INTERVIEW. Klimakrisen øger risikoen for fremtidige pandemier. Andreas Malm opfordrer regeringer til at indføre økologisk leninisme.
Times Magazine kårer hvert år the person of the year, og på forsiden den 23. december 2019 ser man Greta Thunberg afbilledet. Resolut er klimaaktivisten trådt et skridt frem på klippen, hun står på. Skummet fra havets bølger, der slår op imod hende, lader hun være bølgeskum. Hendes blik er stålsat. Hun kigger mod fremtiden.
Næsten samtidig som Times Magazine udgav 2019s sidste nummer, blev en ellers rask og rørig 41-årig mand, der havde sin daglige gang på fødevaremarkedet i Wuhan, sendt hjem med feber, smerter i brystet og hvæsende, tør hoste. En ulykke, minder Andreas Malm os om, kommer sjældent alene. Den svenske humanøkologs flammeskrift Corona, Climate, Chronic Emergency er nedfældet for lukkede døre i de første karantænedage, da coronavirusset var et nyt fænomen i verdens øjne. Det var de første dage af april 2020. Berlin var under lockdown. Snart, skrev Malm, vil der ikke bare være for høje smittetal til, at vi tør bevæge os udenfor. Mange steder vil det også være for varmt.
Andreas Malm, i din bog beskriver du, hvordan det nye coronavirus og klimaforandringerne er forbundne. Hvor har coronapandemien efterladt kampen for klimaet?
– Der eksisterer ingen offentlig samtale om drivkræfterne bag disse sygdomme. Folk forsøger at komme igennem pandemien i den tro, at dette blot er en tilfældig begivenhed, en sygdom, der har ramt os som et meteornedslag – fuldstændig ud af det blå. De bagvedliggende klimamæssige årsager til zoonotiske sygdomme fra vilde dyr er givetvis blevet mere centrale for forskningsmiljøerne. Men bevidstheden om sammenhængen mellem klima og coronavirusset har ikke spredt sig til den offentlige debat. Denne pandemi hænger sammen med vores produktionsmåder og forbrugsmønstre. En af de væsentligste årsager til problemet med zoonotisk smitte er den konstante fældning af tropiske skove for at etablere græsningsområder og plantager.
Har corona været et tilbageslag for klimakampen?
– Sammenliget med sidste år er den økologiske krise forsvundet fra mediernes dagsorden. Det er egentlig mærkeligt. I mine øjne er coronakrisen et symptom på den økologiske krise. Kontrasten er virkelig slående. Sidste år forbandt vi i Skandinavien den ekstremt varme sommer i 2018 med global opvarmning. Jorden var allerede gødet: Klimaforskningen og klimaaktivisterne havde i mange år advaret om præcis den slags klimarelaterede begivenheder. Omvendt tog coronapandemien folk fuldkomment på sengen. Ironien er, at vi nu lider under en af konsekvenserne ved den økologiske krise, men taler meget mindre om den end sidste år. Det har haft katastrofale konsekvenser for klimabevægelsen og klimakampen.
Hvordan?
– Alt lige fra klimakonferencen COP26 i Glasgow til Fridays For Future-strejkerne er blevet aflyst. Der har godt nok været spredte Extinction Rebellion-aktioner. Men i marts opløste klimabevægelsen praktisk talt sig selv. Den fulgte alle retningslinjerne og holdt sig hjemme. Hvilket betød, at den mistede al sidste års momentum – nu er det svært at genetablere. Vi har lige været vidner til den værste skovbrand i Californien nogensinde. Vi har været vidner til en megatørke i Chile. I sommer var vi vidner til oversvømmelsen af store dele af Bangladesh, voldsomme oversvømmelser og styrtregn i Yemen, den ene orkan efter den anden i Louisiana-deltaget ved Mississippifloden… Det går bare hurtigere og hurtigere og bliver værre og værre. Men det betyder, at klimabevægelsen før eller siden må slå igen. Den vil blive større og mere radikal end før. Det eneste alternativ er udbredt håbløshed. Det vil uden tvivl være mange menneskers svar at overgive sig fuldstændig til døden. Men tilpas mange vil vælge at modsætte sig den reaktion og i stedet gøre oprør.
Klimabevægelsen må før eller siden slå igen. Den vil blive større og mere radikal end før.
Er det oprør nødt til at foregå online, grundet pandemien?
– Nej. Folk bliver nødt til at gå på gaden igen. I den vestlige verden har der i 2020 været én bevægelse, der er brudt ud af onlineboblerne og er gået på gaden, og det er Black Lives Matter. Den brød de facto med restriktionerne og nedlukningerne og overtrådte påbuddene om at holde sig hjemme og holde afstand. Ikke fordi demonstranterne var imod restriktionerne som sådan, men fordi de følte, at de var nødt til at sige nej til de systematiske drab på sorte i USA. Og de var nødt til at gøre det med alle midler: Angreb på politistationer, nedrivning af statuer og afholdelse af massedemonstrationer, hvor folk stimlede sammen i gaderne. Klimabevægelsen skal gøre præcis det samme. De skal sige, at hvis du ikke har lyst til at skulle gå i karantæne igen, hvis du ikke har lyst til at blive ramt af nye pandemier, og hvis du ikke ønsker stadig værre naturbrande og orkaner, skal du slutte dig til os og angribe drivkræfterne bag disse katastrofer. På gaden og alle steder. Invadér minerne. Konfrontér luksusudledere som SUV’er, privatyachter og privatfly. Organisér direkte aktioner imod den fossile infrastruktur og udfordr de hævdvundne interesser, der bliver ved at puste til ilden i den her globale febertilstand. Det er i virkeligheden det, klimabevægelsen skal. Den skal ikke spilde mere tid på at forsøge at erstatte virkelig handling med digital deltagelse. Det virtuelle kan umuligt erstatte virkelig handling.
Findes der yderligere forbindelseslinjer mellem Black Lives Matter-bevægelsen og klimabevægelsen?
– Til maj udkommer en bog, jeg har skrevet sammen med The Zetkin Collective, White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism (Verso 2021). Den handler netop om, hvorfor den yderste højrefløj nærer så stor kærlighed til fossile brændstoffer og fossilteknologier. En tydelig sammenhæng er, hvordan personer, der tror på hvidt overherredømme helt systematisk bruger SUV’er til at køre ind i Black Lives Matter-demonstrationer. De bruger denne destruktive teknologi som en manifestation af deres had til sorte mennesker ved at køre ind i dem. Klimabevægelsen kan lære fra de meget diverse taktikker, som Black Lives Matter benytter sig af. Klimabevægelsen skal ikke kun tage ved lære af de milde og fredelige civile ulydighedsaktioner, men også af de mere militante aktioner med et ødelæggende formål.
Et link mellem racisme og corona kunne også være, at Trump i flere måneder blev ved at kalde virusset »The Chinese Virus«?
– Ja, og Trumps mest berømte bemærkning om klimaforandringerne er, at de er produceret i Kina. Så han har præcis det samme syn på virusset som på klima, nemlig: »It’s a hoax.«
Stater verden over har taget strenge midler i brug for at inddæmme pandemien, men tøver, når det gælder klima. Hvad skyldes det?
– Fundamentalt set har de fleste stater hverken grebet ind over for problemet med vira eller klima. Ingen stater har i år – hvis vi for en kort bemærkning ser bort fra Kinas forsøg på at forbyde fødevaremarkedet for vilde dyr – gjort noget for at konfrontere årsagerne til disse sygdomme. De har behandlet symptomerne: Gennemtvunget forskellige restriktioner, forsøgt at redde så mange liv som muligt, gjort den rette behandling på sygehusene tilgængelig og så videre. Men det svarer groft sagt til at evakuere folk fra et orkanramt område eller indsætte et par brandmænd i kampen mod en naturbrand. Ind til videre har statsapparater som det australske eller det amerikanske ikke decideret svigtet deres opgave med at beskytte borgerne imod denne type katastrofer. Men staterne adresserer meget sjældent årsagerne til disse katastrofer. Det gælder global opvarmning lige så vel som global sygdom. Et stigende antal infektionssygdomme og stigende temperaturer: Tendensen kan næppe blive mere åbenlys.
Ingen stater har i år gjort noget for at konfrontere årsagerne til disse sygdomme.
Så du forudser, at vi vil se flere zoonoser sprede sig over de næste år?
– Ja, så vidt jeg kan se, indikerer forskningen, at vi vil se flere pandemier som denne. Selvfølgelig er der ikke nogen, der ved, om den vil være lokal eller global, og hvornår den næste vil ramme. Men alle de grundlæggende drivkræfter bag zoonotiske sygdomme er til stede. Og der bliver flere af dem for hver dag. Se bare på skovrydningsorgiet, der finder sted i Latinamerika, det sydlige Brasilien og det nordlige Argentina lige nu. Graden af rydning, udslettelse og afbrænding af skove er svimlende og vil uden tvivl få konsekvenser for klimaet og for spredningen af sygdomme.
I din bog taler du om, at vi bør åbne grænserne for mennesker, men lukke dem hermetisk for vilde dyr. Er meningen, at vi i højere grad skal adskille mennesket fra naturen?
– Ja, ud fra den forskning, jeg har orienteret mig i, står det klart, at den eneste måde at begrænse risikoen for nye sygdomme på, er ved at lade den vilde natur være, så den kan vokse frem igen. Vi må lade den generobre det territorium, vi har frarøvet den. Det indebærer skovrejsning og naturgenopretning. Det indebærer at tilbagelevere det territorium, der p.t. er plantager og græsningsområder, og som indgår i produktionen af ofte unødvendige eller overflødige varer: Kød, palmeolie, soja og andre handelsvarer, der bliver eksporteret fra de tropiske regnskovsområder til det globale nord. Alle disse tiltag er i direkte modstrid med den nuværende kurs.
Vi må lade den vilde natur generobre det territorium, vi har frarøvet den.
Du nævner »økologisk leninisme« som en mulig vej til skovrejsning og naturgenopretning. Hvilken betydning tillægger du dette begreb?
– Min idé om økologisk leninisme og økologisk krigskommunisme er tænkt som en logisk forlængelse af det, mange stater gjorde i pandemiens tidlige faser. Her bestemte regeringerne hvilket arbejde, der var essentielt og kunne fortsætte, og hvilket der ikke var essentielt og skulle stoppe. Hvis du overfører denne strategi til drivkræfterne bag problemet, vil du se, at noget produktion og forbrug ikke blot er unødvendigt, men direkte destruktivt og skal ophøre. Vi er nødt til sikre os, at de forsyningskæder, der løber ind i vores lande, ikke involverer nogle former for skovrydning. Det ville regeringerne rent faktisk være i stand til, hvis de anvendte deres lovgivningsmagt, deres evne til at indsamle big data og deres potentielle kapacitet til at intervenere i, hvordan virksomheder opererer.
Er det ikke utopi?
– Teknisk set tror jeg, enhver regering vil kunne gøre det. Regeringerne skulle sætte sig ned og undersøge, hvor en specifik kødimportør, kaffeforhandler eller virksomhed får sine varer fra, hvilke skovområder råvarerne kommer fra, og hvordan varerene i det hele taget er producerede. Men lige nu er det stadig ufatteligt svært at se for sig. Prøv bare at forestille dig, at den canadiske regering ville gøre det. Canada tjener styrtende på den minedrift, som rydder skove i tropiske områder. At den canadiske regering reelt skulle sige, at du ikke må fælde et eneste træ i tropiske områder i dens navn. Faktisk skal det territorium, der er blevet erobret, opgives, og igen omlægges til vild natur – for at beskytte os imod flere sygdomme som den her! Det er både helt indlysende og ekstremt radikalt, fordi det er så langt udenfor det acceptables grænser i dagens politik. Men jeg kan ikke se andet, end at situationen kræver netop det.
Har coronapandemien på nogen måder bragt os tættere på realiseringen af nogle af de her nødvendige tiltag?
– Det tror jeg ærlig talt ikke. Samtalen om sammenhængene mellem skovrydning, forbrug og de her zoonotiske sygdomme var ekstremt begrænset og perifer før corona. Det er den desværre stadig. Jeg kan ikke få øje på nogen bevægelse, der har gjort disse sammenhænge til sit ærinde. Der sker en del mere på klimafronten, fordi regeringer i det mindste hævder, at de handler. Det er dog interessant, det der sker i Indonesien lige nu. Der har været omfattende strejker og studenter- og arbejderprotester mod en lov om fremme af udenlandske investeringer i landet. Loven indebærer, at det står enhver frit for at fælde skov. Folkebevægelsen i Indonesien tjener som et eksempel på, at der er protester mod skovrydning forskellige steder i verden. Men jeg tror på ingen måde, at de disse initiativer matcher størrelsen på problemet med zoonotisk smitte.
Coronapandemien har ellers vist, hvor effektivt staten kan sætte ind over for den globale kapitalisme?
– Det er rigtigt. Og det er noget, vi bør huske og bruge som argument, hver gang vores modstandere siger, at vi ikke kan ændre business as usual. Hvorfor blev kapitalismen på den måde sat i karantæne? Jeg giver i bogen den forklaring, at sygdommen hurtigt ramte velhavende dele af det globale nord. Pandemien forvandlede sig til en politisk krise i det øjeblik, at COVID-19 begyndte at slå folk ihjel i Norditalien. Så blev der pludselig grund til at lukke vores samfund ned. Den globale opvarmning har fungeret den anden vej rundt. Her har det været fattige mennesker i det globale syd, som blev ramt først. Sådan har det været i årtier. Det er kun nu, hvor vi er mange år inde i klimasammenbruddet, at vi ser seriøse katastrofer ramme det globale nord – som for eksempel naturbrandene i Californien og Australien. Faktum er, at det længe har været virkeligheden i lande som Mozambique og Bangladesh.
Hvordan kan vi for alvor begynde at tage livtag med klimakrisen?
– Klimaforandringerne og coronavirusset er blevet håndteret forskelligt. Alle disse lockdowns og restriktioner blev annonceret som midlertidige suspenderinger af business as usual, som vil blive fjernet så hurtigt som muligt, så vi kan fortsætte hvor vi slap med at flyve til Thailand og så fremdeles. Men alle ved, at hvis du vil omlægge fra fossile til fornybare energikilder skal det være for evigt. Der er ingen vej tilbage. Det er ikke sådan, at vi lægger fossile brændstoffer på hylden i et år eller nogle uger, og så går tilbage til at brænde dem af igen. Nej, det gælder om at lade dem forblive i jorden. Klimakrisen har brug for en politisk intervention af helt anden karat.
