Asger Jorn. Havana

Om den danske situationist Asger Jorns besøg i Havana i 1968, og hvad der deraf fulgte. 

forbindelse med udstillingen Jorn & Pollock: Revolutionary Roads, som åbner på Louisiana 15. november, publicerer vi denne tekst fra Havana-dossieret i Vagant 1/2010.

1

murales de Asger Jorn en Cuba en el edificio del Archivo del Consejo de Estado fotos KALOIAN

Foto: Kaloian Santos Cabrera.

Malerier har endnu ikke for alvor sagt mig noget. Fordi samtiden er domineret af billeder? Fordi malerier groft sagt er løsrevet fra sprog? Fordi jeg nærer mistillid til maleriets postulerede særegenhed, at det kan noget som det mediesammenholdte bysamfund og dets kunstnere ikke kan? Asger Jorns (1914-1973) praksis siger mig alligevel noget, og det har især med det mangfoldige ved praksissen at gøre: Jf. samarbejdet med broren Jørgen Nash, hvor de lavede en form for lettristisk poesi; jf. kunstnergruppen Cobra, som Jorn var medstifter af, og dens videreudvikling af og afstandtagen fra surrealismens freudiansk inspirerede undersøgelse af det personligt ubevidste frem mod en jungiansk inspireret undersøgelse af det kollektivt ubevidste; jf. at Jorn sammen med Guy Debord og Michèle Bernstein i 1957 grundlagde Situationistisk Internationale i deres kamp mod »skuespilsamfundet«, i et forsøg på endegyldigt at ophæve skellene mellem politik, hverdag og æstetik; jf. Jorns teoretiske skrifter som meddelelser fra Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme, et institut Jorn var medstifter af efter han i 1961 forlod S.I.; jf. Jorns arkivistiske praksis, den enorme samling af kunst fra hele verden fra alverdens tider, der bl.a. har det potentiale, at den giver et væld af indgange til og udgange fra hans eget værk. Men dette betyder ikke, at jeg ikke kan have et ambivalent forhold til malerier signeret af Jorn.

2

I november sidste år var jeg et par uger i Havana sammen med en ven. Vi tog derover for især at se de væg- og søjlemalerier, Jorn lavede i »el archivo del Consejo de estado«, det som på dansk bare kaldes »Revolutionsarkivet«. Et omfattende og paradoksalt folkeligt værk, der blev til over ni dage i 1968.

murales de Asger Jorn en Cuba en el edificio del Archivo del Consejo de Estado fotos KALOIAN (12)

Foto: Kaloian Santos Cabrera.

3

I 1967 blev Jorn, via sin cubanske ven og kollega Wifredo Lam, inviteret til at deltage i en kulturkonference i Havana 4.–11. januar 1968. Temaet var kultur i den såkaldte tredje verden. »Der blev holdt en række sessioner i forskellige arbejdsgrupper, og et stort materiale i form af foredrag blev nedfældet i konferencens arbejdspapirer. Jorn indså snart, at rollen som passiv tilhører eller deltager i diskussionerne ikke var frugtbar for ham,« siger Troels Andersen i Jorn i Havana (2005). Blandt de øvrige deltagere kan nævnes Michel Leiris, Ivan Malinowski, Graham Greene, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Pablo Neruda og Hans Magnus Enzensberger.

I daglig tale: »Jorn kedede sig bravt« under konferencen. Tilbygningen: Jorn var til fest i Havana og sagde til Wifredo Lam, Carlos Franqui (cubansk forfatter, journalist og aktivist, der senere på året gik i eksil) og Celia Sánchez (en af grundlæggerne af 26. juli-bevægelsen), at han var mere interesseret i det nye Cuba, i revolutionen og dens omstændigheder, og at han gerne ville give det cubanske folk en gave: Han ville male Cubas revolutionære historie. Sánchez, der havde stor respekt for Jorn, gav ham lov til ubegrænset at udføre sin idé i Revolutionsarkivet, som hun var leder af. Gestus imødekommet af gestus. Troels Andersen: »Arkivet havde til huse i en tidligere amerikansk bank, der var blevet nationaliseret og nu rummede dokumenter fra Cubas revolutionære historie.«

F

Foto: Kaloian Santos Cabrera.

4

Ni dages arbejde. Ni vægmalerier, to søjlemalerier. I alt optager malerierne ca. 90 m2. Bygningen, som udgjorde revolutionsarkivet, repræsenterede en arkitekturopfattelse som Jorn var imod. Hvilken? En funktionalistisk; en formålsbestemt, utilitaristisk arkitektur. Hvordan transformere bygningen, give den et nyt, et tidssvarende sprog? Hvad fordrede ambitionen om at male revolutionens historie, hvordan skulle den oversættes til maleri? Hvilke vægge skulle males, hvilken maling og hvilke redskaber skulle anvendes? Hvordan med forløb, hvordan med relationer mellem vægge og søjler?

»Jorn: Formerne er et sprog. Spontaniteten er det eneste våben mod formalismen,« siger Peter Laugesen i sin Cobra-polylog i Kunsthistorier (1991).

Jorn havde kun de ni dage at arbejde i, inden han skulle rejse tilbage sammen med de øvrige danskere der deltog i konferencen. Det var første og eneste gang, Jorn var i Cuba, han tog således ikke selv del i revolutionen, han oplevede den ikke indefra. Men det spontane, det improvisatoriske, var i forvejen en del af hans praksis, oftest som bevidst metode, andre gange som vilkår, ligesom kunstens magtkritiske og frigørende potentialer blev betonet eller ligefrem realiseret i hans praksis. Erfaringsgrundlag! Arkitektur griber ind i folks liv, ekkoer en gammel vending. Kun få gange tidligere havde Jorn malet i samspil med arkitektur.

murales de Asger Jorn en Cuba en el edificio del Archivo del Consejo de Estado fotos KALOIAN (11)

Foto: Kaloian Santos Cabrera.

Jorn anvendte de materialer, der var til rådighed. Der var ingen tegnekul, så han indridsede skitser i væggenes puds med en skruetrækker, trak gulvklude gennemvædet af opløst sort farve hen over linjerne: synlige streger. »Jorns billeder byggede ikke på forudgående skitser og gentog heller ikke tidligere motiver fra hans malerier« (Andersen). Klare farver stort set hele værket igennem, han malede med en på det tidspunkt ny type akrylmaling.

murales de Asger Jorn en Cuba en el edificio del Archivo del Consejo de Estado fotos KALOIAN (1)

Foto: Kaloian Santos Cabrera.

Bygningen som Revolutionsarkivet er beliggende i: en beige kasse. Man går ind: hall, reception, umiddelbart ingen Jorn-malerier. Man går forbi receptionen, ser ind i det store centrale rum, får øje på et kæmpe rektangulært maleri i ca. fire meters højde, det er ikke af Jorn, det er af den berømte cubanske kunstner Raúl Martínez: pop art-agtig ansamling af ansigter, kendte og ukendte, diverse temperamenter. Man går ind i rummet, ser til højre – Jorn – ser maleriet på den fritstående søjle. Der er omkring seks meter til loftet, søjlemaleriet starter med fuglelignende skikkelser, der glider over i mørk grøn, som intensiveres og synes at fortsætte op gennem loftet, ud. Man ser en anden søjle, den bærer en balkon. Jorn ønskede, fortalte guiden, at farverne på søjlen skulle have imiteret det cubanske flags farver, men akrylfarverne fungerede ikke sammen med den søjle med overflade af jern (den anden søjle har kalkoverflade). Konflikt mellem element og materiale.

I tiden før revolutionen var der stridigheder om handel af jern mellem Cuba og usa, det »mislykkede« søjlemaleri bliver en kommentar til stridigheden. Under balkonen et vægmaleri, ca. to en halv meter højt, fire i bredden, vrede væsener i et dystert landskab, er det fjenden, er det de revolutionære? »Arrene« fra skruetrækkeren er dybt meningsfulde. Videre. En lige så stor komposition, den domineres af rød, grøn, blå, gul, ansigter, masker, et fællesskab, noget tårner sig op over det, foroven i hjørnet er der et sort felt: magten med dens tomme øjne og pegefingre. 180 grader rundt, malerier på hver side af en trappe, opadgående, nedadgående strøg, anelser af konfrontationer på en bakke, gul, grøn, blå dominerer. Man vender sig om igen, følger linjen fra det forrige maleri, ser et palmetræ, nogle buske og små figurer tegnet af Celia Sánchez: Jorn var åben over for at andre kunne bidrage til værket. Herefter to store kompositioner, der clasher i et hjørne, den ene med forskelligfarvede og -formede figurer adskilt af et gult midterfelt, den anden med horisontal todeling af baggrunden, blåt og sort, i forgrunden to figurer (danser de, skændes de?), og oppe i hjørnet med retning videre i bygningen: to forsvindende figurer. Tom strækning. Ad trappen op mod balkonen, langs gelænderet: blå, hvid, rosa, nysgerrige blikke fra nysgerrige figurer. Oppe på balkonen, på venstre endevæg et maleri på størrelse med det under balkonen, men det her maleri er anderledes lyst, bevægeligt. Dets centrale motiv: et fuglelignende menneske i hastig gang. På højre endevæg: et stort, dystert, paranoisk maleri lavet af Jorns spanske ven og kollega, Antonio Saura: ophobning af ansigter (er de ved at lukke sig, blive til muslingeskaller?), farver: sort, gråblå, brun. En kommentar til Spaniens kolonisering af Cuba? Fra balkonen er der udsigt til det første maleri, den fritstående søjle.

5

Jorns værk i Havana ses næsten udelukkende af danskere.

 

[Tak til Preben Graff]

 

Rasmus Graff

Facebook

Twitter