Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

»Vi må se en bedre verden for os«

INTERVIEW. Mennesket er ikke alene. Vi må forbedre kontakten til verden, hvis vores fortællinger og klimakamp skal have nyt liv, mener forfatteren og forlæggeren Andreas Vermehren Holm.

Andreas Vermehren Holm, f. 1989, forfatter, oversætter og forlægger (Forlaget Virkelig). Redaktør på tidsskriftet Ny Jord. Foto: Niels Christensen

I serien »Økologisk ubalance« spørger Vagant forfattere, kritikere og forskere om litteraturen kan være med til at ændre vores syn på økologiske sammenhænge. Dette er det andet interview i rækken.

Som digter, oversætter og udgiver af bøger på Forlaget Virkelig har Andreas Vermehren Holm længe engageret sig i klimakampen. Han har med utrættelig iver forsøgt at bringe diskussionen ind i nye sproglige spor, både i sit eget forfatterskab og gennem formidlingen af andres. Jeg mødte ham i Litteraturhuset i Bergen til en samtale om klimadebatten og vejen videre.

Andreas Vermehren Holm, du har sagt, at det er for simpelt at spørge folk, om de er optimister eller pessimister, når det kommer til klimakampen. Hvorfor det?

– Fordi klimakampen kommer til at fremstå som et opgør mellem virkelighedsfjerne jubeloptimister og kynikere. På den måde reducerer man en kompleks problemstilling til et spørgsmål om individuel stillingtagen, og det er præcis det modsatte, vi har brug for i øjeblikket. Klimakrisen kræver en kollektiv erkendelse af situationens alvor, for det er umuligt at løfte denne opgave individuelt. Vi har en forpligtelse over for fremtidige generationer. Derfor er det afgørende, at vi i fællesskab forsøger at se en bedre verden for os.

Hvad er de største hindringer for, at det vil lykkes?

– Selv om vi i vores del af verden tilhører nogle af klodens mest privilegerede mennesker, bliver vi let apatiske og opgivende, når det går op for os, at vi er nødt til at give afkald på nogle af vores privilegier. Vi kan ikke se det for os inden for de dominerende fortællinger, hvor personlig frihed forveksles med købekraft. Vi er så komfortable i vores livsstil, at vi forfalder til xenofobi for at værne om den. Vi har vænnet os til at tænke på os selv som arvinger – vi har arvet verden og klimabyrden og så videre. Måske burde vi i stedet begynde at tænke på os selv som forgængere.

Bliver forholdet mellem arvinger og forgængere ikke bare en anden udgave af modsætningen optimist/pessimist?

– Det mener jeg ikke. Man kunne eksempelvis kigge på den tibetanske buddhisme, hvor man taler om, at det enkelte menneskes eksistens omfattes af syv led, der går frem i tid, og syv led, der går tilbage i tid. Denne forståelse af mennesket som lige dele arving og forgænger lægger op til en helt anden forståelse af politik og etik, end den der er fremherskende lige nu. Det fordrer både omtanke og hensyn at tænke på, at vores handlinger så at sige runger ud i fremtiden, ligesom at de er betinget af fortiden. Det giver også et helt andet grundlag for at fortælle historier, for at skabe litteratur og kunst generelt.

Hvordan vil et sådant perspektiv kunne ændre måden, vi fortæller historier på?

– Man kunne drage en parallel til de årer i europæisk kunst og tænkning, som beskæftiger sig med det upersonlige i mennesket og naturen, hvor sjælens forvandling består i en form for afskabelse af jeget eller udvidelse af samme via denne særlige form for dialog med stemmen fra verden eller Jorden selv. Eller hos klostervæsenet, hvor »personen« er det, som er ulykkeligt i mennesket, og hvor det upersonlige, det andet eller den anden, er det, som fører frem til verden, til fællesskab og lys. Det, man gennemlever i sit liv, er ikke kun ens eget. Det er en krævende tankegang, men også frugtbar, synes jeg. 

Er det, du foreslår, ikke bare en ny form for idealisme? En moralsk opfordring til individet om at opføre sig »godt«?

– Jeg kan spørge tilbage: Hvorfor brugte du ordet farce om klimadebatten i Norge, da vi talte sammen for nogle dage siden? Hvad savner du? Hvad mangler? 

Jeg brugte ordet farce på grund af klimadebattens evige gentagelser, det forudsigelige i positionerne og den polemiske sprogbrug.

– Netop derfor er det vigtigt, at vi får nogle alternativer til det sprog, der tjener den herskende orden. Men sådan et sprog skal ikke nødvendigvis skabes fra grunden. Noget af det vilde ved denne her tid er for mig at se, hvordan et enormt bagkatalog af forfattere åbner sig på andre måder i lyset af den økologiske krise. Den antropocæne tanke har potentiale til at åbne nye perspektiver i det enorme litterære materiale, der allerede foreligger. Vores største problem er ikke længere fremmedgørelse fra selvet, som Marx hævdede, men fra verden. Og for at gøre verden mere håndgribelig for os, må vi ikke se på den med denne destruktive afstand. Vi må arbejde os frem mod nogle nye subjektpositioner, der kan nedbryde afstanden.

Hvordan overvinder vi det vilkår at forstå verden ud fra menneskets perspektiv? 

– Spørgsmålet er, hvad vi overhovedet mener med »menneske«. Tidligere var det både artsbetegnelse og guddommelig licens. I dag vil en ny humanisme måske kunne spire fra en mere utopisk menneskeopfattelse, hvor ordet menneske hverken er en artsbetegnelse eller modstykke til »dyr«, men snarere et ideal, noget vi fortsat må stræbe efter at blive. Efter opdagelsen af mikrobiomet og beskrivelserne af menneskekroppen som superorganisme, er det svært at vide, hvad der ligger i ordet menneske. Vi sætter vores lid til individet, fordi det er individet, der kan forandre sig. Men individet forandrer sig først, når det ser, at alt det allermest værdifulde findes uden for individet og er del af noget fælles. Luften vi indånder er blevet skabt af nogen. Maven er fuld af mangeartet bakterielt liv. Livet har taget lang tid, og den tid må ind i fortællingen. Virginia Woolf giver i Time Passes, de første kapitler i To the Lighthouse (1927), stemme eller bevidsthed til et helt landskab og en fundamentalt anden tidsopfattelse end den menneskelige. Sådan må vores forundring blive til nye stærke følelser, der kan afsløre nye sammenhænge for tænkningen. Nye skabende måder at se på.    

Læs også Sofie Damgaards interview med forskeren Sissel Furuseth, Vagantordskifte om antropocen-tesen, 2014–2017, plus lederartikkelen fra Vagants temanummer om økologi, 3/2010, «Økologisk mobilisering».

Avatar

Kristoffer Kirkhus