Arven fra 68

På 50-året for ungdomsoprøret er det blevet tydeligt, at demokratiets fremtid ikke kan overlades til de nye populister.

Foto: Wikimedia Commons

Maj 1968. Uro, optøjer og revolution. Det siges, at der aldrig har været en måned helt som den, og at der aldrig kommer en måned, der vil minde om den. Studenteroprøret blev en skelsættende begivenhed i det 20. århundrede med sit opgør med de gamle autoriteter og med sin kamp for frigørelse på så godt som alle leder og kanter.

Tusindvis af studerende stimlede sammen i gaderne, mens arbejderne strejkede. Mange steder, ikke bare i Paris, fløj brostenene, mens bilerne brændte. Ungdommen og arbejderklassen var smittet med drømmen om forandring.

Stadig, her 50 år efter, virker de lyse forårsdage næsten uvirkelige. Og alligevel er mindet om majrevolten fortsat en utrolig kilde til begejstring og frustration: For de konservative blev dette selve urtraumet, det uafvendelige opbrud fra den engang så dominerende borgerlige moral; for venstrefløjen var maj 68 måske den sidste store triumf, et tydeligt bevis på, at emancipationen bedst slår igennem som en kollektiv kraft.

Hans Magnus Enzensberger, den tyske forfatter og essayist, har engang beskrevet begivenhederne som den rene og skære tumult: Forløbet op til og efter 1968 kunne ikke forklares »rationelt«, begivenhederne faldt ikke i én lineær fortælling. Det var en periode fuld af følelser, en passioneret, overvældende tid med masser af modstridende bevægelser.

Faktisk kan ingen rigtigt sige, hvordan det hele begyndte, men én ting er sikkert: Opstanden skyldtes ikke bare en politisk kamp for flere og bedre rettigheder. Der var ingen forhandling mellem magthaverne og de andre samfundsborgere. I stedet udgjorde oprøret først og fremmest et opbrud fra de leveformer, som gennemsyrede det formålsorienterede borgerlige samfund. De unge ville ikke længere leve som deres forældre, de ville have fri sex og give fanden i de fremherskende pligter og familienormer. Opgøret fandt ikke mindst sted blandt mennesker med en borgerlig, økonomisk baggrund, som anså, at frihed var vigtigere end borgerskabets diskrete charme.

Men der var også en tydelig storpolitisk baggrund for optøjerne. Bunden af luften var rød, som den franske filmskaber Chris Marker engang har sagt. Befolkningerne i de franske kolonier havde årene inden grebet til våben for at befri sig selv, og de fleste vandt til sidst uafhængigheden efter lange og blodige borgerkrige. Siden 1966 havde Rudi Dutschke og det tyske socialistiske studenterforbund arrangeret demonstrationer imod Vietnamkrigen. I marts 1968 dræbte amerikanske soldater mindst 347 civile i landsbyen My Lai, og i april samme år blev Martin Luther King myrdet. Efterkrigstidens store generation blev bragt ind i politik på et massivt fundament af vrede og oprør mod sovjetisk såvel som vestlig imperialistisk undertrykkelse og misbrug af magt. Og imens voksede økonomien bare. Mange af de unge var blevet ramt af troen på, at de kunne forandre verden. Eller som Tariq Ali, den engelsk-pakistanske intellektuelle, har sagt: Håbet herskede som den højeste magt.

Der findes sandt for dyden mange måder at fortælle historien om 68’erne på. Den mest udbredte siger, at deres krav om frihed faktisk blev hørt, og at den store efterkrigsgeneration kom til at præge samfundet på alle niveauer. Med deres frisind, åbenhed og umættelige jeg-begær fødte de en fremmedgørelse, som skulle vise sig at være endnu mere hæslig, end den de allerede kendte. De selvrealiserende unge mennesker omdannede kapitalismen til en fleksibel markedsøkonomi med individet i centrum. De brødfødte neoliberalismen og en egokult, som i dag betyder, at der kapitaliseres på alle menneskelige relationer. Kampzonen udvidede sig.

Men der findes også en anden måde at udlægge historien på: De, som sad og læste Lenins skrifter eller Maos Lille røde, udgjorde faktisk med deres overbevisninger en trussel mod det kapitalistiske Vesten. Oprøret førte direkte ind i hedonismen og en fælles kamp for retten til det gode liv og videre ind i et politisk ønske om et socialt sikkerhedsnet og en øget tiltro til staten. Nogen vil kalde dette Vestens tabte ånd. Måske er det den, som trænger til at blive genopfrisket her 50 år efter? For mens både 68’ernes jubelkor og kritikere har haft travlt med at pointere, hvor meget oprøret flyttede – menneskeligt, socialt og politisk – er det samtidig indlysende, at det, som skulle have været en revolution, aldrig for alvor blev det. Uanset hvor skelsættende studenteroprøret blev, har eftertiden vist, at utopien om frigørelse fra udnyttelse og undertrykkelse aldrig blev fuldstændig indfriet. Formentlig fordi 68’erne aldrig selv gjorde sig klart hvilket autoritetsbegreb, de ville sætte i stedet for de borgerliges bestemmelsesret.

Så hvad er det, der er sket her 50 år efter? Var oprørets utopiske håb om fælles forandring blot én stor fantasi? En drøm, som alligevel aldrig for alvor materialiserede sig? Slog den grufulde historie simpelthen håbet ihjel?

Særligt i de seneste år er begejstringen for majopstanden nærmest forsvundet, mens dens efterdønninger er kommet under stadig kraftigere beskydning – og det er ikke bare fra den reaktionære højrefløj. Den nyligt afdøde italienske venstrefløjsfilosof Mario Perniola hævdede i sin lille pamflet Berlusconi o il 68 realizzato (Berlusconi eller ’68 virkeliggjort, 2011), at ungdomsoprøret førte til en stadig degradering af de intellektuelle. I dag ser både den franske borgerlige kritiker Éric Zemmour og den venstreintellektuelle Didier Eribon 68-oprøret som begyndelsen på »den store opløsning«. Det vil sige: Opløsningen af henholdsvis den borgerlige livsførelse og klassekampens kollektive krop.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det på mange måder historiens ironi, at de venstreorienteredes protest mod forældregenerationens formynderi er blevet tvunget ind i en forvandlingsproces, der har gjort, at de som engang var imod samfundets status quo, i dag er blandt dets stærkeste forsvarere. Stadig sjældnere hører man fra rækken af 68’ere en udtalt radikal, venstreorienteret systemkritik af den politiske hovedstrøm, sandsynligvis fordi mange af dem selv er blevet en del af den. I stedet formuleres den politisk effektive protest i disse år af det yderligtgående højre, som netop har forstået hvilken utrolig energi, der ligger i at opfange samfundets frustration og vrede og anvende den mod autoriteterne.

De senere års reaktionære politiske forskydninger viser med andre ord, hvordan succesen for en politisk bevægelse ikke skabes i stemmeboksen, men gennem en langsigtet spredning af holdninger og værdier, som kan lægge grunden for en nyt kulturelt hegemoni. Det var det, som kendetegnede 68-generationens opgør med alt fra seksualmoralen til professorvældet, og det er det, som præger populisternes opgør med alt fra »den politiske korrekthed« til »eliten« i dag. Med deres begejstring for pornografien og fri sex havde 68’erne ingen problemer med at dyrke de laveste drifter for at nedbryde de bredt accepterede sociale normer. Det samme gælder for de højreekstreme i dag, når de fløjter til angreb på klodens feminister og de sidste humanister.

I kraft af den nye højrefløjs fremgang har mange i denne seneste tid talt om konservatismens krise, og at dens langsomme nedsmeltning begyndte, da Muren faldt. Fra det øjeblik mistede den sin ydre fjende – kommunismen. Det samme kan meget vel siges om venstrefløjen og maj 68. Oprøret førte til, at de gamle borgerlige autoriteter mistede deres opbakning; de udgjorde ikke længere den stærke, naturlige modsætning til venstrefløjen og dens forandringstro. Hvem skulle efterkrigsgenerationen protestere mod, når nu de én gang havde knækket den borgerlige familie- og samfundsopfattelse? Da først 1970’ernes store velfærdsprojekt stod færdigt, burde venstrefløjens på en gang utrolige succes og nærtstående kollaps være blevet tydelig for enhver, og måske mest af alt for danskerne: »Vi har sejret ad helvede til«, udbrød fagforeningsbossen Thomas Nielsen på LO’s generalforsamling i 1982. Det lød som en triumf, men faktisk var det en falliterklæring. De røde partier vidste ikke længere, hvor det næste program skulle tage samfundet hen, og mange af dem gik ind en identitetskrise, som helt frem til i dag har medført en gradvis liberaløkonomisk udvaskning af det socialistiske og særligt det socialdemokratiske program.

Som tegn på, hvor dybt krisen stikker, er dele af venstrefløjen i de senere år – og særligt efter indsættelsen af Donald Trump – begyndt at vende ryggen til sin egen internationale solidaritet. I øjeblikket er det det yderste højre, som har held med at formulere de værdier, som skal forme morgendagens samfund – hjem, identitet og national kultur som modsætning til den liberale, tolerante og universalistiske modernitet. Hvad enten man taler om Sverigedemokraterne, tyske AfD, italienske Lega Nord eller franske Front National, er det sidste år lykkedes de nye højrekandidater at gøre deres samfundsidéer fuldt ud socialt acceptable. Deres næste drøm er, at den nye klub bestående af Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og måske endda Østrig former et målrettet angreb mod den liberale verdensorden. Præcis som forbilledet Putin ser de nye politikere et Vesten, som er i færd med at opløse sig selv, men denne gang taler de ikke så meget om 68-oprørets frigørende kræfter og blødgørende værdier; snarere om alt det udefra, som er med til at forstyrre den folkelige homogenitet. Godt nok er det den samme gamle sang om kulturens undergang, de synger igen, men de historiske tegn, de finder, er forholdsvist friske: flygtningestrømmen og den globale økonomi. Den nye højrefløj mener at have fundet en vej ud af hele denne katastrofe: national selvhjælp, retræte til den autoritære stats forskansning. I den fortælling er helvede altid de andre. Og selve djævlen hedder EU.

Her er så det store tilbud: De europæiske socialdemokratiske og socialistiske partier står i dag med en historisk mulighed for at modvirke den stærke reaktionære modstander, de så længe har savnet. Det er dette højreskifte i den politiske virkelighed, som burde udgøre afsættet for en ny bevægelse og dominans fra venstredelen af det politiske spektrum. Men skuffende nok har de, som forstår sig selv som europæiske venstreorienterede, i stedet valgt at give efter for dette højrepopulistiske pres. Meget tyder på, at de danske socialdemokrater læste lidt for grundigt med, da Sigmar Gabriel, SPD’s forhenværende formand, i Der Spiegel sidste år gav udtryk for, at Europas socialdemokrater må bakke ud af postmodernismen og hele dens værdisæt af »mangfoldighed, integration, ligestilling og politisk korrekthed«. For Gabriel var 2015’s åbne grænser et »symbol på den ekstreme multikulturalisme, mangfoldighed og tab af enhver orden«. Desværre er der ikke meget, som tyder på, at Danmarks formentlig næste statsminister, Mette Frederiksen, ville protestere mod Gabriels ord. For få måneder siden lancerede Socialdemokratiet et nyt udlændingepolitisk tiltag, der blot gav Dansk Folkeparti anledning til at radikalisere sin egen politik endnu en tak.

Det største problem ved populisterne er, at angsten for, at de skal samle opslutning, har gjort, at alt for mange er begyndt at efterligne dem. Siden Donald Trump overtog magten i USA har flere og flere fra Europas venstrekredse kolporteret den myte, at arbejderbefolkningen er flyttet til højre, fordi de har følt sig efterladt, takket være globaliseringens omvæltende kræfter. I Norge har Klassekampens nyhedschef Mimir Kristjánsson mere end en enkelt gang forsøgt at overbevise venstrefløjens politikere om, at de må træde i populisternes fodspor, hvis de skal genvinde respekten hos de tabte vælgere. Med inspiration fra Fremskrittspartiet har han således opfordret til, at der må skabes en ny norsk venstrepopulisme, der skal være »konsekvent EU-kritisk, radikalt i sine angrep på de aller rikeste og villig til å bruke mer oljepenger på helse og eldreomsorg« (»Venstrepopulismen«, 7. juni 2012). Samme tankemønster har man set på kommentarpladsen i Politiken, hvor Gry Inger Reiter, Informations nye debatredaktør – med lige dele EU-bashing og benovelse over USA’s nye enegang på verdensscenen – har anbefalet en opsigelse af frihandelsaftalen mellem EU og Canada. Heller ikke hun afholder sig fra at optage store dele af populisternes retorik og politik i sit eget verdensbillede. Hun indrømmer det tilmed selv. I en artikel fra 2017 skiver hun, at det er på tide at omfavne populismens positive træk: »Jo mere energi vi bruger på at skælde ud, des mere held får [populisterne] med at overbevise folk om, at deres folkelige dagsorden bliver undertrykt af en sammenspist selvglad elite.« Utroligt som det lyder, antyder Gry Inger Reiter meget kraftigt, at Vestens venstreorienterede meningsdannere og partier helst ikke må yde noget hårdt modtryk mod autoritanismens nye aktører. Logikken synes at være, at hverken populisterne eller deres vælgere tåler at blive talt imod – deres sårede følelser risikerer kun at føre til endnu mere vrede og frustration.

Den forestilling hviler på en bekymrende umyndiggørelse af vælgerne, som i Reiters billede bare udgøres af små børn, der ikke tåler en af demokratiets mest grundlæggende spilleregler: den direkte protest eller modsigelse. Men heldigvis er det få af højre- eller venstrefløjens arbejdervælgere, som rent faktisk tænker og taler som Donald Trump. I den seneste tryghedsundersøgelse fra foreningen Tryg kommer det meget klart til udtryk, at danskerne er ganske positive over for globaliseringen, og at denne optimisme hverken har rod i folks indkomst eller geografiske placering. Sagt på en anden måde fører fattigdom og et liv i den yderste provins ikke nødvendigvis til antiglobalisme. Og der er slet ingen basis for at sige, at globaliseringstiltroen kun tilhører en selvelskende »elite«, eller at der som i USA er ved at ske et »udkantsoprør«, på grund af den voksende økonomiske og kulturelle udveksling mellem verdens lande. På dette punkt er rapporten én stor likvidering af de myter, som har fået lov at dominere de danske medier i den seneste tid. Faktisk konkluderer rapporten ganske entydigt, at globaliseringskritikken er med til at bidrage til den i forvejen voksende politikerlede.

I 2018 må der altså være andre og vigtigere ting at tage sig til end at forsøge og gennemfugte den nationale selvbegejstring. Men siden det sikkert bliver svært at overbevise højrefløjen om dette, kunne den nye patriotiske venstrefløj passende starte med sig selv og droppe dens seneste mest aggressive angreb på de globale effekter af det liberale demokrati. Især nu hvor EU viser sig som et stadig større værn mod techgiganternes magt – den grådige kapitalismes seneste nye udtryk.

1968 bød på et generationsopgør med mange forskellige nationale udtryk, men alle kæmpede de for en fælles global fortælling på et tidspunkt, hvor mange drømte om en sådan historie. I dag er 68-generationen ikke længere væk, end at det burde være muligt at videreføre de punkter, som var forudsætningen for den og vestrefløjens succes i efterkrigstiden: social deltagelse, kampen for fred, frigørelse og international solidaritet. For med det demokratisk løsrevne finansmarked, den hidtil usete berigelse af de allerede rige, den uregulerede dataøkonomi, ødelæggelsen af klimasystemet og biosfæren samt fralæggelsen af ansvaret for følgeskaderne af vores overforbrug burde der være rigeligt af problemer at tage fat på. Det er det, som kunne være programmet for det næste samfund, og det er netop de internationale løsninger på disse problemstillinger, som i 2018 burde kunne give rygstød til en anden bevægelse end det nye højre. Det handler om kampen for det åbne samfund.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.