At leve i gentagelsen

ANMELDELSE. Liv Nimand Duvås debutroman skildrer, hvordan det at være pårørende til en alkoholiker kan være ligeså skamfuldt som selv at være alkoholiker.

Solen skinner, og det er sommer i København. Billie ankommer til Riget på retsmedicinsk afdeling for at se sin fars døde krop. Her begynder Liv Nimand Duvås første roman, Vi er vel helte. Læseren føres med tilbage i tiden, når Billie fortæller om, hvordan hun eller »vi« (far og datter) nåede hertil. Gennem Billies erindringer hører vi om dengang familien var samlet, om morens flugt til Barcelona, og om hvordan hun selv senere, under sine sygeplejestudier, flytter ind i et kollektiv på Boxhagener Straße i Berlin, hvor hun engagerer sig i et aktivistisk miljø og omgås mennesker, der alle er stærkt optaget af det arabiske forår. Men mest af alt fortæller hun om, hvordan det er at vokse op med en alkoholiker, hvordan det er umuligt at give slip og om den indbyrdes afhængighed mellem far og datter. Billie henvender sig til sin døde far:

Jeg tager dåsen op fra gulvet igen. Du lægger dig tilbage på mit skød, og jeg støtter dig i nakken, løfter hovedet op i den rette vinkel. For hvis skyld er det, at jeg gør mig så umage? Jeg hælder, mens bilen fortsætter. Jeg hælder, lige så forsigtigt jeg overhovedet kan.

I kampen for at hjælpe faren ud af hans endeløse misbrug veksler håb og omsorg med skuffelse og frustration. Henvendelserne i anden person gør teksten intim og nærværende og har en tvetydig karakter af kærlighed og anklage: »(S)ynes du ikke at du har et ansvar for folk omkring dig, for din omverden, og tror du det er håb, du indgyder, når du ikke rejser dig, når du bliver liggende der med dine forkælede øjne i mit skød?«

Farens liv er én lang gentagelse, og Billie har oplevet det utallige gange før: Først er der hans opkald. Hun kan høre det på stemmen, som er snøvlet og grødet, og hun ved, at der ikke går lang tid, før hun sidder der igen, i flyveren på vej hjem. Hun finder ham i sofaen gemt under puderne blandt tomme flasker og madrester. Hun samler flaskerne og kører til supermarkedet efter pant og rengøringsmidler, mens naboerne står og glor i vinduet. De betragter hende og lader som om, de ser på noget andet. Billie lever selv i gentagelsen, og hendes handlinger er automatiske, når hun uden at registrere det pludselig sidder der igen: på psykiatrisk afdeling, til AA-møderne og på hospitalet og drikker gul saftevand.

Vi er vel helte skildrer alkoholismens mange ansigter: Billies far er musikeren, der står forrest på scenen, iført sorte jeans og skjorte, og bevæger sig rytmisk til musikken. Han er den udslidte mand, som få timer efter ligger nedsunket i sofaen, fordrukken og hjælpeløs. Han er barnet, der har brug for omsorg, som sutter på sin flaske og klynker efter mere, og den ældre mand på psykiatrisk hospital, der skriger af smerte efter al den gift, som han fortsætter med at indtage. Men han er også manden, som glemmer at være far, og der er ikke meget omsorg eller rutine i Billies hverdag, hvor faren spiller koncerter, når han ikke ligger og forfalder. Billie vokser op i baglokaler til spillesteder i en sovepose, der lugter af benzin eller i et lædermøbel foran fjernsynet derhjemme, hvor farens ven JC belønner hende med en krone for hver øl, hun henter til dem fra køleskabet. Farens forsøg på at agere forælder bliver ikke til meget mere end et par henkastede bemærkninger om, at Billie skal huske ikke at drikke sodavand efter, hun har børstet tænder. Alligevel finder hun en slags tryghed og føler, at hun hører til hos bandet, i baglokalet, hos sin far.

Nimand Duvå skildrer de ambivalente følelser, Billie nærer for sin far, og romanens styrke ligger i modsætningsforholdet mellem, hvad Billie har lyst til at gøre, og det hun føler sig nødsaget til. Hun vil rejse til verdens brandpunkter og demonstrere i Berlins gader med de andre fra kollektivet. Hun vil bo med kæresten Zaid og bruge sine kundskaber fra sygeplejestudiet et sted, hvor de giver mening, som da hun hjælper med at forbinde en skadet aktivists fod. Men hun opgiver sine drømme, lyster og fremtidsvisioner, fordi hun er bundet til en anden, og den anden ligger derhjemme og drikker sig ihjel. Farens alkoholisme frarøver hende muligheden for at leve, som hun gerne vil. Hun er villig til at ofre sig for en sag, og den sag bliver, modvilligt, hendes fordrukne far. Far og datter er lige fortabte i misbruget og smelter sammen til én krop, ét »vi«:

Hvorfor er vi ikke mere desperate, hvor bliver skriget af, drømmene? Hvorfor råber jeg aldrig, vi vil jo altid være i det her sammen, hvorfor raser jeg ikke? Der er ingen steder at gemme sig. Jeg findes først i vi.

De retoriske spørgsmål med det insisterende »hvorfor« udtrykker Billies indestængte følelser. Hun stiller sig selv de spørgsmål, man som læser undrer sig over: Hvorfor viser hun ikke sine frustrationer overfor faren?

Sproget er stramt og kontrolleret, når Nimand Duvå gentager sætninger for at belyse romanens tema og intensivere følelser hos læseren: »Man må ofre sig for en sag.« Metaforerne virker mindre velovervejede, idet de til tider forekommer usammenhængende og lettere klodsede: »hendes røde hår hænger som en flamme fra den høje hestehale i solen« eller »når solen hænger ind ad vinduet og kaster orange bølger ind i køkkenet«.

Den gule farves tilstedeværelse er derimod gennemtænkt; den dækker både bogens omslag, titel og cirklen på forsiden og indgår flere steder i fortællingen, som når Billie beskriver gule blomster i aftenskumringen, Zaids gule plastikvandkande, et gult klistermærke på en postkasse, og når Billie fra et vindue bemærker en lille gul fugl, der svæver. Den kradse farve giver associationer til sol, lys og varme, men kan også betragtes som et advarselssignal og er i den vestlige verden forbundet med jalousi, falskhed og sygdom. I romanen er farven udtryk for de løgne, alkoholismen fører med sig. Cirklen er ligesom den gule farve fremtrædende og flertydig. Den henviser til romanens struktur, der starter og slutter samme sted og repræsenterer det evige, misbruget der aldrig ophører, og helheden, farens og datterens fælleskrop.

Vi er vel helte er også en kritik af sundhedssystemet, hvor alkoholisme er en udskældt tilstand, som ignoreres eller skjules. Som lægen på hospitalet siger, er alkoholisme noget drankeren selv har valgt, et individuelt problem og en kamp alkoholikeren må tage med sig selv:

Du må forstå, sagde han, at den gift, din far nu lider under, der får ham til at skrige og tale i tåger, der får ham til at tisse og skide i den ble, han ligger i, det er en gift han selv har valgt at indtage, det er ikke dit valg, det er ikke hospitalets valg, det er hans eget valg, det er en kamp, han selv må kæmpe, ingen kan kæmpe den for ham […].

I samfundet forekommer både en forpligtelse til at hjælpe mennesker, der lider, og et individualistisk menneskesyn, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Den paternalistiske holdning, hvor man søger at forbedre patientens liv, står i kontrast til ønsket om at værne om patientens ret til autonomi, det frie valg. Nimand Duvå går i clinch med sundhedsvæsenets opfattelse af alkoholisme og stiller indirekte spørgsmålet: Er alkoholisme et aktivt valg?

Billies far er alene i et samfund, hvor folk ifølge hende dømmer misbrugeren. Foragten fylder mere end empatien, og lægerne ser alkoholikerne som plager, der hverken giver dem prestige eller fortjener behandling. Fremstillingen udgør en hård kritik af det danske sundhedsvæsen, og som læser kan man spørge, om det virkelig er så grelt. I Danmark tilbydes gratis og anonym hjælp til alkoholikere, herunder forskellige terapiformer, antabusbehandling og rådgivning. Den nyeste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at kommunerne bruger mindst 3,5 milliarder kroner på alkoholmisbrugere per år. Problemet ligger ikke i de manglende tilbud fra det danske sundhedsvæsen, men i den sociale stigmatisering af alkoholisme og i alkoholikerens manglende anerkendelse af sit misbrug.

I romanen opfordrer overlægen Billie til at sige fra og undgå at bruge sine kræfter på »ingen verdens ting«. Han rammer Billie, der hvor det gør allermest ondt, og hun ved, at hun kæmper en kamp, der ikke kan vindes: »Han taler med en skalpels meget præcise bevægelse gennem flere lag af bedøvet hud.« Det er lettere for lægen at give slip på patienten, der lyver og svigter, end det er for Billie, som føler en pligt og omsorg overfor sin far. Benægtelsen er en del af sygdommen, og romanen åbner op for en diskussion, som angår den sociale stigmatisering og sundhedspersonalets motivation for behandling af alkoholikere. For som Billie hævder: »Ingen kampe kan vindes i helt isolerede rum.«

Det stærkeste i Liv Nimand Duvås debut er den måde, hvorpå hun fremskriver de modstridende følelser, som den pårørende til en alkoholiker tynges af. En ambivalens der er svær at sætte ord på: At være fanget i usunde bånd, der ikke kan kappes.

 

 

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.