Bowie-fan Alice Bag er en chicana-punker i maskens tidsalder.

At bære masker er måske en måde at drømme på, at undfly det skæbnebestemte. Det er uklart hvad som er skæbnebestemt i dag, selvom køn, klasse og etnicitet altid spiller ind. I andre tidsaldre var der endnu færre valg: Tjenestefolks børn havde få muligheder for at transcendere sin klasse og blive noget andet end sine forældre. En stjerne er en figur som reflekterer drømme. Hen taler til kreativiteten, taler om transcendens. Et eksempel på en sådan figur kunne være den nyligt afdøde David Bowie (1947 – 2016), hvis mest kendte maske er det tvedelte ansigt, det røde lyn som gennemborer det højre øje på omslaget til Aladdin Sane (1973): En gal dreng, et ansigt hvis skizofrene asymmetri forstærkes af øjne i forskellige farver. Glamrockens flugt fra en social virkelighed (glitter, stoffer) og projicering af noget overjordisk tager fart igennem 70’erne, en central figur er Bowies Ziggy Stardust som kommer rejsende fra en anden planet og fyrer op under unges drømme. At danse foran spejlet på soveværelset og at klæde sig ud skaber ikke nødvendigvis en portal til et andet univers, men af og til fungerer det alligevel sådan. Det andet univers er måske et koncertsted, en hjemmelavet undergrundsscene som The Masque, eller et improviseret bofællesskab som The Canterbury i Los Angeles i de sene 70’ere. Alicia Armendariz (f. 1958) vokser op i East LA med mexicanske forældre. Få kunne forudsige at den fanatiske Elton John og David Bowie-fan Armendariz skulle blive den aggressive forsanger i et af Los Angeles’ tidligste punkbands, The Bags.

Alice Bag. Foto: Rick Castro.

Alice Bag. Foto: Rick Castro.

En anden Los Angeles-drømmer er Cherie Currie (f. 1959), som synger playback til Bowie i en skolekonkurrence med ansigtet malet som han. Både Alicia og Cherie frekventerer Rodney Bingenheimer’s English Disco, glamrockens californiske epicenter, en klub på Sunset Boulevard i Hollywood, hvis selvbestaltede dæmon, pladeproducenten Kim Fowley, jager rundt efter teenagere med en bred vifte af talenter. Fowley samler Cherie op, og hun bliver forsangeren i et af 70’ernes kendteste bands, The Runaways. Det er Bowie selv som foreslår discjockeyen Bingenheimer at åbne en glamklub i Los Angeles. Han er i byen for at indspille Station to Station og på klubben ser man ham danse med sig selv foran et spejl, en tidlig form for vogue. Synet inspirerer klubbens designer til at dække væggene med spejle. Hvordan kan historien om punkscenen i Los Angeles starte med en tynd englænder som danser med sig selv foran et spejl? Alle stirrer mod et centrum som ikke er der; Bowie er i en anden galaxe på grund af kokainafhængighed. Når glamrocken brænder ud er det punken som bliver Bingenheimers og Fowleys nye interesse, og The Runaways knækker over på midten: Joan Jett bliver producer af Los Angeles-punkbandet The Germs og resten af bandet går sig vild i hardrocken. Historien om Alicia Armendariz, med kunstnernavnet Alice Bag, starter imidlertid i et komplet uglamourøst voldshelvede i East LA.

I de første afsnit af hendes bog Violence Girl fra 2011 bliver det klart at hun føler sig elsket og værdsat af sin far som mener at hun kan blive præsident i Amerika hvis hun vil. Men samme far er også et monster som med jævne mellemrum banker Alices mor sønder og sammen. Den lille familie kollapser igen og igen i dramatiske optrin: Faren som slår moren og Alice som forsøger at stoppe ham. Hun afskyr hans vold, men beskriver også den elektricitet som opstår imellem dem, deres øjne som mødes; han fortabt i voldspsykose og hun, den lille, kraftløs som David over for Goliath. Samtidig føler hun sig i en slags overjordisk kontakt med den kraft som raser gennem farens krop. Alice må opøve superkræfter, hvordan skal hun ellers nogensinde stoppe sin far? Det er disse superkræfter som bliver en vigtig komponent i scenepersonligheden, som Alice senere udvikler. En punkkoncert i de tidlige dage er nærmest en stiliseret iscenesættelse af en voldssituation, eller det er en iscenesættelse som er så konfronterende at den påkalder adrenalinforløsende interaktion mellem band og publikum.

Alice Bag: Violence Girl, 2011.

Alice Bag: Violence Girl. Feral House, 2011.

Alice er både en outsider og en nysgerrig pige optaget af at drømme, klæde sig ud og posere. Hun køber alle Elton Johns plader, kalder ham indforstået for »Reg« (hans rigtige navn er Reginald) og hænger kun ud med (overvejende homoseksuelle) fyre som er interesserede i at diskutere aktuelle magasinartikler om ham, Bowie, Freddie Mercury og Marc Bolan. Elton John-looket med store briller og plateausko konkurrerer med en anden inspirationskilde: Chicanobevægelsen som hun i 1970 oplever som tilskuer til en stor demonstration mod krigen i Vietnam. Chicano (i sin feminine version »chicana«) er et skældsord brugt om amerikanere med mexicansk baggrund, men antikrigsbevægelsen National Chicano Moratorium Committee og Brown Berets (Los Boinas Cafes) genbruger ordet som et udtryk for styrke. Alice forsøger sig både som groupie og cheerleader, og deltager i diskussionsgrupper om religion og filosofi på den katolske skole hvor hun går. Alle disse modsætninger må finde et udløb.

Alice begynder at hænge ud i Hollywood, specielt på Rodney Bingenheimer’s English Disco, og hendes første band, Femme Fatale går samme vej som Runaways: Alice får Kim Fowleys telefonnummer af Bingenheimer, de går til audition, men det bedste som sker er at de møder deres nye bandmedlem og manager Michael:

Michael soon insisted that we change the name of the band from Femme Fatale to Masque Era. He also said that we should spell it M-A-S-Q-U-E. »You will be entering an era when it will be difficult to tell who is a friend and who is an enemy. It’s as if people are wearing masks,« he told me. »It also refers to our show. A masque is a form of entertainment involving theatre and music – it’s a double entrendre,« he tried to explain, but I was stuck with the image of a masked ball and Venice canals. Nonetheless, it occurred to me a year or two later that Michael might have been a prophet.

Alices første kæreste Jeff bliver også samlet op af Fowley og spiller i et band under Fowleys barske ledelse. Et typisk maskeaspekt er de udbredte kaldenavne; alle må have et cool kaldenavn hvis de vil være noget i denne udglammede pre-punkverden. Jeff kalder sig Nickey Beat og dropper snart ud af det Fowley-styrede band for at danne punkbandet The Weirdos. En anden veninde, Belinda Carlisle, kalder sig Dottie Danger. Nogen husker måske Carlisles 80’er-hit »Heaven Is A Place On Earth«? Ja, Dottie Danger spillede i The Go-Go’s, Los Angeles-punkens måske største kommercielle success som på tre år solgte 8 millioner plader, og i 80’erne blev hun en succesfuld soloartist.

En ung Bowie-fan ved navn Bobby Pyn deler Alices interesse for filosofi, og de har lange telefonkonversationer. Da Hollywood-klubben The Masque, startet af en vildfaren skotte ved navn Brendan Mullen, bliver central for den gryende punkscene, spiller Pyn og hans ven Pat Smear der med deres band The Germs. Da Alices band igen muterer og skifter navn fra Masque Era til The Bags (deres gimmick er at bære brune papirsposer over hovedet, som prototypiske balaclavas) optræder Bobby som Alices personlige dæmon. Han får hende bogstavlig talt ud af posen:

I easily break away from his intoxicated hug and jump back on the stage, continuing to screech and writhe, but Bobby is not to be deterred. He’s right up front now. With one bold tug he rips the bag open and I explode like a broken pinata. The torn bag is still clinging to my head. My view of the audience now comes from a gash at the side of the bag rather than the eye holes. As I move, the audience comes in and out of my sight line. Mercifully, Bobby grabs at the bag again and tears the rest of it off. I am exposed but not defeated. Our set is coming to an end. The audience is clapping loudly, cheering for us to finish the last of our eight songs and walk off the stage.

Bobby kalder sig senere Darby Crash og har mange avancerede idéer om bandet som en hemmelig undergrundskult (»What We Do Is Secret«). Los Angeles er også på det tidspunkt præget af gadebander som har delt byen i distrikter, så associationen fra band til bande er nærliggende. Den Joan Jett-producerede debutplade GI (1979) viser en blå cirkel på sort baggrund. Hvis du vil være del af Germs-cirkelen, skal et bandmedlem brænde et cigaretmærke på din hud.

The Bags.

The Bags.

Scenen er i større og større grad præget af hårde stoffer. The Bags drager til San Francisco for at se Sex Pistols i 1978 og spiller til en efterfest. Sid Vicious tumler nærmest bevidstløs rundt på scenen da The Bags er på. Sex Pistols har spillet deres sidste koncert, og bare et år senere er Vicious borte. Punkmiljøet bliver også jaget af udefrakommende elementer: Politiet har store problemer med at acceptere punkmiljøet, i 1978 stormer de en koncert i Elks Lodge og går uhørt brutalt til værks. Imellem 1977 og 78 er The Hillside Strangler løs i Hollywood-området; en eller flere mordere som viser speciel interesse i unge punkpiger fra miljøet omkring The Masque. Blandt andet mister Alice en veninde.

Nickey Beat og hun er flyttet sammen i en nedslidt ejendom på Cherokee Avenue tæt på The Masque. Efterhånden flytter hele punkmiljøet ind i The Canterbury som bliver en slags udbombet version af kendte rockhoteller som The Hyatt på Sunset Boulevard og The Chelsea i New York. Alice bruger sine superkræfter på scenen, men hendes stemme synes bogstavlig talt at fade ud omkring den tid, hvor The Bags forsøger at indspille en plade. Det lykkes aldrig rigtig at fange deres sceneenergi i et pladestudio. Alice finder ud af, at hun ikke har perfekt pitch, og det vokser til et problem i bandet, en blokering. Den intense skrivestil blegner også i selvbiografien. Igen og igen noterer jeg frustreret i margen: »Hvem er i bandet nu? Hvem skriver sangene?« Alice synes ikke at interessere sig længere. Hun driver bort.

Visuel dokumentation fra den tid placerer imidlertid The Bags på kortet. Et projekt som næsten ingen – i hvert fald ikke Alice – tager særlig alvorligt, Penelope Spheeris’ optagelser til dokumentarfilmen The Decline of Western Civilization i 1979 og 1980, ender som en kultfilm, en slags ultimativ sandhed om miljøet på den tid. Alice iklædt en pink cocktailkjole synger sangene »Prowlers In The Night« og »Gluttony« – dette er vist tidligt på dagen, men band og publikum anstrenger sig for at agere autentisk, noget som filmens kultstatus omskriver til ultimativt autentisk. Alice og Darby Crash har stadig heftige filosofiske diskussioner som ved en lejlighed, på trappen i The Canterbury, udvikler sig til et slagsmål. Darbys liv er ikke ukompliceret, The Germs har mange fans som betragter dem som en slags religion, men Darby lider af smertefuld kønsforvirring og reparerer med heroin. I 1980 indgår han og en ven en selvmordspagt, de tager begge overdoser, men kun Darby dør. Efter sigende fik The Decline of Western Civilization sin titel fordi Darby læste Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes (1918). Filmplakaten, som blev designet før hans død, viser et stort billede af Darby liggende på ryggen på scenen med lukkede øjne. Hans bortgang overskygges imidlertid af en anden tragedie, mordet på John Lennon i New York. Undergangsstemningen hersker.

Foto: Susanne Christensen.

Foto: Susanne Christensen.

Den musikscene som er ved at tage over er mindre glamourøs, endnu mere voldelig og mere entydigt maskulin: Tyngdepunktet flytter sig fra Hollywood til South Bay, specielt Hermosa Beach hvor Black Flag er fra. Billedmateriale som for eksempel The Decline of Western Civilization er skudt midt i begivenhederne, ikke engang instruktøren kunne forudsige at filmen først skulle blive kultmateriale og siden, i vores tid, ride på toppen af en kapitalismebølge hvor alt markedsføres som et udtryk for en autenticitet i stil med denne turbulente dokumentar om fortabte børn. I 2016 kan et firma som sælger skatersko bruge et fotografi fra de tidlige 80’ere af Black Flags Henry Rollins på scenen iført deres sko, og klistre det op over en hel butiksfacade i Københavns travleste indkøbsgade. Nogle knytter den slags reklame til en følelse af tab, mine iagttagelser er mere nøgterne, men stadig fulde af undren. Disse billeder er taget i rum præget af en enorm turbulent kreativitet og energi. Det er lig den gyldne rumudforskningstidsalder, som også Bowies iscenesættelser spiller på; udfoldelsen af energi for at sætte kollektive udforskningsprojekter i gang. Det er muligt at skofirmaet ikke alene vil sætte krogen i vores nostalgiske følelser efter en svunden tids autenticitet: På butiksfacaden ved siden af Rollins vises en ung pige i et hvidt rum iklædt firmaets sko. Pigen stirrer på os med et tomt blik og har firmaets logo tatoveret på armen. Hvad skal det betyde? Hvorfor bliver jeg urolig og ikke håbefuld? Måske fordi kreativitet og penge ikke står i et antagonistisk forhold: Kreativiteten er indkøbet af disse sko, men er det en sand påstand?

I anledning af Bowies død i januar responderer halvdelen af jordkloden med en bred vifte af hyldester. Fire ansigter dukker op i min Twitter-strøm: Dave Grohl og Krist Novoselic fra det oprindelige Nirvana, plus bandets yngste medlem, Pat Smear fra The Germs, og Beck skal optræde med Bowie-sangen som fik nyt liv, da Nirvana valgte den til deres MTV Unplugged-koncert: »The Man Who Sold the World.« Det er pudsigt at se Beck i denne forsamling, men Alice er så venlig at pointere, at nogle af dem som frekventerede The Masque var Becks forældre Bibbe og Al Hansen som havde en 7-årig Beck med til punkkoncerter. I det perspektiv ser jeg noget andet end en tilfældig konstellation af musikere, jeg ser folk med rødder i punkscenen hilse Bowie og understrege hans betydning for miljøet.

Det er uklart hvad jeg selv leder efter i september 2015, da jeg gør mig mine første Los Angeles-erfaringer. Måske jeg er nysgerrig efter at vide præcis hvor langt den vestlige civilisations forfald er nået. I lokalerne i Hermosa Beach hvor The Church tidligere lå, et kombineret kontor, øvelokale og bofællesskab hvor Greg Ginn startede Black Flag og det uafhængige pladeselskab SST, ligger nu restauranten Abigaile dekoreret med oprindelig graffiti og flyers. En frokostoplevelse på Abigaile kan blandt andet risikere at inkludere lyden af svenske Europe og deres smashhit »Final Countdown« (1986).

Alice Bag forsøger sig med andre bands såsom Castration Squad, men bandmedlemmernes brug af hårde stoffer ødelægger entusiasmen. Hun vender tilbage til studierne, engagerer sig blandt andet i social aktivisme i Nicaragua og chicanafeminisme i Los Angeles. Ved Bowies død deler hun hans sang »Moonage Daydream« og skriver på sin blog:

Bowie was the common thread uniting the kids who would form the early LA punk scene. Being into Bowie in the early seventies meant you were truly different from 99% of the other kids in school. I don’t know if it was cause or effect – we might’ve been drawn to Bowie because we were already weirdos or we might have become weirdos because we were all into Bowie.

 

Kilder:

The Decline of Western Civilization (Penelope Spheeris, 1980)

Mark Spitz og Brendan Mullen: We Got the Neutron Bomb. The Untold Story of L.A. Punk (Three Rivers Press, 2001)

What We Do Is Secret, biopic om Darby Crash (Rodger Grossman, 2007)

Alice Bag: Violence Girl. East LA Rage to Hollywood Stage. A Chicana Punk Story (Feral House, 2011)

Susanne Christensen

Facebook

Twitter