BLOG. Bedst som man troede, at Tony Blair var færdig i britisk politik, dukker han op igen.
Tony Blair møder det fremmødte publikum ude foran no. 10 Downing Street om morgenen efter valgsejren den 1. maj 1997. TV-billede fra BBC.Når man ser tilbage på de begivenheder, som fandt sted i de lyse majdage i 1997, ligger der stadig et mærkværdigt, drømmeagtigt skær over dem.
»Things can only get better« hed sangen, der brølede ud af højttalerne, da Labour-lejren fejrede den store valgsejr, man troede skulle blive en ny begyndelse, et nyt forår, for Storbritannien og måske hele Vestens venstrefløj.
Valgresultatet satte rekord. Efter 18 år i opposition lykkedes det Labour at erobre 43 procent af pladserne i parlamentet – en så stor andel havde intet parti haft siden 1935. Over ti procent af de traditionelle Tory-vælgere skiftede side og besluttede sig for at stole på den unge politiker med det ambitiøse smil, som på valgnatten trådte frem på scenen med lysende øjne og talte om fremtiden, om reformer, teknologi og om at følges ad, sammen. Things can only get better, sagde han, og indgød sine vælgere en optimisme, der overvældede de fleste. Det var sidste gang, at der for alvor gik et socialdemokratisk sus gennem Storbritannien og måske hele Europa.
På People’s History Museum i Manchester åbnede for nylig en udstilling med titlen »New Dawn?«. Dette var spørgsmålet, som Blair stillede, da han om morgenen den 2. maj, kort efter at have skiftet valgnattens skjorte, ankom til no. 10 Downing Street og mødte de utallige fremmødte mennesker, mange af dem unge og studerende: »A new dawn has broken, has it not?« spurgte han. »Indeed it had,« skrev journalisten og forfatteren Polly Toynbee for ikke så lang tid siden i The Guardian. På Twitter-profilen newdawn1997 kan man i dag – minut for minut, time for time – følge, hvad der skete dengang for 20 år siden, læse avisartikler, se videoklip og finde udtalelser fra nogle af den tids meningsdannere. Det hele er der, følelsen af at verden kun kunne gå én vej: mod det bedre.
TV-billede fra BBC.Som The Guardian skrev i sin leder på selve 20-årsdagen for valgsejren, lykkedes det Labour at vinde, ikke kun fordi man havde ført en stærk valgkamp. Arkitekterne Tony Blair, Gordon Brown, Peter Mandelson, Philip Gould og Alastair Campbell var alle stærkt optagede af deres vælgeres ønsker, og dannede en ny partipolitik, der var som skræddersyet til dem. Man sikrede sig magten, men fraveg til gengæld mange af de principper, som havde kendetegnet partiet i årtier.
I tiden efter valgsejren lykkedes det Blair-regeringen at skabe fred i Nordirland. Den uddelte mere politisk indflydelse til Skotland og Wales, men den gjorde samtidig også the City, Londons økonomiske centrum, mere magtfuldt. I de samme år genoptog Blair og hans folk et stærkere internationalt og transatlantisk samarbejde, og paradoksalt nok gjorde de også den særlige britiske, patriotiske selvforståelse legitim – var det her man gødede jorden for det senere Brexit? Men Blair-regeringen tildelte også homoseksuelle flere rettigheder og restaurerede offentlige ydelser, reformerede og investerede i hospitaler og skoler, prioriterede kampen mod fattigdom og indførte mindsteløn – alt sammen målt og vejet med et redskab, vi i dag kalder New Public Management.
I løbet af de 13 år med Labour ved magten gik tingene formentlig mod det bedre for mange af partiets vælgere, men det er også sandt, som The Guardian skriver, at Blairs regering ikke transformerede landet, sådan som Clement Atlees Labour-regering havde held med efter 1945: »De efterlod ingen radikale eller vedvarende ændringer i institutionerne. De gjorde mere for at fastholde end at udfordre Margaret Thatchers idé om en mindre stat, og de gjorde aldrig nok for at udfordre markedskræfternes suverænitet.«
Sammen med de katastrofale fejlvurderinger i forbindelse med Irak-krigen er dette konklusionen, som stadig hviler over Blair-årene: Topfolkene forvandlede partiet til en bleg efterligning af de konservative. Dette var allerede holdningen hos Jeremy Corbyn, partiets nuværende leder, dengang han sad på bagerste række i parlamentet.
TV-billede fra BBC.Siden er »Things can only get better« blevet forbudt i alle Labour-sammenhænge. I vinter udvandrede Corbyn efter sigende til et julearrangement, da flere af partiets egne parlamentsmedlemmer brød ud i sang til netop tonerne af D:Ream-hittet fra 1994. Forvandlingen i partiet er ikke til at overse. Da medlemmerne i juni stemte Corbyn ind som formand for en ny periode, var det til lyden af en gammel jingle fra 1970’erne, og i det hele taget findes der ikke længere noget New Labour, men kun Labour.
Til Corbyns vælgermøder cirkulerer der i dag masker med Tony Blair og hans djævelske smil, hvorfra et væld af pengesedler strømmer ud som en satirisk påmindelse om Irak-krigen og den tidligere premierministers grådighed. I dag er de fremmeste tillidsvalgte i Labour stolte over, at det er lykkedes at udviske arven fra Blair-tiden. Til gengæld befinder partiet sig langt fra premierministerposten, en situation der i høj grad må tilskrives Corbyn, som i sidste uge blev kaldt den »utroligt forsvindende lille mand, der ledte Labour« af forfatteren Julian Barnes i London Review of Books.
Netop som man troede, at Tony Blairs indflydelse på britisk politik var forbi, er han dukket op igen. I marts meddelte han, at han er ved etablere en tænketank, »en ny politisk platform, som skal genopfylde det store åbne rum midt i britisk politik«. I sidste uge fulgte han så op med at udtale, at han ikke vil støtte Corbyn i hans forsøg på at slå Theresa May ved det kommende valg, men opfordrede alligevel vælgerne til at stemme på Labour. Indtil videre afviser han at stille op til et politisk embede igen. Dog vil han ikke afholde sig fra at blande sig i debatten om Storbritanniens udtræden af EU. »Denne Brexit-ting har givet mig en direkte grund til at være mere involveret i politik. Man er nødt til at få beskidte hænder…,« sagde han til The Observer.
Det er næppe sandsynlig, at Blairs genindtræden i britisk politik vil få nogen stor indflydelse. I mange kredse betragter man ham i dag som et giftigt element, en repræsentant for den sygdom, der har været med til at spolere de vestlige samfund de seneste 20 år. Da han trådte frem på den store scene, var det på en bølge af ekstraordinær begejstring, som også smittede af på det europæiske kontinent, med hans tredje vej, hvor de progressive styrker fik lov til at fortolke et momentum, der ikke er set siden. Nu vil han bekæmpe »den frygtindgydende autoritære populisme«, som han mener er ved at undergrave Vestens tro på demokrati. Blairs problem er bare, at populisterne har fået vind i sejlene som en reaktion på netop den markedsliberalisme, han og New Labour stod for. Det er svært at forestille sig, at denne samfundsinficerende populisme, denne epidemiske kløen, vil blive kureret af dens egen årsag.
