften »Den hellige ko« sætter fokus på en Israel-kritisk film, og lederen i #59 om stereotype fremstillinger af indvandrere i dansk film, hvor I positivt fremhæver den svenske indvandrerkomedie Jalla! Jalla!.

CC: Det handler om den måde, vi anskuer film på. Vi anser film som noget, der skaber vores kultur, skaber os som mennesker. Vi har været heldige, idet der i samme periode også har været en del danske filmskabere, som tænkte på samme måde. En række dokumentarinstruktører, for eksempel Janus Metz, instruktøren af Armadillo, som er en utrolig talentfuld filminstruktør og samtidig også har en fingerfornemmelse for, hvordan man kan ramme ned i noget centralt, er et brændpunkt for Danmark. Blandt de nye instruktører har Tobias Lindholm, instruktøren af Kapringen, i sin nyrealistiske stil taget nogle emner op og gjort nogle ting, som han ikke ville kunne have gjort, hvis han havde lavet en traditionel dokumentarfilm og ikke en fiktionsfilm.

ID: Og det fokus afspejles tilsyneladende også i jeres introducerende rolle, hvor I præsenterer film, der ellers ikke er fremme i den danske offentlighed. For eksempel fik abonnenterne den israelske film Defamation, som jeres leder også handlede om, med i bladet?

CC: Ja, den er lavet af en israeler, som er selvkritisk op til begge ører og humoristisk. Vi havde tidligere anmeldt filmen, og så blev jeg pludselig opmærksom på, at den ikke, som planlagt, var blevet vist på DR, og så begyndte jeg at forhøre mig rundt omkring.

ID: Filmen var støttet af DR med planer om, at den skulle vises på TV?

CC: Ja, men jeg fandt ud af, at den ikke var blevet vist alligevel. Da jeg spurgte den person, der var ansvarlig for beslutningen, kunne han ikke rigtig sige noget og svarede meget undvigende. Det undrede jeg mig over og på baggrund af det, skrev vi en artikel. Den fik gennemslag i offentligheden, men bagefter skete der ikke rigtig noget. Så jeg kontaktede filmens producent og foreslog, at vi skulle sende den ud med Ekko. I forbindelse med udgivelsen af Defamation skrev vi en leder ikke bare om den ene film, men også om DR2’s meget tydelige favorisering af den ene part i Mellemøstenkonflikten. Vi stak mildest talt hænderne ned i hvepserede, men det var vigtigt for os at sætte fokus på, hvorfor filmen ikke var blevet vist. Efter filmen var kommet ud med Ekko, endte DR faktisk med at vise den.

ID: Det fordrer vel også et vist meningsfællesskab på redaktionen? Hvem eller hvor mange er I, der udvælger et tema, og har I mange diskussioner om lederartiklerne?

CC: Vi er en inderkreds, der udgøres af en chefredaktør – mig – min medredaktør, lektor Peter Schepelern, to assisterende redaktører og et par redaktionelle medarbejdere. Derudover har vi et meget stort netværk af freelancere, en kontaktgruppe, der kommer med ideer til magasinet, og en webgruppe, som primært består af studerende, der skriver artikler til vores hjemmeside. Her forsøger vi at talentudvikle skribenter, som på sigt kan komme tættere på ledelsen. De to nuværende assistentredaktører er netop hentet fra denne gruppe.

ID: Og det tema, I hver gang diskuterer jer frem til, gennemsyrer også hvert enkelt nummer – sammenhængen mellem indhold, layout og den medfølgende dvd markeres tydeligt i farvetema og udformning. Det kræver vel en stram rammesætning, en ret fast form?

CC: Ja. Vi har fire sektioner: introsektionen »Aktuelt« med helt faste artikler, featuresektionen, hvor de fleste artikler har en krog i noget aktuelt, temasektionen og så anmeldelsessektionen. Det er selvfølgelig rigtig svært at få til at gå op, også fordi det er en praktisk virkelighed, hvor nogle ting ikke lykkes. Jeg håber selvfølgelig ikke, at læserne opdager det. Og det er nok den største hurdle ved magasinformen – det med at være aktuel på trods af lange deadlines og film, der ikke må vises før tid.

ID: Apropos læserne – hvordan forestiller I jer egentlig en Ekkolæser? Hvem er det, I skriver til?

CC: Vi forestiller os, at de er lidt ligesom os. De er til stor filmkunst som Adèles liv og Amour, men de sætter også pris på en god actionfilm eller thriller. De er på forkant med de fantastiske TV-serier. Hvis de har abonnement på Politiken, læser de som det allerførste kultursektionen. De er studerende, skolelærere, ansatte i filmbranchen, eller også går de bare lidt mere op i film end flertallet. Vi har ikke følt behov for at lave store og kostbare brugerundersøgelser, men i stedet skabt et magasin fra vores hjerte og så bagefter prøvet at få det ud til dem, vi tror, det vil interessere. Vi forestiller os, at vores læsere er super nysgerrige. Da jeg studerede, begyndte jeg at læse Information, og det, jeg elskede ved avisen, var viljen til også at stryge læserne mod hårene. Ekko må ikke blive forudsigeligt eller behagesygt.

 

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

 

Faren ved et kanonhøjt niveau

ID: I april sidste år gik I i luften med Ekko Shortlist, en aktuel top 10 over de bedste danske kortfilm, der ændrer sig hver uge. Det lader til at være et vellykket initiativ for både kortfilmgenren og for Ekko; filmene spredes i stor stil på de sociale medier af både venner og fans, og Ekkos online platform er blevet udvidet til at være en flittigt brugt filmportal, hvor man kan holde sig opdateret på nye talenter. Her kommer jeres aktørrolle i filmmiljøet vel også til udtryk – det med at revitalisere en genre er jo en meget aktiv gestus, og med listen opfordrer I jo faktisk også folk til at lave kortfilm?

CC: Ja! Men her er der også en grænse, som ikke skal overskrides. Vi har tidligere skrevet kritisk om festivaler, der selv begynder at lave film, for det synes vi, kan være problematisk. Men shortlisten er et godt eksempel på, at vi altid har været meget interesseret i filmskolefilmene, for eksempel har vi den faste spalte »Nyt talent« i introsektionen. Det spændende ved nye talenter er, at det kan gå fra helt genialt til helt håbløst, modsat de fleste spillefilm, der er så gennemarbejdede, at der ikke er så meget, der stritter. Og selvfølgelig beskæftiger Ekko sig også med dem ud fra erkendelsen af, at hvis man skal være dagsordenssættende, må man også være dem, der opdager de nye talenter og skaber opmærksomhed om dem.

ID: Hvordan fik I idéen til listen?

CC: Det var ikke os, der fik idéen til selve filmlisten. Det var en af dansk films grand old men, produceren Ib Tardini, og idéen blev så samlet op af den unge producer Mads Damsbo fra den autonome filmuddannelse Super16. Flere sagde til ham, at han skulle gå til Ekko, som nok ville kunne løfte opgaven. Hans idé var oprindelig noget anderledes, men jeg kom til at tænke på, at jeg som barn og ung elskede sådan nogle ugentlige hitlister, som P4-listen … Og så havde vi altså idéen til Ekko Shortlist.

ID: Det bliver ikke til en opdyrkelse af darlings?

CC: Nej, altså de bliver ikke hellige køer. Nogle gange bliver de måske oven i købet behandlet ekstra kritisk. Målet er, at få folk til at se kortfilm og at skabe et gennembrud for talentmassen i  dansk film. For den største udfordring, vi har i dansk film i øjeblikket, er, at vi har et kanonhøjt niveau. Vi har så højt et niveau blandt de etablerede 40–50-årige instruktører, at det er svært for de nye at komme til. Det kan skabe problemer, ikke nu, ikke i år, men om fem, seks, ti år kan vi pludselig stå med nogle tabte generationer. Og her mener jeg, at Ekko bør spille en aktiv rolle.

ID: I forhold til kortfilmens format er internettet jo ikke bare et medie, som filmene kan overleve via, men det rummer vel helt nye muligheder for genren? Kortfilmens længde ser ud til at passe perfekt til internetoplevelsen, mens spillefilmen ikke har samme mulighed inden for den slags social mediedeling?

CC: Nej, slet ikke. Og der tror jeg, at vores held eller dygtighed har været, at vi har fundet et greb. Det er grebet, der gør den endelige forskel. Der er jo også mange andre steder, som lægger film op, det gør de blandt andet på Filmskolens hjemmeside, men der ligger de bare. Vi har fundet et greb – en brugerstyret top 10 – og vi gør også det, der er nødvendigt, hvis man skal holde interessen fanget: Vi skriver hele tiden artikler om det, så det bliver levende. Næste skridt er Ekko Shortlist Awards, som bliver en årlig prisfest, en Oscar for den danske filmundergrund.

ID: En af jeres mere opsigtsvækkende artikler i hele taget var René Fredensborgs »Frygt og lede i Avedøre og omegn«, som I bragte i 2011. I essayet beskriver han, hvordan han gik fra at være journalist til pludselig at få sit eget filmprojekt. Beskrivelserne af hans møde med filmbranchen skabte store kontroverser i og uden for filmmiljøerne.

CC: Ja, det må man sige. René Fredensborgs essay var en beskrivelse af, hvordan det er at være ny i filmbranchen, hvis man ikke har en uddannelse, ikke har gået på Filmskolen, og hvordan det så opleves at komme ind og skulle prøve at gøre sig til i filmbranchen.

ID: Er det den artikel, du har været mest nervøs for at trykke?

CC: Godt spørgsmål! Altså, det må nok være den artikel, der har været sværest at bringe. René Fredensborg havde på det tidspunkt skrevet flere artikler for os, da han en dag kom og var vred over, at han havde fået afslag på det filmprojekt, han var i gang med. Han ville gerne skrive en artikel om det, og da han begyndte at sende udkast til mig, kunne jeg godt se, at den her artikel ville skabe voldsom debat. Dels fordi han havde været til nogle interne møder, og vi havde mange overvejelser om, hvorvidt man skulle referere fra det. Dels fordi René Fredensborg skrev om en filmkonsulent, der havde tilbudt ham kokain på et arbejdsseminar, som Filminstituttet stod for.

ID: Hvilke hensyn tog I i redigeringsprocessen? Hvad var jeres overvejelser?

CC: Vi diskuterede meget, om vi skulle anonymisere nogle af personerne i artiklen. Men filmbranchen er så lille, og der er kun to dokumentarkonsulenter på Filminstituttet, så vi ville dels have kastet en falsk mistanke på en af konsulenterne, dels ville folk før eller siden finde ud af, hvem det var. Enten skulle vi fortælle hele historien, eller også skulle vi slet ikke fortælle den. Vi valgte det første, fordi vi mente, at historien var væsentlig. Stoffer er et hjælperedskab for mange kunstnere, tænk bare på The Beatles, men de bør ikke være indblandet i en støtteuddeling. Dér har konsulenten et stort ansvar. Vi ville fortælle historien og lade andre give den en mere traditionel journalistisk behandling, hvis de fandt det relevant.

ID: Ud over det med kokainen, hvilke sandheder synes du så, der kom på bordet med artiklen?

CC: Det som var min egentlige interesse i artiklen, var blikket på filmbranchen udefra. I filmbranchen taler alle med alle, når man er ude, og alle søger ned til det samme vandhul, som er Filminstituttet. Men da alle skal drikke af det vand, er der en kamp for at komme til. Det kan godt skabe en lidt trykket stemning, hvor man ikke tør sige noget. Ved at få nogle af de frustrationer frem, kan man måske også åbne øjnene på nogle af dem, der sidder og giver penge og sætte fokus på, hvad vi skal gøre med de skæve talenter, der måske ikke har fulgt den slagne vej og gået fire år på Filmskolen. Samtidig var der en, der mente, at vi blev nødt til at skrive, at artiklen og den kritik, den rejser, ikke var udtryk for redaktionens holdning. Men det har jeg simpelthen ikke villet gøre, for det ville ødelægge magasinet at skulle skrive sådan noget i forbindelse med en artikel.

ID: Det ville vel også implicere, at det modsatte var tilfældet de gange, det ikke stod der?

CC: Ja, præcis. Ekko skal ikke være et indspist meningsfællesskab. Når vi bringer noget, er det udtryk for, at vi synes, det er interessant, at det er væsentligt. Men ikke nødvendigvis at vi er enige i  konklusionerne.

ID: I #43 bragte I reportagen »Filmluder for en dag«, også af René Fredensborg, hvor titlen henviser til det, der i filmlingo kaldes en ludertur: en tur hvor journalisterne følger et filmhold nogle dage med alt betalt af filmselskabet, i det her tilfælde filmholdet på Nicolas Winding Refns film Valhalla Rising. Reportagen endte med at handle mere om, hvor meningsløs René Fredensborg synes, turen er, end selve filmen. Var tanken også at skabe et »glughul« ind til mekanikken bag dansk film?

CC: Selve beskrivelsen af luderturen var et forsøg på at spørge vores egen stand, hvorfor vi ikke stiller større krav. Ikke fordi jeg synes, der er noget galt i at tage på sådan en tur, men når den er tømt for indhold, burde vi egentlig sige til filmselskaberne, at vi hellere vil tage alene af sted én gang om året og have en eksklusiv artikel på 15 sider. Fremfor at tage af sted med en håndfuld andre medier flere gange om året og lave det, alle de andre laver. Det handler i dag om at prøve at være forskellige. Alle kan se, at det er den samme nyhed, der går rundt i alle medier – det keder folk.

 

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

 

ID: Er der ellers noget, du synes, der mangler i den danske filmoffentlighed? Hvis nu du ser ud over Ekkos regi?

CC: Jeg har savnet en skriftkultur inden for filmbranchen selv. Der er meget få, der skriver essays på den måde, som Nikolaj Arcel gjorde i #39. I filmbranchen er der en masse mundtlige traditioner og diskussioner, men der har manglet nogen til at formulere dem, som vi for eksempel så det i Cahiers du cinéma med den nye bølge. Det har længe været sådan, at enten var man kunstner og lavede film, eller også var man anmelder. Derfor synes jeg, det var spændende, at nogle af kunstnerne kunne være med til at forme Ekko.

ID: Hvis vi ikke blot ser på samtalen om film, men på hele filmmiljøet – hvad er status så på det danske filmlandskab?

CC: Der er ét problem, og det er, at de rigtig hard-core kunstneriske film har det virkelig svært. Det er svært bare at få dem produceret. Når de så er blevet produceret, har de svært ved at komme ud i biograferne. Det er noget, man bør se på. I #58 kiggede vi således på, hvor dansk film kunstnerisk bevægede sig hen og spurgte: »Hvad skal vi med artfilmen?« Vi påtog os rollen som djævlens advokat, men grundlæggende slog vi et slag for artfilmen. Instruktør Anders Rønnow Klarlund beskrev sin lange, frustrerende arbejdsproces på Zentropa med den eksperimenterende stillbilledefilm The Secret Society of Fine Arts, som vi vedlagde på dvd. Når man læser den artikel, forstår man, hvorfor der laves så få artfilm i Danmark. I samme nummer stod Jørgen Leth frem og fortalte om nogle mærkelige svar, han havde fået fra en filmkonsulent, hvilket der efterfølgende kom debat om. Der var en konkretisering af den »djøfisering«, som mange i filmmiljøet har snakket om, altså at dem, der sidder med beslutningerne ikke er fra filmverdenen, men er jurister og økonomer.

 

Pludselig dukker så en Joachim Trier op …

ID: Når I diskuterer sådan nogle emner, skeler I så til Sverige og Norge? I en diskussion af filmstøtten eller andre former for institutionalisering eller genrer, der er på vej ind eller på vej ud for eksempel?

CC: Vi er jo så arrogante i Danmark, vi føler os som de bedste i Norden, ik’? Norge har vel ret meget ladet sig inspirere af den danske model. Men hele det nordiske samarbejde, vi har lavet med de andre filmmagasiner og de kortfilms-dvd’er, vi har lavet i  samarbejde med Rushprint og FLM, har jo gjort, at vi har opdyrket det nordiske mere end tidligere. I Sverige laver man flere originale kortfilm, end vi gør i Danmark. Og pludselig dukker så en Joachim Trier op …

ID: Ja, I vedlagde Joachim Triers to film på dvd, og Cinemateket havde et Norwave-tema – det virker som om attituden over for norsk film har ændret sig lidt de sidste år?

CC: Ja, og vi glæder os selvfølgelig over, at Norge kommer efter, for vi har altid drillet Norge med, at de har mange penge, men ikke noget talent. Det kan vi gudskelov ikke længere sige. For mit eget vedkommende opdagede jeg Joachim Trier og Eskil Vogt lidt sent, jeg fik faktisk ikke set Reprise, da den kom. Da jeg senere hørte, at den i sin tid fik afslag på støtte fra DFI, blev jeg vildt forarget, for det manuskript må da have været fantastisk. Da vi i 2012 holdt et sommerkursus på European Film College i Ebeltoft for almindelige biografgængere, fik vi overtalt Joachim Trier til at komme og tale – han var helt forrygende! Lige på stedet fik jeg idéen om at få hans to film ud med Ekko, og det lykkedes.

 

Det latterlige i ikke at gå hele vejen

ID: Lige her til sidst – hvordan var det egentlig, I fik oprullet den famøse lækagesag om Irakkrigen, der endte med at fælde Danmarks forsvarsminister i  2010?

CC: I flere år prøvede vi at få et interview med Christoffer Guldbrandsen, fordi vi vidste, han var indebrændt omkring sin film, Den hemmelige krig, som jo blev mødt af en, hvad skal man sige, en modoffensiv, også af pressen. Simon Andersen fra Nyhedsavisen havde skrevet den ene artikel efter den anden, der haglede filmen ned. Jeg fandt selv dele af Guldbrandsens film problematisk, men samtidig synes jeg også, at Simon Andersens behandling af ham var rimelig dårlig. Efterfølgende har det så vist sig, at Guldbrandsen havde ret i sine påstande. Vi prøvede faktisk at få ham til at skrive sin version tilbage i 2006, men det ville han slet ikke, det kunne han ikke. Efter flere år fik vi endelig overtalt ham til at give et interview, hvor han afslørede, at forsvarsministerens spindoktor havde lækket dybt fortrolige oplysninger til medierne, angiveligt for at sætte forsvarsministeren i et mere positivt lys. Artiklen affødte en enorm politisk debat, og til sidst gik både forsvarsministeren og hans spindoktor af. Det er nok aldrig før overgået et filmmagasin at få en så konkret politisk betydning. Men det egentlige mål var at give Guldbrandsen mulighed for at fortælle sin historie og igen at sætte fokus på forholdet mellem medier og magthavere og især spindoktoriet, som er ødelæggende for demokratiet.

ID: Ligesom med Defamation får I fornemmelsen af at nærme jer en hvepserede, men I fortsætter med at grave?

CC: Ja, og her kastede vi os ud i den politiske debat endnu en gang. Men det er fordi … Vi synes jo, nogle ting er vigtige! Altså, man bliver ikke rig, når man laver sådan et magasin her. Så hvis man skal kunne se sig selv i øjnene og sige »Det er det, vi bruger størstedelen af vores liv på …«. Hvis man så ikke går hele vejen, men siger »Det tør vi ikke!«, så er det latterligt. Vi kan lige så godt udnytte, at vi er små og ikke har nogle sponsorer, der bestemmer, hvad vi kan tillade os. Det er jo fordelen ved ikke at have involveret sig med nogen, der sætter grænser for os. Det så man til gengæld med Danmarks Radio, som ikke turde fremlægge de beviser, de var kommet i besiddelse af. Der har sandsynligvis været et stort politisk pres på DR midt under forhandlingerne om et nyt TV-forlig. Det oplever Ekko ikke. Og det står i vores vedtægter, at Ekko skal være kritisk. Så der udnytter vi simpelthen, at vi … at vi er fattige, havde jeg nær sagt.  [griner]  

Facebook

Twitter