Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirtutgaver i året

Hun ved, hvad hun gør

KOMMENTAR. Den unge ubestikkelige kvinde er denne tids fascinerende offentlige figur. I hendes skygge er planetens magthavere de tossede børn.

Senmodernitetens ansigt: 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg. Foto: Anders Hellberg (CC BY-SA 4.0)
Enhver, der går tur på Père Lachaise-kirkegården i Paris, Brompton Cemetery i London eller Zentralfriedhof i Wien, må vide, at sorgen er ung og kvindelig. De gamle europæiske kirkegårde er befolket med stenskulpturer af unge kvinder, der bøjer sig fortvivlet over storslåede gravsteder.

Hvad har de til fælles? Det tomme blik; det sorte stykke stof som de holder op til ansigtet; hænderne der knuger sig til kappen – disse kvindelige figurer billedliggør tålmodighed. Skabt for at udholde smerten. Mange af disse statuetter støtter hovedet med hånden – en patosformel, som måske stammer tilbage fra krigen: Selvopofrelsen hos en besejret person, som har mistet al håb og alligevel venter på ham, der allerede ligger i graven. Den rolle, der vises her, indbefatter: at sørge og nogle gange at blive genstand for sorgen. De er fra begyndelsen besejret. Hvis de kunne tale, hvad ville de sige? Måske: Det er for sent. Det lå ikke til os, vi var for svage, vi kunne ikke forhindre det.

Hvordan kan disse unge kirkegårdskvinder være andet end en allegori over at reagere for sent?

Betragter man de unge kvinder, som er blevet berømte for deres oprør mod samfundsforholdene – især Greta Thunberg, klimaktivisten, og Carola Rackete, kaptajnen på redningsskibet Sea Watch 3 – kan man let forestille sig, at de er bekendte med sådanne kirkegårde. Og at denne rollemodel for unge kvinder virkelig går dem på nerverne. Thunberg, Rackete og alle de andre ønsker ikke at blive anklaget for at reagere for sent eller for bare at dyrke deres sorg.

Det at reagere »for sent« er i al hemmelighed køreplanen for den europæiske (og tyske) klima- og flygtningepolitik, som i mange henseender blot er en udsættelse af det alligevel uundgåelige. Dette »for sent« er straks det, man tænker på, når man hører den tyske transportminister Andreas Scheuer brokke sig over klimapolitikken, eller ser mænd som Boris Johnson på vej ind i deres påstået solrige fremtid – eller kigger ind i det tidskrævende Brexit-helvede, som det britiske parlament er havnet i. Vi lever i for-sen(t)moderniteten. Og en meget ung kvinde, Greta Thunberg, har formået at blive ansigtet på denne tidsalder.

Greta viser, at en pige ramt af Aspergers-syndrom er bedre til at reagere på vores situation end dem, som lader sig styre af såkaldt sund fornuft. Greta, for nu at sige det på hendes jævnaldrendes sprog, chiller ikke. Denne kvinde, som ikke lader sig imponere af rosende omtaler, ikke forstår vittigheder, træder frem, højtideligt og ubarmhjertigt, som inkarnationen af vores skyld. Greta stod stiltigende, så på og regnede ud, hvad vores livsstil ville komme til at koste os. Og nu taler hun, fordi det ikke kan være anderledes. I hendes skygge virker planetens magthavere som de skøre børn, der til enhver tid kunne tænkes at ville skjule situationens alvor med en god joke.

For et år siden fortalte den feministiske filosof Svenja Flasspöhler i Die Zeit om sine medsøstre: »I patriarkatets århundrede har vi indarbejdet temmelig specifikke adfærdsmønstre: Passivitet, trang til at blive beundret, en følelse af underlegenhed, hvilket også bringer os i situationer, hvor vi ikke er i stand til at handle for os selv.« De unge kvinder hæver sig nu over denne indre tvang. Autonomi er selve essensen af deres handlinger. Det faktum, at Carola Rackete ikke bare er en suveræn talskvinde for Sea Watch, men at hun også ignorerer den italienske regerings instrukser som skibskaptajn, bør ikke undervurderes, når det handler om unge kvinders fremtidige karrieremuligheder.

Den hånefulde ordre »Cherchez la femme« (led efter kvinden), som før i tiden anviste, hvordan man skulle opklare alle intriger, alle forbrydelser, fordi uromageren var nødt til at blive fundet et eller andet sted – denne ordre er et overstået kapitel i dag: Det er blevet den unge kvindes rolle at turde se andre i øjnene. Alene, utilsløret og langt fra selvoptaget, undtagen når det drejer sig om at artikulere, på vegne af andre, at hun ikke længere kan udholde den nuværende situation.

De legemliggør vores nødsituation
Hvem taler vi om? For eksempel fra 19-årige Blanka Nagy, der i Ungarn møder den brutale premierminister Viktor Orbán med en vulgaritet, der svarer til hans egen. Carola Rackete, som for nylig blev modstander af den højreorienterede italienske indenrigsminister Matteo Salvini. Fra den 34-årige franskmand Priscilla Ludosky, der udløste de gule vestes protester, som den franske statschef Emmanuel Macron stadig kæmper med. Fra advokaten Nasrin Sotudeh, der blev tortureret og fængslet i Iran for at forsvare kvinder, der ikke ønskede at bære tørklæde. Vi taler om Emma Gonzáles, den unge overlevende fra et skoleskyderi i Florida, som stillede sig frem på et stadium med barberet hoved og ikke sagde noget i seks minutter og 20 sekunder – så længe varede skyderiet – og i de følgende måneder angreb den amerikanske præsident Donald Trump for hans afhængighed af våbenindustrien. Der er tale om kvinderne i Pussy Riot, der hoppede oven på alteret i Moskvas Frelseren Kristus-Katedralen, og i ånden fra den radikale performancekunst udfordrede præsident Putin. Fra den seje amerikanske fodboldverdensmester Megan Rapinoe, der nægter at tage imod invitationen fra det Det Hvide Hus, fordi hun ikke kan udstå den nuværende beboer.

Vi ønsker ikke at glemme den kvinde, som var forud for dem alle: Tyske Beate Klarsfeld, der ikke ønskede at overgive sig til det faktum, at hovedpersoner fra nazitiden uden problemer kunne blive genopbygningshelte i Forbundsrepublikken efter 1945. Derfor gav hun i 1968 den daværende forbundskansler Kurt Georg Kiesinger, der allerede havde givet tidligere nazister temmelig lang snor, en lussing foran ​​den samlede presse. På det tidspunkt var hun 27 år gammel. I dag er hun 80.

Der er nogle af de oprørske kvinder, hvor glæden ved deres personlige triumf står malet i ansigtet (Blanka Nagy, Megan Rapinoe), andre kan ikke nyde deres succesøjeblikke på grund af en dyb skepsis (Greta Thunberg, Emma González). Men én ting har de til fælles: Kun yderst diskret anvender de moralske termer, på en måde så vi (som Oscar Wilde ville sige) ikke tilføjer flere til dem, vi foragter. Det er noget af det, man kunne kalde sagligheden hos dem, som ikke føler, de har noget valg. Dybest set legemliggør de vores nødsituation. De understreger, at det ikke drejer sig om dem selv.

I en engang totalt mandsdomineret verden var det den unge kvindes opgave at inkarnere sorgen. I en verden lidt mindre domineret af mænd, er det nu hendes rolle (og med et nyt performativ frirum) at bearbejde et paradoks: Hun fortæller os i et og samme åndedrag, at det ikke er for sent – og at vi ikke har nogen tid til overs.

Kvinder har i århundreder påtaget sig ubetalt, usynligt, lavt rangerende omsorgsarbejde. Feministerne Silvia Federici og Nicole Cox skriver: »Husholdningsarbejdet er meget mere end at gøre et helt hus rent, det består også af fysisk, følelsesmæssig og seksuel vedligeholdelse af lønmodtagere: At forberede disse lønmodtagere til at gå på arbejde hver dag […]. Bag hver fabrik, hver skole, hvert kontor og hver mine ligger et stort stykke arbejde udført af millioner af kvinder.«

Alt det gik ud på at fastholde lønarbejdet, så det var muligt at fortsætte den stadige vækst, den evige opretholdelse af systemet, business as usual.

På en måde legemliggør kvinder som Carola Rackete eller Greta Thunberg stadig denne plejeetos, de ofrer gerne sig selv for andre – nu er det bare ikke længere deres egne børn, som er i centrum for deres pleje, men flygtninge eller hele (fremtidens) menneskehed. Og selvfølgelig sker alt dette under modsatte fortegn, nemlig i visheden om, at der ikke længere er noget, som hedder business as usual.

Vi har brug for deres fejlbarlighed
Tilbage til kirkegårdene i begyndelsen. Kunsthistorien lærer os, at de navnløse sørgende kvindefigurer først og fremmest var vogtere af mænds begravelsespladser; de tjente som beskyttere af mænds knogler. De store mænds grave og de ruinerede, bønfaldende kvinder – dette er sandsynligvis det mest slående billede på patriarkatet.

At »den uskyldige unge kvinde« eller »den vrede unge kvinde« i dag er blevet det allegoriske billede på forandring, skyldes især en voksende mistillid til alle mænd (de går amok, forgriber sig på andre, kører dødskørsel med andre idioter på Ku’damm, tweeter krigserklæringer og så videre), hvilket ikke mindst dyrkes blandt unge mænd selv.

I Dietrich Schwanitzs flotte bog med titlen Männer – Eine Spezies wird besichtigt (2001, Mænd – en art bliver besigtiget) siges det, at manden fra naturens side var et klikevæsen, en pagtsmed, kort sagt: en politiker. I alle sammenhænge kan han lugte »allianceværdien«. Bliver mænd først venner, grundlægger de også »jagtselskaber«: »Her aftales det, hvilket vildt, der skal nedlægges, hvem der får lov at affyre skuddet, hvem der afgiver signal, og hvem der leder flokken.«

Schwanitz siger det endnu mere præcist med et billede fra sportens verden: Den menneskelige igloform, den flade kuppel, som amerikanske fodboldspillere bygger for at aftale det næste angreb, er indbegrebet af den mandlige klike. Kvinder forstår slet ikke sådanne strukturer.

Antitesen til de solbadende elitedrenge, det vil sige de, som allerede er født ind i indflydelsesrige mandekredse, er nu »den uskyldige unge kvinde« (uskyldig i den forstand: Hun er ikke korrupt og endnu ikke bestukket). Mens der har været megen snak om den politiske magt i »baglokalet« i forbindelse med den europæiske udpegning af Ursula von der Leyen, virker offentligheden fast besluttet på at få unge kvinder til at tro, at de ikke engang ved, hvad et baglokale er. Den unge kvinde som game changer arbejder sig ikke op, hun er der pludselig bare, tilskyndet af en skandale eller udsigten til en katastrofe. I fremtiden vil alle være verdensberømte i 15 minutter, sagde Andy Warhol. Reglen gælder også for den i øjeblikket verdensberømte Carola Rackete og endda Greta Thunberg. Men det kan have været 15 afgørende minutter.

Dette er den uskyldige og muligvis naive måde at fortælle historien om den ustoppelige unge kvinde på. En kynisk variant lyder sådan her: Bag alle disse succesfulde unge krigere, vil spindoktorer snart forme deres egen agenda. Eller: Gretas bekymring for det globale klima er kun genstridig tiggeri fra en strålende taktiker, så hun kan opnå mest mulig personlig opmærksomhed. Men hvis det faktisk forholder sig sådan, er selv de uskyldige blandt os fejlbarlige. Og lige nu vil vi gerne tro på alt, hvad Greta og de andre unge kvinder står for. Deres godtroenhed er præcis, hvad vi har brug for. De har taget os til et sted, som ingen politikere før har gjort: Vi ønsker at blive bedre mennesker, bare uden at mishage dem.

For nogle år siden, på en varm sommerdag i Salzburg, gik jeg over en bro, som strækker sig over floden Salzach. Imens kunne man fra bredden høre sirenerne fra en ambulance: Den stædige, udødelige ba-bu-ba-bu. Alle forbipasserende vendte sig om mod sirenen, kun én mand fortsatte ufortrødent i sin egen retning, og sang for os alle til rytmen af sirenen, mens vi stirrede på ambulancen, »for seeent, for seeent«. Manden lod til at være blevet opkvikket af, at der inden for hans høreradius var sket noget tragisk: Det gav ham anledning til et optrin.

Jeg kommer ofte til at tænke på mandens sang, når nogen taler om, at situationen er håbløs, og at det ikke er muligt at forhindre en katastrofe. Og jeg tænker: De unge kvinder, som vi taler om, ville ikke forpasse chancen til at give manden fra Salzburg-broen en Klarsfeld-lussing.

Det ville ikke være nogen dårlig start.

Oversat til dansk af Christian Johannes Idskov
Bragt første gang i Die Zeit 11. juli 2019

Peter Kümmel

Peter Kümmel

Tysk journalist og redaktør i ukeavisen Die Zeit.