At forklare social distance til en rødhals

social distance

ESSAY. Engang var luften tung af cigaretrøg, kroppene spastiske og vi forsøgte at bryde ud af individets isolation, støde sammen og blive til noget andet. Nu er det fremtiden, som er brast sammen.

Sommeren 1979 flyttede 20 år gamle Bruce Pavitt fra Chicago til den lille by Olympia i staten Washington. Hans plan var at studere på Evergreen State College, et eksperimentelt gymnasium, som siden 60’erne havde skabt sig et godt ry blandt unge kreative mennesker. Bruce var typen, som altid hang ud i den lokale pladebutik Wax Trax Records. The Pacific Northwest, som han rejste til, var ikke kendt som en musikregion. De bands, som kom på besøg, var 70’ernes dinosaurusbands. Den lokale scene var næsten usynlig, og få arbejdede med at promovere den. Strålende punkbands som Wipers og Neo Boys fra Portland havde ingen national distribution, og Bruce havde aldrig set deres plader hjemme i Chicago. Han var entusiast, men også konceptualist, og Evergreen gav ham chancen til at koble musikglæden sammen med mere målrettede aktiviteter. Det blev muligt for ham at bidrage til etableringen af en infrastruktur, som tjente det lokale musikmiljø. Op gennem 80’erne pustede han til ilden og satte kræfter i sving, som kunne promovere og distribuere. 

Konceptet hed Subterranean Pop og var et radioshow og siden et kassettezine. Både som DJ og som musikanmelder kunne Pavitt promovere og formidle; gøre folk nysgerrige på lokale bands, få dem til at gå til koncerter og købe produkter. Homegrown, så at sige. Ikke mere Led Zeppelin. Ikke bands, som allerede havde kontrakter og succes, men bands som var sub-populære, som var under jorden, men potentielt populære. En intens kultur opstod, som handlede om smag, stil og uafhængighed. Der var flere som Pavitt derude, og et økosystem spirede frem bestående af radiostationer, pladebutikker, zinemagere, musikjournalister, og ikke mindst postvæsnet, for al vinyldistribution foregik per postordre. Fotografer var med til at skabe indtryk af livesituationen. Der var måske bare 20 mennesker i salen, men valget af kameravinkel kunne få det til at se ud af flere. Fotografen fangede en publikummer i luften; springet fra scenen var spektakulært, et mock suicide, som fortalte om risiko og spænding. Du skulle ikke bare komme og se bandet, du skulle deltage. Du skulle springe fra scenen, gribes af andre, støde ind i varme kroppe, og således overkomme ensomhed og følelse af isolation. Musikere og publikum skulle blive til ét i en tilstand af ekstase. Pavitt tog sine konceptskabende evner til næste niveau i 1986, da han grundlagde det uafhængige pladeselskab Sub Pop og signede Seattle-bands som Mudhoney, Soundgarden og Nirvana. The rest is history.

Stemningen var elektrisk den sidste dag i februar 2020, da Bruce Pavitt var gæst på Classic Album Sundays-arrangementet i teltet udenfor Blå i Oslo. Pavitt var inviteret af musikbranchefestivalen by:Larm, og i dag skulle han interviewes, og vi skulle lytte til hele Nirvanas plade Bleach (1989), det sidste album de lavede i samarbejde med Sub Pop, før de sprang til Geffen Records. Samme aften overværede jeg en koncert med det unge britiske band Porridge Radio. Forsanger, sangskriver og guitarist Dana Margolin er en stjerne i svøb. Musikken har punknerve og udtrykker ofte intens følelsesmæssig frustration i stil med bands som Savages og Sleater-Kinney. Publikummet på Ingensteds tager det imidlertid roligt. Der er respektfuld afstand mellem kroppene, hoveder nikker til rytmen, men det er utænkeligt at udadagere. Det er utænkeligt at kroppe skulle støde ind i kroppe, uden at det følges af ordet »beklager!«. Fra balkonen ser jeg ud over de civiliserede masser. Indimellem får jeg underlige flashbacks til en anden tid: Luften er tung af cigaretrøg, kroppene er spastiske, vi søger en tilstand af kontroltab og transcendens. Jeg tænker på de generationstypiske mytologier, som fik os til at handle sådan. Man kunne bryde ud af individets isolation, støde sammen og blive til noget andet. Det er den slags voldelig tilblivelse, som også foregår i det ydre rum, hvor himmellegemer eksploderer og brager sammen. Har de yngre generationer afidentificeret sig med kosmisk ustabilitet? Den aften på Ingensteds anede vi ikke, at dette skulle blive vores sidste kulturarrangement i flere måneder. 

Fra balkonen ser jeg ud over de civiliserede masser.

Der er noget i luften i mere end én betydning den 1. marts i år. En strøm af nyheder fra Kina og Italien når os om den hurtige spredning og de skræmmende konsekvenser af den nye coronavirus, COVID-19. Tung våd sne har lagt sig over Oslo, og jeg vælger at flyve hjem til København og dropper den planlagte tur omkring Bergen. Den 11. marts lukker statsminister Mette Fredriksen det danske samfund ned. Det er min mors 76 års fødselsdag, og vi må aflyse besøget. En vag forudanelse havde fået mig til at besøge hende nogle dage tidligere. Jeg stod midt i togstammen og lyttede efter hostelyde fra mine medpassagerer. Jeg havde ingen planer om at tage virus med til en gammel mor i risikogruppen. De besynderlige ord blev udtalt af Fredriksen på et historisk pressemøde: »Vi skal stå sammen ved at holde afstand!« I de følgende dage blev følelsen af uvirkelighed stærkere. Det er strålende forår, men fremtiden er braset sammen; min kalender er tom, freelancejobs og rejser er aflyst, og jeg bliver spillet tilbage gennem tiden til dengang, jeg begyndte at forstå, hvad et samfund var. Angsten, samfundet og politikken kom ind i bevidstheden på samme tid: Idéen om atomkrig mod Rusland, idéen om at Barsebäck-atomkraftværket kunne sprænge i luften. Vi legede at himlen var grøn, vi legede at luften var giftig, at vi ikke kunne trække vejret. Vi gik med masker under en grøn, radioaktiv himmel. Vi faldt og snublende, vi strakte hænderne mod den grønne himmel. 

Er drømmeren jegløs og åben eller fuld af sig selv og fortabt i en indre verden? Måske det ekstatiske menneske gør skade på sine omgivelser; denne evige foretagsomhed, mennesket som opfinder koncepter og ekspanderer ind i områder, hvor vi ikke hører til. Coronaviruset kommer sandsynligvis fra kinesiske wet markets, hvor vilde dyr, husdyr og mennesker er tætte på hinanden. Dette indbildske menneske, som ser på flagermus og skældyr og tillægger dem magiske egenskaber. Skældyret er i familie med myreslugeren og bæltedyret, de har alle kroppe som grankogler. De er mystiske, magiske, eksotiske – måske smager de godt? Skældyret lever med sin egen specifikke bakterieflora, præcis som vi gør, men hvis vi ekspanderer ind i de vilde dyrs habitater, så flytter de ind hos os og vores husdyr, for hvad skal de ellers gøre? 

Har de yngre generationer afidentificeret sig med kosmisk ustabilitet?

I lang tid undrede jeg mig over, hvad det er for en fugl, som synger i Nygårdsparken om natten. Hvem synger i min park om natten? Det gør rødhalsen, som er i familie med nattergalen. Ingen fugl er vel så nuttet som rødhalsen, men i Nordamerika har den amerikanske rødhals har også status som super-spreader af vestnilfeber. De virusbærende myg kan lide rødhalsen, og den trives godt i vores baghaver. Jeg læser om rødhalsen i de socialt distancerede forårsdage. Hvordan forklare social distance til en rødhals? Det er os, som kan vælge at ændre vores adfærd, rødhalsen tilpasser sig bare. Et skældyr er ikke hurtig til at flygte, det gør som pindsvinet, det ruller sig sammen og tror sig tryg, og er dermed lige til at samle op. Skældyret puttes i bure tæt på andre arter, som det aldrig ville have mødt i sine naturlige omgivelser. Den lille glæde over at have fanget et skældyr og den magre indtjening står i et skrækindjagende forhold til en global pandemis omkostninger. 

Reglerne om social distance får næsten mit liv til at stoppe op, og ligeså mine mellemartslige interaktioner. Den blomstrende kirsebærallé på Bispebjerg Kirkegård er spærret af. Det er mildt sagt et orwellsk scenario med de vippende blomstergrene bag store advarselsskilte og afspærringer. Dette er foråret, hvor vi blev bange for blomster. Det er selvsagt ikke blomsternes skyld, men alléen er blevet til en begivenhed. Sidste år var 150.000 gæster på visit i blomstringstiden, og den slags folkemængder kan ikke samle sig i en pandemisk virkelighed. Vi tvinges i det hele taget til at være mere kustodeagtige end ekstatiske. Når kroppe støder ind i kroppe, bør vi alle hviske «Beklager!» og i fremtiden bestræbe os på at holde behørig afstand. 

Første gang publiceret i Vagant 1/2020. Teksten er fra Susanne Christensens nye faste klumme Flugtlinjer.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.