At sige farvel

VAGANT NORDEN. I sit 50. år lægges det danske litteraturtidsskrift Kritik ned. 

Det danske litteraturtidsskrift Kritik er inde i sin sidste time. Den hæderkronede institution er i 50 år blevet udgivet af Gyldendal, og forlaget offentliggjorde fredag den 2. september, at de har valgt at nedlægge tidsskriftet.

Kritik blev stiftet i 1967 af daværende dr. phil. i nordisk litteratur Aage Henriksen og mag.art. i litteraturhistorie Johan Fjord Jensen. I 2012 tog litteraturforskeren Elisabeth Friis og digteren Ursula Andkjær Olsen over efter Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard, og denne nye redaktionssammensætning har markeret en periode, hvor tidsskriftet tydeligt har stået med et ben i forskningen og et i den kunstneriske refleksion. Vagant kontaktede redaktør Friis for at høre hendes tanker om nedlæggelsen.

Susanne Christensen: Hvilken slags tidsskrift har Kritik været?

Elisabeth Friis: Kritik startede som et litteraturtidsskrift for at bygge bro mellem litteraturforskningen i Århus og København og var i de første mange år primært et fagtidsskrift for dansk og nordiske studier på universiteterne. Kritik har hele tiden ændret sig i takt med bredere forandringer i tiden og hvad, der har været talk of the town på universiteterne. Fra fortrinsvis at handle om litteratur ekspanderede tidsskriftet i Frederik Stjernfelts periode fra 1993 til 2012: Mere politisk og kulturelt stof fik plads.

SC: I var tidsskriftets første kvindelige redaktører?

EF: Vi har hørt rygter om en kvindelig redaktør, den danske dramatiker Astrid Saalbach, men så vidt vi ved, sad hun kun i redaktionen i tre måneder.

SC: Stjernfelt satte et markant præg på tidsskriftet i omkring 20 år. Hvad ville I med Kritik, da I tog over?

EF: Verden er i en krisetilstand, og det oplevedes som akut for Ursula og mig at få bragt spørgsmål om klima og køn på dagsordenen – emner, som ikke tidligere har nydt bevågenhed i Kritiks spalter. Vi ville få flere forfattere og billedkunstnere til at bidrage, fordi de har nogle andre bud på, hvordan krisen eller kriserne opleves og hvordan, man kan forstå dem. Vi tror, at litteraturen og kunsten tænker lige så godt som videnskaberne, bare på en anden måde.

SC: Alligevel har Kritik altid været i dialog med samtidslitteraturen i form af anmeldelser og tendensartikler?

EF: Helt bestemt. Men vi har fået flere forfattere til at anmelde for os, end hvad der har været praksis i tidligere redaktørperioder. Og det har givet en anden type læsninger. Vi har også stillet to »klummeformater« til rådighed for dansk samtidslitteratur: kønt og herrens mark, hvor spørgsmål om krop, køn og klima er blevet taget op på vidt forskellige måder af meget forskellige forfattere.

SC: Er Kritiks nedlæggelse en del af et større krisekompleks?

EF: Vi står over for et tohovedet uhyre. På den ene side oplever vi et pres på den skandinaviske model i form af lukninger af kulturinstitutioner og nedskæringer på uddannelserne. Antallet af biblioteker i Danmark er fra 1996 til 2015 faldet fra 900 til 437 »betjeningssteder«. Vi ser en massiv omkalfatring, hvor bibliotekerne nu skal fungere som borgerservicecentre. Disse infrastrukturelle ændringer betyder blandt andet, at et trykt tidsskrift som Kritik ikke kommer ud. Det er typisk institutioner som biblioteker og gymnasier, der har abonneret. På den anden side: nettet. Læserne har vænnet sig til, at man ikke behøver at betale for at få adgang til tekster.

SC: Det er langsomt opbyggede traditioner, man med et snuptag skærer i. På universiteterne vippes små fag ud med en løs gestus. Mangfoldigheden er under pres?

EF: Det uhyggelige ved det er, hvor utrolig hurtigt en institution som Kritik kan forsvinde. Altså en institution, som igennem mange år har trykt artikler af høj kvalitet om litteratur og meget andet, og som har været et organ for diskussion af og tanker om, hvad litteratur har med samfundet at gøre. Kritik har hele tiden bygget bro fra forskningen ved universiteterne og ud i det danske samfund. At denne vigtige bygning lige pludselig ikke kan stå mere er utrolig sørgeligt – men når man ser på hvilke nedskæringer, der for eksempel er planlagt på Det Kongelige Bibliotek og Københavns Universitets Humanistiske Fakultet, er jeg desværre ikke overrasket. Kritik er kun delvist finansieret af offentlige midler, vi får tidsskriftsstøtte, men den udgør dog en meget begrænset del af tidsskriftets økonomi. Så i dette tilfælde er det det store, kulturbærende forlag Gyldendal, som har valgt at trække stikket ud. Kritik har altid givet underskud, men nu synes de altså, at smertegrænsen for, hvor få abonnenter der kunne være, er nået.

SC: Kunne tidsskriftet have overlevet som nettidsskrift?

EF: Det havde helt sikkert været løsningen: at få tidsskriftet på nettet. Da Ursula og jeg overtog, var vi meget entusiastiske, vi havde en masse på hjerte, som jeg mener, at vi fik udtrykt på en interessant måde, men vi opdagede efterhånden, at der ikke var nogen, der læste tidsskriftet. Det er jo ellers noget, der interesserer folk, at læse anmeldelser. Så hvorfor ikke Kritik? Vi har haft trykt noget af den bedste kritik, der er skrevet på dansk i perioden. For eksempel bragte vi fire nordiske forfattere i dialog med Yahya Hassans kontroversielle debut. Det var der aldrig nogen, der opdagede! Hvis vi havde haft et ansigt på nettet, og den slags var blevet sendt i cirkulation, så var der sket en masse med opmærksomheden og interessen, men det var der bare heller ikke kommet flere penge i kassen af.

SC: Hvad har jeres ressourcer konkret bestået af?

EF: Vi har haft et kontor på Gyldendal og en sekretær, men ikke i fuldtidsjob. Vi har haft et honorar på 10.000 kroner per næse per nummer til to redaktører og en sekretær, og så kan man jo selv regne ud hvor mange timer, der bliver ud af det. Det er klart, at det har taget mange flere timer, end honoraret har dækket, det har primært været et con amore-arbejde. Hvis der havde været budget til en webredaktør, havde vi selvfølgelig kunnet gøre meget mere.

SC: I den øvrige danske tidsskriftflora findes yngre nettidsskrifter som Atlas og Salon 55 og tidsskrifter som Trappe Tusind, der er drevet af studerende. I Århus udkommer Standart, som i hvert nummer trykker et væld af anmeldelser. Er det idealistiske litteraturstuderende, som holder liv i den danske litterære kultur nu?

EF: Ja, det er litteraturstuderende, som laver tidsskrifter, og de er gode, men det er stadigvæk ikke nogen erstatning for et alment kulturelt tidsskrift som Kritik. Vi har brug for et forum for universitetsfolk, hvor forskere kan skrive artikler på et højt niveau, som bliver peer reviewed og publiceret på dansk. Der er i dag en publish or perish-kultur på universiteterne, så Kritiks forsvinden er et kæmpemæssigt tab for dansk litteraturforskning. Herefter bliver det i endnu højere grad engelsk, der gælder som publiceringssprog. Standart spiller en fin rolle, de får anmeldt enormt meget, men de trykker ikke lange artikler om dansk litteratur, som også har en teoretisk fundering. Den Blå Port har man ikke set noget til i lang tid – jeg formoder, det er lukket ned.

SC: Vil en yderligere begrænsning i den danske tidsskriftflora gøre det sværere at se kritik og essayistik som litterære genrer i sig selv? Hvor skal vi nu gå hen med vores entusiasme for det litterære essay?

EF: Det er utroligt vanskeligt at finde fora, hvor et litterært essay kan publiceres. Jeg ved simpelthen ikke, hvem der skulle trykke det inden for de danske grænser. Aviserne har ikke plads til det og ville sikkert også beklage lixtallet i mange tilfælde. At udgive litteraturkritiske bøger er efterhånden også meget vanskeligt. Tue Andersen Nexø og jeg forsøger at gøre noget ved dette på forlaget Arena, hvor vi har serien Arena Monografi – små bøger om dansk samtidslitteratur, som vil få gang i produktionen af ny litteraturkritik om forfattere, der ikke har så stor en reception. Andersen Nexøs bidrag til denne serie, Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, udkommer den 30. september og udgives faktisk i monografiserien, fordi det ikke har været muligt at finde et andet forlag, der var interesseret.

SC: Der foregår en lammelse af den nerve, som kobler litteraturen og samfundet sammen, nemlig den essayistik og kritik, der ser litteraturen som større end konsumvaren. Måske vil den yngre samtidslitteratur inkorporere nogle af de funktioner, som er ved at dø? Ser vi, at litteraturen bliver polemisk og essayistisk, samtidig med at den polemiske, intellektuelle kultur myrdes på universiteterne?

EF: Måske. Men det har problematiske sider. Den litterære debat bliver nu ofte sat i gang af indlæg på sociale medier, og vi ved, hvordan disse fungerer, de kører vildt af sted, stringens erstattes af digressioner, og samtaletråde kollapser i personlige sympatier og antipatier. Og så forsvinder de igen som regnvejr på en sommerdag. Debatterne kan ikke bruges som referencepunkt senere, på samme måde som hvis de udspillede sig i et tidsskrift. De sociale medier kan ikke alt det, som Kritik kunne.

SC: De er en slags fluxusdebatter, som flyver rundt som insekter – for at et ordskifte skal blive synligt som meningsbrydninger i tiden, kræver det, at aviserne klipper netpolemikken til, så den passer i en traditionel avisoffentlighed?

EF: Ja, den beskrivelse kan jeg sagtens tilslutte mig.

SC: Vil du sige lidt om det sidste nummer af Kritik og hvordan, I vil gribe sørgestunden an?

EF: Det sidste nummer er et dobbeltnummer på 350 sider med Arktis som tema. Den økologiske katastrofe er helt håndgribelig, når man bevæger sig ind på det arktiske område. Vi har bedt en masse forfattere og kunstnere om at skrive om Arktis på forskellige måder, og der kan man se, hvad kunsten og litteraturen faktisk får ud af dette møde. Det er altså et statement – prøv lige at se, hvad det er, vi siger farvel til.

SC: Isen smelter samtidigt med at den intellektuelle kultur fordamper? I begge tilfælde er det skæbnesvangre bevægelser, som foregår uden for de flestes synsfelt.

EF: Det foregår ligesom ved siden af os, samtidig med at det er helt konkret. Proportionerne er måske for store til, at de kan materialisere sig for os. Man kan sige, at også dét er en slags økologisk krise. Når jeg siger til folk, at Kritik lukker, ser de på mig som om, jeg var en marsmand, og så siger de: «Hvad sker der nu?» og jeg svarer: «Det ved jeg ikke!» Der må jo komme noget nyt, men det kræver, at der er et momentum, og at nogen tænker: «Så må vi jo gøre det selv!»