At blive til Ovartaci

ESSAY. Ovartaci skar næsen af sig og drømte om smilende kattegudinder. Brian Benjamin Hansen undersøger i en ny bog fællestrækkene mellem psykose og animistisk selvforståelse hos den danske kunstner.

I Neil Gaimans kulttegneserie The Sandman (1989–1996) møder vi drømmenes konge, Morpheus. I et kapitel går Morpheus – eller Dream, som han også kaldes – rundt i en genkendelig hverdagsvirkelighed sammen med sin søster Death. De er usynlige for alle, som det passer sig for dette fantasy-univers, og Death udfører sit arbejde ved at opsøge både gamle og unge, som skal dø og hjælpe dem over på den anden side med milde berøringer og empatiske ord. Dream ser på med et fjernt blik. Modsat Death kan Dream ikke lide menneskelivet, men han er stadig dedikeret til sit job. Tom Sturridge, som spiller Dream i den nye Netflix-filmatisering af tegneserien, har valgt at spille rollen med et næsten ubevægeligt ansigtsudtryk, hvor kun øjnene er udtryksfulde. Han ligner for det meste en småsur popstjerne fra 80’erne, bleg og sortklædt med et lettere foragtfuldt blik på menneskeheden. Han er overjordisk, men eftersom han styrer både drømmelivet og mareridtsverdenen, kan han tillade sig et vist mål af gotisk mørke.  

På samme måde smiler modeller på en catwalk sjældent, og de er altid unaturligt høje og tynde. De er kroppe som ikke-kroppe, levende væsner, som opfører sig som ikke-levende. De udviser mangel på interesse, de er trukket ind i sig selv i en opløftet sfære, hvor du kan se på dem, men hvor de ikke gider se på dig, fordi der er ting, som er vigtigere. Det himmelske, for eksempel.

Da er det anderledes med de væsner, som den danske kunstner Louis Marcussen (1894-1985) i sin tid malede. Håndværksmaleren fra Ebeltoft vendte i 1929 hjem fra et seks år langt arbejdsophold i Argentina i sindsforvirret tilstand. Under navnet Ovartaci og gennem de 56 år, hvor hen var indlagt på psykiatriske afdelinger malede hen en hel hær af langstrakte, syletynde, euforiske kvindevæsner. Parallelt med dette udfoldedes en selvskadepraksis, som efter en DIY-kastration i 1957 fremtvang en kønsskifteoperation. Ovartacis flammemennesker er opløftede, himmelske væsner, men ikke afvisende som modeverdenens modeller eller mildt hånlige som Dream. De er snarere ægyptiske kattegudinder, som smilende byder deres veninde Ovartaci velkommen. Hen lavede også dukker af papmaché og kyssede dem og omgav sig med dem, som var de levende. 

I dag er Ovartaci en opstigende ikke-binær kunststjerne, hvis værker senest er blevet del af venedigbiennalens Milk of Dreams-udstilling, men vi kan ikke engang med ro i sjælen kalde hen for hen. I sine sidste år ønskede Ovartaci nemlig igen at blive kaldt ved sit fødenavn og adresseret som Hr. Marcussen.

Jeg har bemærket Ovartacis kunst i øjenkrogen, men først nu er jeg blevet klogere på liv og værk gennem den splinternye bog Ovartaci – Signature of Madness (Aarhus University Press, 2022) af den danske filosof Brian Benjamin Hansen. Hans bog er et akademisk studie med vægt på psykoanalyse (Freud, Lacan) baseret på Ovartacis patientjournaler. Som Hansen siger i indledningen, dette studie »puts Ovartaci on the couch« – det er altså ikke primært et biografisk eller kunsthistorisk studie (selvom bogen er rigt illustreret), men et forsøg på at trænge ind i Ovartacis grænseoverskridende tankeverden ved hjælp af psykoanalytisk teori og filosofi. 

Ikke-binær kunststjerne

Ovartaci havde allerede fortryllet overlægen på Risskov Psykiatriske Hospital Johannes Nielsen (1924-2017). De to spejlede sig i hinanden, overlægen og overtossen (»Ovartaci« skulle blandt andet betyde »overtosse«), og Nielsen skrev flere bøger om Ovartaci. Museum Ovartaci åbnede i Risskov i 1975, og værkerne som blev vist her (genren kaldes ofte »art brut« eller »outsiderart«) har vakt interesse hos blandt andre billedkunstner Per Kirkeby og forfatter Peter Laugesen. I 2015 var museet lukningstruet og blot to år senere åbnede Charlottenborg i København den store udstilling OVARTACI og Galskabens Kunst, kurateret af Mathias Kryger. Her blev Ovartaci og en håndfuld samtidskunstnere præsenteret i en udstilling, som filosoferede over grænserne mellem galskab og normalitet. Kataloget sætter Ovartaci i sammenhæng med filosoffer som Paul B. Preciado og Felix Guattari. Hansens bog tænker videre ad nogle af de samme linjer, og tiden er heldigvis moden for bredere international opmærksomhed omkring Ovartacis kunst. 

Efter kønsskifteoperationen (Hansen er mere specifik og kalder det »sex elimination surgery«) fortsatte Ovartaci med at forsøge at forbedre sig selv, blandt andet skar hen næsetippen af og forsøgte at sy sine øjne mere orientalske med sting i øjenkrogene. Det er ikke almindelig praksis at lægge aktivt psykotiske mennesker på briksen, men Ovartacis fantasifulde fabulerende overskud og kreative udtryk tiltrak overlægen og inviterer til en analyse af Hansens type. Hansen stiller sig i øvrigt kritisk an til genrebetegnelsen outsiderart, som han finder romantiserende – som om de vanvittige skulle have speciel adgang til en slags rå spontanitet. Gennem tiden er kvinder, børn, vanvittige og indfødte – specielt afrikanere – blevet tillagt den slags kvaliteter, ikke mindst af de historiske avantgardebevægelser. Det er imidlertid en tankegang, som giver afsmag i dag. Hansen leder os ned ad en helt anden vej. 

Siden sin ungdom var Marcussen interesseret i yoga og reinkarnation og forsøgte at undertrykke sin seksualitet ved hjælp af meditation og diverse regimer. Traumatiske hændelser i Argentina må have slået ham omkuld og hægtet ham af almindelige vestlige opfattelser af identitet. At blive til Ovartaci er en slags selvmotiveret kunstterapi, et forsøg på at bygge en alternativ fortælling op omkring et jeg, som har eksisteret i 3000 år og rejst gennem mange kroppe og oplevet at dø utallige gange. Det er i nærstudiet af fællestrækkene mellem psykose og en animistisk selvforståelse, at Hansens undersøgelser bliver interessante. Han bruger Rune Gades udtryk om »eksistentielt integreret kunst« i stedet for outsiderart, og jeg begynder at se, at Ovartaci investerer al sin fantasi og filosofiske viden for at overkomme den uforankrethed, som psykosen har kastet hen ud i. 

Chok: Madonnas instagramkonto

At Louis bliver til Ovartaci er ikke det samme som at vælge sig et smart kunstnernavn. Det er et alvorligt greb for at totalafvise sin egen tildelte fødselsidentitet. De smertefulde problemer, som Ovartaci grubler over, handler om navn og oprindelse samt den mandlige seksualitet, som hen oplever som aggressivt invaderende. Hen griber til eksperimentel selvrekonfiguration og forsøger at løse problemerne ved at omskabe sin krop og producere en strøm af ekstatiske flammemennesker. Det er nærliggende at associere til samtidens selvrekonfigureringspraksisser, som virker intimt sammenkoblet med traumer. For ikke længe siden fik jeg for eksempel et chok, da jeg opdagede popstjernen Madonnas instagramkonto, som viser hendes nye ekstremopererede krop. 

På nogle af Ovartacis malerier vandrer rækker af katteagtige kvindevæsner gennem en slags spiralformede tunneller. I Charlottenborgs udstillingskatalog kalder professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Ferdinand Ahm Krag disse en »morfogenetisk fødekanal« med reference til en pseudovidenskabelig newagetanke om et felt, man kan passere igennem og således blive til en slags tidsrejsende. Jeg ler og frydes ved det science fiction-agtige overskud i den slags sprogbrug.

Hansens studie gør Ovartaci overraskende aktuel i 2022, hvor mange oplever negativ stress omkring traditionelle kønsidentiteter. Det er overvejende kvinder, som siger »Jeg nægter at være den, du kalder mig frem som«, mens det overvejende er mænd, som siger »Jeg nægter at være andet end det, jeg fra starten blev fremkaldt som« – der er uhyggeligt meget smerte i den afdeling.

Det havde været skønt, hvis den gale Ovartacis eksistentielt integrerede kunst kunne inspirere til fredelige, planetberigende løsninger på tidens krampagtige frustrationer.